Et helt (forfærdeligt) almindeligt liv

Lotus går i 9'ende klasse. Hendes lærere elsker hende, hun får topkarakterer, og hun har gode venner, men hun føler sig alligevel hul indeni...
Hun mangler nemlig en ved sin side, én som hun haft før, men kan ikke gå tilbage til , da hun ved at det forkert. Hun finder dog en udvej - en udvej gennem stoffer og alkohol.
- Men mon hun finder den rette sti igen?...

3Likes
4Kommentarer
1052Visninger
AA

5. Gruppepres

Det gav et sæt i mig, da der var en. der tog mig blidt på min skulder. "Åh, det må du undskylde..." Det var ham fyren, jeg var støt ind i for mindre end et kvarter siden, der stod foran mig. "Det var ikke min mening at forskrække dig." Jeg så desorienteret på ham. "Det... det gør skam ikke noget. Det var ikke fordi, det var vigtigt, det jeg lavede."

"Hvad lavede du da?"

"Tænkte."

"Hvad tænkte du på?"

"Øh..." Hvorfor i alverden spurgte han mig om det, når det ikke ravede ham? "Fortiden..." Jeg svarede ham så alligevel af en eller anden grund, som jeg ikke kendte. "Det lyder dybt." Han smilede forsigtigt til mig. "Jeg hedder Lukas."

"Lotus..."

"Ligesom blomsten!"

"Hehe, ja..." Han skulle bare vide hvor mange, der havde sagt det!

"Må jeg sætte mig?"

"Øh... ja, selvfølgelig. Slå dig bare ned." Han satte sig tæt opad mig - ikke så tæt, at vi sad klistrende opad hinanden, men akkurat så tæt at vores knæ rørte hinanden. Blodet samlede sig i mine kinder, og mit blik var rettet stift mod den snedækkede jord. Jeg kunne mærke, at Lukas stirrede på mig, så jeg skævede ligeså stille op til ham. Han smilede blidt til mig, og jeg gengældte hans smil.

Lukas havde blod hår og gråblå øjne, som var indrammede af kulsorte øjenvipper. Han havde en forvasket, blå T-shirt på med v-udskæring, en sort habitjakke, slidte jeans og slidte, blå converse sko. Han var en anelse solbrun, og hans tænder var pæne og hvide. Han var faktisk... ret pæn.

Men der var et eller andet underligt ved ham. Jeg mener, han gik da mindst i 2. g; hvorfor gav han mig al den opmærksomhed, når hans venner stod i den modsatte side af haven? Måske var det en joke, måske var ham og hans venner indgået i væddemål om hvem, der turde at ydmyge den stakkels, lille niende klasses elev. Eller måske var han bare rigtig, rigtig sød. Jeg håbede på det sidste.

Så hev han noget, der lignede en hjemmelavet cigaret op sin ene lomme.

"Vil du have en?" spurgte han mig.

"Jeg ryger ikke." Min tone var en anelse hård i det, selvom det faktisk ikke var meningen. "Ved du godt, at man kan af det?"

Han undslap et grin og smilede bredt til mig. "Ja, det gør jeg skam, Lotus."

"Men hvorfor gør du det så?"

"Jeg bliver ligesom mere... rolig af det. Jeg slapper mere af."

"Der findes da mange andre metoder, som gør at man slapper mere af."

"Ja, men de er ikke ligeså effektive som den her lille sag."

"Lille sag?"

"Ja."

"Du mener vel ikke, at det er..."

"Hash. Jo, det er præcis, det jeg mener, det er."

"Men det er jo ulovligt!"

"Det er da jo så mange ting der er, Lotus. Desuden er regler til for at blive brudt."

Det var der måske noget om, jeg mener, hvad er meningen med regler, hvis de ikke kan blive brudt engang imellem. Han fandt en lighter frem og tændte sin 'cigaret'. "Fryser du ikke?"

"Jo, lidt måske." Det gik først op for mig, da han spurgte mig.

"Hvorfor har du ikke taget noget varmere tøj på, hvis du alligevel havde tænkt dig at sidde herude resten af aftenen?"

"Jeg havde sådan set også taget varmt tøj på, men min veninde tvang mig lidt ligesom ned i den her... hvad det så end er!"

"Her..." Han tog sin jakke af og lagde den om mine skuldre.

"Tak," hviskede jeg.

Så var der en over fra gymnasieflokken, der råbte efter Lukas.

"Jeg kommer!" råbte han over sin ene skulder og rejste sig. "Kom med..." Han rakte mig sin hånd; jeg kiggede på den, så på ham og så på hans hånd igen. Jeg lagde min hånd i hans, og han trak af sted med mig.

"Venner, det her er Lotus. Hun skal lærer hvordan de store fester nu til dags." Jeg kiggede forskrækket op på ham.

" A-hva' skal jeg?!"

"Du lever livet alt for forsigtigt, Lotus. Du bliver nødt til at tage nogle chancer engang imellem!"

"Det har jeg prøvet, og se hvor jeg endte."

"Blandt de sejeste mennesker på hele Jorden!" De andre gymnasieelever kom med tilråb som 'wuuh' og 'ja, mand'.

"Så seje er I heller ikke..." mumlede jeg for mig selv, men åbenbart ikke lavt nok, for en pige med langt, lyst hår hørte mig.

"Det skal vi skam nok få modbevist." sagde hun og blinkede til mig. "Mit navn er Malou. Jeg er nok sødeste af os syv her i gruppen. Og I kan godt glemme at komme med modsigelser, for vi ved alle sammen, at det er sandt!" De løftede alle sammen afværgende deres hænder.

"Nå, men... skal vi ikke se at komme videre ud i byen?" lød det fra en høj, mørkhåret dreng.

"Jo!" svarede alle i kor på hinanden.

"Hvad? Nej!"

"Kom nu, Lotus. Vi skal nok sørge for, at der ikke sker noget," sagde Lukas bedende.

"Ja, Lotus, kom nu. Det bliver skide sjovt!" Denne gang var det Malou, der bad.

"Okay, fint.".

"Fedt! Kom, så går vi," sagde Malou og stak sin arm under min, mens Lukas holdte om mig med sin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...