Knust glas

Historien udspiller sig i år 2031, hvor en borgerkrig bryder ud i Storbritannien. På et børnehjem ude på "bøh-landet" bliver flere børn straks evakueret hen, eftersom deres forældre frygter for deres liv. Heriblandt den 15-årige pige Faire, som er direkte paranoid grundet de rædsomme hændelser der foregår i landet. Det er rent ud sagt en politisk magtkrig der er blevet skabt iblandt Englands borgere, og folk tøver ikke med at tage grusomme midler i brug for at nå deres mål. Faires syner viser sig dog, ikke at være helt absurde, for selv ikke børnehjemmets sikre mure kan holde krigen væk..

3Likes
0Kommentarer
583Visninger

1. Afrejsen

Det er på tide at sige farvel, Faire. Pas på dig selv.

 

 

Vinden slog hårdt mod ruderne, hvilket besynderligt nok var noget jeg fandt direkte beroligende. Ikke fordi at jeg godt kunne lide stormvejr, men fordi at det mindede mig om at der udenfor det kaos der herskede i mit liv - og ligeså i alle andres - var der stadig plads til glæde. Til vinden, til solen, til regnen. Intet andet end os menneskers forhold til hinanden og liv ville blive ændret på grund af dette. Selvfølgelig kun hvis folk begyndte at tage flere midler i brug. Som bomber, atomvåben, og alt hvad der nu ellers fandtes af grusomme våben, udelukkende til det formål at smadre fjenden i ét slag. Mit blik var tomt og fokuserede egentlig ikke på virkeligheden. Det føltes næsten som om at jeg sad og så ind i en anden verden, imens resten af mine sanser stadig forblev i den virkelige. En yderst besynderlig følelse som jeg dog alligevel tit oplevede. Jeg havde aldrig fortalt om mine syner til nogen. Så ville de sikkert sende mig hen på galeanstalten og dér ville jeg i hvert fald ikke hen. På vej til skole havde jeg flere gange set hvordan menneskerne der boede der var. De var nærmest som nogle omvandrende lig, og selvom de befandt sig udendørs af og til, var det som om at deres kroppe var blevet immune overfor sollyset. Som om glæden var blevet suget ud af deres kroppe og havde efterladt dem i en tilstand som var værre end døden. Jeg ville under ingen omstændigheder blive til en af dem.. Også selvom jeg vidste at jeg måske havde fået et lidt for overdrevent indtryk af stedet. Men rart virkede det i hvert fald ikke. Bare synet af de kolde, beskidte og grå betonmure fik min mave til at vende sig. Det måtte se mindst lige så slemt ud indendørs, hvis ikke værre. At skulle leve resten af mit liv sådan et sted, bare fordi jeg af og til så nogle ting jeg ville ønske at jeg ikke så, var fuldstændig udelukket. Derfor var det min hemmelighed, og jeg havde end ikke overvejet at fortælle det til nogen. Selv ikke til Charlie - min bedsteven, som jeg havde kendt hele livet. Eller.. i hvert fald så langt tilbage som jeg nu kunne huske. På visse punkter misundte jeg ham. Han var god til alt. I hvert fald de ting jeg havde set ham gøre. Lige fra sportsgrene til skoleting og fra at bevare roen i pressede situationer, til at charmere sig ind på andre. Han var rent ud sagt et vidunderbarn. Jeg forstod godt hvorfor alle pigerne på skolen kiggede efter ham med et længselsfuldt blik, som de sikkert sad og drømte om at han en dag ville blive deres. Dét havde også resulteret i at jeg var blevet syndebuk for deres sorg over ikke at kunne få ham. De sendte mig altid kolde og beskyldende blikke som jeg passerede dem, men efterhånden var jeg blevet ligeglad. For jeg havde Charlie, mine forældre og min elskede lillesøster Celine, og det var mere end jeg overhovedet kunne bede om.

