You Make Me Smile {One Direction - Zayn Malik}

Amanda Jefferson er født og opvokset i Doncaster. Hele sit liv har Amanda været vant til at bo i luksus, da hendes far er massemillionæren John Jefferson. Gennem hele sit liv har Amanda været populær i skolen, haft et liv i overklassen - takket være sin far - og aldrig lidt nogle sorger. Ingen sætter sig imod hende, eller går imod hende på nogen anden måde. En dag bliver det for meget for Amanda. Hendes arrogante facade er blevet til en vane, men hun vil slippe den igen. Hun ønsker at flytte til London. Et ønske hendes far efterkommer, og tre måneder efter befinder hun sig i London. Inden hun flyttede, måtte hun tage afsked med sin daværende kæreste, Louis Tomlinson. Dette var meget hårdt for hende, for han støttede hende igennem alt! Amanda har svært ved at forholde sig til ikke at være populær, men må finde sig i det. Selvom hendes far er milliardær, holder hun lav profil. Lige indtil den dag hun møder Zayn Malik...

86Likes
83Kommentarer
11090Visninger
AA

5. A real life zombie

 

Jeg vågnede op i Louis' arme. Han sov tungt, det kunne man høre på hans vejrtrækning. Jeg krøb ud af hans arme og gik ud på badeværelset. Man kunne høre en snorken fra Johannah og Marks soveværelse, så jeg gættede på, at de var kommet hjem. Tommo og jeg havde ikke været uden for hans værelse i løbet af aftenen, så vi havde intet opdaget. Jeg lukkede forsigtigt døren til badeværelset og så mig i spejlet. Mit hår var rodet, jeg havde mascara tværet ud under øjnene og jeg så virkelig træt ud. Total ucharmerende! Jeg gik på toilettet, vaskede hænder og vaskede mit ansigt. Jeg havde en elastik om håndleddet, så jeg satte mit hår op i en rodet knold og gik tilbage til Lous værelse. Han sov stadig, så jeg greb min mobil i min taske. Klokken var halv 10. Det overraskede mig, at jeg havde fået en sms. Hvem skrev til mig så tidligt på morgenen?

#Undskyld hvis du stadig sover. Ville bare lige sige tak for i går... Tak for snakken:) Zayn# stod der. Sødt. Jeg lod mine fingre glide let hen over skærmen og svarede ham.

#Det er okay, er lige vågnet. I lige måde, det var uventet at møde nogen lige det, men hyggeligt:)# skrev jeg tilbage og sendte den. Jeg så hen på Lou, der nu lå og fyldte hele sengen.

"Tykke" hviskede jeg kærligt og satte mig stille i benenden af sengen. Louis trak vejret tungt og vendte sig om på den anden side. Jeg elskede at se på ham, når han sov. Hans hår var lidt ned i hans øjne og det fik ham til at se endnu sødere ud.

#Hvad skal du onsdag?:)# Wow, han spurgte om vi skulle ses, selv efter at vi kun havde set hinanden i en halv time max. Og så endda som en tilfældighed!

#Easy now, cowboy! Fingrene for dig selv, remember? Men jeg har skole, sorry:)# skrev jeg og kunne ikke lade være med at grine lavmælt. 'Jeg holder fingrene for mig selv, men jeg vil bare gerne lære dig at kende' havde han sagt. Yeah right! Han var sød nok, men noget i mig sagde, at han ikke var så uskyldig, som han gav udtryk for...

"Er du vågen? Hvorfor vækkede du mig ikke?" lød det hæst, og jeg så forskrækket op.

"Godmorgen Lou" smilede jeg og kravlede ned til ham. Jeg lagde min mobil på hans natbord og lagde armene om ham. "Sover godt?"

"Mh..." brummede han og smilede skævt. "Dig?"

"Fint" smilede jeg tilbage og kyssede ham hurtigt. Jeg gjorde mine til at rejse mig, men Louis hold mig fast.

"Du må ikke gå..." hviskede han ned i mit hår, og jeg blev siddende. Jeg kunne ikke helt afgøre, om jeg blev siddende, fordi han bad mig om det, eller fordi jeg var for doven. Men jeg blev siddende. Louis lod sin hånd glide op og ned af min ryg, tegnede cirkler med fingerspidserne og gav mig kuldegysninger. Men på den gode måde. Jeg elskede ham for det. Jeg elskede ham for alle de ting han gjorde, de ting han sagde og så i det hele taget elskede jeg ham for at være... tja, at være Louis.

