You Make Me Smile {One Direction - Zayn Malik}

Amanda Jefferson er født og opvokset i Doncaster. Hele sit liv har Amanda været vant til at bo i luksus, da hendes far er massemillionæren John Jefferson. Gennem hele sit liv har Amanda været populær i skolen, haft et liv i overklassen - takket være sin far - og aldrig lidt nogle sorger. Ingen sætter sig imod hende, eller går imod hende på nogen anden måde. En dag bliver det for meget for Amanda. Hendes arrogante facade er blevet til en vane, men hun vil slippe den igen. Hun ønsker at flytte til London. Et ønske hendes far efterkommer, og tre måneder efter befinder hun sig i London. Inden hun flyttede, måtte hun tage afsked med sin daværende kæreste, Louis Tomlinson. Dette var meget hårdt for hende, for han støttede hende igennem alt! Amanda har svært ved at forholde sig til ikke at være populær, men må finde sig i det. Selvom hendes far er milliardær, holder hun lav profil. Lige indtil den dag hun møder Zayn Malik...

86Likes
83Kommentarer
11096Visninger
AA

3. My life behind the mask

 

Idet jeg trådte ud af Mick's Range Rover, blev jeg omringet af mine 'hofdamer'.

"Haft en god weekend, Amanda?" lød det fra min højre.

"Jeg elsker dine bukser!" lød det fra min venstre.

"Årgh, dit hår sidder godt! Som altid" roste Clara og tog mig under armen. "Haft en god weekend?" Jeg nikkede og så over mod Mick.

"Jeg tager selv hjem, så du skal ikke komme og hente mig" smilede jeg til Mick. Han nikkede kort, rakte mig min taske og gik ind i bilen igen. Jeg så efter ham med en længsel efter at løbe efter ham, bede ham om ikke at forlade mig her. Forlade mig med pigerne der omsværmede mig, tilbad mig som en gud. Jaja, jeg brokker mig over at få opmærksomhed. Jeg er selvglad, jeg er overfladisk og jeg er arrogant. Sådan så mange på mig, men jeg var egentlig bare, hvad andre forventede mig til at være. Mine veninder forventede, at jeg var, som jeg plejede. Alting fremme i skoene, havde altid en rap replik at svare igen med. 'Act now, regret later'. Det var vel mit motto, som jeg havde erhvervet mig. Sådan så folk på mig, og jeg kunne ikke ændre det. Range Roveren drejede om hjørnet og forsvandt. Jeg mærkede min underkæbe bævre let, så jeg bed i den, for at de andre ikke skulle se det. Jeg havde aller mest lyst til at tude. Hvad var jeg bange for? Jeg var omgivet af folk, der egentlig ønskede mig det bedste, men endte med at såre mig. Jeg havde en vidunderlig kæreste, men det skræmte mig. Alting var lidt for perfekt. Jeg så på mine veninder igen, mens jeg bed hårdt i min læbe, for ikke at tude.

"Louis har spurgt efter dig" afbrød Clara min indre monolog, og jeg så tomt på hende. "Hallo? Din kæreste savner dig, skat!" Hun viftede med en hånd foran mit ansigt, og jeg slog en lille, kort latter op.

"Hov, jeg stod vist lige og sov" prøvede jeg at rede den og smilede et stort, falskt smil. Clara smilede igen og begyndte at gå. Jeg svingede min sølv taske over skulderen og gik med hende. De andre piger fulgte med os ind på gangen, hvor en lille gruppe drenge stod og ventede. De vi trådte ind på gangen, så en af drengene sig om. Da han så hen på os, smilede han stort og vendte sig helt om. Jeg smilede automatisk, slap Clara og sprang i armene på ham. Jeg begravede mig ansigt i hans hals og snusede ind. Han duftede af hans parfume, som jeg kendte så godt. Duften gjorde mig rolig, sikker og elsket. Duften var Louis' og derfor følte jeg mig elsket. Når jeg duftede til den, mindede det mig om Louis.

"Hey babe" hviskede ham og slap mig igen. Han lænede sig lidt frem igen, lod sine læber ramme mine og kyssede mig blidt. Jeg havde stadig mine arme om hans hals, og han havde sine omkring min talje. Jeg hørte en rømme sig bag mig, så jeg slap langsomt Louis og så mig over skulderen. Min klasselærer så på os med et irriteret blik og hænderne i siden.

"Undskyld" mumlede Louis og jeg i kor, mens vi smilede skævt til hinanden. Vores lærer rystede bare på hovedet, låste døren op og gik ind i klassen. Jeg tog Louis' hånd, flettede mine fingre ind i hans og gik ind i klassen sammen med mine andre klassekammerater.

 

Da klokken endelig ringede efter sidste time, åndede jeg lettet op. Jeg havde sluppet let i dag. Igennem de fire første lektioner havde jeg lavet makkerarbejde med Louis og Clara, derefter havde Louis og jeg spist frokost sammen, hvor i de tre sidste timer havde Clara og jeg havde arbejdet to-og-to. Da vi fik fri, styrtede vi alle sammen ud af klassen. Jeg mødtes med Louis. Han så forvirret ud.

