You Make Me Smile {One Direction - Zayn Malik}

Amanda Jefferson er født og opvokset i Doncaster. Hele sit liv har Amanda været vant til at bo i luksus, da hendes far er massemillionæren John Jefferson. Gennem hele sit liv har Amanda været populær i skolen, haft et liv i overklassen - takket være sin far - og aldrig lidt nogle sorger. Ingen sætter sig imod hende, eller går imod hende på nogen anden måde. En dag bliver det for meget for Amanda. Hendes arrogante facade er blevet til en vane, men hun vil slippe den igen. Hun ønsker at flytte til London. Et ønske hendes far efterkommer, og tre måneder efter befinder hun sig i London. Inden hun flyttede, måtte hun tage afsked med sin daværende kæreste, Louis Tomlinson. Dette var meget hårdt for hende, for han støttede hende igennem alt! Amanda har svært ved at forholde sig til ikke at være populær, men må finde sig i det. Selvom hendes far er milliardær, holder hun lav profil. Lige indtil den dag hun møder Zayn Malik...

86Likes
83Kommentarer
11154Visninger
AA

7. Triple date

 

Efter et halvt år i London, startede jeg high school. Det var fedt, selvom der var en masse mennesker, jeg pludselig skulle lære at kende. De fleste af mine nye klassekammerater havde kendt hinanden, siden de var helt små. Dog kom jeg hurtigt ind på et par stykker af dem, men de blev ikke mine bedste venner. Jeg savnede min gamle skole, mest af alt Louis, men var glad for at komme væk. Jeg savnede på en eller anden måde opmærksomheden, de mange komplimenter og de søde kommentarer. Nu skulle jeg vænne mit til at være anonym og almindelig. Jeg siger det, som om det er forkert. Det er det ikke, det er bare anderledes...

 

"Hey Amanda" smilede Maya og svingede sit hår om på ryggen. "Haft en god weekend"

"Ja, tak" smilede jeg igen og ligeud. "Hvad med dig?"

"Jeg var et smut til Frankrig med min mor... Nyt tøj og sko!" Hun stoppede op for at hæve sin fod, så jeg kunne se hendes nye stiletter.

"Ej, de er fede!" udbrød jeg og smilede. De var høje, rigtig høje. Maya var normalt ikke særlig høj, så hendes stiletter gjorde, så hun var på højde med mig. "Hvor meget gav du for dem?"

"109 pund" sagde hun stolt og vred foden, så jeg kunne se skoen fra alle vinkler. (Svarer til ca. 1000 danske kr.) Det var mange penge... Men okay, jeg havde købt sko for mere!

"Kan du overhovedet gå ordentligt i dem?" spurgte jeg med et hævet øjenbryn. Hun trak kort på skuldrene.

"Det er da lige meget. Så længe jeg ser godt ud, så skal det nok gå" grinede hun og begyndte at gå igen. Hun gik faktisk flot i dem. "Fik du snakket med Lei i går?"

"Fuck! Det glemte jeg!" udbrød jeg og tog mit til hovedet. Jeg skulle havde snakket med Lei, men glemte det totalt.

"Bare rolig, søde. Jeg har snakket med ham for dig" beroligede hun mig, og jeg havde lyst til at kramme hende.

"Årgh, tusind tak Maya!" jublede jeg og smilede stort. "Hvad sagde han?"

"Ja"

"Ja?"

"Ja, han sagde ja" smilede hun og blinkede. Jeg skulle snakke med Lei om vores gallafest, der ville blive holdt om fredagen. Min oprindelige partner, Mitch, var blevet syg med lungebetændelse og havde meldt afbud. Heldigvis havde jeg hørt, at Lei også var ledig, så jeg tog chancen. Eller Maya tog den for mig. Jeg glemte det totalt. Maya var den, jeg snakkede mest med. Hun var en lav, rødhåret pige med et stort hjerte og en masse ord. Ofte snakkede hun bare for at snakke, tror jeg. Og takker være hende, havde jeg nu en date fredag. Det var faktisk meget heldigt, at han ikke havde en date. Det var ikke, fordi han ikke var pæn, for det var han. Tro mig. Næ nej, han havde simpelthen sagt nej til alle, der havde spurgt ham, hvilket var det halve af pigerne på vores årgang, på nær mig. Jeg vidste ikke, hvorfor han havde sagt ja til mig... Maya og jeg trådte ind på skolen og skiltes. Hun skulle have musik i første time, jeg skulle til engelsk.

