You Make Me Smile {One Direction - Zayn Malik}

Amanda Jefferson er født og opvokset i Doncaster. Hele sit liv har Amanda været vant til at bo i luksus, da hendes far er massemillionæren John Jefferson. Gennem hele sit liv har Amanda været populær i skolen, haft et liv i overklassen - takket være sin far - og aldrig lidt nogle sorger. Ingen sætter sig imod hende, eller går imod hende på nogen anden måde. En dag bliver det for meget for Amanda. Hendes arrogante facade er blevet til en vane, men hun vil slippe den igen. Hun ønsker at flytte til London. Et ønske hendes far efterkommer, og tre måneder efter befinder hun sig i London. Inden hun flyttede, måtte hun tage afsked med sin daværende kæreste, Louis Tomlinson. Dette var meget hårdt for hende, for han støttede hende igennem alt! Amanda har svært ved at forholde sig til ikke at være populær, men må finde sig i det. Selvom hendes far er milliardær, holder hun lav profil. Lige indtil den dag hun møder Zayn Malik...

86Likes
83Kommentarer
11089Visninger
AA

13. "Nice catch! "

 

Den lyshårede dreng jublede, mens de andre bare smilede til mig. På nær én.

"Amanda?" spurgte Zayn og så på mig. "Hej"

"Hej Zayn" sagde jeg, en smule koldt, mens drengene så forvirret på os.

"Kender i hinanden?" spurgte Louis forvirret, mens han så frem og tilbage mellem os. Jeg nikkede kort og sukkede.

"Jeg mødte Zayn første gang for længe siden, i Doncaster, og så genkendte han mig i går" Jeg så hen på Zayn, der nikkede, og jeg smilede. Det kom helt naturligt at smile til ham. Der var noget ved hans perfekte ansigt, der bare var så perfekt, at jeg ikke kunne lade være med at smile. "Vi havde en sjov aften"

"Så... Zayn, det er hende?" spurgte Liam, der så på mig med et løftet øjenbryn. Jeg satte hænderne i siden og så trodsigt på Liam.

"Ja, jeg er hende!"

"God fangst!" grinede Niall, mens han slog Zayn venskabeligt på skulderen. Alle drenges blikke hvilede på mig, hvilket gjorde mig en smule utilpas. "Kom dog ind!" Louis og Harry blev stående i gangen, mens Niall trak mig med videre ind i huset. Vi kom ind i deres køkken, hvor der var mad på bordet.

"Niall er i gang med at lave mad" sagde Liam og gik helt hen til mig. "Men han er ikke særlig god til det" Liam grinede og forlod rummet.

"Jo, jeg er!" råbte Niall efter ham og lød som et lille barn. "Ikke også, Zayn?" Han så skævt hen på Zayn, der så på mig.

"Jo jo" mumlede han, mens hans øjne så ind i mine.

"Kan du ikke hjælpe mig, æh..." Han kløede sig i nakken, mens han så undskyldende på mig.

"Amanda" hjalp jeg og slog blikket væk fra Zayn.

"Ja, Amanda!" udbrød Niall glad og viftede med hånden foran mig. "Be om!"

"Okay så" grinede jeg og gik om til ham. "Hvad laver vi?"

"Lasagne" smilede han. Han havde et dejligt smil. Louis havde ret, dejligt smil, stor appetit. Foran os var to fade, der stod klar til at komme lasagne i.

"Spiser i så meget?" spurgte jeg overrasket, og Zayn grinede.

"Niall gør"

"Nej jeg gør ej" Niall mindede mig en smule om en lille dreng, men en dejlig en af slagsen! Hans søde smil, hans barnlige kommentar, lige mig! Zayn grinede og forlod også køkkenet.

"Nå, skal vi så få lavet den lasagne?!" Jeg smilede stort til ham.

 

"Brænder i det hele på?" spurgte Harry drillende. Jeg rakte tunge ad ham og følte mig allerede godt tilpas. Niall og jeg havde virkelig haft det sjovt ude i køkkenet. Grinet og snakket, mens vi lavede mad. Som Louis havde sagt; en dejlig dreng. Liams selskab havde jeg ikke fået den fornøjelse af at have særlig længe, men han virkede lidt som far-typen. Han gjorde sig sikker på, at alle havde det godt, samtidigt med at han slappede af på sofaen. Niall og jeg væltede ind i stuen, mens de andre sad og stenede tv.