"Hvad er der galt, Lou?" spurgte jeg og lagde en arm om livet på ham. Han så på mig og kyssede min pande, men var fjern i blikket.

"Min mor har skrevet, om jeg ikke kunne komme hjem. Alene" sagde han og så på mig med en smertefuld grimasse. "Du ved, hun elsker dig. Der er noget galt"

"Det er okay, skat" beroligede jeg ham og kyssede ham hurtigt. "Skynd dig hjem. Ring til mig, vil du ikke nok?" Han nikkede, svingede sin taske over skulderen og skyndte sig hen af gangen. Jeg gik den modsatte vej, ud mod parkeringspladsen, hvor Mick havde sat mig af om morgenen.

"Skulle du ikke med Louis? Han er lige smuttet den anden vej" lød det bag mig, og jeg drejede rundt. Mark så på mig med armene over kors. Typisk ham at spille hård.

"Hvad rager det dig?" svarede jeg ham igen, en hurtig rap replik. Han fortrak ikke en mine, men så stadig bare overbærende på mig.

"Hvad rager det dig?" vrængede han, og jeg vendte øjne. "Skulle du være sammen med ham eller ej?"

"Hvad rager det dig" gentog jeg bare, vendte ryggen til og begyndte at gå. Vreden boblede i mig, og jeg havde lyst til at slå ham. Jeg var ikke voldelig, men jeg havde et stort temperament. På det seneste havde jeg svært ved at styre mine følelser.

"Hey!" kaldte Mark bag mig, men jeg vendte mig ikke om. Jeg så mig ikke tilbage, da jeg drejede ned af en sidevej og satte farten op.

 

Jeg satte først farten ned, da jeg nåede til kirkegården. Jeg havde ikke været der siden min morfar døde. Det var fem år siden. Jeg havde ikke travlt med at komme hjem, da jeg forventede først at høre fra Louis om aftenen, så jeg gik derind. Da jeg var yngre havde jeg elsket at gå der inde og kigge på gravsten, men efter min morfar døde, var jeg ikke gået derind. Jeg gik rundt mellem gravene og kiggede på de mange beskeder. 'Hvil i fred', 'Altid savnet' og 'Savnet og elsket' gik igen flere steder. Mange af gravstenene var indgraveret med guld, men få steder var de i sølv. Som jeg gik rundt imellem stenene undrede jeg mig over, at der ikke var nogle mennesker. Normalt ville man møde gamle mennesker, pårørende eller sådan noget. Men ikke i dag. Vejret var godt; solen skinnede, fuglene sang og der var ikke en sky på himlen. I sådan et vejr var det underligt, at der ikke var nogle.

Pludselig så jeg nogen sidde foran en gravsten. En mørkhåret person - kort håret kunne jeg konstatere - sad på knæ foran en af stenene. Jeg stoppede op og bare kiggede på personen. Det måtte være en dreng. Ingen piger ville sidde sådan, på knæene, og sådan en korthåret frisure. Han, som jeg antog det var, lagde pludselig hovedet i hænderne og hans skuldre rystede. Jeg havde lyst til at gå over og trøste ham. Han græd, det var tydeligt at se. Men alligevel så turde jeg ikke. Jeg ville ikke bryde mig om, at en vildt fremmed kom hen til mig, når jeg sad og sørgede. Langsomt bevægede jeg mig hen mod drengen. Jeg lod som, at jeg skulle hen til gravstenen ved siden af hans, og satte mig på hug ved siden af ham. Jeg lod mig dumpe ned på jorden og så på de indgraverede ord. 'Elna Larsen. 1896 - 1987' stod det. Wow, hun blev 91 år!

"Savner du hende?" lød det fra drengen, og jeg var nær faldet bagover af bar overraskelse.

"Meget" løj jeg og drejede hovedet. Drengen så også på mig, vores blikke mødtes. Han havde brune øjne, som nu var svagt røde. Han havde en rød varsity jacket på, en hvis t-shirt og nogle løse, mørke hængerøvsbukser på. Han så væk igen og rettede igen opmærksomheden på stene foran ham. Årstallet gav mig tårer i øjnene. '24/12-2011' stod der. Juleaften sidste år. Tårer begyndte at trille ned af mine kinder, hvilket var noget, ikke særlig mange havde set. Min maske faldt, og han så det. 

 

___________________________________________

Hej søde mennesker!

Vil i ikke godt like eller kommentere på min novelle, så jeg ved at i læser den. Har nemlig ingen idé om hvor mange der læser, og jeg vil ikke bruge tid på at skrive på lige netop den her, hvis der ikke er nogen der læser den. Så please, smid en kommentar og like den. Be om! Skriver først igen, når der er 23 likes. 

-Umuliiie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...