 

"Mrs. Jefferson?" spurgte min lærer, hvilket fik mig til at krympe mig. Jeg havde ikke fulgt med, så jeg måtte bede ham gentage spørgsmålet. "Følg med" Han sendte mig et strengt blik og vendte sig igen mod tavlen. Bare fordi jeg var den nye elev i klasse, betød det ikke, at jeg ville få særbehandling. Nixen! Nogen gange syntes jeg, at han var mere streng overfor mig, end han var overfor de andre. Det var nok bare noget, jeg bilde mig ind.

"Doncaster!" lød det bag mig. Drengene havde givet mig det kælenavn, da jeg havde en smule accent. Jeg vendte mig rundt, og Lei smilede til mig. "Dig, mig, frokost?" Jeg nikkede og vendte mig om igen.

"Jefferson! Eftersidning!" bjæffede min lærer, og jeg krympede mig. "Også til dig Johnson!" Jeg så tilbage på Lei, der lavede en irriteret grimasse, og jeg fniste lydløst. Han var sjov, og jeg forstod godt, hvorfor så mange piger kunne lide ham. "Opmærksomheden her op, ladies and gentlemen" Jeg så igen på tavlen, men mærkede en glæde indeni. Lei var en virkelig sød fyr, og vi skulle spise frokost sammen...

 

"Hey" sagde han og smilede til mig. Han stod lænet op af dørkarmen på en vildt charmerende måde. "A dónde vas?" spurgte jeg på spansk, da jeg lige havde haft spansk. Det betød 'hvor skal du hen?'.

"Til frokost med dig, dumme" drillede han kærligt og gik med mig hen til mit skab. Hvis jeg ikke vidste, at vi var i England, ville jeg, at vi gik på en high school i USA. Vi havde skabe på samme måder, klasser på samme måder og kantine på samme måde. Det var ret sejt, synes jeg. Jeg åbnede mit skab, satte min taske ind og smækkede det i igen. "Klar nu?" Han grinede. Jeg rakte tunge af ham, og han lagde armen om mig. Han var kun lidt højere end mig. Folk kiggede underligt på os, da vi gik på gangen. Tja, hvad kunne jeg sige? Jeg havde lige fået en date på fredag med skolens hotteste fyr, scoret mig en frokost og eftersidning med ham. Bonus! Vi gik ned i den allerede overfyldte kantine, fik os noget mad og fandt et ledigt bord.

"Okay, du har en grund til at spørge, om jeg vil spise frokost med dig" sagde jeg ligeud ærligt, og han nikkede. Jeg satte bakken foran mig og åbnede min vand.

"Ja, jeg ville høre hvorfor du invitere mig med, eller du fik din veninde til det"

"Maya" rettede jeg ham og tog en tår vand. Jeg åbnede min pastasalat og stak lidt i den.

"Ja, hende. Hvorfor?"

"Mitch er blevet syg, så jeg tænkte; du var ledig - hvilket jeg ikke forstår hvorfor - og så tænkte jeg; hvorfor ikke?" Jeg stak min gaffel ned i min pastasalat og spise lidt.

"Tænk engang at lade sine date i stikken..." Lei så ned i sin, tog en gaffelfuld og tyggede.

"Han blev jo syg. Det kan han ikke gøre for" forsvarede jeg Mitch, mens Lei rystede kort på hovedet. "Hvorfor havde du ikke nogen partner?"

"Jeg ventede på en, der faktisk ville være stolt af at følges med" sagde han indsmigrende og så mig i øjnene. Jeg rødmede let, men prøvede at skjule det.

"Og du ville være stolt af at følges med mig?" spurgte jeg, selvom han faktisk lige havde sagt det.

"Ja" sagde han ligeud. Jeg smilede.

"Tak" Jeg tog igen en tår af min vand, mens Lei smilede til mig.

"Så lidt" sagde han med et glimt i øjet og blinkede. Jeg smilede igen, og vi spiste begge to videre. Efter lidt tid var vi begge to færdige, så vi forlod kantinen for at gå udenfor. På vejen stødte jeg ind i en mørkhåret dreng, som havde meget fart på.

"Undskyld" mumlede jeg, mens han skyndte sig videre. Da jeg kiggede efter ham, mindede den frisure mig om nogen. Ham drengen fra kirkegården. Nej, det kunne ikke være ham! Drengen boede i Bradford, og jeg var i London. Jeg skubbede tanken væk igen og så på Lei.

"Har du lyst til at spise sammen i aften?" foreslog jeg og så op mod solen. Vi var i april måned og solen skinnede så dejligt.

"Ja" sagde han, tydeligvis overrasket over mit tilbud, men takkede ja. Han tog min hånd, og jeg flettede mine fingre ind i hans. Jeg havde aldrig før langt mærke til, at han havde grønne øjne...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...