Et helt (forfærdeligt) almindeligt liv

Lotus går i 9'ende klasse. Hendes lærere elsker hende, hun får topkarakterer, og hun har gode venner, men hun føler sig alligevel hul indeni...
Hun mangler nemlig en ved sin side, én som hun haft før, men kan ikke gå tilbage til , da hun ved at det forkert. Hun finder dog en udvej - en udvej gennem stoffer og alkohol.
- Men mon hun finder den rette sti igen?...

3Likes
4Kommentarer
1055Visninger
AA

4. Festen

Jeg kunne allerede hører bassen pumpe 500 meter væk fra Jakobs hus. Jeg stoppede hurtigt op og overvejede at vende om, men fortsatte så. Da jeg ankom, stod der en flok gymnasieelever udenfor og snakkede. Jeg stoppede op tre meter væk fra havelågen og overvejede at vende om igen. De var jo trods alt to år ældre end mig. Og jeg skulle lige til at vende om, da Phyllis råbte mit navn. Jeg vendte mig om og smilede, som havde jeg ikke været i gang med at gå min vej. Phyllis løb ned og åbnede havelågen. Hun gav mig et stort bamsekram og hev mig så med indenfor. Phyllis gav mig elevatorblikket og hævede så det ene øjenbryn.

”Hvad?” udbrød jeg.

”Dit tøj…”

”Ja, hvad er der med mit tøj?”

”Du kunne da godt have gjort lidt ud af dig selv.” Jeg kiggede ned ad mig selv. Hun havde ret. Jeg lignede lort. Slidte jeans, slidt T-shirt, gammel læderjakke og beskidte converse sko. ”Kom!” Hun tog fat om mit håndled og hev mig med op oven på, selv om der var et ’ingen adgang’-skilt. ”Hvad skal jeg?”

”Skifte.”

”Men jeg har jo ikke andet med…”

”Nej, men det har jeg.” Hun kiggede på mig og smilede. ”Man skal altid være forberedt!”

”Men jeg kan jo ikke passe dit tøj, Phyllis!”

”Sludder! Selvfølgelig kan du det.” Phyllis åbnede en dør, og vi trådte ind på et værelse. Forældrenes ville jeg tro. ”Desuden er det, jeg har tænkt mig, du skal have på onesize. Sæt dig.” Hun placerede mig for enden af sengen og fandt sin dunlop taske frem. Den var fuldstændig proppet. ”Wow! Hvor meget har du ikke lige med?!”

”Som jeg sagde: Man skal altid være forberedt.” Hun blinkede til mig og begyndte at rode rundt i tasken. Jeg kiggede mig lidt omkring i værelset. De måtte have en del penge, der var ikke et eneste møbel fra Ikea eller et eller andet billigt møbel marked. Jeg vil væde med, at sengen har kostet mindst 20.000 kroner og lampen over den 15.000. Så fik jeg øje på en kommode, hvor der stod en masse billeder af Jonas og en pige, jeg ikke kunne genkende – hans søster, måske? Selvom jeg har gået i klasse med Jonas, siden jeg startede i skole, kendte jeg ham ikke særligt godt. Men jeg burde altså vide, hvis han havde en søster. Han snakkede aldrig om hende; han havde faktisk aldrig nævnt hende. Billederne var ret gamle – fra før vi startede i skole, men jeg kunne sagtens genkende Jonas; det samme mørkblonde hår og de samme havblå øjne, som han altid havde haft. Og pigen på billedet lignede ham alt for meget til bare at kunne være en barndomsven. Det måtte og kunne kun være hans søster. Men hvad var der blevet af hende? ”Så!” Phyllis rejste sig op og gik hen til mig med hænderne på ryggen. ”Rejs dig op,” sagde hun bestemt.  ”Og tag så dit tøj af.” Jeg gjorde, som hun sagde. Jeg rejste mig og tog mit tøj af. ”Godt! Og luk så dine øjne..” Jeg lukkede mine øjne. ”Og stræk så dine arme i vejret.” Hun hev en eller anden form for stram sag ned over mit hoved. Hun rettede den til og gav mig så et par stiletter på. Hun førte mig lidt frem. ”Så må du godt kigge.” Jeg så nu på mig selv i fuld figur. Jeg havde en stram, sort kjole med lange ærmer på, der gik til midten af mine lår og et par sorte pumps. ”Det mener du ikke, vel?”

”Hvad? Du ser godt ud… i modsætning til før.” Hun smilede drillende.

”Men jeg kunne bedre lide mit eget tøj…”

”Det er jeg sådan set ret ligeglad med, Lotus. Men jeg synes, der mangler noget…”

”Min hættetrøje?”

”Haha, meget morsomt. Nej, nu ved jeg det.” Hun tog fat om elastikken til min hestehale og trak den ud af håret på mig, så mit hår faldt ned om skuldrene på mig. Jeg rullede bare øjne hende og kiggede så ind i spejlet igen. Jeg tog mig til min mave, men Phyllis langede ud efter min hånd. ”Du er altså ikke TYK! Så fat det dog, kvindemenneske!”

”Okay, fint. Jeg går ned med det her tøj, men hvad med mit eget tøj?”

”Det putter jeg bare i min taske, så får du det på et tidspunkt.”

”På et tidspunkt?” smilede jeg.

”Ja, det kommer an på hvornår jeg lige husker at få det med.” Selvom det ikke var specielt sjovt, undlod jeg en fnisen. Phyllis trak også lidt på smilebåndet, og før vi vidste af det, lå vi på gulvet flade af grin. ”Det er dejligt, at du er dig selv igen, Lotus.” Phyllis grinte stadig, men jeg var holdt op. Jeg kunne ikke lad være med at spekulere på, hvem hende pigen på billedet var, og hvad der var blevet af hende. ”Phyllis…?” sagde jeg tøvende.

