Stoppelig *på pause*

> Du kan faktisk godt lide mørket. Det er mægtigt, stærkt men roligt. Og dog er der noget skræmmende omkring det. Der er noget vi ikke kan kontrollere. Noget falskt. Noget være end døden. Noget der vil slå mig ihjel <

I en tid hvor mørket hersker og samfundet smuldre må nogen stå til ansvar. Det skrevne sprog er dødt og folket lever i frygt for det der er værre end døden, uden chance for at slippe væk eller finde en udvej.
I denne historie følger vi Kezia og Leonardo der tager os igennem et fantastisk eventyr med skarpe følelser og uhyggelige handlinger.

Forfatterkommentar:
Ja, dette er så mit første "rigtige" forsøg på at skrive noget andet end stile. Kom meget gerne med konstruktiv kritik eller ros!

7Likes
5Kommentarer
1169Visninger
AA

3. Hr. Snifter

Der gik ikke lang tid, før rygtet var spredt: Der var, under det rutinemæssige ridt rundt om byen fundet en ung kvinde ude i mosen, hvor man ellers ikke går ud uden en hest til at have fornemmelsen af hvor vandhullerne var. Kvinden som efter rygterne ikke havde været meget større end et barn, var blevet taget med tilbage og  sad nu i isolation mens man ventende på hvad hun ville gøre. Mange i byen havde allerede stemplet hende som heks, eller som en advarsel fra De Urørlige, men ingen havde endnu turdet at tale til hende. 
Det var først fem dage efter hendes ankomst at en ung mand blev udtaget til at tage kontakt til hende. 

Den selv samme dag som kvinden var blevet fundet, var der sket et overfald. En af vagterne ved sydporten var blevet forgiftet, fået frarøvet alt sit tøj og var blevet kniplet og lagt i et hjørne. Overfaldsmanden havde taget hans plads, imens hans kompagnoner havde sat ild til offer-kornet der var samlet i bygningen hvor vagten havde stået. Dog så snart den første flamme havde slikket muren og røgen var blevet synlig, kom der flere vagter til og snart var overfaldsmanden og brandpåsætterne blevet fanget. Under diverse eder og forbandelser var de alle blevet slæbt væk og ned i arresten. Det var hurtigt blevet besluttet hvilken straf de fleste af de unge forbrydere skulle have, for sådan en forbrydelse var ikke ilde set i de fornødne tider landsbyen befandt sig i. Brandpåsætterne skulle passe alle markerne ved nord for at betale deres gæld tilbage, mens overfaldsmandens straf i midlertidigt var sværere at afgøre. derfor blevet det besluttet at han skulle sidde i arresten og tænke over hvad han havde gjort, mens man gav sig god tid til at finde en passende straf. 

