Stoppelig *på pause*

> Du kan faktisk godt lide mørket. Det er mægtigt, stærkt men roligt. Og dog er der noget skræmmende omkring det. Der er noget vi ikke kan kontrollere. Noget falskt. Noget være end døden. Noget der vil slå mig ihjel <

I en tid hvor mørket hersker og samfundet smuldre må nogen stå til ansvar. Det skrevne sprog er dødt og folket lever i frygt for det der er værre end døden, uden chance for at slippe væk eller finde en udvej.
I denne historie følger vi Kezia og Leonardo der tager os igennem et fantastisk eventyr med skarpe følelser og uhyggelige handlinger.

Forfatterkommentar:
Ja, dette er så mit første "rigtige" forsøg på at skrive noget andet end stile. Kom meget gerne med konstruktiv kritik eller ros!

7Likes
5Kommentarer
1208Visninger
AA

5. Krokodillen

Der gik i midlertidig ikke lang tid før Leonardo igen vågnede. Han havde intet drømt, han havde ingen mareridt haft, han havde blot mærket hvordan trætheden med det samme havde overmandet ham og han var faldet i en næsten bevidstløs søvn.
Uden for isolationsværelset, på den anden side af døren, stod to mænd. Den ene var en høj, ældre mand klædt i en grå frakke og mørke bukser, mens den anden virkede yngre og havde lysere tøj på. De stod begge med hænderne foldede og talte lavmældt sammen om hvor stort et problem det var at Leonardo endnu ikke havde opdaget kvinden, men blot havde lagt sig til at sove. De havde nu stået uden for døren i to timer uden at have registreret nogen bevægelser fra de to skikkelser. Leonardo sov og kvinden sad ovre i hjørnet, næsten dækket af det tynde stykke stof hun havde som tæppe og med lukkede øjne.
"Du bliver nødt til at gå over og banke på vinduet for at vække ham." Det var den ældre mand hvis stemme endelig skar igennem den lavmældte diskussion. Den yngre spærrede øjeblikkeligt øjnene op i overraskelse over den andens ord og tonefald og tyssede straks på ham, før han svarede i et meget lavere tonefald.
"Behersk dig Lucifer. Du må ikke lade din utålmodighed ødelægge noget." Da han havde sagt dette gik han med tre hurtige skridt hen til døren og ganske bestemt bankede han knoerne mod den tykke rude. Ikke så snart havde han fuldført sin opgave før han hurtigt trak sig tilbage ved sin makkers side og ventende. Der gik ikke lang tid før Leonardo var lys vågen. Ved lyden af bankene havde han straks sat sig op, og selvom hans øjne stadig var lukkede, var der ingen tvivl om at han var vågen. Han stod instinktivt ud af sengen og gik hurtigt over til det lille vindue. I det han opdagede de to mørke skikkelse ude på gangen hamrede han sin hånd mod vinduet og råbte voldsomme skældsord mod dem. Skikkelserne på den anden side af døren forblev ubevægelige, de kunne ikke høre hvad han sagde igennem vinduets tykke glas, og selvom det var ubarmhjertigt, kunne de ikke andet end at føle en vis form for morskab over Leonardos frustrationer. Ham som havde spillet så overlegen selvom han var fodsoldat, havde modsat sig alt og alle og forsøgt at klare opgaverne på bedst mulige vis hver gang, var nu i isolation, uden at have nogen anelse om hvorfor.
En tyssen ramte Leonardos øregang da han endelig holdt en pause i hans råberri. Selvom lyden var lav, var den virkelig og med en forskrækket bevægelse vendte han sig væk fra døren og kiggede rundt i rummet. Tyssen var nu igen helt væk og et øjeblik stod han forvirret og frustreret og kiggede rundt i rummet uden at kunne finde kilden til lyden. Det var først efter hans øjnes trejde gang rundt i rummet at han så skikkelsen. Under et tyndt, brunt lagen sad en skikkelse og stirrede ned i gulvet. Han tog instinktivt et skridt frem mod skikkelsen, men ikke så snart havde han gjort det, før personen løftede blikket og så direkte op på ham. Øjnene der mødte ham var klare og lyseblå. Ved første øjekast virkede følelserne blikket sendte ham bange, men ved nærmere overvejelser var det nærmere mistro og beslutsomhed.
"Jeg vidste ikke her var andre." På trods af sætningens ringe udformning og mangel på ord eller forklaringer, var det det første Leonardo kunne komme på, mens han ganske langsomt gik tættere på kvinden og satte sig ned på sengekanten foran hende. Han lå mærke til hendes barer arme der hold lagnet fast over hendes sammenfoldede krop og hans umiddelbare gæt var at hun var helt nøgen. Var det hans straf? At blive lukket inde i et mørkt rum sammen med en nøgen kvinde? Hr. Snifter havde i det tilfælde virkelig ændret sig siden han underviste på skolen.
Der gik lang tid inden kvinden talte til ham. Der var øjeblikke hvor hun åbnede munden for at sige noget, men så ændrede sin mening og forblev tavs. Hendes øjne og hendes nu tydelige ansigtsmimik havde ændret karakter. Fra at  være mistroisk til at nu at være decideret håbefuldt blinkede hun så få gange som muligt for at undgå at flytte blikket fra ham i mere end et par sekunder i minuttet.
