You Make Me Smile {One Direction - Zayn Malik}

Amanda Jefferson er født og opvokset i Doncaster. Hele sit liv har Amanda været vant til at bo i luksus, da hendes far er massemillionæren John Jefferson. Gennem hele sit liv har Amanda været populær i skolen, haft et liv i overklassen - takket være sin far - og aldrig lidt nogle sorger. Ingen sætter sig imod hende, eller går imod hende på nogen anden måde. En dag bliver det for meget for Amanda. Hendes arrogante facade er blevet til en vane, men hun vil slippe den igen. Hun ønsker at flytte til London. Et ønske hendes far efterkommer, og tre måneder efter befinder hun sig i London. Inden hun flyttede, måtte hun tage afsked med sin daværende kæreste, Louis Tomlinson. Dette var meget hårdt for hende, for han støttede hende igennem alt! Amanda har svært ved at forholde sig til ikke at være populær, men må finde sig i det. Selvom hendes far er milliardær, holder hun lav profil. Lige indtil den dag hun møder Zayn Malik...

86Likes
83Kommentarer
11035Visninger
AA

2. To be, or not to be Amanda Jefferson

 

*Biiib, biiib, biiib* lød det, og jeg slog armen ud til siden. Det var mit vækkeur. Jeg kendte desværre den lyd alt for godt. Langsomt slog jeg dynen til side, satte mig op på en zombieagtig måde og åbnede lige så langsomt øjnene. Der var mørkt på mit værelse, på trods af den lyskæde der hang over min opslagstavle. Jeg så rundt. Mit værelse så ud, som det havde gjort det meste af den tid, jeg havde boet der i huset. Ved vinduet stod et skrivebord med min bærbare computer, et billede af min kæreste - Louis - og jeg, og en lyserød orkide. Der var trukket et mørklægningsgardin for vinduet, så den lukkede al sol ude. Til venstre for skrivebordet lå en skrigende, pink sækkepude. Der var hul i den flere steder, hvor Clara og jeg havde brændt hul i den sidste sommer. Jeg havde bildt min mor ind, at det var gløder, der havde lavet hullet, og ikke min smøg. Hun havde syet hullet sammen, så der ikke røg nogle kugler ud af den. Noget bevægede sig i fodenden af min seng, og Zac løftede hovedet. Zac, min hvide golden retriever hvalp, løftede dovent hovedet og så på mig. Jeg smilede, kravlede ned til ham og kløede ham bag øret.

"Godmorgen skat" hviskede jeg, mens jeg kløede ham. Han lukkede øjnene og lod tungen hænge slapt ud af munden. Jeg smilede og stoppede. Jeg skulle op. Mit ur havde ringet klokken 6, præcis, og jeg havde allerede brugt syv minutter på at side og glo.

Jeg rejste mig, lagde dynen pænt igen og gik ud på badeværelset. Døren til mine forældres soveværelse stod halvt åben, og jeg kunne se, at min mor var taget af sted. Hun arbejdede som stewardesse, så hun var sjældent hjemme. Da jeg var yngre, havde jeg syntes, at det var sejt. Da jeg blev lidt ældre var det irriterende, at hun aldrig var hjemme. Nu var jeg valt til det. Jeg havde ikke ligefrem verdens stærkeste bånd til min mor. Jeg var mere 'fars pige', men så alligevel ikke. Min far gav mig alt, hvad jeg ville have. Han ejede et stort firma, noget med mad, og tjente mange millioner om året. Derfor havde han røven fuld af penge, og det smittede af på mig. Jeg var måske hvad man kaldte forkælet. Alting masser af penge på kreditkortet, masser af nyt tøj og manglede aldrig penge. Det er mig. Til fødselsdage eller til jul havde jeg intet at ønske mig, for jeg havde alt. Min bærbar computer var en Mac, jeg havde en iPad, en iPhone, en iPod Touch, Nano og Shuffle. Min far kunne godt lide at give gaver...

Da jeg tændte for vandet, gled en dejlig varmende fornemmelse gennem hele min krop. Det var mandag, første dag på ugen, og i aften skulle jeg være sammen med min kæreste. Han var det bedste, jeg havde. Vandet gled ned over min krop, og jeg havde aller mest lyst til at blive stående under bruseren i al evighed. Men jeg skulle i skole, og jeg kunne ikke finde på at pjække.

Okay, nu tænker i nok, sikke en dengse. Jeg havde den perfekte kæreste, pjækkede aldrig og havde en rig far. Men nu er livet så ikke så ligetil, som nogle tror. Jeg havde et godt liv, ingen tvivl, men jeg havde også mine svære tider. Jeg havde et ry i skolen, et ry jeg ikke kunne lide. Jeg var hende den populære pige, den alle så op til. Jeg havde en masse såkaldte venner, folk der sværmede om mig som fluer. Langsomt havde jeg vænnet mig til dem. Mine 'hofdamer' der fulgte mig, hvor end jeg gik. Godt nok var de irriterende, men langsomt blev jeg afhængig af det. Det gav mig en form for status, når de valgte mig frem for alle andre. Jeg blev inviteret med til alle de fede fester, mødte de rigtige mennesker og fik den opmærksomhed jeg ville. Egentlig ville jeg ikke have alt det, jeg fik, men når man først var inde i det miljø, kunne man ikke slippe væk igen.

