You Make Me Smile {One Direction - Zayn Malik}

Amanda Jefferson er født og opvokset i Doncaster. Hele sit liv har Amanda været vant til at bo i luksus, da hendes far er massemillionæren John Jefferson. Gennem hele sit liv har Amanda været populær i skolen, haft et liv i overklassen - takket være sin far - og aldrig lidt nogle sorger. Ingen sætter sig imod hende, eller går imod hende på nogen anden måde. En dag bliver det for meget for Amanda. Hendes arrogante facade er blevet til en vane, men hun vil slippe den igen. Hun ønsker at flytte til London. Et ønske hendes far efterkommer, og tre måneder efter befinder hun sig i London. Inden hun flyttede, måtte hun tage afsked med sin daværende kæreste, Louis Tomlinson. Dette var meget hårdt for hende, for han støttede hende igennem alt! Amanda har svært ved at forholde sig til ikke at være populær, men må finde sig i det. Selvom hendes far er milliardær, holder hun lav profil. Lige indtil den dag hun møder Zayn Malik...

86Likes
83Kommentarer
11038Visninger
AA

4. Joy and sorrow

 

"Øhm... Undskyld, men jeg må videre" sukkede jeg, rejste mig og børstede mine bukser. Jeg kunne mærke tårerne, der stadig trillede. Drengen så på mig med et forstående blik og nikkede kort. "Vi ses" Jeg trak min taske over skulderen og nåede kun lige at vende mig rundt.

"Det gør vi nok ikke..." lød det fra ham.

"Hvad?" Jeg vendte mig om igen og så på ham.

"Vi ses nok ikke. Vi kender jeg ikke engang hinandens navne" sagde han og fik det til at lyde som logik for burhøns.

"Nå ja" mumlede jeg fåret og rødmede let. Drengen smilede venligt til mig, som om han forventede noget. "Amanda" Jeg rakte hånden frem, men fortrød. Jeg kunne da ikke bare trække den tilbage, eller kunne jeg?

"Zayn" smilede han, tog min hånd og klemte den blidt. Jeg åndede lettet op, så ham i øjnene og smilede. Et rigtigt smil. Zayn. Det var et navn, man ikke hørte så tit her i Doncaster.

"Bor du her i nærheden?" spurgte jeg med en spinkel stemme, og han rystede på hovedet. 

"Jeg er fra Bradford, men er her fordi min tante er begravet her"

"Wow, det er jo ret langt væk" udbrød jeg overrasket, mens han bare nikkede. "Øh, undskyld..."

"Hvad er der at undskylde for?" spurgte han og smilede igen. Jeg gengældte hans smil og trak på skuldrene. Ja, hvad var der at undskylde for? Det var underligt, her stod jeg og snakkede med en vildt fremmed. Endelig kunne jeg være mig selv.

"Skulle du ikke videre?" spurgte han efter flere minutters stilhed. "Du var på vej til at gå"

"Vil du gerne af med mig?" drillede jeg med et stort smil. 

"Det var ikke det, jeg mente!" 

"Men det tænkte du!" blev jeg, mens jeg fniste. Han var sød nok, ham Zayn. Jeg syntes bedre og bedre om ham for hvert minut, der gik. Han trak på skuldrene, mens han sendte mig et endnu større smil.

 

*Riiing! Riiing!* lød det og jeg greb om min lomme.

"Undskyld, jeg skal..." undskylde jeg og tog min mobil. "Lou!"

"Hey babe" lød det i den anden ende. "Er du hjemme?"

"Nej, men det kan jeg hurtigt komme" skyndte jeg mig at sige, og smilede til drengen, Zayn, der stod og så på mig. Iagttog mit mindste træk. Han smilede, og jeg kunne ikke lade være med at smile igen. Han vendte sig ikke om for at gå, han blev stående. "Hvad er der galt?" Efter flere minutters stilhed, følte jeg, at Louis var ked af noget.

"Kan du ikke komme over og sove hos mig i aften?" spurgte Louis med en let grødet stemme.

"Self Lou. Alt for dig skat" prøvede jeg at trøste, men det var lidt svært igennem en mobil.

"Skriv når du er hjemme. Så kommer jeg og henter dig, okay?"

"Lyder godt. Hold on babe, see ya" smilede jeg og lagde på. "Undskyld" Jeg smilede undskyldende til Zayn, der bare trak på skuldrene.

