Stoppelig *på pause*

> Du kan faktisk godt lide mørket. Det er mægtigt, stærkt men roligt. Og dog er der noget skræmmende omkring det. Der er noget vi ikke kan kontrollere. Noget falskt. Noget være end døden. Noget der vil slå mig ihjel <

I en tid hvor mørket hersker og samfundet smuldre må nogen stå til ansvar. Det skrevne sprog er dødt og folket lever i frygt for det der er værre end døden, uden chance for at slippe væk eller finde en udvej.
I denne historie følger vi Kezia og Leonardo der tager os igennem et fantastisk eventyr med skarpe følelser og uhyggelige handlinger.

Forfatterkommentar:
Ja, dette er så mit første "rigtige" forsøg på at skrive noget andet end stile. Kom meget gerne med konstruktiv kritik eller ros!

7Likes
5Kommentarer
1168Visninger
AA

2. På vej

En kold vind strøg over min nøgne krop, og en gysen gik igennem mine udslidte nerver. Jeg tvang mine øjne op og så direkte op i en dunkel faretruende mørk himmel. En sort krage fløj over himlen, og dens sørgmodige skrig fandt sin vej ned til mig. Jeg begyndte at komme til mig selv, mine sanser fandt deres vej tilbage, og jeg kunne pludselig mærke, hvor kold jeg var. Jeg kunne intet se bortset fra den skræmmende sorte himmel, og de høje grå strå som udgjorde marken, jeg åbenbart lå på.

Så nåede en anden lyd mig. Lyden af hovslag og råbende mandsstemmer som hastigt blev højere. Jeg kiggede ikke rundt for at finde hovedsagen til den pludselige larm, jeg satte mig ingen gang op, min krop ville ikke lystre, og det eneste mine tanker roterede om, var den stigende frygt, jeg følte ved lydende.

Lydende var nu så tætte på mig, at jeg kunne mærke hestenes hove ramme jorden. Jeg lukkede skræmt øjnene i igen, jeg ville væk fra dette underlige scenarie, jeg så pludseligt var havnet i. Derfor hørte jeg kun hestens forskrækkede hvin, da den stoppede få centimeter fra mig. Jeg kunne mærke dens trippende nervøse skridt mens dens rytter – en dyb mandsstemme, forsøgte at berolige den. Så blev alting stille igen, hestens lyde forsvandt, vindens susen døde ud, og kragernes skrig flød videre ud i en uendelig tomhed. Pludselig mærkede jeg et prik i min bare side. Derefter smerten som fik min krop til at krølle sig sammen, og til sidst mørket som igen overtog alt i min krop.

 

Du kan faktisk godt lide mørket

Det er mægtigt, stærkt men roligt

Og dog er der noget skræmmende omkring det

Der er noget vi ikke kan kontrollere

Noget falskt

Noget værre end døden

Noget der vil slå mig ihjel

 

Jeg fandt mig selv siddende i et grantræ. Det var mørkt, og månen skinnede ind mellem grenene. Jeg havde en underlig følelse i kroppen. En følelse af konstant at være på vagt og ikke at kunne finde hvile. Så hørte jeg fodtrin, og en pige kom til syne. Pludselig genkendte jeg det hele, og en følelse af kvalme ramte mig, da jeg genkendte pigen som mig selv. Så kom manden til syne. Han havde brunt kortklippet hår, en hvid skjorte og et par sorte fløjlsbukser på.  Hans gang var slingrende og larmende, men alligevel så pigen ikke ud til at have hørt ham. Han kom langsomt nærmere, og jeg mærkede en stigende panik, da pigen ikke gjorde mine til at flygte! Så, uden at tænke over det, sprang jeg ud foran hende og råbte ”Pas på!”. Men i stedet for at tage min trussel seriøst og med det samme flygte, stoppede pigen forskrækket op og sprang et par centimer tilbage. Jeg var på vej ind i den næste busk, da manden lagde en hånd over hendes mund. Jeg vidste nu, hvad der ville ske, og jeg ville ikke opleve dette skrækscenarie endnu engang. Så jeg fløj min vej.

