Stoppelig *på pause*

> Du kan faktisk godt lide mørket. Det er mægtigt, stærkt men roligt. Og dog er der noget skræmmende omkring det. Der er noget vi ikke kan kontrollere. Noget falskt. Noget være end døden. Noget der vil slå mig ihjel < I en tid hvor mørket hersker og samfundet smuldre må nogen stå til ansvar. Det skrevne sprog er dødt og folket lever i frygt for det der er værre end døden, uden chance for at slippe væk eller finde en udvej. I denne historie følger vi Kezia og Leonardo der tager os igennem et fantastisk eventyr med skarpe følelser og uhyggelige handlinger. Forfatterkommentar: Ja, dette er så mit første "rigtige" forsøg på at skrive noget andet end stile. Kom meget gerne med konstruktiv kritik eller ros!

7Likes
5Kommentarer
1141Visninger
AA

1. Forspil

Mine skridt gav en dump lyd på det stampede flis parkens sti var lavet af. Månen skinnede klart og gav beplantningen tydelige næsten uhyggelige skygger. Men jeg var ikke mørkeræd og har heller aldrig været det. I grunden er der utrolig få ting, jeg nogensinde har været bange for når det har kaldt forbier som slanger, edderkopper og mørke. Det kom mig desværre bare ikke til gode den nat.

Jeg var på vej hjem fra en fest efter at have besluttet at tage tidligt hjem, festen var alligevel allerede på det tidspunkt kørt af sporet, og halvdelen af gæsterne lå forskellige steder og brækkede sig eller var gået ud i buskene for at knalde. Det har jeg aldrig rigtig været til. Bare at drikke sig fra sans og samling for at gøre ting man ikke tør normalt, og som man bagefter fortryder. Jeg forstår det bare ikke.

En nattefugl som ikke havde forstået, at den skulle sidde på en gren og sove, fløj spontant op et par meter foran mig, og som en naturlig reaktion sprang jeg forskrækket en smule tilbage.

Jeg tror det var her, det rigtigt gik galt. Lad mig bruge udtrykket point of no return, det udtryk har jeg alligevel altid elsket men desværre aldrig haft mulighed for at bruge.

På grund af min infernalske veninde og hendes utålelige insisteren på at jeg skulle tage noget ’sexet’ på, havde jeg en knælang sort nederdel og en limegrøn elegant nedringet top på den aften. Da jeg i min forskrækkelse var hoppet tilbage fra fuglen, røg min alt for stramme top op og viste min tynde, solbrune mave. Det var her, jeg blev opmærksom på skridtene bag mig.

I min overraskelse over ikke at være alene frøs jeg fast midt på stien og uden at gøre mine til at trække min trøje ned igen, stod jeg bare der midt i det hele og ventede.

Da jeg mere eller mindre kom til mig selv og lyttede efter, var skridtene stoppede. Jeg har altid været kendt for at have en meget livlig fantasi, og jeg har før svoret på, at der var dæmoner og monstre efter mig. Dumme lille mig. Jeg trak trøjen ned på plads og begyndte igen at gå, ganske stille og roligt for at overbevise mig selv om, at det blot var ren indbildning.

Så kom den – hånden over min mund, hurtigt forfulgt af en fast arm rundt om min mave. Jeg stivnede igen spændte helt op i alle mine muskler og trak knap vejret. Alting stod stille i brøkdelen af et sekund, mens jeg kom mig over chokket af et andet menneskes nærvær. Hans kolde ånde vækkede mig til live igen.

Med et chok begyndte min krop at reagerer på overfaldet, og jeg vred mig hidsigt i hans greb.

- ”Rolig. Jeg gør dig ikke noget”

Som hvis han skulle berolige en hest, lød hans stemme lav og melodisk i min øregang. Men jeg var ingen hest! Jeg lod mig ikke tæmme af hans beroligende ord og tomme løfter. Tværtimod fik det mig til at kæmpe endnu voldsommere. Men lad mig indrømme det nu da jeg ved hvad der sker, jeg var aldrig den stærke, at tage kampen op mod min overfaldsmand var meget optimistisk. Men man bliver nødt til at gøre et eller andet ikke? Skulle jeg bare have opgivet kampen sådan uden videre?

Det ville i hvert fald have sparet mig for en del unødvendig smerte. Før jeg var klar over, hvad der egentlig skete, havde jeg en knytnæve boret ind i maven. Smerten var overvældene, og jorden var kold og hård, da jeg umotiveret pludseligt ramte den. Mine ben kunne simpelthen ikke holde al den smerte oppe.

Han trak mig brutalt op igen, hele tiden påpasselig med at være bag mig så jeg ikke kunne se hans ansigt. Han trak mig væk fra stien, og det er her min hukommelse begynder at svigte mig. Jeg kan ikke huske, om jeg kæmpede imod, eller om han sagde noget til mig. Jeg kan blot huske den dirrende smerte i maven, da han igen lå mig ned, denne gang på det fugtige græs. Pludselig var hans hænder overalt på mig, ragende og kolde tog han langsomt og systematisk tøjet af mig. Han kyssede mig flere gange, før han besluttede, at forspillet var ovre.

Jeg skreg da han brutalt og unænsomt tog min mødom, smerten var endnu værre, end jeg nogensinde havde forstillet mig, den var tusinde gange værre end slaget i maven, og jeg gyser stadig ved tanken. Det er også infinitiv det sidste, jeg kan huske af hans samleje med mig.

Det næste jeg husker, er en lys drengestemme og mit eget råb om hjælp. Jeg husker det sidste glimt af min voldtægtsmands øjne. Det slørede paniske blik da det gik op for ham, at der pludselig var flere i parken og hans uforståelig reaktion heraf. Jeg husker knivens genspejling af månen, og den uhyggelige lyd da den skar igennem min hud og ind imellem mine ribben, før den til sidst ramte det, der holdt min krop fanget i livet.

Jeg kan ikke sige, om manden kom i fængsel, eller om jeg nogensinde fik en begravelse. Jeg kan ikke sige om, der var mange, der savnede mig, eller om de blot var glade for at slippe af med den hjælpeløse tøs. Jeg er heller ikke klar over, om jeg savner dem. Om jeg savner at leve.

Jeg ved det ikke. Jeg følte bare, at jeg måtte komme videre.

 Jeg kom videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...