You Make Me Smile {One Direction - Zayn Malik}

Amanda Jefferson er født og opvokset i Doncaster. Hele sit liv har Amanda været vant til at bo i luksus, da hendes far er massemillionæren John Jefferson. Gennem hele sit liv har Amanda været populær i skolen, haft et liv i overklassen - takket være sin far - og aldrig lidt nogle sorger. Ingen sætter sig imod hende, eller går imod hende på nogen anden måde. En dag bliver det for meget for Amanda. Hendes arrogante facade er blevet til en vane, men hun vil slippe den igen. Hun ønsker at flytte til London. Et ønske hendes far efterkommer, og tre måneder efter befinder hun sig i London. Inden hun flyttede, måtte hun tage afsked med sin daværende kæreste, Louis Tomlinson. Dette var meget hårdt for hende, for han støttede hende igennem alt! Amanda har svært ved at forholde sig til ikke at være populær, men må finde sig i det. Selvom hendes far er milliardær, holder hun lav profil. Lige indtil den dag hun møder Zayn Malik...

86Likes
83Kommentarer
11195Visninger
AA

9. Zayn, the singer

 

Festen skulle holdes i skolens store festsal. Vi ankom lidt i syv, men det så ud som om alle allerede var der. Da limousinen kørte ind på skolens parkeringsplads, var der en masse, der stoppede op og gloede. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg havde haft det på den gamle skole. Minderne væltede ind over mig, og gav mig tårer i øjnene.

"Er du okay?" spurgte Lei omsorgsfuldt og lagde en hånd på min arm. Jeg smilede hurtigt og blinkede tårerne væk.

"Det hele er bare så overvældende" smilede jeg og tog hans hånd i min. "Skal vi gå ud?" Han nikkede og døren blev åbnet. Jeg kom ud af limoen og så rundt. Folk stod og hviskede, pegede og smilede. Maya kom trissende hen til mig. Hun havde en safirblå kjole på. Den var kortere end min, så man kunne se hendes brune ben. Ved brystet havde den en dyb v-udskæring som fremhævede hendes barm. Lige under brystet sat at bånd med et sølv spænde i. Hendes hår var sat op i en fletning hele vejen rundt om hendes hoved. Hun så gudesmuk ud, og jeg misundende hende lidt. Hun slog forsigtigt armene om mig og krammede mig.

"Hvor er du smuk!" roste hun og så hen på Lei. "I er et godt par" Lei smilede og lagde armen om mig. Jeg lænede mig lidt ind til ham og smilede.

"Hvor er min taske?" spurgte jeg og så rundt. Han rakte mig den og jeg smilede taknemmeligt. Han var en god date. Betænksom, køn og virkelig sød. "Skal vi gå ind?" Nervøsiteten forsvandt, og med Leis arm om mig havde jeg det helt fint. Vi gik ind i salen og et smukt syn mødte mig.

Loftet var dækket med lyskæder, der gav salen et blødt skær. Gardiner var trukket for de mange vinduer, så lyskædernes lys, var det eneste der sås. Piger og drenge stod rundt omkring i grupper sammen med deres dates og drak velkomstdrinks og grinede. Alle virkede glade. I den modsatte ende af hvor Lei og jeg kom ind af, var der stillet op til, at der kunne spilles musik. Jeg havde ikke hørt om, at nogen ville komme og spille...

"Jeg finder lige en drink til os" smilede Lei, kyssede mig på kinden og forsvandt. En ung pige kom hen til mig, og tilbød at tage mine trøje og taske. Jeg gav hende det, og hun fortalte, at det ville være i gaderoben neden under. Alting overvældede mig, og jeg nikkede bare. "Værsgo" Lei holdt en pink drink frem til mig, som jeg tog imod med et smil. Vi fandt nogle vi kendte og gik hen til dem for at snakke.

 

Klokken otte ville der blive spillet noget musik, havde vi fået at vide. Jeg glædede mig til at der kom lidt mere gang i festen, for det skete ikke så meget. Lei var smuttet på toilettet, så jeg gik lidt rundt for mig selv. Jeg kunne næsten ikke genkende mine klassekammerater. Pigerne i deres smukke kjoler, drengene i smoking. Jeg måtte holde et lille grin tilbage, for nogle af drengene klædte det virkelig ikke.

"Amanda?" lød det pludselig bag mig og jeg vendte mig rundt. En mørkhåret dreng smilede til mig.

