Monica Wichfeld

Monica Wichfeld var en dansk modstandskvinde, som gjorde sit for at hjælpe sit fædreland og sine elskede. Hun måtte igennem en del; illegalt arbejde, vidne til menneskeliv blive taget, koncentrationslejr, osv.

2Likes
2Kommentarer
1895Visninger
AA

1. In life in death o lord abide with me...

 

In life in death  o lord abide with me…

 

Sneen flyver omkring ørene på mig. Det føles som, mine tynde tændstiksben er ved at knække under mig. Jeg løber, og løber. Min vejrtrækning bliver tungere og tungere. Det må være kulden, der gør det, men jeg må holde ud.. bare de sidste femhundrede meter. Pludselig begynder soldaterne at råbe som gale. De har opdaget jeg er væk. Gennem tågen skimter jeg et lys. Omridset af et hus dukker pludselig ud af det blå. Jeg sætter farten op, trods min udmattelse. En rød postkasse skiller sig stille ud. Et smil vokser på mine blå læber. Mit mål. Jeg tager brevet frem, og kigger en sidste gang på det. Jørgen Wichfeld, står der. Jeg kysser det, og smider det i postkassen. En tåre triller ned ad min beskidte kind. Jeg hører soldaterne. De nærmer sig langsomt. Jeg begynder at tage små skridt mod skoven igen, men noget stopper mig. I huset på min højre side, sidder en lille dreng med næsen presset op mod ruden. Hans smil får hans brune øjne til at stråle som solen. Han begynder at vinke blidt. Jeg smiler til ham, mens tårerne farer ned ad kinderne på mig. Han minder mig om mine kære børn. En lyshåret ung dame dukker op i vinduet. Hun ser ud, og får øje på mig. Man skulle tro, at hun ville hive drengen væk fra vinduet, men nej, hun står der bare. Kigger på mig, og kun mig. Jeg vinker, men skynder mig hurtigt at gemme mine skelettynde fingre væk. Jeg går videre, men kan mærke deres medlidenhedsfyldte øjne følge mig til, jeg forsvinder ud i skoven igen. Jeg kan nu skimte soldaternes lommelygter. Jeg burde egentlig gå videre for at undgå for meget ballade, men mine ben kan ikke mere. Jeg finder hurtigt et træ, at sætte mig ved. Jeg pakker mig godt ind i det lodne tæppe, jeg har båret rundt på siden, jeg kom til lejren. Mine tænder er begyndt at klapre. Lige nu ville jeg gøre hvad som helst for en kop varm kakao med flødeskum på toppen. Præcis som min kære mand lavede den hjemme på godset. Som jeg sidder dér, under træet, begynder jeg at tænke tilbage. Tilbage, hvor det hele startede. Tilbage til aftenen, d. 9. april 1940:

 

Jeg husker tydeligt den aften. Min mand og jeg sad inde i dagligstuen, i en lille lejlighed i Italien. Jeg med mit strikketøj, og han med sin avis og sine læsebriller halvt nede på næsetippen. Han havde fulgt nøje med i konflikterne mellem Tyskland og Polen. Det var som om, han vidste hvad der skulle til at ske. At vor lille Danmark ikke ville forblive fredeligt, men jeg havde altid, i håb om at han ikke havde ret, sagt at det bare var en dum lille misforståelse, der intet havde med Danmark at gøre, og at det nok skulle gå. Men den skrattende musik fra radioen, blev pludselig afbrudt af radioværten, som sagde: ”Peacefull little Denmark, was today, 9th april 1940, invated by Germany. The cities are full of german soldiers…”, mens den fortvivlede radiovært plaprede videre, skævede jeg over til min elskede. Vore øjne mødtes. Han smilede, og tog min hånd. Hans ansigtsudtryk havde ændret sig. Han havde nok aldrig troet, at han ville få ret angående krigen. Han sagde beroligende, at det nok skulle gå, men under hans rolige øjne, blev hans frygt afsløret, af de små rynker, han lavede i panden, da han sagde det. I dét splitsekund rynkerne viste sig, vidste jeg at det var min pligt. Min pligt at gøre noget for mit, nej, rettere sagt min mands fædreland. Krigen havde på ingen måde min interesse, men det var min pligt at hjælpe mine kære, og mine kæres kære. MIN pligt…

 

Min ånde er som tunge skyer, der flyver ud ad munden på mig. Mine rystende hænder prøver at få liv i mine forfrosne fødder. Der sker intet. De er helt følelsesløse. Jeg hviler mit hoved på mine knæ, og lukker øjnene.

