Forladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2012
  • Opdateret: 13 maj 2012
  • Status: Færdig
En danskstil. Skulle skrive en novelle, hvor en dukke, der lå på en våd sten, midt på en strand, skulle spille en væsentlig rolle.

Johanna er 4år gammel, og bor sammen med sin far, som dagligt banker hende. Hun går ikke i børnehave, da hendes far mener at "hun er for dum til at være sammen med andre børn." En dag tager Johannas far hende med ud på en meget lang kører tur, og Johanna aner ikke hvor hun er, og hendes far nægter at fortælle hvad de skal...

8Likes
11Kommentarer
1164Visninger

1. 1.

 

Bilen kørte alt for hurtigt, Johanna kunne mærke det, men hun turde ikke bede sin far om at sætte farten ned, for hun kunne fornemme at der var noget helt galt. Hun kiggede, besværet, ud af vinduet, som var fyldt med regndråber på ydersiden, fra den tunge regn der i lang tid havde hamret hårdt ned på den røde bil. Hun vidste ikke hvorfor men hun havde en bidende lyst til at græde. Det eneste hun var sikker på i lige det øjeblik var, at græde, det skulle hun i hvert fald ikke, så i stedet for at lade de mange tårer, som hun ihærdigt holdte inde falde ned ad sine kinder, gav hun sig til at knuge sin dukke. For Johanna var det ikke bare en dukke, det var hendes ven, hendes bedste ven, en lille pige, ligesom hende. Dukken forstod hende, hun kunne tale med sin dukke om alt, og hendes største hemmeligheder kunne hun trygt dele med den, for den kunne jo ikke sladre til nogen.

Johanna huskede tydeligt den dag hun havde siddet på sit værelse og snakket med dukken om et mareridt hun tit havde, et mareridt der var uhyggeligt realistisk. ”Jeg drømte det med edderkopperne igen i nat.” havde hun, med lille stemme fortalt sin dukke.”Kæmpe store edderkopper der kommer ind fra alle steder, ind gennem dørsprækken, ind fra det der hul i loftet hvor der også nogle gange kommer regn ind” Hun havde peget op på en revne i det tynde, fugtige træ loft, da der pludselig blev taget hårdt fat i hendes arm. Hun kiggede op og mødte sin fars to grønne øjne, der brændte af raseri. ”Hvem snakker du med!?” ”Dukken.” ”Har jeg ikke fortalt dig..” han blev afbrudt af Johannas skrig for han løftede hende op i armen, og af naturlig reaktion begyndte hun at skrige, fordi det gjorde fandens ondt. ”Hold nu kæft! Har jeg ikke fortalt dig at du ikke skal sidde og snakke med dig selv?! Er du fuldstændig sindssyg? Hvad tror du ikke, vi andre går rundt og tænker om dig, når du sidder og snakker med en dukke? Den er ikke levende tøs! Så fat det dog!” pludselig slap han taget i hendes arm, så hun hårdt bombede mod gulvet. Ja, Johanna kunne tydeligt huske den dag, det var en af de dage hvor hun var endt op med et blåt øje, så hun blev nødt til at blive inde i flere dage fordi der ikke var nogle der måtte se hende i den stand.

”Hvor skal vi hen far?” Tog hun sig endelig mod til at spørger. ”Ud til et hav, skat.” ”Hvor langt skal vi køre, jeg er sulten.” ”Jeg ved det ikke, skat.” Johanna studerede hendes far nøje, og blev overrasket da hun så en tåre på hans tykke kind. ”Græder du?” ”Gu gør jeg ej! Luk nu røven.” Johanna hadede når hendes far gjorde disse skift, hvor hun først var hans skat, og han svarede blidt på hendes spørgsmål, men så, lige pludselig var det hele noget værre lort, han vrissede, og de der grønne øjne, som ellers kunne være så rare, skiftede over og blev til to indgange direkte til helvede. Hun tænkte på sine søskende, hendes store søster, og hendes store bror, som boede et eller andet sted sammen med deres mor, som hun ikke kendte, men som hun alligevel altid savnede. De gange hun havde spurgt ind til sin mor, havde hun ikke fået noget svar, hun vidste ikke andet end at hun boede i England, men det var kun fordi hendes søster havde fortalt hende det dengang hun og broren flyttede. Hun huskede dem ikke særlig godt, men tænkte tit på dem og fantaserede sig til hvordan de mon var: Hun forestillede sig sin søster som en smuk ung kvinde, med langt, lyst hår, og store blå øjne, ligesom sine egne. I hendes forestillinger sang hun sange for hende og deres bror, søsteren tændte bål, og de legede fange leg, byggede huler og legede indianer. Hun så sin bror som en af de søde, åbne drenge, som man ser være så ih så åh så søde mod alt og alle i prinsesse film: Smuk og høj, med mørkt blødt hår, perfekte mandelformede øjne der var grønne, lidt som hendes fars, bare uden arrighed skrevet dybt i dem. Han spillede guitar til søsterens sang, red lange ture på en stor brun hingst, gennem skoven, sammen med hende. Det var altid fantastisk smukt i hendes fantasier, med blomsterenge, høje, uberørte træer, åer og massevis af smukke, små bindingsværkshuse.

Bilen standsede brat midt på en lille grusvej, omgivet af høje brændenælder. Johanna kiggede intenst på sin far, hun havde forventet en forklaring, men manden sad tavs, med hovedet bøjet ned mod rattet. Stilheden fyldte hurtigt den lille bil, stemningen var trykket, og faren blev, stadig tavs, siddende i samme stilling i, hvad der føltes som flere timer. Johannas lyst til at græde var kun blevet værre, og lysten voksede stadig. Hun var bange, og ønskede at hendes mor kunne være der, den mor hun ikke kendte, men som hun så inderligt ønskede sig.