 

En underlig tomhed slog mig, da jeg samme aften sad på mig værelse. Det var ikke blevet mørkt udenfor, men alligevel havde jeg tændt min lyskæde. Det gjorde jeg, hvis jeg havde brug for lidt lys, inden det blev helt mørkt. Jeg overvejede at skrive til Zayn. Han havde virket glad for at skrive med mig. Måske lidt omklamrende. I forhold til da jeg så ham på kirkegården, for der havde han været lidt mere tilbageholden. Filosofisk, mystisk, tåget, væk. Samtidigt var han nu også meget sød, virkede oprigtig og slet ikke falsk på nogen måde. Ligesom mig, den falske tøs...

Hvordan kunne jeg blive sådan? Så... falsk! Hvorfor kunne jeg ikke bare være mig selv? Jeg var jo god nok, folk elskede mig! Men de kendte jo ikke til den rigtige mig, den rigtige Amanda.

Langsomt gik det op for mig, hvad jeg var blevet til. En zombie. Livløs, hjerteløs og dum gik rundt i tomgang, i uvidenhed om hvad der skete i verdenen udenfor. Jeg vidste dårligt nok, hvad der skete i Sheffield, som var den nærmeste store by. Jeg kunne egentlig ikke være mere ligeglad. Om en mand blev skud, ikke mit problem. Jeg havde mine egne problemer, mine egne ting at slås om og for, men ingen lagde mærke til det. De så den oversminkede, lalleglade, overfladiske facade. Ingen så igennem den, ikke engang Louis. Jeg ønskede inderligt, at han af alle mennesker ville kunne se igennem den. Jeg vidste, at han havde prøvet. At se forbi de flabede kommentarer, forbi smilet og ind bag al glæden. Den falske glæde. Uden held...

Det ville være dejligt, hvis man kunne startede forfra. Bygge et nyt liv op, helt fra bunden. Nye venner, nyt miljø, ny personlighed. Jeg kunne glemme alle de ting, jeg havde sagt. Ting, jeg havde gjort og sagt, kunne tilgives. Forfra, som en film. Inden forløsningen kom, så kunne alting være godt igen. Godt igen...

 

"Far, jeg vil flytte" hørte jeg min egen stemme sige. Han så op fra sin avis og så på mig over sine brilleglas. Han løftede spørgende det ene øjenbryn. "Jeg vil flytte"

"Amanda..." sukkede han, men jeg afbrød ham inden han nåede at sige mere.

"Far, du har altid sagt, at hvis jeg ønsker noget, vil du give mig det. Om jeg så ønskede hele verden, så ville du give mig det" plaprede jeg. Det slog mig, at jeg var fars lille prinsesse. Han ville give mig alt, og han var ikke bange for at skjule sin rigdom. "Nu ønsker jeg at flytte"

"Jeg forstår dig ikke"

"Hvad er der at forstå?" spurgte jeg opgivende. "Jeg vil flytte far. Kan du ikke bare gøre det for mig? Du rejser jo alligevel med dig arbejde, og det gør mor også. Det er win-win"

"Fint prinsesse. Hvor vil du så flytte hen?" spurgte han, lagde armene over kors og lænede sig tilbage i stolen.

"London" sagde jeg og så indtrængende på ham. Jeg kunne ikke helt afgøre, om han mente det eller jokede.

"London?" spurgte han skeptisk.

"Ja, London"

"Fint, jeg finder noget prinsesse" smilede han og rejste sig. Jeg så måbende efter ham. Han mente det?! Seriøst? "Manda? Hvad vil du sige til Louis?" John, min far, stak hovedet ind i køkkenet igen. Jeg trak bare tomt på skuldrene og så tomt ud i luften. Ja, hvad ville jeg sige til Louis? At jeg skulle flytte, fordi jeg ikke var tilpas med min stilling som modeikon på skolen. Problemet var bare, at Louis ikke kendte så godt til mig. Altså, han kendte mig bedre end de fleste, men alligevel var der en hel del han ikke vidste om mig. Blandt andet min afsky overfor min sociale rang. Nu skulle jeg flytte. Der var ingen vej tilbage. Min far ville efterkomme mit ønske, om det så skulle koste ham dyrt. Intet i verden var for dyrt for hans lille prinsesse. Hans 'lille' prinsesse. Ha! Lille og uskyldig var måske ikke lige de ord, man ville beskrive mig med.

 

Efter et par timer havde min far fremlagt fem huse for mig. To i det centrale London og tre lidt uden for byen. Jeg kunne bedst lide dem i London. De var størst, og jeg kunne få walk-inn-closet i dem. Plus eget badeværelse og de ville ligge tæt på den skole, jeg skulle starte på. Det var nok det, der skræmte mig mest. Tanken om at jeg skulle starte helt forfra i en ny by, nye mennesker, nyt image. Tanken skræmte mig lidt. Hvad ville andre tænke om mig? Var  jeg godt nok? Ville jeg bare få samme sociale rang som min nuværende? Og hvordan ville mine veninder tage det? Sure - glade? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...