 

Mit blik blev rettet mod det lille TV i vores dagligstue. Det var stort set kun de samme udsendelser der blev sendt – krig og ødelæggelse i massevis. Mord efter mord. Forsvinden efter forsvinden. Det var til at blive syg af, og selvom jeg var nysgerrig efter at vide hvad der egentlig foregik derude, var jeg alligevel angst for at se virkeligheden i øjnene. For ærligt talt – England var ved at falde sammen. Intet fungerede mere, og efter at en højreorienteret ministerkandidat ligefrem var gået hen og havde dræbt den venstreorienterede og demokratiske præsident, var alt gået galt. Nu forsøgte de rige og magtfulde såmænd at få magten tilbage – og sandsynligvis indføre diktatur - ligesom jeg havde hørt at de havde haft for lang tid siden. Men demokraterne gav ikke efter uden kamp. Og dét havde såmænd ført til borgerkrigen. Folk der før havde været venner var nu fjender. Ét mord kunne føre til nedslagtning af hele ens familie, og sådan gik det om og om igen. Det var som en ond cirkel der aldrig ville ende. Jeg rejste mig fra min plads i den cremefarvede lænestol, som havde stået i lige netop denne dagligstue, stort set hele mit liv. Min venstre fod var begyndt at sove og den irriterende prikkende fornemmelse havde bredt sig i den. Irriteret rystede jeg den, i håb om at det ville få det til at stoppe, men selvfølgelig fortsatte det. Jeg rullede opgivende med øjnene og satte dernæst af sted mod døren som førte ud i vores lille gang. I omtrent 4 skridt nåede jeg derhen, greb fat om det gyldne håndtag som engang havde været skinnende og glat, men nu var dækket af fedt og bakterier, for dernæst at trække døren op. Den gav en langtrukken knirkende lyd fra sig som altid. Men det irriterede mig ikke, for det gav mig et svagt håb om at alt måske stadig kunne blive som det var engang. Måske ville døren altid blive ved med at knirke, måske ville pigerne i skolen altid sende hadefulde blikke til mig og måske ville Celine altid komme hjem med mudrede sko, fordi at hun aldrig kiggede på jorden når hun gik, men i stedet fokuserede på de resterende omgivelser. Jeg sukkede svagt og kastede et hurtigt blik i det regulære firkantede spejl på væggen. Det var en smule gammelt og beskidt, men virkede stadig glimrende. Jeg bemærkede hvordan mit lyse hår hang slapt ned af mine skuldre, og fik efter kort tids overvejelse fundet en hårelastik frem, hvorefter jeg satte det op i en knold. Jeg smilede tilfredst for mig selv, bemærkede en lille klump søvn under mit højre øje, og fjernede det. Jeg studerede for et kort øjeblik mine grønne øjne nøje, hvorefter jeg elegant smuttede ud af døren, efter at være hoppet ned i nogle simple sorte gummistøvler.

 

Vinden rev i mit hår da jeg tog det første skridt udenfor, og snart mærkede jeg også små dråber regn placere sig i på min krop. Det var også bare typisk at det skulle begynde at regne når jeg var på vej ud af døren, men det kunne vel have været værre. Jeg satte i løb og passerede flere huse og lejlighedskomplekser på min vej. Jeg vidste at en kvinde på omkring de 30 år solgte alverdens nyplukkede bær, nogle gader væk og bevægede mig derfor målbevidst den vej. Min mor var flere gange kommet hjem med friske hindbær til os, som hun havde købt hos kvinden, så derfor kunne jeg vel lige så godt også give min familie en lille overraskelse. Omtrent 10 minutter senere fik jeg øje på boden. Den så direkte ynkelig ud, men alligevel kunne jeg ikke andet end at smile over den. Jeg elskede det faktum at der rent faktisk var nogen folk tilbage i landet som forsøgte at holde fast i den tidligere hverdag, selvom det var direkte nytteløst. "Bær for en tier!" hørte jeg kvinden råbe, men der var tilsyneladende ingen af de forbipasserende personer der havde brug for bær i denne tid. I modsætning til dem, styrtede jeg dog af sted mod hende, og først da jeg var omkring fem meter væk fra boden lagde hun mærke til mig. "Kan jeg hjælpe med noget?" Hendes stemme var en anelse skarp og irriterende at høre på, dog forsøgte jeg så godt som muligt at ignorere det. "En bakke hindbær, tak". Hun fandt en bakke fyldt med friske nyplukkede hindbær frem og jeg lod min hånd søge ned i lommen på min overtrøje for at fremfinde nogle mønter. Efterfølgende forlod jeg boden og satte af sted mod mit hjem igen. Jeg vidste at hele min familie var hjemme: min mor havde, da jeg forlod huset, siddet på sit værelse sammen med min far, hvor de havde været i færd med at udtænke en plan for at få fat i nogle togbilletter. Jeg vidste godt at de ville sende Celine og mig hen på et eller andet børnehjem, hvor vi efter sigende ikke skulle være i fare, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at overveje om det mon var en god idé. For kunne det faktum at de befandt sig et relativt øde sted virkelig lukke af for eventuelle konflikter imellem familierne?

