Stoppelig *på pause*

> Du kan faktisk godt lide mørket. Det er mægtigt, stærkt men roligt. Og dog er der noget skræmmende omkring det. Der er noget vi ikke kan kontrollere. Noget falskt. Noget være end døden. Noget der vil slå mig ihjel <

I en tid hvor mørket hersker og samfundet smuldre må nogen stå til ansvar. Det skrevne sprog er dødt og folket lever i frygt for det der er værre end døden, uden chance for at slippe væk eller finde en udvej.
I denne historie følger vi Kezia og Leonardo der tager os igennem et fantastisk eventyr med skarpe følelser og uhyggelige handlinger.

Forfatterkommentar:
Ja, dette er så mit første "rigtige" forsøg på at skrive noget andet end stile. Kom meget gerne med konstruktiv kritik eller ros!

7Likes
5Kommentarer
1206Visninger
AA

4. Mødet

Leonardo blev hentet af vagterne efter fem dage i arresten. Han var udhungret og desorienteret men så snart han hørte de tunge skridt og raslen af spore i mørket rejste han sig op fra det beskidte gulv og gik helt hen til tremmerne. Ingen skulle så meget som tænke på ham som en svækling eller som en der fortrød hvad han havde gjort. Han havde gjort præcist hvad han syntes var rigtigt og det havde virket - han havde fået hele byens opmærksomhed. Bare de så ville vågne op af deres døsige tilfredsstillelse med, at alting var som det skulle være, så han ikke stod alene i kampen mod autoriteterne i byen. 
Da døren ind til hans celle blev åbnet kastede han sig fremover og mod udgangen, lige meget hvor vagterne havde fået ordre på at føre ham hen, havde han ikke tænkt sig at tage derhen frivilligt! Han blev straks mødt af en hård knytnæve i maven og han faldt sammenkrøben mod gulvet. Da han lå på alle fire og hostede vejret tilbage i lungerne, blev han løftet op af vagterne og slæbt afsted. De nåede et par meter hen af gangen før Leonardo igen havde fået vejret og han begyndte straks at modsætte sig vagternes hårde greb. Intet hjalp det. De var to og han var en. Derfor besluttede han at spare på kræfterne og se hvor han blev ført hen.
Vagterne havde ellers ry for at være til at forhandle med. De var frivillige og blev derfor ikke betalt i penge, men i mad for deres tjeneste i Garden. Når man meldte sig, skulle man igennem en omfattende test, inden det blev besluttet hvilke af gardens tre instanser man bedst kunne yde sit fulde potentiale. I sine helt spæde ungdom havde Leonardo selv meldt sig ind, på trods af hans moderes bøn om at lade være og blive krukkemager som hans far. Efter gennemgående fysiske og psykiske tests var han blevet kategoriseret som fodsoldat. Selvom det langt fra var den officielle holdning, var det almenkendt at fodsoldaterne var nederst i fødekæden. Det var de forstyrrede, egenrådige eller slappe mænd der meldte sig, som oftest blev kvalificeret til denne type tjeneste. Fodsoldaterne skulle hjælpe med bygningsarbejde, stå vagt ved portene og i tilfælde af krig var det dem der stod forrest i geledene og dem der først blev dræbt. Næst efter fodsoldaterne kom de få delegerede der blev ryttere. Det var efterhånden træt med hestebestanden i byen og man oplevede oftere at rytterne blev kastet af deres heste af uforklarlige grunde. På trods af det var rytternes opgaver langt mere krævende end fodsoldaternes. Disse skulle ride vagt udenfor byen samt sørge for at den eneste handelsrute til og fra byen var sikker og under konstant opsyn. Derudover var det rytternes opgave at fører ofrene til De Urørlige. Til sidst var der vagterne. Det var de professionelle beskyttere af byen - dens sidste håb, hvis alt skulle gå galt. De skulle beskytte de vigtigste personer, tilrettelægge strategiske planer og have kontrollen med både fodsoldaterne og rytterne.
Leonardo havde i lang tid efter sin placering som fodsoldat spekuleret over hvorfor han netop var blevet det. Efter hans egen mening var hans fysisk form ganske udemærket, han så godt ud og var ganske snu. Han havde aldrig holdt sig tilbage for at sige sin mening og havde flere af byens indbyggeres vrede liggende over sig. Det var muligvis det sidste der havde gjort ham til fodsoldat. På trods af hans overkvalificering til erhvervet pådrog Leonardo sig opgaverne han fik med entusiasme og gå på mod. Det var først to uger inden han blev afskediget at det begyndte at gå galt. 

Det overraskede ham da han blev slæbt op af trapperne mod isolationen. Måske ville de have ham til at gøre rent i lokalerne som straf, men det virkede også for ordinært. Leonardo havde haft Hr. Snifter som lærer dengang han var yngre, og en rengøringsstraf virkede bestemt ikke som noget Hr. Snifter ville have valgt til ham for hans forbrydelse. En dør blev hurtigt åbnet og Leonardo blev med voldsom kraft skubbet ind i det mørke rum. Han røg direkte ind i stålstøtten på en seng og måtte igen krympe sig sammen over smerten i hans mave og bryst. I hans gipsen efter vejret hørte han hvordan døren blev smækket i bag ham og nøglen blev drejet om i sin lås, og igen var han alene. Da han endelig kunne trække vejret normalt igen rejste han sig straks op. Der var helt mørkt i rummet, i arresten havde der i det mindste været et vindue. Her var det eneste vindue i døren han var kommet ind af og det var ikke just fordi det gav mere lys. Han lod sine øjne vænne sig til det dunkle mørke og da han begyndte at kunne skimte omridsene af de få genstande der var i rummet gik han mod døren. Famlende efter et dørhåndtag han kunne få fat i og forsøge at rive op, strakte han sine arme foran sig og satte dem ind mod døren. Til hans store overraskelse var der intet dørhåndtag lige meget hvor han ledte. Hans øjne havde nu vænnet sig helt til mørket og han kunne selv se det nu - intet håndtag. Selvom Leonardo bestemt ikke var personen der blev frustreret - tværtimod, mærkede han en stigende frustration over de mærkelige omstændigheder. Med et langsomt suk vendte han sig mod sengen. Hvis han ikke kunne komme ud nu, og ikke vidste hvad han skulle lave, kunne han ligeså godt udnytte de lidt mere komfortable møbler der var i lokalet og se om han kunne få en mere behagelig søvn end han havde fået de sidste par dage. På vej hen til sengen registrerede han en bevægelse i mørket. Som et svagt lys der blev tændt og derefter hurtigt slukket igen. Et blåt lys.
Bevægelsen var så hurtig at Leonardo blot slog det hen som hans trætte, udmattede hjerne der spillede ham et puds og med ærbødig forsigtighed lå han sig ned på sengen og faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...