"Hvem er du?" Selvom det havde været Leonardos plan at vente med igen at sige noget til at kvinden havde ytret sig, kunne han ikke vente for evigt og hun så blot ud til at blive mere og mere tavs. Han ventede i stilhed et par minutter til, inden hun endelig åbnede munden og talte.
"Mit navn er Kezia. Jeg ved ikke hvor jeg er, jeg ved ikke hvorfor jeg er her, og jeg ved ikke hvem du er. Det eneste jeg ved er at jeg gerne vil væk herfra. Det er hvem jeg er lige nu - et ubesvaret spørgsmål. Hvem er du?" Kezia så på manden med et intenst blik i øjnene. Det var fem dage siden hun sidst havde talt og hendes stemme lød ru og utydelig i hendes egne øre. Efter at manden havde råbt sådan op henne ved døren, havde hun besluttet sig for at han måske var i samme båd som hende og derfor havde hun valgt at få ham til at tage kontakt med hende. Han lignede en der var lidt ældre end hende selv, måske omkring de 24 år. Han var høj og muskuløst bygget, men vigtigst af alt, lignede han en der hørte hjemme på dette sted. Selvom hun intet andet end dette værelse havde set, virkede han langt fra bange for at være her. Han virkede mere irriteret - som om der var sket en fejl og det slet ikke var meningen at han skulle være i rummet sammen med hende. Men hun var desperat nu. Hun kunne ikke udholde tanken om at skulle sidde i dette fængsel i flere timer nu. Hun havde mistet sin tidsfornemmelse og havde hverken mere frygt eller flere tåre der kunne holde hende beskæftigede. Hun havde kun sine tanker tilbage, men da hun kun kunne huske brudstykker fra hendes liv inden hun blev samlet op i græsset og ført ind i rummet, havde ikke engang hendes tanker været nok beskæftigelse. Intetheden havde så småt overmandet hende og lige inden manden blev smidt ind i værelset, havde hun troet at hun var blevet sindssyg og ude af stand til at skelne virkelig fra fiktion og ude af stand til at bevæge sig.
Tålmodigt lyttede Leonardo til Kezias ord. Selvom de langt fra gav mening, gav det ham flere gode ideer som han systematisk gav sig tid til at sorterer i. Da han var kommet frem til den løsning han selv bedst kunne lide, henvendte han sig til Kezia igen og hans grå øjne mødte hendes. Et øjeblik blev han slået tilbage af hendes vedvarende intensitet og beslutsomhed der lå så dybt i hendes blik at han kort tvivlede på den plan han havde skabt, men en plan er en plan og den skulle gennemføres.
"Jeg har desværre ingen af svarene. Jeg er her blot for at observere dig. For at være sikker på at du ikke er farlig eller mentalt forstyrret. Først når jeg har godkendt dig kan du komme væk herfra. Og mit navn er Leonard." Som afslutning på denne løgn af en tale sendte han hende et smil, let men charmerende svævede det igennem rummet og efterladte hendes blik i tvivl og forvirring. Alligevel gik der betydeligt kortere tid nu end før og svaret overraskede ham langt fra.
"Jamen så hjælp mig! Hvordan skal jeg overbevise dig? Jeg ved ikke hvor jeg er og jeg kan ingen gøre fortræd, så hvorfor holder I mig her?" Så snart ordene havde forladt Kezias mund kunne hun godt selv mærke hvor fortvivlede de lød. Hun havde hurtigt mistet den snert af selvtillid der havde været i det første hun havde sagt til denne Leonardo og var nu villig til at gøre hvad som helst der kunne hjælpe hende ud af dette forfærdelige scenarie og dette var på trods af det smil der var vokset op på den unge mands læber. Han virkede pludselig ikke længere som én der var lige så fortvivlet som hende selv. Tværtimod mindede han hende om en Youtube film hun engang havde set. Det var et klip fra en dokumentar om dyrene i Afrika og selvom hun normalt aldrig gad se sådanne dokumentarre, havde handlingens brutalitet fanget hende i en tranceligende tilstand. Filmfolkene havde fulgt zebraenes rejse gennem savannen og filmede dem mens de passerede en større flod. Pludseligt, uden videre var der sprunget en krokodille op af vandet og havde grebet fast i en zebraerne. Kampen mellem de to dyr havde varet næsten fem minutter inden man så zebraens hoved synke ned under vandet der var malet rødt af blodet. 
Leonardo nød situationen. Fra at have følt sig komplet forvirret over den situation han befandt sig i, til nu at føle at alting lå til ham at planlægge var en stor omvæltning og han udnyttede det. Lige meget hvilke begrundelser Hr. Snifter havde haft for at fører ham sammen med Kezia, ville Leonardo nu forsøge at spolerer dem så meget som overhovedet muligt. Overfaldet på vagten var blot en lille ting af hvad han havde tænkt sig at gøre nu for at få autoriteternes opmærksomhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...