 

Jeg fjernede en tot hår fra mit ansigt og drejede ned af min vej. Snart kunne vores hus skimtes længere fremme og jeg begyndte at småløbe for at nå derhen hurtigere. Jeg havde tidligere på ugen snakket med Charlie. Selvom han snart fyldte 17 år, ville hans forældre alligevel have ham evakueret. Men det var nok mest på grund af hans lillesøster som var en hel del yngre end ham. Hun var så vidt jeg huskede kun omkring de 8 år, og derfor var det selvfølgelig helt udelukket at hun fortsat skulle befinde sig i London. Snart nåede jeg hen til min hoveddør og puffede den blidt op. Jeg havde hverken lukket eller låst den, hvilket var uhyre dumt, for Londons gader vrimlede med hjemløse som nu havde fået muligheden for at erobre huse fra andre borgere, siden politiet næsten ingen indflydelse havde mere. Der var selvfølgelig nogle ældre politimænd som forsøgte at holde ro og orden i gaderne, men i disse tider nyttede det næsten intet. Grusomme ting fandt stadig sted og det var kun en brøkdel af dem de fik styr på. Derfor var der ikke længere nogen som bekymrede sig om dem, hvilket egentlig var en skam. Landet var praktisk talt ved at gå ned og jeg kunne ikke gøre andet end at stå og se på fra sidelinjen og inderligt håbe på at der på mirakuløst vis skete noget der fik sat en stopper for denne krisetid. Jeg tog mine gummistøvler af, smækkede døren i - og sikrede mig at den var låst - hvorefter jeg gik ind i dagligstuen og videre op af en snæver og mørk trætrappe, for at bevæge mig op på anden sal, hvor soveværelserne lå. Snart nåede jeg hen til døren som førte ind til min mors værelse, efter at have passeret et maleri af en gul kornmark med en mølle i baggrunden, og åbnede den op. Både min mor, far og lillesøster sad derinde, ved en computerskærm med et bredt smil på læberne. "Faire, vi har fået fat i billetterne!" hvinede min mor og styrtede hen for at omfavne mig. "I skal af sted i morgen", fortsatte hun så og kastede et blik ud af vinduet, som forventede hun at hendes børn ville blive taget fra hende hvert sekund det skulle være. "Fantastisk. Jeg har købt hindbær til jer", svarede jeg og fandt bakken med dem frem. Begejstret gav Celine sig til at spise et par stykker af dem, hvorefter vi ellers alle sammen sad og nød den sprøde, syrlige og søde smag af hindbær.

