You Make Me Smile {One Direction - Zayn Malik}

Amanda Jefferson er født og opvokset i Doncaster. Hele sit liv har Amanda været vant til at bo i luksus, da hendes far er massemillionæren John Jefferson. Gennem hele sit liv har Amanda været populær i skolen, haft et liv i overklassen - takket være sin far - og aldrig lidt nogle sorger. Ingen sætter sig imod hende, eller går imod hende på nogen anden måde. En dag bliver det for meget for Amanda. Hendes arrogante facade er blevet til en vane, men hun vil slippe den igen. Hun ønsker at flytte til London. Et ønske hendes far efterkommer, og tre måneder efter befinder hun sig i London. Inden hun flyttede, måtte hun tage afsked med sin daværende kæreste, Louis Tomlinson. Dette var meget hårdt for hende, for han støttede hende igennem alt! Amanda har svært ved at forholde sig til ikke at være populær, men må finde sig i det. Selvom hendes far er milliardær, holder hun lav profil. Lige indtil den dag hun møder Zayn Malik...

86Likes
83Kommentarer
11040Visninger
AA

6. Right time to say goodbye

 

Min 'afskedsfest' bestod af Louis, mig selv og Clara. Egentlig ville jeg ikke have Clara med, men da hun ligesom inviterede sig selv, følge jeg mig nødsaget til at tage hende med. Hun havde trods alt været den, der stod mig mest nær af alle mine hofdamer. Ja, jeg kaldte dem det. En vane, som jeg ikke kunne komme af med. Egentlig smed jeg Clara ud ved 11-tiden med den undskyldning, at jeg skulle pakke. Louis 'skulle gå' lidt efter, men blev der til sent på natten...

 

"Kan du ikke blive?" spurgte Lou sørgmodigt. Jeg rystede kort på hovedet. Louis nussede min arm, og jeg ønskede øjeblikket kunne vare for evigt.

"Min far har allerede købt huset" Sandt nok, han skrev under dagen før. Den store, flotte villa i London. London var en stor by, men virkede på en eller anden måde overskuelig.

"Jamen, jeg kommer til at savne dig. London er så langt væk" Jeg sukkede og så på ham.

"Vi kan ringe sammen, skrive sammen. Og hvis du ellers gad oprette en Skype-konto, så kunne vi snakke sammen der. Lou, det er ikke så langt væk" Jeg prøvede at lyde overbevisende, men han virkede ikke synderligt begejstret. Jeg hoppede op fra sengen og satte hænderne i siden. "Kom nu Lou. Du skal smile. Det er sidste gang, du ser mig, inden jeg rejser" Jeg prøvede at virke glad, men indeni havde jeg det som om, at mit hjerte blev revet ud. At sige farvel til min dejlige kæreste var hårdt. Inderst inde ønskede jeg at kysse ham, kramme ham, få ham til at trygle mig om at blive. Men vi vidste begge to, at valget var blevet taget. Mit valg... Det var mig, der havde valgt at flytte til London, ikke ham.

"Come on, babe" sagde han, halvt irriteret over min underlige form for glæde, halvt kærligt. Jeg kravlede hen på sengen igen og kyssede ham på næsen.

"Jeg elsker dig, at du ved det" hviskede jeg og lød det ét barnlig. Gud hvor ville jeg savne ham!

"Jeg elsker også dig, at du ved det" hviskede han tilbage, lagde en hånd på min ryg og pressede mig ned mod ham. Jeg lagde mig oven på ham og kyssede ham lidenskabeligt. Hans læber mod mine virkede varme og sendte stød gennem kroppen på mig. Hans hånd på min ryg brændte, som om vi blev svejset sammen hvert sted vi rørte hinanden. Sådan burde det være. Louis og jeg, sammen for evigt...

 