 

Jeg vågnede forvirret og panikslagen over, hvad jeg lige havde oplevet. Endnu engang blev jeg ikke mindre forvirret af at åbne øjnene. Det eneste jeg kunne se var mørke, men jeg kunne både høre og mærke at jeg denne gang befandt mig i en form for vogn. Jeg kunne nemt mærke, hver gang hjulene mødtes med det ujævne terræn, og smerten ved bumpende skar igennem min ilde tilredte krop. Jeg kunne også høre hestenes hove, en metallisk klirren fra deres bid og de vedholdende hårde stemmer, som jævnligt råbte til hinanden. Jeg kunne mærke følelsen af det stof, som dækkede mig, kærtegne min nøgne kolde hud, og rebet der snærende skar sig ind i mine håndled. 

Det var ikke fordi, det var en forbedring da hestenes hove ramte brostenene. Tværtimod var gaden vi kørte ind på hullet og ujævn, og vejen tillod bestemt ikke at give min trætte krop hvile. Endelig stoppede vi. En stilhed jeg aldrig ville have troet mulig ramte mig kort efter. Der var ingen trippende pustende heste. Ingen stemmer. Ingenting. Jeg har aldrig været så bange i mit liv, som jeg var i det øjeblik. Denne stilhed var tusinde gange værre end den ubehagelige køretur og den underlige drøm. At vide, at der var mennesker derude, men ikke at kunne høre dem. At have ligget og hørt på den piskende vind blafre igennem det tynde stykke stof og pludselig mærke den totale stilhed, var forfærdeligt. Jeg holdt til og med selv vejret bange for. Jeg ved ikke, hvad jeg var bange for? Måske bange for at blive opdaget, som om jeg forstilte mig, at vi alle lyttede efter noget, eller havde gemt os for nogen, og at mit åndedræt ville ødelægge det hele og afslører os. Minutterne gik, uden at der skete noget, og pludselig kom der en bevægelse.

Det ru stykke klæde som før dækkede min krop, blev nu hevet af mig og afslørede min rystende, tynde, nøgne krop, som straks af ren refleks krøllede sig endnu mere sammen i blufærdighed og frygt for hvad der nu skulle ske. Jeg klemte mine øjne hårdt sammen. Jeg turde ikke se på disse skabninger, som havde bragt mig hertil, og jeg turde bestemt ikke risikerer at møde deres blikke. Jeg forstillede mig røde glubske øjne, som stirrede sulten på mig, og disse øjne ville sætte mig i en trance, jeg umuligt ville kunne komme ud af.  Bare tanken var helt forfærdelig og langt fra beroligende, så det var intet under, at jeg kom med et forskrækket og kæmpende spjæt, da jeg mærkede stærke overarme under min krop, hvorefter jeg blev løftet af sted, som var jeg en dukke. Igen erfarede jeg, at min sølle kamp var forgæves. Bestemt blev jeg holdt fast og trykket ind mod en iskold, bar overkrop. Jeg knugede neglene ind i mine håndflader og blev ved med at holde øjnene fast klemt sammen. Ikke engang min sædvanlige nysgerrighed kunne få mig til at åbne øjnene, da jeg hørte en dør blive åbnet og lukket, og derefter mærke den gyngende bevægelse når man går ned af en trappe. Det var først, da jeg blev lagt ned på et tyndt, fugtigt klæde og hørte stemmer og skridt forsvinde og udtones, at jeg turde åbne øjnene igen. Langsomt vænnede mine øjne sig til mørket, og jeg kunne for første gang få en fornemmelse af, hvor jeg var endt. Det var ikke fordi, det var et utroligt udsyn, jeg havde. Der var bælmørkt i det trange stenmurs lokale, jeg var havnet i. De få silhuetter jeg kunne se i mørket mindede mig i første omgang om et ganske almindeligt hotelværelse, af sådan en slags man køre ind på for kun at overnatte en enkelt nat og så derefter skynde sig videre. Noget der lignede en seng stod i det fjerneste hjørne af, hvor jeg var placeret. Et skab eller en kommode supplerede møblementet, som blev færdiggjort af noget, der kunne lige en stol. Jeg forsøgte at rejse mig op for at undersøge det mærkelige, mørke rum og endda muligvis finde en vej ud af dette forfærdelige mareridt, som min pludselige død havde ført mig til, men jeg kunne ikke. Mine ben ville ikke lystre min hjernes impulser, og efter at jeg var faldet tilbage på mit haleben for anden gang, gav jeg op. Afkræftet og med tårerne langsomt trillende ned af kinderne gav jeg efter for min krops behov for hvile, og langsomt lod jeg mig falde bag over indtil min nøgne ryg ramte stenmuren bag mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...