Under mødet fem dage efter at kvinden var fundet og forbrydelsen var begået kom en ældre mand på en fortræffelig ide. Manden var gammel skolelære og havde altid nydt at bruge alternative straffemetoder for at lære hans elever at opfører sig anstændigt. Han havde halvlangt gråt skæg og bar altid en sort frakke som gik næsten helt ned til knæene, der blev tit gisnet om hvad han havde under den, men ingen havde nogensinde turdet spørge. Mange i landsbyen beundrede ham for hans evne til at tage beslutninger og til at holde hovedet koldt i en hver situation, og som årene var gået var manden blevet byens uofficielle leder. Manden, som også var kendt under navnet Hr. Snifter, havde siden episoden med branden spekuleret over om dette mon var hvad han kunne se frem til med den nye generation. Oprør og uforståenhed overfor hvorfor tingene var som de var, anarki, krig og det der var værere. Hr. Snifter var godt klar over at der var gået alt for lang tid med undertrykkelsen, og at landsbyen snart ikke kunne overleve vilkårene længere, men han ville hellere se den gå under inden for bymurene, end at se mændene blive dræbt i kamp og kvinderne blive koldblodigt myrdet af hvad end der måtte trænge ind i byen. Netop på grund af denne holdning var han blevet rystet over fundet af den unge kvinde. Først havde han været overbevist om at hun var kommet for at forhekse byen, eller bringe en dødelig sygdom, men da intet af dette lod til at være tilfældet var han begyndt at observere hende. På forsvarlig afstand af døren ind til isolationen havde han stået i timevis og set på den bekymrende, bange kvinde. De første par dage havde hun forsøgt at slippe væk. Hun havde hamret på døren, hevet skufferne ud af kommoden og havde dårligt fået sovet. I disse dage havde han overvejet om ikke det smarteste ville være at få hende henrettet, hvorfor risikere noget, når hun lod til at være så åbentlyst fjendtligt indstillet på at komme ud og raserer byen? Det var først de sidste 48 timer der havde fået hans øjne op for pigens uskyld. Han var igen kommet ned for at observere dette mærkværdige kvindemenneske, og forventede at finde hende skrige hendes hysteriske og moderiske vrede ud, som hun havde gjort et par dage tidligere. Ved første øjekast antog han at hun ikke var i værelset, at hun simpelthen var forsvundet eller stukket af. Dette havde næsten været at foretrække da hendes forsvinden ville give ham et problem mindre at bekymre sig om. Alligevel tog han et skridt længere hen mod døren der var den eneste vej ud og ind af rummet og som kun havde et lille vindue han kunne kigge ind på værelset. Nu fik han øje på hende. Krøbet sammen for enden af sin seng under det tynde stykke stof som kun lige arkkurart dækkende hendes nøgne krop, lå hun ubevægelig. Han antog straks at hun var død. Hun lå så ubevægelig at det i mørket var umuligt at se om hun trak vejret, og han gjorde derfor klar til at kalde på vagterne så de kunne fører liget bort og han selv kunne komme videre med de oceaner af beslutninger han skulle igennem. Hr. Snifter havde aldrig været en person man ville kategorisere som følelsesmæssigt involveret i noget som helst. Han havde ingen børn og havde eftersigende aldrig haft en kæreste eller en kone at tage sig af. Han havde aldrig så meget som blinket når ofrene til De Urørlige var blevet sendt afsted og han havde altid holdt forholdet til de borgere i byen, der så så meget op til ham og ville gøre alt for ham, på et professionelt plan. Men kvinden i isolationen havde bevæget sig. Hendes krop lå på præcis samme måde som inden han kiggede væk, men hendes øjne havde nu åbnet sig. Med en klar blå farve kiggede de direkte på ham. De var fyldt med udmattelse, træthed og tvivl men da kvinden opdagede at hun havde fanget hans øjnkontakt, fyldtes hendes øjne med spørgsmål. Det var som en overvældende tankestrøm der overmandende Hr. Snifter og fik ham til, forskrækket over den mærkelige oplevelse, at træde et snublende skridt bagud. Da han genvandt balancen, rettede han sig op, vendte på hælen og gik direkte op i mødesalen. Det var på tide at finde ud af hvem denne mærkelige kvinde med de blå øjne var, og han havde bestemt ikke tænkt sig selv at finde ud af det. 

Mødet mellem Hr. Snifter og hans fire mest betroede rådgivere var hurtigt overstået og på vegne af hele byen blev det bestemt at overfaldsmanden der havde siddet alene i arresten med et minimum af rent vand og mad, nu skulle ind til kvinden med de blå øjne. Hvis han senere blev syg, vanvittig eller ligefrem døde, måtte kvinden lide samme skæbne, mens at hvis manden overlevede måtte kvinden komme ud så mere kvalificerede mennesker kunne tale med hende. Efter at have givet ordre til vagterne om at hente manden op fra arresten og fører ham over til isolationen hvor kvinden sad, gik Hr. Snifter ud på gaden og mod en lille dreng der sad i mudderet og legede med en pind i en vandpyt. Han satte sig på hug og fik straks den unge drengs opmærksomhed. Et øjeblik var Hr. Snifter stille. Drengens ansigt så håbefuldt op på ham og de store, grå øjne mindede om en hundehvalp lige inden den slikker én i ansigtet. Men efter oplevelsen med kvindens blik i dag ville Hr. Snifter ikke længere lade sig overraske eller overmande af andre folks forhåbninger og blikke. Roligt fortalte han derfor drengen at det var blevet besluttet at Leonardo skulle føres til kvinden i isolationen for at finde ud af hvem hun var. 
Historien havde den forventede virkning for ikke så snart havde Hr. Snifter lukket munden, før drengen spænede hjem til sin mor for ivrigt at fortælle hvad han lige havde fået afvide. Tilfældigvis var moderen også den mest berygtede sladretante i byen, så der ville nok snart være trængsel foran retsbygningen hvor også isolationen befandt sig. Selvom man tager beslutningerne på vegne af folket, har de ret til at se resultatet som deres manglende beslutninger giver, tænkte Hr. Snifter inden han gik mod sit hus for at få et par timers søvn, mens resultatet af hans beslutning blev skabt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...