Vores hemmelighed

England i den victorianske æra. Et bryllup skal snart afholdes, og søskendeparret, RIchard og Elizabeth, er lige nervøse for udfaldet af dette møde mellem brud og brudgom.
Elizabeth, der er forførende og ikke bange af sig, bevæger sig mellem afgrunden af forfald og en lys fremtid med en husbond, der vil gøre hende ret. Men da hun møder sin broders kommende hustru og hendes familie, bryder helvede løs. Skal hun fortælle om sin hemmelige kærlighed, og ødelægge broderens bryllup, eller holde det for sig selv og blive giftet bort til en mand, hun aldrig har mødt før, og lade sin barndomskærlighed stå som tilskuer til hendes falske ægteskab?

4Likes
11Kommentarer
935Visninger
AA

4. Uventet drejning

”Hvad kan du lide at lave?” Celia så på Elizabeth over glassets kant. Hun misundte Elizabeths tykke mørke hår og de lange øjenvipper. Kjolen misundte hun også, selvom hun kunne få en præcis magen til, hvis hun ønskede det.

”Hvad mener du?”

Celia lagde nakken tilbage og lo, hvorefter hun så på Elizabeth med opgivende sødme. ”Det jeg siger, fjolle.”

Elizabeth nippede til den søde vin, der boblede i hendes glas, mens hun tænkte sig godt om. Alt kunne meget vel falde på gulvet nu, men det kunne også gå den anden vej.

”Jeg elsker baller,” sagde hun endelig og sukkede drømmende. ”Især maskeballer. Alle de smukke masker og kjoler, og muligheden for at være en anden. Og musikken!” Elizabeth knugede sin glas ind til brystet og lukkede sine øjne. ”Ligesom nu. Jeg elsker at danse og give mig hen til en anden kraft, jeg ikke selv kan beherske.”

Celia kunne let genkende, hvad hun mente. Der var noget oplivende ved sådanne maskeballer, selvom hun ikke havde været til særligt mange.

”Men hvad med dig, Celia?” Elizabeth så på englen og stillede sig næsten lige så tæt på hende, som hun havde stået med Louis tidligere på aftenen. Hvor var han egentlig henne? ”Har du noget, der giver dig så stor nydelse, at det burde være forbudt? Ligesom et bal.”

Musikken stoppede kort og lagde nu op til en klassisk fællesdans. Her kom Richard, George og resten af familien Valenti hen til de to kvinder, der stadig stod og så på hinanden. Richard rømmede sig, og der gik lang tid, før Celia reagerede på hans kald.

”Ja?” Al generthed og sky førstehåndsindtryk var forsvundet, og hun mødte tappert hans blik. Richard, den klodsede dreng, bukkede en smule og spurgte, om han måtte få denne dans. Celia så første på sine forældre, der opmuntrende nikkede, og derefter Elizabeth, hvis ansigtsudtryk ikke var til at læse. Hun tog Richards hånd og blev ført ud i dansen.

”Hvad med Dem, frøken Valenti? Er der mulighed for at få denne dans?” Elizabeth drejede en halv omgang og så på Mathéos åbne hånd med blandede følelser. Ude på gulvet var Richard i fuld gang med at charmere Celia, så hvorfor ikke selv give efter for fristelsen?

”De kan få alle de danse, De vil have,” svarede Elizabeth og tog Mathéos hånd. Elizabeth blev ført ind i den endeløse kædedans og blev svunget fra partner til partner, lige indtil hun endte hos Mathéo igen. Han er da en nydelig ung mand, ville hendes moder have sagt. Og det var han – så sandelig. Oprigtige øjne, hvori det var muligt at se, hvad der var løgn og sandhed. Håret, der nåede ham til skuldrene, så forbløffende blødt ud, og Elizabeth havde lyst til at lade sine fingre løbe gennem det.

”Hvad siger De, frøken Valenti? Er min søster et godt parti for Deres broder?” Al den formelle snak var til at blive svimmel af, men man måtte lege med for at overleve i de sociale kredse.

”Åh, jeg ved ikke, hr. Lavelle. Jeg kender endnu ikke Deres søster så godt, men hun lader til at kende sin plads.”

Mathéo slog forbavset øjnene op og måtte tage til takke med at se Elizabeths triumferende smil i en rum tid, før de atter mødtes.