Jeg så tilbage på det, der havde været mit hjem. En toetagers, hvidkalket villa stod tilbage med tomme vinduer, og virkede pludselig fremmed. Jeg havde boet i det hus, siden jeg var tre. Som vi langsomt kørte ud af den lange indkørsel foran huset, væltede minderne frem. Foran hoveddøren, på trinnet, havde Clara og jeg leget med dukker om sommeren. I garagen havde mit gamle dukkehus stået, indtil min far mente, at jeg var blevet for stor til at lege med dukker, og smed det ud. Der havde græsslåmaskinen også stået. Den, jeg engang var væltet over og havde forstuvet min storetå, så jeg skulle gå med krykker i to uger. Bag huset var den store, åbne have, hvor der bagerst i haven stod to blommetræer, jeg om sommeren havde hængt en hængekøje op imellem. Her havde jeg fået mit første kys for tre år siden, af Louis. I hængekøjen havde vi siddet, side om side, hånd i hånd og så havde han kysset mig. Senere havde jeg delt oplevelsen med Clara på mit værelse oppe på førstesalen i vindueskarmen ud mod forhaven. Det vindue der nu stod tomt, fri for mit mørklægningsgardin, som var pakket ned i en eller anden flyttekasse sammen med min lyskæde, indholdet fra mine skrivebordsskuffer og andre småting. Mit værelse var pakket ned. Minder fra huset var pakket ned. Nu var der ingen vej tilbage. Min mor og far virkede på en eller anden måde meget begejstrede. Min mor omtalte vores flytning som; en rig mulighed for at lære nye mennesker at kende. Min far omtalte den som; endnu en flytning. Han havde vist flyttet ret meget som barn... Jeg ville omtale den som; en nødsaget spontan flytning væk fra alle de piger, der hver dag irriterede mig til grænsen, og samtidigt en flytning væk fra min elskede kæreste, som jeg elskede utroligt højt. Flyttebilerne kørte bag os ud på motorvejen, og radioen spillede en Chris Brown sang:

There's never a right time to say goodbye.

But we know that we gotta go.

Our separate ways.

And I know it's hard but I gotta do it.

And it's killing me.

Cause there's never a right time to say goodbye.

Right time to say goodbye.

Pludselig gik det op for mig, at tårer trillede ned af mine kinder. Jeg tørrede dem forsigtigt væk, for ikke at ødelægge min makeup, og snøftede kort. Min mor og far snakkede ivrig omme på forsæderne, så de lagde ikke mærke til noget. Jeg lænede panden mod den kølige rude. Tårerne blev ved, totalt ukontrolleret, og jeg lod dem komme. Jeg ville savne dem, Louis, Clara og de andre. Mest Louis. Bare tanken om at jeg ikke skulle se hans glade ansigt hver morgen...

 

Da jeg næste morgen slog øjnene op, vågnede jeg op til et kæmpe rod. Mit nye værelse flød med flyttekasser og poser. Mest af alt poser med mit tøj, men også fra mine nye møbler. Jeg havde fået nyt skrivebord, en ny kommode og et nyt natbord. Jeg så rundt. Zac var nok nedenunder, for han lå hverken på gulvet eller i min benende. Jeg tog min mobil fra mit natbord og tjekkede klokken. Kvart i otte. Altså for tidligt! Jeg lod mig kaste tilbage i sengen, og bumpet gav genlyd.

Jeg besluttede mig for at stå op, gå i bad og tage tøj på. Det var lørdag, jeg var i London og jeg ønskede i hvert fald ikke at sove. Pludselig forsvandt trætheden og jeg følte mig straks hyper. Jeg sprang op af sengen, ud på mit nye badeværelse og gik i bad. Jeg havde en jacuzzi! Dog droppede jeg den og tog et hurtigt brusebad. Vandet var varmt med det samme, og jeg skyndte mig videre. Håndklæderne var nye og helt vildt bløde!

Jeg måtte rode mig igennem mine poser med tøj for at finde det, jeg ledte efter. Jeg hev et par joggingshorts, noget undertøj, en sports-bh og en top frem. Jeg tog det hurtigt på og fandt et par sokker. Jeg havde brug for en løbetur. Solen skinnede udenfor og det så ikke ud som om, det blæste. Selvfølgelig ville jeg have modvind, så snart jeg bevægede mig ud, men hvad kunne man gøre ved det?

 

Da jeg trådte ud på gaden, tændte jeg for musikken på min iPhone. Musikken fyldte mine ører, og vinden mod mit ansigt var dejligt kølende. At jeg var hyper, gjorde nok, at jeg følte mig utrolig frisk, selvom jeg lige var stået op. Normalt ville jeg gå rundt og være sur i flere timer. Så jeg følte mig altså glad, på trods af gårsdagens sorg. Jeg savnede Louis. Jeg havde et billede af os som baggrundsbillede. Jeg havde haft det så længe, jeg kunne huske. Efter Louis og jeg var blevet kærester, havde jeg sat det på og nægtede at fjerne det. Selv nu. Jeg mødte egentlig mange mennesker, selvom det var så tidligt om morgenen. De smilede venligt eller vinkede, når jeg løb forbi. Selvom jeg ikke kendte en eneste af dem, var de venlige. Husene, i det kvarter jeg var flyttet ind i, lignede næsten alle sammen hinanden, men havde forskellige personlige præg. Vores havde min fars lækre Mercedes i indkørslen, andre store, farvestrålende blomster ved døren. Jeg så på de mange huse, som jeg løb forbi, og hilste på menneskerne. Jeg kunne allerede godt lide London. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...