Jeg hørte en banken på døren og fór sammen. Jeg skyndte mig at skylle shampooen ud af håret, vred det for vand og slukkede for bruseren. Jeg satte håret op og pakkede mig ind i et håndklæde. Ude foran døren stod min far og ventede, så jeg smuttede forbi ham og ind på mit værelse. Morgenens sværeste valg: at vælge hvilket tøj jeg skulle have på. Når man var mig, Amanda Jefferson, kunne man ikke gå i hvilket som helst tøj. Alting skulle være det nyeste, det smarteste og gerne det, der ikke viste noget som helst om din personlighed. Upersonligt, ensformigt og noget alle gik i. Alle mine 'veninder' gik i det samme, alle på min årgang gik i det samme. Stort set alle piger mellem 15 og 18 gik i sådan noget tøj, som jeg gik i. Hurtigt var jeg blevet et modeikon. Alle kopierede min stil. Hvis jeg en dag mødte op i joggingbukser, ville pigerne dagen efter møde op i det samme. Derfor måtte jeg vælge med omhu.

Jeg trak nogle shorts ned fra hylden. De var lyse, cowboystof, og højtaljede. Jeg elskede højtaljede bukser, shorts og nederdele. Jeg holdt dem op foran mig, og kiggede mig i spejlet, der hang på indersiden af den ene skabslåge. De stod godt til mine let brune ben. Jeg smed dem over på min seng, så Zac måtte løfte hovedet. Han udstødte et lille prust, og jeg grinede kort. Han sukkede og lagde hovedet ned på poterne igen. Jeg tog en hvid top ud af skabet, smed den hen til shortsene og trak en pink, løs, kort top ud også. Jeg fandt en bh og nogle trusser, tog det på og tog så også tøjet på. Langsomt nærmede klokken sig kvart i syv. Jeg havde brugt et kvarter længere end jeg plejede, og snart ville min tidsplan skride. Jeg havde lavet mig en form for tidsplan for hver morgen. Fra seks til kvart over seks var jeg i bad, fra cirka tyve over seks til halv tog jeg tøj på. Fra halv syv til syv ville jeg spise, og fra syv til tyve over ville jeg bruge på at ordne hår og makeup. Da klokken nu var kvart i syv, havde jeg kun et kvarter til at spise i. Jeg redte hurtigt mit hår igennem, rodede lidt i det og rystede på hovedet. Jeg lod mit halvvåde hår hænge løst og uglet om skuldrene på mig. Med langsomme, tunge skridt gik jeg ned af trappen og ned i køkkenet.

Min far sad der allerede, næsten begravet i avisen. Han var nyhedsbevidst, hvilket var meget vigtigt for ham. Mange gange havde han prøvet at få mig til at læse, men uden held. Jeg gad ikke læse sådan noget. Jeg havde ingen interesse i, hvad der skete ude i verden. Doncaster var min verden, og jeg behøvede ikke vide mere. Jeg fik alle nyheder, og sladder, som jeg havde brug for igennem mine 'hofdamer'.

"Hvad tid kommer du hjem i dag?" spurgte min far, der stadig ikke så op fra sin avis. Jeg sukkede lydløst og smurte smør på et stykke ristet toast.

"Aner det ikke. Jeg tager nok over til Lou" sagde jeg i en lige så ligegyldig som ham.

"Kom ikke for sent hjem"

"Hvornår gør jeg det, far?" spurgte jeg, lettere irriteret og tog en bid af min toast. Lyden af brødet der knasede i min mund, var det eneste der brød stilheden. "Hva'?"

"Kom nu bare ikke for sent hjem, okay?" sagde han, næsten lige så irriteret som jeg var.

"Fint" sukkede jeg, smed kniven i vasken, satte smøret i køleskabet og tog mit brød med ovenpå. Klokken var kvart over syv. Jeg skulle skynde mig.

"Hey far!" råbte jeg, men ventede ikke på svar. "Kan du ikke køre mig i skole? Jeg er sent på den"

"Jeg kan ringe til Mick, og så ham til det!" Typisk ham, han fik altid andre til at gøre det for ham!

"Jaja, det er fint!" råbte jeg tilbage og tændte mit glattejern. Mit hår var næsten tørt, så jeg tørrede det sidste på få sekunder og begyndte at glatte det. Jeg tog nogle neutrale øreringe i mine huller i ørene, alle seks, og tog min halskæde på. Jeg havde fået den af Louis. Den var enkel, sølv, og der hang et vedhæng i. Jeg så mig en sidste gang i spejlet, inden jeg styrtede ned af trappen. Heldigvis var min taske pakket, så jeg hoppede hurtigt i nogle sko, og tog en jakke på. Skoletid! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...