You Make Me Smile {One Direction - Zayn Malik}

Amanda Jefferson er født og opvokset i Doncaster. Hele sit liv har Amanda været vant til at bo i luksus, da hendes far er massemillionæren John Jefferson. Gennem hele sit liv har Amanda været populær i skolen, haft et liv i overklassen - takket være sin far - og aldrig lidt nogle sorger. Ingen sætter sig imod hende, eller går imod hende på nogen anden måde. En dag bliver det for meget for Amanda. Hendes arrogante facade er blevet til en vane, men hun vil slippe den igen. Hun ønsker at flytte til London. Et ønske hendes far efterkommer, og tre måneder efter befinder hun sig i London. Inden hun flyttede, måtte hun tage afsked med sin daværende kæreste, Louis Tomlinson. Dette var meget hårdt for hende, for han støttede hende igennem alt! Amanda har svært ved at forholde sig til ikke at være populær, men må finde sig i det. Selvom hendes far er milliardær, holder hun lav profil. Lige indtil den dag hun møder Zayn Malik...

86Likes
83Kommentarer
11091Visninger
AA

16. Friendzoned

 

Der gik fem minutter. Der gik syv minutter, det gik ti minutter. Efter et kvarter listede jeg ud på gangen, for at se hvor Zayn blev af. Der var næsten stille bortset fra stemmer nedenunder. Underligt. Jeg listede hen af gangen og halvt ned af trappen.

"Tror du, det er nemt for hende?" råbte Louis ind i hovedet på Zayn. Jeg blev helt fortumlet og sank sammen på trappen. Jeg mærkede en smerte i maven. En stor klump pressede på, ligesom tårerne.

"Louis, det er jo ikke..." prøvede Zayn, men Niall afbrød ham.

"Helt ærligt Zayn!" råbte ham. Jeg havde aldrig hørt nogen af dem råbte før, men at Niall råbte... Det var underligt. Først hans underlige humør om morgenen og så at han råbte... "Du ved godt, at det ikke kan gå"

"Siger hvem?" spurgte Zayn hårdt og rejste sig, så han stå ansigt til ansigt med Niall. Deres blikke slog gnister, og jeg kunne ikke holde det ud længere.

"Vil i ikke godt stoppe?" spurgte jeg grådkvalt og så rundt på dem. Harry og Liam, der havde siddet og kigget på, sagde noget til hinanden. Louis så på mig med et undskyldende blik, mens Niall og Zayn ikke tog blikket væk. "Drenge... Stop"

"Amanda, hvor meget af det her, har du hørt?"

"Kun det sidste..." Min stemme var ikke mere end en hvisken. Jeg kunne ikke få mere frem. Jeg havde lyst til at kaste op igen, men der var ikke mere. Kvalmen var der, men der var intet i maven længere.

"Okay... Måske skulle du sætte dig, så vi kan snakke om det"

"Fint" sagde jeg og smed mig i sofaen. Louis satte sig ved siden af mig, så hverken Niall eller Zayn kunne sætte sig der. De indtog hver en lænestol, hvorefter de bare kiggede afventende på mig. Jeg så rundt mellem drengene. Okay, jeg kendte dem ikke. Pludselig var jeg indblandet i et eller andet underligt noget, der gjorde mig helt vildt nervøs. Louis lagde forsigtigt en hånd på mit lår, hvilket fik Zayn og Niall til at knytte sine hænder. Okay, hvad skete der?!

"Amanda..." hviskede Zayn, mens hans blik hvilede koldt på Louis' hånd. Louis fjernede den igen og mødte Zayns blik.

"Helt ærligt!" udbrød jeg, og de så alle sammen forskrækket på mig. "Jeg ved ikke, hvad der foregår, men vil nogen være venligt at fortælle mig det?!" Jeg var vred. De kunne ikke bare gøre som det passede dem, råbe af hinanden på den måde og samtidigt blande mig ind i det.

"Vil du?"  spurgte Louis og så over på Zayn. Han fnøs og så væk. "Hvad med dig, Niall?" Niall s væk fra Louis, og jeg sukkede.

"I opfører jer som nogle på fem år!" Vreden boblede i mig og jeg havde lyst til at slå nogen. Min hånd hamrede ned i sofaen, og alle så igen på mig. "Nu siger i det, jeg er ikke tankelæser!" Liam rømmede sig.

"Niall mener, at Zayn kører rundt med dig..."

"Hvad?" hviskede jeg og så over på Zayn. Egentlig burde jeg se over på Niall, men jeg så spørgende på Zayn. Havde Niall ret? Kørte Zayn rundt med mig? Jeg gad ikke falske mennesker mere. Det var mit liv for kort til. "Hvorfor tror Niall det, Zayn?" Han ikke så meget som så op. Zayns blik var fæstet mod gulvet, mens vi andre så på ham.