 

~¤~

 

”Denne vej, denne vej”, en lavere mand med et morsomt lille overskæg, en armygrøn bowlerhat og et besynderligt jakkesæt forsøgte at føre de mange børn og deres forældre hen til det rigtige tog. De fleste undergrundsbaner havde været lukkede, men på mystisk vis havde folkene fra børnehjemmet i samarbejde med de mange desperate forældre og diverse politikere, teknikere, etc. Altså formået at få flere toge på banen. Der var trods alt mange borgere i London og dermed mange der skulle af sted. Men selvfølgelig ikke til det samme børnehjem. Dét ville der i hvert fald ikke være plads til. Efter aftale mellem vores familier var det blevet besluttet at Charlie og hans søster, samt Celine og jeg skulle sendes på det samme børnehjem, hvilket jeg da var glad for. Så var jeg ikke helt fortabt i mit nye hjem og havde stadig en lille følelse af at være hjemme. Jeg mærkede nogen gribe fat om mit håndled og fik øje på min far som nærmest slæbte Celine og jeg, efter sig. Ikke fordi at vi ikke havde lyst til at følge med, men fordi at vi begge to tilsyneladende var en del rundt på gulvet i disse omgivelser. Et næsten usynligt smil gled over mine læber som jeg fulgte efter min far, ud på en perron. Der holdte to tog og ventede på at passagererne ville gå om bord. Først nu gik det for alvor op for mig, at det måske var sidste gang jeg så mine forældre. Man kunne jo aldrig vide hvad der ville komme til at ske, og hvordan krigen ville ende – hvis den altså gjorde det. Det måtte den vel før eller siden? Og hvis ikke, ville vi jo alligevel bare ende med at udslette hinanden og så ville den dermed automatisk stoppe. Jeg kastede et blik på det røde lokomotiv på min højre side. Ifølge billetterne, mine forældre og diverse andre kilder, var det dette der førte hen til vores nye hjem. Dørene derind til var dog ikke blevet åbnet endnu, så derfor var der ikke andet at gøre end at stå og vente med sine kufferter. Jeg gennemgik de ting jeg havde pakket i hovedet. Så vidt jeg huskede havde jeg fået alt med… I hvert fald alt hvad jeg skulle bruge. Min far gav slip på mit håndled, da menneskemængden var ved at fordele sig lidt mere, så der ikke var helt så trængt som tidligere. ”Vi kommer til at savne jer”, sagde min far på begge mine forældres vegne og sendte os et lidt sørgmodigt smil. Det måtte være svært at sige farvel til sine børn, men de kendte jo nødvendigheden i det. ”Jeg savner jer allerede”, sagde Celine før jeg overhovedet nåede at åbne munden. Snart lød en futtende lyd. Det var først nu jeg lagde mærke til billetkontrollørerne ved togenes indgange, som nu blev åbnet. Celine og jeg stillede os i kø, med vores forældre ved siden. Jeg stod egentlig bare og holdte om min søsters hånd og betragtede de to mennesker der havde bragt os til verden. Mon de ville klare den? Det håbede jeg.

 

”Det er på tide at sige farvel, Faire. Pas på dig selv”, det var først da disse ord gled over min fars læber at jeg opdagede at vi var kommet forrest i køen. Nu var det altså vores tur til at stige ombord. Vi udvekslede alle kindkys, hvorefter Celine og jeg viste vores billetter frem til kontrolløren. Han sendte os et anerkendende nik, hvorefter jeg steg ombord, med Celine lige bag mig. Vi kiggede os omkring og bevægede os snart ind i vores vogn, hvorefter vi tog plads i vores kupé. Jeg gled udmattet ned på det blå fløjlssæde og kastede et blik ud af det fedtede vindue. Mine forældre stod stadig nede på perronen og vinkede til os. Jeg vinkede igen og ligeså gjorde Celine. Efterhånden steg flere og flere om bord, og efter en sidste futtende lyd, mærkede jeg hvordan toget begyndte at bevæge sig. Mit blik var rettet mod mine forældre – damen med det platinblonde krøllede hår og den brune, men slidte pelsjakke som hun havde haft i et godt stykke tid nu, samt manden med det lysebrune hår, de klare grønne øjne og et simpelt jakkesæt - som lokomotivet så langsomt begyndte at køre fremad. Snart drejede det og mine forældre forsvandt ud af mit syn. Nu kunne kun tunnellens dystre indervægge ses.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...