I medgang og modgang

Jon er ikke just skolens populæreste dreng, men det forhindrer ham ikke i at forelske sig i en eftertragtet pige. Han oplever forvandlingen fra at skulle være cool og hård, til at være følsom og beskyttende. Men han må hurtigt indse, at han skal ta' hende i medgang og modgang.

2Likes
1Kommentarer
1006Visninger
AA

2. Watch out!

 

Jeg slæber mine fødder taktfast, hen ad fortovet. Jeg lukker mine tanker inde i mit hoved, og undgår at høre efter de andres snakken. Solen skinner kraftigt på huden, og jeg fornemmer at skyerne på himlen trækker sig tilbage. Jeg ænser ikke mine omgivelser, kun solen og den lette vind. Jeg stikker hænderne i bukselommerne, og tager en dyb indånding. Jeg kigger op et øjeblik, og så sker det.

'BAAAANG!'. Noget kaster mig bagover, og jeg mærker med det samme asfalten røre min ryg. Småstenene i nærheden rammer mine kinder. En skærende hovedpine, går igennem mit hoved, indenfor få sekunder. Jeg åbner øjnene, og finder mig selv liggende så lang jeg er, midt på fortovet. De andre drenge, står bøjet hen over mig, og kigger overrasket. Da de ser jeg kommer til mig selv igen, begynder de at flække af grin, som var det på kommando. ”Hahahahah, du skulle ha' set dig selv, Jon” begynder de. ”Du gik fucking ind i en lygtepæl, man!” skreg Andreas af grin. Andreas er faktisk en af mine gode venner. Lidt bedre end de andre, i hvert fald. Når de andre har travlt med at rende rundt efter damer, kan vi bare sidde og snakke om iPhones og Apple-produkter. Jeg sætter mig langsomt op, og griner lidt forlegent. ”I har måske ik' lygtepæle ude på landet, homie?!” siger David, og de griner alle sammen endnu mere. 'Larsen', som vi kalder ham, er min gode ven. Nærmest min bror. Vi er altid lede ved hinanden, men han er sgu god nok. ”Nææh, vi sætter bare sådan nogle fakler med ild i, når det er mørkt. Hva tror du selv man.” svarer jeg tilbage. Andreas rækker mig en hånd, og trækker mig med op at stå. Vi begynder at gå videre, de andre med tårer i øjnene. Altså fordi de grinte så meget. Jeg har bare mere ondt i hovedet, og ryggen. Jeg har måske lyst til at græde lidt, bare af smerte. Men så vil jeg jo bare være svag. Jeg går bare med videre. En af drengene, Peter, sænker farten lidt, og kommer så til at gå ved siden af mig. Han er en hel del højere end mig. Han lægger så armen om min skulder, og kigger på min pande. ”Shiiiit, en bule du har fået i panden” siger han, uden at tage øjnene fra den. ”Du må kraft edme ha' været i dine egne tanker” siger han, på sin sædvanlige charmerende måde. Ja, der er ingen tvivl om, at Peter scorer alle pigerne. Han er høøøj, veltrænet, tilpas lækker-brun, håret flot sat, og lige et strejf af Ronaldo. Han er vidst også pænt god til fodbold. Og ALT for pigeglad. Men de kan jo også godt li' ham, egentlig.. Han er vidst også ret gentlemans-agtig. Han er meeega sjov, og... Ej fuck det, man bliver aldrig så populær, bum bum, det må man bare indse. Eller. Det må JEG bare indse..

Jeg er bare pinlig.. Akavet, og ikke en skid veltrænet, eller brun. Så velkommen til mit liv. Jon Sommer, det lyder mere festligt end det er.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...