Dukken sad, som et lille barn, på skødet af Johanna. Hun synes at hun kunne se den smile, for den dukke, den var altid glad, og dens glæde kunne altid trøste Johanna. Hun ville ønske at hun kunne være ligeså glad som sin dukke, og altid smile, lige meget hvor surt det hele var. Dukken var ikke bare Johannas bedste ven, det var også den eneste. Der boede ikke ret mange børn i andre af de slidte lejligheder, der boede ganske vist en pige på alder med hende i blokken ved siden af deres, men de få gange Johanna havde forsøgt at komme i kontakt med hende, havde det ikke medført særlig gode resultater. ”Du er altså lidt underlig. Hvorfor går du ikke i børnehave?” Var Johanna blevet spurgt, når hun ihærdigt prøvede at lege med på pigens lege. ”Min far siger at jeg er for dum til at være sammen med andre børn. Jeg tror det er fordi at jeg ikke har gyldent hår ligesom kusine Pia. Min far siger at hun er en ordentlig pige i forhold til mig.” ”Du er altså for underlig.” Og sådan sluttede den samtale, som de få andre samtaler Johanna havde haft med jævnaldrene havde gjort.

”Kom skat.” Hendes far var steget ud af bilen, og stod nu på hendes side og havde åbnet døren. Hun hoppede ud til ham. ”Pas på brændenælderne.” sagde han, og tog hendes lille hånd i sin. ”Far, jeg er altså sulten.” ”Det kan jeg ikke gøre ret meget ved lige nu.”

Det blæste noget så grufuldt, bølgerne, der slog ind på strandkanten tæt ved dem var utroligt høje, og Johannas små gårdsanger sko var gennemblødte, ligesom hendes sokker, hendes fødder var kolde og føltes klistrede af alt det våde. ”Jeg er sikker på mine tær har rosin hud.” Sagde hun, mens hun vippede på sine fødder. Faren svarede hende ikke, han havde været meget stille længe, og hans stilhed irriterede Johanna grænseløst, men hun vidste at hendes far ikke var en mand man skulle spørge for meget ind til, så hun valgte at te sig som om alting var som det plejede at være.

”Jeg kan ikke gå mere far! Jeg er sulten!” Johanna havde ondt i læggene, hendes fødder føltes opløst, hele hendes krop var træt, og hun havde bare lyst til at lægge ned. ”Jeg går lige tilbage for at hente noget i bilen, kan du blive her imens?” ”Kan jeg ikke komme med?” ”Det er for langt at gå for dig, når du allerede har gået så langt. Det går hurtigere når jeg gør det selv.” ”okay.” Svarede Johanna, med lille, sur stemme. Hendes far satte sig på knæ foran hende. ”Du skal ikke være sur. Pas nu på dig selv. Jeg ved godt at jeg ikke er verdens bedste far, men forstå at jeg elsker dig inderst inde.” Han talte med meget seriøs, og fornuftig stemme, og Johanna forstod ikke hvorfor, men alligevel nikkede hun bare. Hun vidste at dette måtte betyde noget særligt, der måtte skulle ske noget, for han havde aldrig før fortalt hende at han elskede hende. Da hun så sin far forsvinde langs stranden, tilbage den vej som de var gået sammen, havde hun en underlig fornemmelse i maven, hun kunne ikke selv sætte ord på hvorfor, mange gange havde hun følt en lignende følelse, men aldrig så slemt, så det gjorde helt ondt som det gjorde nu.

”Tror du han kommer snart?” Johanna kiggede på dukken, som stadig smilte. Johanna følte det underligt, for smilet trøstede hende ikke, som det plejede, i stedet blev hun irriteret over at dukken ikke kunne se det tragiske i at hendes far stadig ikke var kommet. ”Dumme dukke! Du forstår ikke en skid! Altid skal du være så dum og grim!” Johanna tog sin dukke og hamrede den arrigt mod en sten der stod solidt plantet i sandet. Igen, og igen, og igen bankede hun det lille dukke hoved mod stenen, til hun til sidst ikke havde flere kræfter. Hun brød ud i en utrøstelig gråd, hvor hun flere gange undskyldte sin opførsel overfor dukken, pustede den der hvor den ”havde slået sig”. ”Undskyld!” Græd hun, med opløst stemme. Det lange, lyse fehår klistrede fast i snot og tårer på hendes kolde kind, og hun kunne ikke huske at hun nogensinde havde været så ked af det før.

”Er du træt, lille dukke?” Johanna lagde dukken på stenen, og fortalte at nu skulle den sove hvis den var træt. ”Det er okay at tage sig en lur, når man bare er en lille pige.” Selv satte hun sig op af stenen, i det kolde våde sand. Hun havde opgivet at vente på sin far. Der var gået for lang tid, og da skumringen langsomt begyndte, vidste hun at han ikke ville komme tilbage.

Johanna var tæt på at falde i søvn, da hun hørte en dyb, ukendt mande stemme: ”Hej, du, pige!” Johanna kiggede op på manden der stod et stykke væk og råbte til hende. ”Er du helt alene?” Johanna havde rejst sig, og nu stod hun og nikkede, som svar på mandens spørgsmål. ”Du ser sulten ud. Min kone er i gang med at lave mad, og vi bor lige heroppe. Vil du med hjem og have noget at spise?” manden var rykket tættere på Johanna, som så taknemmeligt på ham, mens hun nikkede henrykt. Hun gik med den fremmede, og glemte alt om dukken der lå helt alene på den store sten.

 

Dagen efter kunne man læse i avisen, at en enlig far var fundet død i hans lejlighed på Vesterbro, han havde hængt sig selv. Politiet satte nu jagten ind for at finde hans fireårige datter, men det lykkedes aldrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...