 

Det var som om tusinde af sommerfugle fløj rundt i maven på mig, hver gang flyveren lettede. Jeg vidste, det ikke var ufarligt det jeg gjorde, men som sagt var det min pligt. Hver uge havde jeg og ti andre fløjet hen over byer, med illegale blade, aviser og våben. Adrenalinen havde pumpet som en gal rundt i blodet på mig. Lysene fra de små byer lyste op på himlen, som tusind julelys. Jeg smilede altid ved det syn. Det var mit bevis på liv. Det liv, jeg prøvede at redde.  Aftenerne efter en mission sad min mand altid ude på trappen. Der sad han, og ventede kun på mig. Og hver gang, jeg kom slentrende op ad gårdspladsen efter en mission, satte jeg mig altid ved siden af ham. Han tog min hånd i sin, og der sad vi bare. Ude i kulden, uden at sige et eneste ord. Han elskede mig, og jeg elskede ham.  En morgen blev jeg vækket af lyden af hjulspind ude i gårdspladsen og lille Varinka, der hoppede op og ned i sengen, mens hun forpustet stammede: ”Mor, mor! Der står nogle mænd ude i haven! De har våben og alt muligt”. Jeg kiggede på Jørgen, der sad stille som en sten, og stirrede ud i luften. Jeg kiggede ud ad vinduet. Der stod de. Hele tyve soldater, fuldt bevæbnet, i deres uniformer og hjelme. De havde omringet huset. Jeg tog Jørgens hånd, som han plejede at tage min, når vi sad ude på trappen. Han så på mig med et bekymret ansigt. Jeg kunne mærke hans pinsel, sitre gennem hele min krop. Jeg rejste mig, og skiftede til min pæneste kjole, redte mit hår, tog en smule makeup på, og gik så ud ad soveværelsesdøren. Mine drenge lå stadig i deres senge, og sov tungt. Jeg kyssede dem blidt på panden. Lille Varinka kom ind til mig. Hun spurgte løst om, hvad jeg skulle, og hvorfor der var soldater udenfor, men jeg svarede ikke, gav hende bare et kys og smilede. Min mand var kommet op, og havde fået morgenkåbe på. Han styrtede efter mig ned ad trappen. Han prøvede grædende at stoppe mig. Han greb mig i armene, rystede mig, råbte, ja, han skabte sig nærmest som et lille barn. Jeg lagde min hånd på hans våde kind, og tyssede på ham. Jeg kiggede ham i øjnene. Jeg ville have sagt farvel, men kunne ikke få mig selv til det. I stedet kyssede jeg ham blidt på munden, og hviskede næsten grådkvalt: ”Jeg elsker dig!”. Mit blik slap hans. Jeg gik ud ad døren med rank ryg og brystkassen stolt skudt frem. Jørgen løb efter mig, men to af soldaterne stoppede ham halvvejs. Hans tårer strømmede ned ad kinderne på ham. Han kæmpede ivrigt imod soldaternes greb. Men måtte til sidst give op, da jeg steg op i vognen. Jeg lod mit blik falde én sidste gang, på min elskede familie. De stod alle sammen i døråbningen nu. Viggo, min yngste, sad på min mands højre arm, mens Varinka og Ivan stod på hver sin side af dem, og grædende vinkede til mig. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage mere. Jeg sendte dem et luftkys, mens de blev opløst af mine tårer, som fyldte mine øjne.

 

Jeg åbner øjnene. Min ene hånd holder om min vielsesring. Jørgen, min elskede, tænker jeg. Mine ben er helt stivnet nu. De føles som to planker, der er klistret på.  