"Nej nej" sagde jeg hurtigt, mens Niall og jeg grinede stort. Niall var nem at være sammen med. Han havde kendt mig i under en halv time, men han havde allerede accepteret mig. Ikke så meget tilbageholdenhed. Som om han ville fortælle alle sine hemmeligheder med det samme. Jeg så igen over på ham og grinede. Han lavede et ansigt til mig, som kun jeg så, og gik derefter over til lænestolen, helt afslappet. Han satte sig, og jeg hoppede ovenpå ham. Han udstødte et højt grønt, som om jeg vejede helt vildt meget.

"Kan du være der fede?" spurgte han, og jeg grinede. Jeg grinede rigtigt, et rigtigt grin. Et helt igennem ægte grin, og det føltes fantastisk!

"Kalder du mig fed?" spurgte jeg og lavede et sad-face. Niall skyndte sig at undskyld, mens jeg var flad af grin. "Det var for sjov Niall" Jeg aede blidt hans kind, og han bed efter mig hånd. "Arj! Så går jeg bare over til Zayn, nå!" Jeg lod som om, jeg var sur og hoppede over til Zayn. Han havde siddet med armen på armlænet, så det var nemt at putte mig ind til ham.

"Hvornår var maden færdig?" spurgte Niall og så over på mig.

"Fem minutter" svarede jeg ham og holdt fem fingre op. Niall nikkede bare og drejede lænestolen, så han så over på fjernsynet. Det var en eller anden udsendelse om dyr. Jeg puttede mig ind til Zayn, der lagde armen om mig. Wow, det føltes helt underligt. Her sad jeg sammen med fem drenge, hvor jeg kun havde kendt fire af dem i under en halv time, og stenede tv! Jeg smilede for mig selv og sukkede tilfreds.

 

"Kan du æde mere?" spurgte jeg overrasket, da Niall tog sin femte portion. Han nikkede, og jeg så ned på min tallerken. Jeg kunne dårligt spise min giga portion, jeg havde fået af ham. "Du er syg..."

"Nej, du er syg" sagde han kærligt og hentydede til min resterende portion mad. "Du burde spise mere"

"Helt ærligt, du har givet mig en giga portion!" brokkede jeg mig. Jeg så opgivende på den, mens de andre drenge grinede. Niall gik i krig med sin nye portion og skovlede det i sig. "Gris" Jeg smilede kærligt til ham og så rundt. De andre drenge kiggede på mig. Liam sad overfor mig, Zayn ved siden af, Niall ved siden af Liam, og Harry og Louis for hver af bordenderne. jeg havde fundet ud af, at Harry også boede her. Sammen med Louis, alene... Pludselig mærkede jeg Zayns hånd på mit lår, og jeg måtte kontrollere mig meget for ikke at springe op i luften. Jeg lod min egen hånd glide derned for ar lægge min egen hånd ovenpå.

"Fortæl os lidt om dig selv, Amanda" smilede Harry og lagde hovedet på hænderne på samme måde, som jeg havde gjort det, da jeg udspurgte Zayn til gallafesten. Jeg blev igen genert. Hvad skulle jeg fortælle?

"Æh, hvad vil du vide?"

"Alt" afbrød Zayn og blinkede til mig. Haha, meget morsomt Zayn. Selvfølgelig skulle han give mig igen. Jeg havde gjort det på samme måde, til festen, og nu gav han mig igen. Typisk!

"Altså..." begyndte jeg og så over på Louis. Hans blik gav mig ro, og jeg begyndte at fortælle. "Jeg er født og opvokset i Doncaster..."

"Ligesom Louis" afbrød Niall med munden fuld af mad. Jeg nikkede stift.

"Louis og jeg gik i samme klasse, indtil jeg flyttede. Lou og jeg var faktisk kærester"

"Wow!" udbrød Liam, der ellers ikke havde sagt så meget under maden. Han kunne nok ikke se os sammen.

"Jep! Men altså" gik jeg videre. "Jeg flyttede her til London for lidt over et år siden"

"Hvorfor?" afbrød Niall. Jeg vred mig i stolen og så rundt. Alle havde deres opmærksomhed på mig, også Niall der stadig havde en masse mad foran sig.

"Altså..." mumlede jeg og så ned. Jeg kunne ikke lide at sige, at jeg havde været en populær pige.

"Det er lige meget, videre" redede Louis mig med et smil. Han kendte mig, så han kunne godt se, jeg ikke ville snakke om det. Jeg så taknemmeligt på ham og fortalte videre, om min familie og Zac. 

 

 

______________________________________________

Yup! Det var så to kapitler i dag. Jeg har en eksamen om præcis 1 time og 27 minutter. Jeg vil smutte nu, men jeg lover at jeg nok skal skrive, når jeg kommer hjem igen. Vil i ikke være nogle dejlige mennesker og smide en kommentar? Jeg vil rigtig gerne høre jeres meninger! Så, LIKE og KOMMENTER! :D -Umuliiie<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...