My friend, Lover and Hater (1D)

Rosalinda Tomlinson er ja søster til Louis fra one direction, hun har lært at leve med alle de falske veninder, men der er en som bliver ved med at komme, og ødelægge det for hende, tager alt hun holder af, gang på gang græder hun, hendes mor ved ikke hvad hun skal gøre, derfor bliver hun sendt hjem til sin bror, men hjælper det overhovedet? Mon hun ikke bare ender med at få flere problemer? Og mon ikke hendes veninde kan opsøge hende alligevel? Hun er 18, men er forvirret over alt skal gå ud over hende.
Jeg mussen&rødtoppen skriver som Rosalinda, og Marsopa skriver som Harry brorens bedste ven :3

(Kig på billedet for at se hende, men hun har altså rigtig grønne øjne så ikke tag jer af hun har brune på billedet!:D)

10Likes
4Kommentarer
1521Visninger
AA

2. Rosalinda; Im Diva number one! When you don't tell.

Rosalinda; Im Diva numer one! When you don't tell.

Jeg rystede på hovedet, og kiggede alvorligt på min mor, ”jeg gør det ikke!” Råbte jeg grådkvalt, og sank ned på gulvet, imens jeg begyndte at tude igen! ”Du skal, jeg vil ikke have dig hjemme når du skal græde hele tiden, du ved at kun din storebror kan hjælpe,” sagde hun, og kiggede ned på mig, og prøvede smile opmuntrende. Jeg rejste mig op, ”NEJ! Han fortæller jo ikke engang drengene hvem jeg er! Jeg er hans ukendte søster, han skammer sig over mig!” Råbte jeg vredt, og tårerne trillede om kap ned af mine kinder. Jeg løb op af trapperne i nogen lange hop, og smækker min dør ind til værelset. Smider alt mit tøj ned i kufferten, hvor nogen mørke pletter viser sig, mine tåre.Mit blik lander på et billed, jeg tager det op mellem mine hænder, men ser på det med afsky inden jeg smadre billedet ind i væggen, det var hendes skyld igen! Det var det eneste jeg kunne tænke på, men alligevel, så kommer jeg jo væk fra hende, helt væk. Jeg smider kun lige to billeder ned i tasken, billeder af min familien, men mit blik lander på det ene, jeg tager det op mellem hænderne, ogsidder lidt med det i hænderne, min bror og mig, før alt det her. Jeg smider det ned igen, inden jeg med hastige skridt smutter ud på badeværelset, jeg tager min kam og puffer det blonde hår, hvor det let hænger ned af mine skulder, som lange slangekrøller. Jeg pakker alle mine ting på badeværelset, mit blik lander på mit spejlbillede, de grønne øjne var helt blanke, jeg kunne ikke kende mig selv, mit humør var altid glad, flabet og, ja det ved jeg ikke. Min hånd famler efter noget, jeg tager noget op og kaster det på spejlet, der lyder høje knæk fra spejlet som begynder at flække, men det falder ikke, runger ikke, det bliver. Kigger på mit spejlbillede, før jeg af en grund bare smadre hånden ind i spejlet.Jeg slår bare hånden ind i spejlet hvor den allerede var flækket, mest af alt for at få mit spejlbilled til at forsvinde. Et højt brag lyder inden det runger af flere lyde ind i badeværelset. Et højt skrig slipper ud over mine læber, tårerne triller hurtigere ned af mine kinder, mit blik lander på min hånd. Skriger lavt igen, bare at se alle de små stykker fra spejlet i min hånd gør ubeskriveligt ondt. Mit hoved dunker, imens jeg vakler ud fra badeværelset, blodet samler sig og drypper langsomt ned på gulvet. Eller? Det føltes som det går i slowmotion, men det gør det ikke, mit blik er helt sløret af tåre. Jeg tager min raske hånd op mod hovedet, imens mine tanker vandre, helt bort. Falder let ned på knæ, et hulk kommer fra mig og lyder i hele mit værelse, her virker så, tomt. Falder ned på ryggen, mit blik søger rundt efter noget, men alt bliver sort.

***

Jeg slår roligt øjnene op, mit blik er oppe i loftet. Høre min mor og.. Øh nej, Louis. Et suk kommer ud over mine læber, svinger benene ud over sofaen, imens jeg bare sidder og gynger let fra side til side. Tager min hånd op til hovedet, ryster lidt på hovedet, det dunker helt vildt. Jeg slår min hånd ned i bordet, en smerte løber igennem hele min hånd. Jeg holder skriget for mig selv, hvor jeg bider mig selv i læben, så jeg ikke begynder skrige. Strækker let mine finger, smerten kommer tilbage, så jeg bider til, eller jeg nærmest smækker tænderne ned i min læbe, af ren smerte. Endnu en smerte kommer frem, skriger, og ser noget blod drybbe ned på gulvet, køre let min tunge over læben, blod. Slår mig selv i panden med min raske hånd, før tankerne bare får lov til at køre. Lukker stille mine øjne i, imens lydene af fodtrin bare kommer nærmere og nærmere hele tiden, men er ret sikker på det ikke kun er min mor.