 

Det eneste, der kunne overdøve mine tanker, som fløj rundt i hovedet på mig, var mine fodtrin, der rungede i den lange gang. For få dage siden, havde min dom lydt: ”Monica Wichfeld, Sie sind zum Tode verurteilt”. Zum Tode verurteilt, dømt til døden. Det lyder skræmmende, men jeg havde fået nok af den lille celle. Hver dag kom der tyske soldater, og tjekkede til én; nedstirrende, spyttende, respektløse, nazistiske soldater. Da dørene for anden gang gik op, rejste alle sig i lokalet op. Vagterne stillede mig foran dommerbordet.  Den tyske dommer kiggede på mig nøjagtigt som første gang, han gav mig en dom. Som var jeg en tøjte fra gaden. Jeg havde ingen idé om, hvordan min dom for anden gang skulle lyde. Jeg havde jo allerede forberedt mig på min død; jeg havde skrevet brevene til mine kære derhjemme på godset i Danmark, vasket mig grundigt, så jeg var parat til at se døden i øjnene med den stolthed og smule respekt, jeg stadig havde tilbage, og jeg havde selvfølgelig fundet billeder af mine børn, som jeg havde på mig til det sidste. Men det besvær, havde været til ingen verdens nytte. Min dom var blevet ændret. I stedet for dødsdom, ville jeg blive sendt til en eller anden form for lejr i Polen. ”Auschwitz” hed den. Den tog sig af hvilken som helst form for modstander af Hitler. Unge som gamle. Da dommeren havde talt, blev jeg ført ud i en vogn. Det var vinter, og sneen lå tungt på vejene. Jeg pakkede mig godt ind i mit lasede tæppe, i håb om, at varmen ville forblive ved min side. Bilen kørte langsomt gennem gaderne. Børn, som ellers havde været i gang med deres livs sneboldkamp, løb som gale efter bilen, mens de råbte ord på tysk, jeg ikke kunne forstå. Da vi nåede til udkanten af byen, stoppede de med at løbe, men ordene strømmede stadig ud af deres blå læber som et vandfald. Da bilen var langt nok væk til, at jeg ikke kunne høre dem mere, begyndte tanker og spørgsmål i mit hoved, at baske rundt igen. Hvordan var jeg dog endt her i denne suppedas? Hvorfor mig egentlig? Hvorfor havde jeg gjort, som jeg havde gjort?  Jeg vågnede med et sæt, da vognen stoppede. Jeg havde sovet i flere timer, men jeg var stadig søvnig, som havde jeg ikke sovet i flere dage. Det må være den dårlige seng i den lille celle, som jeg heldigvis var sluppet af med. Det var det eneste jeg kunne tænke på; en god seng, varme og noget ordentlig mad. Men da jeg hoppede ud ad vognen, og langsomt gik ind i lejren, føltes det helt forkert. Auschwitz var ikke en almindelig lejr, det var slet ikke en lejr! Lejre er selskabelige og hyggelige. Det er der, hvor man hygger med sine nærmeste, og synger sange. Dette var langt fra en lejr, dette var en form for menneskelig tortur. De mennesker jeg gik forbi, var ikke kun mennesker, de var nogle små stakler. Tynde, nej, ikke engang tynde, de var magre. De lignede et omvandrende skelet! Øjnene lå hult inde i hovedet på dem, deres fingre var tynde som kviste, ansigtet var indsunket som en rosin, deres arme var jo nærmest spaghetti! De lignede en flok anorektikere samlet på ét sted. Det var et forfærdeligt syn. Jeg, som havde set kollegaer og venner forsvinde for næsetippen af mig, jeg som havde vadet gennem byer med lig liggende på gaderne, havde aldrig følt mig mere utilpas end nu. Nogen af dem kom helt tæt på, og tiggede om mad. De hev mig i tøjet med de sidste kræfter, de havde tilbage. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg smilede høfligt, rystede på hovedet, og gik videre. Soldaterne førte mig ind i en slags ”hytte”. ”Hytten” var grå, skummel, klam og ikke mindst iskold.  Jeg, som troede jeg ville få en varm og bedre seng, var helt og aldeles forkert på den. Sengene var køjer, som knirkede bare man rørte den, og madrassen var bestemt ikke noget at prale af. Dette var langt værre end den lille celle i fængslet.

