You Make Me Smile {One Direction - Zayn Malik}

Amanda Jefferson er født og opvokset i Doncaster. Hele sit liv har Amanda været vant til at bo i luksus, da hendes far er massemillionæren John Jefferson. Gennem hele sit liv har Amanda været populær i skolen, haft et liv i overklassen - takket være sin far - og aldrig lidt nogle sorger. Ingen sætter sig imod hende, eller går imod hende på nogen anden måde. En dag bliver det for meget for Amanda. Hendes arrogante facade er blevet til en vane, men hun vil slippe den igen. Hun ønsker at flytte til London. Et ønske hendes far efterkommer, og tre måneder efter befinder hun sig i London. Inden hun flyttede, måtte hun tage afsked med sin daværende kæreste, Louis Tomlinson. Dette var meget hårdt for hende, for han støttede hende igennem alt! Amanda har svært ved at forholde sig til ikke at være populær, men må finde sig i det. Selvom hendes far er milliardær, holder hun lav profil. Lige indtil den dag hun møder Zayn Malik...

86Likes
83Kommentarer
11091Visninger
AA

12. Reunited

 

Jeg nåede kun lige at tage tøj på, rede mit hår og tørre det. Det ringede på døren og jeg smuttede ned af trappen. Zac, som jeg havde vækket og holdt vejen ved at tørre hår, løb med mig ned af trappen. Han var stadig ikke helt glad for min hårtørrer, så hver gang jeg tørrede hår, stod han ved siden af og gøede af den. Jeg trak langsomt vejret, mens Zac hoppede op og ned af døren. Det betød, at han kendte personen på den anden side og jeg derved havde haft ret. Min Louis var Louis fra One Direction... Hvad jeg frygtede. Jeg rettede hurtigt mit hår, tog en dyb indånding og åbnede døren.

"Hej" smilede jeg, men smilet nåede ikke mine øjne. Jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle reagere. Han så anderledes ud. Hans grydehår var væk, han så ældre ud og han var ikke så drenget mere. Han lignede en ung mand.

"Amanda" Hans stemme var ikke mere end en hvisken. Hans øjne udstrålede, at han ikke havde forventet, at det var mig. Måske havde han forventet, at det var en eller anden skør fan. Men det var mig. Hans mundvige gled opad i et smil og han trak mig ind til sig. Jeg snusede ind. Minderne væltede ind over mig og tårer banede sig vej i mine øjne. Jeg havde savnet ham, og bare hans duft...

"Louis, jeg har savnet dig så meget" hviskede jeg ned i hans trøje. Jeg hev ham tæt ind til mig, og han kyssede mig på håret. Vi stod i stilhed, mens Zac hoppede glad omkring nede omkring vores ben.

"Jeg har også savnet dig" mumlede han, og jeg træk mig væk fra ham. Egentlig ville jeg blive i hans favn for evigt, men jeg kunne godt mærke, at intet var som før. Hans øjne søgte mine, og jeg mødte hans blik. Lyset, eller skulle jeg sige mørket, fik hans øjne til at se grå ud. Sorgfulde.

"Vil du... have en kop kaffe?" Jeg prøvede at lyde så moden som mulig, selvom jeg godt vidste, at Lou hellere ville have en varm kop kakao.

"Ja tak" Jeg gik til side, så han kunne komme med ind i huset. Zac hoppede stadig rundt som en eller anden idiot nede på gulvet. Louis så ned på ham og grinede. "Har du stadig ham?"

"Ja, hvad havde du regnet med?" spurgte jeg med et smil. "At jeg ville give afkald på min lille guldklump?" Selvom Zac kunne opføre sig som en lille, idiotisk hund, så elskede jeg ham. Det gjorde Louis også. Han havde sagt, dengang jeg stadig boede i Doncaster, at hvis jeg skulle af med ham, ville han overtage Zac. Det havde jeg lovet, men så længe jeg selv kunne beholde min lille skat, så gjorde jeg det. Jeg gik forbi Louis, der havde sat sig på hug, så han kunne kæle med Zac.

"Hey med dig, Zacy!" grinede han, og Zac slikkede hans kind. "Også dejligt at se dig, basse!" Det var et dejligt gensyn at se, men jeg måtte fokusere. Jeg havde så meget at snakke med ham om!

 

"Her" smilede jeg og rakte ham en kop kaffe. Hans tog smilende imod den og lagde sine hænder om koppen for at varme dem. Jeg havde samme vane, så da jeg fik sat mig i sofaen, lagde jeg hænderne om min kop the. "Så... Du er med i popbranchen upcoming boyband?" Jeg lød en smule skeptisk, mens jeg spurgte og det og løftede det ene øjenbryn. Han tog en lille tår og nikkede. "Fortæl"

"Okay..." Han begyndte at fortælle om, at han vat stillet op til X-Factor, var kommet videre, men røg så ud. Så samlede Simon Cowell ham og fire andre gutter til en gruppe, som gik videre. De kom på tredjepladsen, men fik stadig en pladekontakt. Og det var så der, de var den dag. Jeg nikkede bare. "Og nu er vi bare fem gutter, der elsker at synge og performe"

"Hvem er de andre?" spurgte jeg, selvom jeg allerede godt kendte til en af dem; Zayn.