Jeg ser op da to personer kommer med et lavt gisp, min mor og Louis, som gættet. "Hvad?" Spørger jeg bare træt, før jeg let gnider øjnene. "Du.. Blod... Hvad?" Louis, ser bare såret på mig og med et vredt udtryk. "Hold kæft! Jeg bed mig selv i læben, jeg slog min hånd ind i spejlet," siger jeg uden at fortrække en enkel mine, uden et smil eller noget. Løfter min ene hånd som stadig har små spejl splinter i sig, jeg havde formået i ren smerte at fjerne næsten alle spejl stykker. Han kigger bare på mig med et, ja jeg ved ikke hvad man kan sige, bare et mærkeligt udtryk. Jeg kigger over på ham, men første der ser jeg mor er væk, "Louis... Se det i øjnene, du vil ikke kunne holde til mig bare to dage," siger jeg flabet som intet var hent. Tager min taske, før jeg løber ned af trapperne, og ned til min jakke. Tager nogen stiletter på, gør ind i køkkenet og finder en pose. Køre hånden gennem håret i en træt mine, vender mig omkring, men falder næsten på røven da jeg ser Louis. "Argh!" Råber jeg bare, slår let til ham, før jeg går med hastige skridt ud for at tage nogen sko i posen.

***

Jeg smækker bildøren bag mig med et suk, før mit blik ser på det store hus. Står bare med hænderne i siden og med solbriller ned foran mine øjne. Okay, der er måske gået lidt diva over mig, men jeg er ret sikker på de drenge ikke ved hvem jeg er. Også vil jeg bare sørge for at min bror ikke kan holde mig ud, og det kan han ikke når jeg er diva. Ser lidt på min hånd der er i forbinding, den hånd der havde taget skade af jeg var så sur. Ser på Louis der er gået ind emd alle mine ting, sødt af ham, men han vil snart fortryde det her, hvilket minder mig om der er fest i aften. Begynder så bare gå op til huset, ser mig lidt omkring, tomt, det havde jeg ellers ikke troet.

Jeg skubber roligt mine solbriller op i håret, mit blik glider let rundt, er kommet senere end planlagt, så Louis' venner er her, beklageligt fra min side. Smider mine sko og jakke tilfældigt, før jeg med hastige skridt nærmere mig stuen. Stopper op, ser lidt på drengene, de sidder alle fredfyldt og snakker, hans venner ser da ikke værst ud. Slår mig let i hovedet, da bare den tanke strejfer mig, jeg kom ikke får at flirte men ødelægge det, nu når jeg var tvunget afsted. "Louis! Hvor er mit værelse?" Spørger jeg, eller halv råber jeg irriteret. De bliver alle forskrækket, eller Louis sidder bare med hænderne foran hovedet. Smiler bare svagt til de andre drenge, imens jeg meget utålmodigt venter på Louis gider side noget, ikke et blik eller en eneste mine foretrak han. "Du kunne jo osse lade mig være hjemme," siger jeg opgivendene, før jeg slår ud med armene. Jeg skubber til dørkarmen, så jeg bliver skubbet bagud og væk fra dem. Ryster let på hovedet, før jeg går ned af den lange gang som er til værelserne. Går ned forenden af gangen, da det er den eneste dør der lige er åben. Jeg skubber lidt til døren, kigger mig omkring, jov her var det sørgme, væk fra dem alle.

***

Jeg sidder nede på værelset, døren smækkede efter mig, eller måske smækkede jeg den, mere for at understrege at jeg synes han var træls. Alle mine ting var kommet på plads, efter to timer. Jeg tager fat i de to billeder og sætter dem ind i skabet. Jeg tager  vil måske tage dem frem, når Louis ikke skammer sig over mig, men... vent.. Ide! Griner lavt for mig selv, inden jeg løber ind i stuen til dem. "Louis?" Spørger jeg, kigger lidt over på dem, og de drenge som jeg ikke kender, giver mig mange elevator blikke, føles det som. "Hvad Rosalinda?" Spørger han lettere irriteret, men smiler roligt. "Hvorfor skammer du dig over mig?" Ser surt på ham, inden jeg vælger og sætter mig på gulvet. "Jeg skammer mig ikke," mumler han stille, imens han ser over på drengene. "Ved i overhovedet hvem jeg er?" Ser over på de fire drenge, men de giver mig et forvirret blik. "Rosa ikke nu," siger Louis stille, inden han rejser sig. Jeg skubber ham væk fra mig, "jov! Ellers siger jeg det i aften når alle gæsterne er her! For du skammer dig over mig!" Råber jeg flabet, man græder ikke over min bror sådan en bror, der er sådan en idiot! Han ser på mig med store øjne, "du gør det ikke!" mumler han, før han ser iriteret på mig. "Jeg gør hvad der passer mig! Og hvorfor vil du have mig her når du skammer dig over mig?!" Råber jeg så bare, imens jeg giver et helt hop fra mig, mest af alt fordi jeg ikke plejer råbe så højt.

Siden han tog til x-faktor, har han været flov over sin lille søster, eller skammet sig. "Fordi du er jo min.." Han sukker, imens han kigger i jorden, "søster," hvisker han, kun så jeg kan høre det, da han står tættest på mig. "De kan ikke høre dig Louis! Jeg opgiver!" Råber jeg, før jeg kaster et glas ned i gulvet, jeg ser lidt på glasset der er smadret, før jeg smiler til de fire drenge, diva er jeg måske bare lidt. Skal til at gå men en trækker mig tilbage igen, men jeg gider overhovedet ikke se hvem, "LAD MIG VÆRE!" Råber jeg irriteret og slår ud med den anden arm. "av!" Er der en der råber, en stemme jeg ikke kender. Jeg mærker hvordan grebet hurtig slipper om min arm, og et lavt bump lyder. Ser ned på gulvet, øh.. Det var ikke Louis, men det overraskede mig virkelig hvem der lagde på gulvet, for det var..

Mussen&Hyperdyret

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...