 

Soldaternes højtrystende stemmer er tæt på nu.

 

Efter et par måneder i lejren, uden mad og drikke, havde jeg mistet meget vægt. Mine hofteben var begyndt at stikke ud af siden på mig, mit ansigt var blevet mere markeret, mine øjne lå dybt i ned i kraniet på mig, tja, det eneste der faktisk så normalt ud, var mine fødder. Hver uge havde jeg været vidne til henrettelser; folk, blev skudt; folk, der tog sit eget liv; folk, der tog i bad, men aldrig kom tilbage. Det var forfærdeligt. Jeg husker en ung mand, sikkert modstander af Hitler, blev ført ind i midten af lejren. Soldater og vagter bad os træde nogle skridt tilbage. De omringede ham, tog deres våben, og sigtede på ham. Han var ikke bange af sig, den knægt, men alligevel kunne man se hans mund bevæge sig. Fader vor. Jeg begyndte at sige med, og lavede korset over mit bryst. Pludselig lød der skud, og den unge mand faldt til jorden som en sten. Han var jo kun et barn…  Jeg havde fået mig en veninde. En rigtig god veninde. Selvom alting så sort ud herinde, fik Maren mig altid i godt humør. Det skøre pigebarn. Jeg kender faktisk ikke hendes historie. Hun ville ikke tale om den, men man kunne se, at hun kæmpede med nogle dæmoner inde i sit kønne lille hoved.  For nogle dage siden, havde vi fået besked på, at vi ville blive flyttet til en anden lejr. Dét var mit snit. Mit snit til at flygte. Mit snit til at få kontakt til mine elskede igen. Det ville blive svært, men jeg måtte gøre et forsøg. Maren var med på idéen. Hun var altså bare en knag!  På vandringen over til den anden lejr, var vi blevet sat op på række to og to. Det var nærmest som i børnehaven, bortset fra ”pædagogerne” her var meget voldsommere. Hvis man ikke gik hurtigt nok, fik man lige et slag med geværets skaft. Lede små mider! Jeg gik ved siden af Maren.  Efter vi havde gået nogle kilometer, hørte vi pludselig kirkens klokker. Jeg løftede hovedet, og smilede bredt. Det betød at byen ikke var så langt væk. Jeg skævede over til Maren, som skævede over til mig. Det var nu. Det var nu vi skulle slå til, hvis det skulle lykkes, at nå ind til byen. Jeg nikkede til Maren, som nikkede tilbage. Hendes skridt blev mindre og mindre, hun sank ned på knæ, prøvede at få vejret, indtil hendes hoved ramte den iskolde sne. Vagterne kom stormende op til os, og skubbede mig til side. Mens de prøvede at få liv i Maren, løb jeg ind mod byen…

 

Alt fra brystet og ned efter er lammet. Jeg kan ikke mærke noget som helst. Min vejrtrækning er også blevet langsommere og tungere. Der er begyndt at komme flimmer for mine øjne. Det er ubehageligt. Jeg ligger mig op ad træet i fosterstilling, og slapper af i den del af min krop, jeg stadig kan bevæge. Tanker, billeder, refleksioner af hele mit liv svæver som spøgelser rundt i mit hoved. Der er et billede af min familie. Det er i vores sommerhus i Sverige. Mine små engle, leger i det frodige grønne græs, mens min mand glad jager dem rundt. De smiler alle fire bredt. Deres latter runger i mit hoved. Mine øjne er ved at glide i, men jeg kæmper imod. Solen bager ned på deres små æblekinder. Nu har han fanget dem, og holder dem alle ind til sig. De kigger på mig, mens de vinker. Jeg smiler, de forsvinder længere og længere væk, og pludselig er alt sort...

 

Monica Wichfeld var en dansk modstandskvinde. Hun døde omkring d. 27. februar 1945. Ingen har fundet hende, eller ved dødsårsagen. May she rest in peace…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...