”Sin plads, siger De. Hvad mener De helt præcist med det?” Hans hånd lukkede sig om Elizabeths, og han slugte grådigt hendes blik, som de dansede rundt om hinanden. Omgivelserne flød sammen til en kæmpe pærevælling af farver og lyde, der ikke var til at skille fra hinanden.

”Misforstå mig ikke, Lavelle. Deres søster virker som et godt menneske, og hun vil være min broder en god hustru.”

”Hvad med Dem selv?” Musikken stoppede, og de stod overfor hinanden med få centimeters afstand. ”Nogen bejlere, jeg skal konkurrere imod?”

”Ha!” Elizabeth slog sin mest forførende latter op og forlod dansegulvet, så andre par kunne komme til. Så let det efterhånden blev. Man behøvede blot modsige dem, føre dem rundt på gulvet til de ikke kunne mere, og dernæst ville de gøre alt for at få hendes opmærksomhed. Og Mathéo var tydeligvis ikke ny i legen.

Han forfulgte Elizabeths mosgrønne kjole langt gennem den store balsal, indtil hun endelig stoppede foran et af vinduerne og betragtede udsigten. Måske var det ikke helt skyfrit, men de skyer, som var, var ikke andet end røg på himlen, og månens lys blev ikke distraheret af deres væsner. Den fik lov til at skinne alt, hvad den kunne, og Elizabeth ønskede sig derud.

”Sig mig, frøken Valenti – ” Mathéo stod med kroppen vendt mod de dansende, men hans ansigt så ikke andre veje end på Elizabeth. ”Er der andre bejlere, De finder mere passende? Hvis det er tilfældet, vil jeg da trække mig og ikke genere Dem yderligere.”

Det var ikke muligt at sige, der ikke var én bejler, men Elizabeth vidste ikke om den, der stod hendes hjerte nærmest, overhovedet ville have hende. Eller rettere; kunne få hende. Lyst spillede ingen stor rolle.

Kærlighed og begær var ord, man måtte opsøge i ly af mørket og skygger, langt væk fra familiens og samfundets glubske øjne, der åd alle rygter med hud og hår. Kun i hemmelighed kunne man opsøge det, kroppen begærede. Men kun i drømmene kunne man det og nyde det uden fordomme.

”Mathéo Lavelle.” Elizabeth smagte på hans navn. Celia Lavelle. Alexander Lavelle. Det var udsøgt smukke navne, der gjorde deres udseende retfærdighed. ”Jovist har jeg bejlere, men ingen har endnu haft modet til at stå ved det og opsøge gevinsten.”

Her midt i menneskemylderet var de så usynlige som to spøgelser. Få øjne beskuede deres intime samtale, men der var kun to, der forstod det.

”Kom.” Mathéo tog Elizabeths hånd og sammen søgte de natten.

 

***

 

Haven og al jorden, der tilhørte Elizabeths palæ, var uden ende. Gik man længe nok, ville man nå havet. Det uendelige blå, der gemte skjulte skatte.

Elizabeth havde hørt mange historier om det som barn, og drømmen om en verden under havet var vidunderlig smuk. Ikke nok med at drømme og fantasere om en anden virkelig, fortalte hun Mathéo om det. Hans drømme eller fantasier var muligvis ikke lig hendes, men hun måtte bare tale med nogen om det.

”Forestil Dem, at De bor under havet og ser solen gennem en mur af vand. Og hvilke vidunderlige væsner, der ikke gemmer sig dernede.” Elizabeth sukkede dybt, men tog det i sig igen. Mathéo ville nok aldrig forstå det.

”Det eneste, jeg kan forestille mig, Elizabeth Valenti, er Dem ved min side resten af mine dage.” Mathéo stoppede og lagde sine hænder på Elizabeths skuldre. Hun turde ikke møde hans blik, og så i stedet på hans bryst, der roligt hævede og sænkede sig.

”Jeg ved, at vi kun har snakket denne aften, men jeg vil lære Dem at kende og vil have, at De lærer mig at kende. Elizabeth, jeg er betaget af Deres skønhed og klogskab. De forstår at holde en mand i skak, og siger De ja til mig en dag, vil jeg betragte mig som verdens lykkeligste mand.”

”Men…”

”Sig ikke noget. Lad mig gå med drømmen.” Og med det lænede Mathéo sig mod Elizabeth og kyssede hende på kinden. Det var farligt, kunne hun mærke. Slet ikke som med Louis. Dette kunne ende galt – og hun havde selv ført det hertil.

Elizabeth blev efterladt i skyggen af et træ, og hun frøs meget. Det var ikke koldt udenfor, nej, det var indeni. Hendes hjerte og indre var frosset til is.