"Jeg kender Zayn og..." begyndte Niall, men Zayn afbrød ham.

"Nej" hviskede han hårdt. Jeg rystede kort på hovedet og rejste mig. Jeg gad det ikke. Hvis folk skulle lyve overfor mig, holde ting hemmeligt eller sådan noget, så kunne jeg lige så godt være blevet i Doncaster. Der var en grundt til, at jeg gerne ville flytte! Jeg gik over til Zayn og så koldt på ham. "Ring, hvis du har noget fornuftigt at sige" Men de ord kiggede jeg rundt på de andre og forsvandt op på mig værelse. Ja, dramaqueen all the way, men jeg var ligeglad. Jeg gad dem ikke. Det havde været hyggeligt nok, men det der var for meget. Jeg tog min taske, pakkede de få ting, jeg havde pakket ud, ned i den igen og svingede den over skulderen. Jeg havde joggingbukser på, men jeg gad ikke skifte. Jeg sukkede og gik ned igen.

"Skal jeg ikke køre dig hjem?" spurgte Louis, mens jeg tog sko på.

"Nej tak" sagde jeg bare og tog min jakke på. "Jeg tager en taxa" Men de ord smuttede jeg udenfor, uden at nogen af dem prøvede at stoppe mig.

 

Da jeg kom hjem løb jeg direkte op på mit værelse, låste døren og kastede mig i sengen. Tårerne havde presset på hele vejen hjem. Jeg var utrolig såret. Hvem der løj for mig, var endnu ukendt. Lige meget hvad så var der mindst en person, der havde såret mig. Zayn, Niall? Jeg kunne ikke helt afgøre, hvem jeg var mest skuffet over. Hvorfor havde Niall ikke bare sagt noget i stedet for at sidde og kigge koldt på mig? Og Zayn? Skjulte han noget for mig? Havde han bare kysset mig, fordi han vidste, at jeg ville kysse med? Kørte han rundt med mig, som Liam sagde, Niall troede. Mit hoved gjorde ondt, og jeg havde mest af alt lyst til at sove. Dog kunne jeg ikke, da klokken var omkring to. Bare mine tanker ville falde på noget andet! Jeg kunne ringe til Maya og høre, om hun ikke ville komme over. Men jeg var ikke i humør til det.

Min telefon ringede og min ringetone skar gennem luften. Det var Zayn. Jeg tog den med rystende hænder.

"Hvad vil du?" spurgte jeg koldt, mens jeg så op i loftet.

"Jeg har noget fornuftigt at sige"

"Flabet" rettede jeg ham, dog med et lille smil. "Hvad har du at sige?"

"Niall har en fornemmelse, som ikke er sand"

"Ja... og?"

"Amanda, kan du ikke se, at jeg er totalt forelsket i dig?!" Han ord blev sagt hurtigt, men jeg hørte hvert et af dem klart og tydeligt. Han var forelsket i mig!

"Hvad?" hviskede jeg og holdt fastede omkring min mobil.

"Jeg... det er underligt. Dit smil, din latter... De kys jeg fik, eller..." Ham fumlede med ordene, hvilket virkelig ikke passede ind i det billede, jeg havde fået af ham. Han virkede som den selvsikre type. Den, der aldrig blev usikker omkring noget. "Jeg har talt med drengene..."

"Ja..?" Der blev stille i den anden ende, mens jeg bare ventede på svar.

"De kan godt mærke på mig, at jeg er vild med dig" De ord gav mig en varm følelse igennem kroppen. Når ens venner kunne se og mærke det, så måtte det være rigtigt. "Amanda, jeg..."

"Zayn" hviskede jeg og lukkede øjnene. "Jeg ved ikke, om det kan gå"

"Hvorfor ikke?" spurgte han og lød desperat.

"Du er verdenskendt. Jeg er bare en almindelig pige"

"Du er ikke almindelig!" rettede Zayn mig. "Du er alt andet end almindelig. Du er speciel"

"Det kan ikke gå, det er jeg ked af" sukkede jeg. "Lad os holde det på venneplan, okay?"

"Bare jeg stadig kan se dig"

"Det kan du, men ikke mere kys eller kæl!" Jeg lød streng, men jeg ville ikke kunne holde til det. At jeg skulle indrømme, at det ikke ville gå var svært nok. Jeg havde allerede mistet Louis, og jeg ville bestemt ikke miste Zayn.

"Fint, men jeg må gerne kramme dig" Det kunne jeg gå med til, men så ikke mere! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...