”Jaer?”

”Ved du hvem hende på billederne er?”

”Hvilke billeder?”

”Dem på kommoden,” sagde jeg og pegede derover.

”Når… det er hans afdøde søster. Hvorfor?”

”Ikke for noget… Jeg vidste ikke, at han havde en søster.”

”Det er sådan set meningen. Det er kun få, der ved det, og det er nok også for det bedste.”

”Hvordan ved du det?” ”Hans og min familie er nære venner, du ved. Og så har vi jo lidt ligesom været kærester.”

”Nåh ja… hvordan døde hun? Jeg mener hun er da højest 11 på de der billeder. Der findes ikke ligefrem så super mange måder at dø på som 11-årig.”

”Hun døde af kræft, da hun var ti…”

”Hvor forfærdeligt! Jeg mener, Jonas har jo kun været omkring de syv år så.”

”Seks, faktisk, for at være helt præcis. Og det værste af det er, at det var på sin fødselsdag, hun døde.”

”Tragisk…”

”Ja…” Phyllis og jeg vekslede vores tungsindige blikke. ”Nå, men vi må nok hellere se at komme nedenunder, inden Jonas kommer herop og opdager os. Jeg fik kun lov til at stille min taske heroppe, ikke andet, og jeg vil helst ikke blive smidt ud på grund af din lille ’tøj krise’…” sagde hun med et glimt i øjet.

Det lykkedes os heldigvis at komme nedenunder uden at blive opdaget. Der var en masse, der gav mig elevatorblikket; ikke ligefrem det jeg havde håbet på, men hvad kunne man forvente, når man havde en kjole på som denne og 13 centimeter høje hæle – som jeg ikke engang vidste om jeg kunne gå i! Jeg kiggede irriteret på Phyllis, men hun trak bare på skuldrene og gik sin vej. ”Phyllis…!” Enten hørte hun ikke, at jeg kaldte på hende, eller også ignorerede hun mig bare. Jeg vidste, at det ikke var ondt ment, at hun havde forladt mig. Hun vil bare gerne have, at jeg brød ud af min skal og blev den gamle, glade mig igen. Det ville jeg egentlig også selv gerne, men man kan ikke altid bestemme over sine egne følelser. Jeg tog en dyb indånding og satte kurs mod hoveddøren; ikke fordi jeg ville forlade festen, men fordi alle blikkene blev for meget, og jeg havde brug for luft. Jeg gik forbi stuen og fik øje på Jonas, der sad sammen med Phyllis og en masse jeg ikke kendte. Jeg fortsatte videre mod hoveddøren, men med blikket rettet mod stuen. Idet jeg rettede blikket tilbage mod hoveddøren, stødte jeg ind i en høj, muskuløs og ældre fyr. Jeg kneb øjnene sammen og bandede lavt for mig selv. Jeg trådte et skridt tilbage og kiggede så op fyren, jeg var gået ind i. ”Undskyld, det må du virkelig undskylde. Det var ikke min mening at støde ind i dig – det var det virkelig ikke!” Ordene snublede nærmest ud ad munden på mig. Han kiggede bare på mig, men trak så på smilebåndet. Jeg kiggede ned i jorden; han skulle helst ikke se mig rødme. Mest af alt fordi jeg ligner en tomat, når jeg rødmer. ”Det skal du ikke tænke på. Og jeg tror ikke ligefrem, at det er nogens mening at støde ind i folk. Medmindre de hader dem selvfølgelig, men det er en anden sag.” Jeg holdte mine hænder om på ryggen og gjorde alt for ikke få øjenkontakt med ham. ”Nå, jeg kan se du ikke føler dig tilpas i mit nærvær, så jeg lader dig gå.” Jeg smilede kort til ham som tak for, at han forstod min hentydning og gik så udenfor.

Jeg lukkede mine øjne i og trak den kølige, friske aftenluft dybt ned i mine lunger. Jeg gik hen og satte mig på en bænk, som heldigvis stod i den modsatte side af, hvor gymnasieeleverne stadig stod og snakkede.

”Åh nej, hvad nu?” Phyllis satte sig på kanten af bordet og lagde sin ene arm rundt om mig. ”Er det dine forældre igen?” Jeg snøftede engang og tørrede mine øjne, men det var nyttesløs, for tårerne blev ved med at trille ned ad kinderne på mig. ”Det er min far… ha-han har været sammen med en anden!”

”Nej, vel? Hvordan fandt du ud ad det?”

”Kan du huske i fredags? Jeg havde det dårligt og tog tidligere hjem?”Phyllis nikkede. ”Da jeg så kom hjem, så jeg en fremmed bil foran vores hus. Jeg tænkte, om min far og mor havde glemt at fortælle mig, at vi fik besøg. Men da jeg kom ind i huset, kunne jeg hører nogen… stønne… jeg gik ind i soveværelset og tog min far i at være sammen med en eller klam barbe-bimbo…”

”Og hvad så?”

”Ikke så meget mere. De stoppede det, de havde gang i, og jeg styrtede ud værelset og ind på mit eget.”

”Ved din mor det?”

”Nej, jeg har ikke fortalt hende det.”

”Har du tænkt dig at sige det?”

”Det regner jeg med, ja.” Jeg tog en dyp indånding, rystede mit hoved en enkelt gang og tørrede mine øjne. ”Nå, ikke mere sentimentalitet. Har du set ham den nye?” Jeg smilede med et glimt i øjet til Phyllis, og hun smilede igen. ”Ja, det har jeg.”

”Ved du hvem han er? ...”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...