"Ja?" sagde jeg forvirret og smilede venligt. Hvor kendte han mig fra? Han lignede en, jeg havde set før...

"Kan du huske mig?" spurgte han, håbende, men jeg måtte - til hans store skuffelse - ryste på hovedet.

"Undskyld, men nej" sagde jeg undskyldende.

"Det gør ikke noget" skyndte han sig at sige. "Zayn" Han rakte hånden frem til mig og pludselig genkendte jeg ham. Det var ham drengen fra kirkegården i Doncaster!

"Øh... wow! Hvad laver du her?" spurgte jeg glad. Underligt at vi skulle mødes til gallafest på min skole, men dejligt at se en igen.

"Jeg er underholdningen" blinkede han og hentydede til musikken. Jeg jublede.

"Jeg vidste ikke, at du kunne synge!"

"Der er meget, du ikke ved om mig, søde" Han blinkede igen til mig, og nogen bag mig fangede hans opmærksomhed. "Nå, men jeg må smutte. Vi skal på om lidt" Han gav mig et hurtigt klem og forsvandt sammen med en lyshåret dreng. Jeg så smilende efter ham.

"Nogen der stjæler min date?" spurgte Lei, der var kommet tilbage.

"Nej nej" grinede jeg, og han lagde armen om mig igen. Han lugtede lidt af alkohol.

"Hey, er det ikke ham oppe på scenen?"

"Jo!" sagde jeg, en smule stolt, og det slog mig pludselig, at jeg stod og smilede for mig selv. Tanken om Zayn fik mig til at smile. "Vi skal tættere på!" Jeg trak Lei med ud på gulvet, hen foran scene, så vi bedre kunne se og høre dem. Zayn, ham den lysthårede, og tre andre fyre rettede på deres mikrofoner. Jeg fik et hurtigt smil fra Zayn, inden han gik ud bagved igen. Han var altså sød...

 

"That's what makes you beautiful!" afsluttede den ene af drengene, ham med krøllerne, sangen og smilede. De smilede alle sammen og bukkede. Drengen ude til højre havde fanget min opmærksomhed. Han så bekendt ud, men jeg kunne ikke rigtig se, hvem han mindede mig om.

"Tusind tak!" takkede Zayn, og vi klappede. De sang godt, og deres stemmer passede godt sammen.

"I er de første der hører vores første single live!" jublede den lyshårede med en sød accent, helt sikkert irsk. "Jeg er Niall"

"Jeg er Zayn"

"Liam her"

"Harry!"

"Louis" råbte ham, der mindede mig om nogen, glad. Jeg tabte helt pusten. Louis?! Hvad? Det kunne da ikke være... eller hvad? Jeg så på ham igen, men ham med krøllerne, Larry eller sådan noget, trådte ind foran, og jeg kunne ikke se på Louis. Mens jeg prøvede at se på Louis, forlod drengene scenen, og jeg nåede ikke at se ordentligt på ham. Jeg jamrede mig lavmælt og så på Lei. Han virkede ikke synderligt begejstret. Jeg rystede kort på hovedet. Måske havde jeg set syner. Der var mange drenge i England, der hed Louis. Der var ingen mulighed for, at det var min Louis...

 

"Hvad synes du?" spurgte Zayn glad og krammede mig. Lei så lettere irriteret på ham og trådte lidt væk. Han smilede sødt til mig, og jeg smilede igen.

"I var fantastiske!" jublede jeg og smilede stort. Smilet var ægte, ligesom dengang på kirkegården. Underligt. Her stod jeg og snakkede med en fyr, som jeg mødte på en kirkegård ved et tilfælde, og som også var sanger. "Du synger helt vildt godt!"

"Tak" smilede han og så over på Lei. "Vil du danse med mig?" Han virkede en smule usikker og bed sig i læben. Han så vildt sød ud. Langt fra den selvsikre Zayn, jeg havde set på scenen. Jeg så spørgende på Lei, der bare nikkede og vendte ryggen til. Jeg håbede virkelig ikke, at han blev sur.

"Ja" smilede jeg, og Zayn tog min hånd.

"Har jeg sagt, at du ser utrolig smuk ud?" spurgte han og så mig i øjnene. Hans brune øjne borede sig blidt ind i mine, og fik mig til at rødme. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Hans nærvær gjorde mig glad, hvilket jeg aldrig kunne havde forestillet mig før. Jeg takkede ham for komplimentet, rødmende og smilende. Han gjorde noget ved mig. Noget, der fik mig til at smile... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...