"Vi har Niall, som er en dejlig dreng med en stor appetit. Det var vist ham, der tog min telefon. Han kan spise virkelig meget mad, uden at blive fed!" grinede Louis. Det var dejligt at ham smile. Det havde jeg virkelig savnet. Et rigtigt smil, et rigtigt grin. "Så har vi Zayn, han kan måske godt virke lige... mystisk og tillukket. Men når man først lærer ham at kende, eller giver ham noget at drikke, er han en virkelig sød og sjov person. Så er der Harry, han er simpelthen vidunderlig! Han har en fantastisk humor og altid i det bedste humør" Jeg så på Lou, mens han fortalte om Harry. Han smilede hele tiden og virkede rigtig begejstret for ham Harry. Var min ekskæreste gået hen og blevet bøsse? Jeg smilede bare sødt til ham, mens han fortalte videre. "Sidst, men i hvert fald ikke mindst! Liam, han er en rigtig sød person med et hjerte af guld. Han elsker alle, lige meget hvilken fortid eller fremtid de har. Han er, efter hvad folk siger, bedst til signeringer. Han prøver at nå at snakke med all, hvilket ikke altid lykkes for ham..." Louis så op på mig igen, efter at havde vendt blikket mod sin kaffe. "Nå ja! Og så har han kæreste på. Hun er vildt sød!"

"Hvad med dig?" spurgte jeg og lagde hovedet på skrå. "Har du kæreste på?"

"Ja" smilede han tilbage og lignede en, der var ved at rødme.

"Hvem?" spurgte jeg interesseret. Var han virkelig bøsse?

"Ehm..." mumlede han og kløede sig i håret. Havde jeg ret?! "Hun hedder Eleanor" Hans mundvige gled op i et smil, og jeg åndede lettet op. Ikke fordi jeg mente, han ikke måtte være bøsse, men det ville være underligt, at jeg havde været kærester med ham og så var han pludselig bøsse.

"Aww" smilede jeg, oprigtigt. Jeg savnede ham, ja, men jeg skulle ikke være kærester med ham igen. Han havde en karriere, fire bedste venner - lød det til - og hallo! Han var en mega stjerne, rost af medierne og se dog på ham! Mega lækker og helt vidunderligt dejlig...

 

Mine forældre ville ikke komme hjem før dagen efter, hvilket han fik at vide. Han inviterede mig over til hans hus. Jeg sagde bare ja, for det var bedre end at være alene hjemme hele aftenen. Louis tilbød, at jeg kunne sove hos dem, så jeg pakkede noget tøj. Og så kørte vi af sted!

Louis boede i en stor villa lige uden for det indre London. Han smilede stort, da han kørte sin bil op i husets indkørsel. Tydeligvis stolt. Tænk engang den lille Lou, jeg havde kendt det meste af livet, havde sådan en stor villa. Han hoppede ud, åbnede døren for mig og vi gik sammen på til døren.

"Bare rolig" sagde han og så alvorligt på mig. "Drengene er måske lidt overgearede, men de er søde. De bider ikke, bare rolig" Med et hurtigt blink åbnede han døren og trådte ind. Med det samme kunne jeg høre en masse larm og stemmer. Fire drenge tumlede ud i gangen til os.

"Louis!" En lyshåret dreng smilede stort, så man kunne se hans bøjle. Sødt.

"Endelig er du hjemme, vi var ved at blive bekymrede" En fyr med krøllet og et dejligt smil så på Louis, og jeg gættede på, at det måtte være Harry.

"Som jeg sagde, er der ingen grund til det, Hazza. Jeg sagde jo, at han snart ville komme hjem" Det var Zayn, det kunne jeg tydeligt høre. Hans ru stemme, let hæse. Jeg ville kunne genkende den stemme anywhere, anytime. Hazza?

"Hov, du er ikke alene" Den lyshårede så forbi Louis og smilede igen.

"Hvem er det?" En høj fyr med grydehår så også forbi Louis, der gik lidt til side. Jeg rødmede. Pludselig stod jeg foran fire drenge - okay tre drenge - jeg ikke kendte. Normalt blev jeg ikke genert, men pludselig var jeg det.

"Hvad nu, er du Eleanor utro?" Harry, som jeg antog det var, grinede af sin egen lille joke og den lyshårede grinede med på den. Det var ham med den irske accent!

"Rolig drenge" smilede Louis, gik tilbage og lagde en arm bag ryggen på mig. "Det her er Amanda Jefferson"

"Hey!" udbrød den irske igen med et stort grin. "Det var hende jeg snakkede i telefon med, drenge!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...