Så hun begyndte at gå. Der var ingen præmie, når hun endelig nåede, hvad end hun søgte. Gåturen mod havet var lang og ensom, men det gav Elizabeth mulighed for at få klaret sit hoved. Hun havde drukket for meget vin, og det hele var lidt sløret.

Først Louis, dernæst Mathéo, som hun næsten ikke kendte. Og nu…

”Elizabeth! Vent!”

Celia?

Elizabeth vendte sig om og så den blege rosa kjole skære gennem nattemørket. Månens lys faldt på Celia, og hun lignede mere end nogensinde en engel, der var havnet på jorden ved et uheld.

”Hvad laver du?” spurgte Elizabeth en smule muggent. ”Hvor er Richard?”

Man kunne høre, at Celia havde løbet. Hendes vejrtrækning var gispende, og små lyserøde pletter prydede hendes ellers perlemorshvide kinder.

”Han… snakker med… Mathéo. Jeg tænkte nok… at du var… alene.”

Guderne måtte vide, hvordan det lykkedes Celia altid at lyde så perfekt uskyldig.

”Må jeg gå med?”

Elizabeth nikkede og mumlede et lille naturligvis, før hun atter satte i rolig gang mod havet, der nu kunne høres. De nåede vandet inden længe, og Celia gispede af ærefrygt. Det var meget smukt.

Månen hang lavt på himlen og rundt om den glimtede små stjerner, der kun kunne drømme om at blive lige så store og smukke som den. Havet flød som tjære i rolige bevægelser. Helt inde ved vandkanten lå gråligt skum og dækkede smukke muslingeskaller og andre fund fra havbunden. Det var næsten synd for dem, men sådan måtte det nu engang være.

De to unge kvinder gik lidt frem og tilbage nede ved vandkanten uden at tale sammen. Men det var ikke akavet stilhed. Naturen talte nok for dem begge to. De behøvede ikke sige noget.

Først på tilbageturen åbnede kvinderne mundene og talte sammen. Om bekymringen ved at gifte sig. For Celia gjaldt det, at hun var bange for, at Richard ikke brød sig om hende. For Elizabeth var hun bange for Mathéo, fordi han var direkte frygtindgydende. Der var ikke andre ord for det. Til at begynde med havde deres lille ordudveksling forekommet hende komplet harmløs, men efter det stunt, han lavede med at bringe hende herud – det eneste sted, hun nogensinde havde følt sig sikker og i fred – havde rystet hende i hendes grundvold.

”Han er god nok på bunden,” beroligede Celia Elizabeth. ”Man skal blot lære ham bedre at kende.”

”Det er ikke så ligetil,” mumlede Elizabeth og så mod himlen.

Celia stoppede, og der gik lidt tid, før Elizabeth bemærkede det. Hun vendte sig om og spurgte, hvad der var i vejen. Det var der, Elizabeths verden blev vendt på hovedet.

Den uskyldsrene blåøjede Celia stormede hen til Elizabeth, greb hende om hovedet og pressede sine læber mod hendes. Elizabeth vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Besvare kysset?

Det mærkelige ved situationen var, at det ikke føltes forkert. Elizabeth lagde sine arme om Celias liv, og der blev de stående. Længe. Holdt om hinanden. Lærte hinanden at kende uden at tale. Celia skilte sine læber ad, og Elizabeth sugede hendes ynde og friske liv til sig. Det, der forhen havde været rent, var nu forpurret af Elizabeths deltagen. Men hun kunne ikke lade være. Celias hud var blød som rosenblade, og hendes lyse øjenvipper strejede hendes kinder. De små hår stod op på hendes arme. Sådan her havde hun aldrig prøvet det før. De fløj væk fra hinanden, da en velkendt stemme løb hen over landskabet.

”LIZZIE!”

”George!” Elizabeth gispede og holdt sig for munden, mens hun så med opspillede øjne på Celia, der ligesom hende så forskrækket ud. ”Jeg…”

Celia nikkede og lod Elizabeth gå.

På vej væk fra englen, turde Elizabeth ikke tro, at det rent faktisk var sket. Hendes læber var stadig varme. Det havde ikke været en drøm. Tænk at noget så forkert og forbudt kunne varme én helt indeni. Ikke underligt at der ikke blev set med milde øjne på den slags ting.

Begæret var skamløst. Forkert. Forbudt.

Men hun ville have mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...