"Lad mig gætte. Lou er din kæreste"

"Louis, man ja" rettede jeg ham og nikkede. Hvad kunne der være galt? Jeg havde det skidt med, at jeg ikke kunne være der for ham lige præcis i det sekund.

"Undskyld jeg spørger..." undskyldte han og rynkede brynene. Han så sød ud, selv når han var forvirret.

"Nej nej! Det er okay!" skyndte jeg mig at sige med et smil. Tænk engang at jeg havde smilet så meget i løbet af det sidste kvarter. Jeg så på mit ur. Klokken var tyve i fem. "Det er virkelig, virkelig ikke fordi jeg ikke vil snakke med dig, Zayn, men jeg bliver nød til at gå..."

"Åh, det er okay" smilede han og så rundt. "Jeg burde også se at komme hjemad"

"Nå ja, du har ret langt..." mumlede jeg og missede med øjnene, mod den pludselige sol.

"Kan jeg ikke få dit nummer?" spurgte han spontant. "Jeg ved godt, du har en kæreste, men du virker sød nok. Jeg holder fingrene for mig selv, men jeg vil bare gerne lære dig at kende. Du virker som en pige, der hviler meget i dig selv" Hans brune øjne borede sig ind i mine, men på den gode måde.

"Haha, self må det det" Jeg sendte ham et stort smil og rystede mit hår om på ryggen. Jeg gav ham mit nummer, og han gav mig sit. "Så... Så skrives vi, og ses måske" Zayn nikkede, og jeg vinkede.

"Ses" smilede han og gik den anden retning. Wow, han var sød!

 

 

"Lou!" råbte jeg bekymret og kastede mig i hans arme. Jeg snusede ind og følte mig igen sikker. Jeg var gået hjem, og jeg havde gået og tænkt. Tænkt på mit liv, mine 'venner' og alt det der. Alt der hørt til at være Amanda Jefferson. "Er du okay?"

"Kom" hviskede han hæst, og jeg kunne se, at han havde let røde øjne. Han hev mig med indenfor i hans forældres hus, op ad trappen og ind på hans værelse. Jeg havde sovet der mange gange, så jeg kendte egentlig godt vejen. Louis satte sig tungt på sengen og så lige ud i luften.

"Hvad er der galt Lou?" spurgte jeg kærligt og satte mig på hug foran ham.

"Mine forældre skal skilles" Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg lagde armene om ham og kyssede ham på håret.

"Johannah og Mark?" spurgte jeg forsigtigt, og han nikkede. Jeg vidste godt, at hans 'rigtige' forældre var blevet skilt, da han var yngre. Nu var hans mor sammen med Louis' stedfar, Mark, og nu skulle de åbenbart skilles. "Jeg er ked af det, babe" Jeg holdt om ham, nussede ham på ryggen og vuggede ham let. Louis havde taget efternavn efter Mark. Louis Tomlinson, Mark Tomlinson. Jeg krøb op i sengen ved siden af ham, næsten uden at slippe ham igen. "Det skal nok gå"

"Virkelig?"

"Selvfølgelig babe" beroligede jeg ham og så ham i øjnene. "Det lover jeg"

"Har jeg sagt, at jeg elsker dig?" spurgte han og smilede.

"Ja, og jeg elsker også dig, Lou" smilede jeg og kyssede ham ømt. "Skal jeg lave aftensmad?"

 

Johannah og Mark var ikke hjemme. Og det var måske også meget godt! Louis og jeg gik ned i køkkenet for at lave mad. Problemet var bare, at der ikke rigtig var noget mad.

"I har ikke engang noget i fryseren" brokkede jeg mig, og Louis smilede skævt. Jeg tror, at jeg havde fået hans humør op igen. "Skal vi ikke bestille en pizza?"

"Har du nogle penge?" grinede Lou, og jeg rystede på hovedet. Hvad gjorde to sulte mennesker så? Tja, de ringede da, til nogen der havde penge.

"Faaaaaar!" bad jeg sukkersødt og smilede til Lou. Han lagde en hånd om livet på mig og trak mig ind til sig. Han kyssede mig på halsen, mens jeg prøvede at koncentrere mig om telefonsamtalen. "Lou og jeg har ikke noget at spise. Kan du ikke bestille en pizza til os?"

"Jo, det kan jeg godt" sagde min far og jeg jublede.

"Tak far! Det skal være en nummer 12. Kan den blive leveret til Louis' hus? Og far! Jeg sover her"

"Selvfølgelig skat" sagde han, og jeg jublede. "Det er fint, bare du ikke kommer for sent hjem"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...