Vores hemmelighed

England i den victorianske æra. Et bryllup skal snart afholdes, og søskendeparret, RIchard og Elizabeth, er lige nervøse for udfaldet af dette møde mellem brud og brudgom.
Elizabeth, der er forførende og ikke bange af sig, bevæger sig mellem afgrunden af forfald og en lys fremtid med en husbond, der vil gøre hende ret. Men da hun møder sin broders kommende hustru og hendes familie, bryder helvede løs. Skal hun fortælle om sin hemmelige kærlighed, og ødelægge broderens bryllup, eller holde det for sig selv og blive giftet bort til en mand, hun aldrig har mødt før, og lade sin barndomskærlighed stå som tilskuer til hendes falske ægteskab?

4Likes
11Kommentarer
944Visninger
AA

5. Ingen vej tilbage

George Valenti var yderst tilfreds resten af den måned. Hans fest havde været en succes, og det lod til, at hans søn, Richard, var tilfreds med den kvinde, han havde fundet til ham.

Elizabeth var dog en helt anden sag. Hun var aldrig til at finde nogen steder på palæet og hver gang, han så et glimt af hende, forsvandt hun hurtigt.

Familien Lavelle havde fået husly hos Valenti i nogen tid, så det unge brudepar rigtigt kunne lære hinanden bedre at kende.

Hvad forældrene dog ikke vidste, var, at Celia ikke blev der for Richards skyld. Hun søgte selskab blandt egne rækker, men det virkede ikke til, at den, hun gerne ville i kontakt med, ville have hende. Hun syntes bestemt godt om Richard; han var sød, tog sig godt af hende, og det virkede som om, at han godt kunne lide hende. Men hun fandt han ikke interessant. Pirrende eller ny.

Efter den aften i haven med Elizabeth… noget i hende var vågnet. Følelsen var fremmed for hende, men hun var bestemt ikke bange for at give efter.

Bare tanken varmede om hendes hjerte – det var lidt som om, nogen holdt stramt om hendes hjerte, hver gang hun tænkte på Elizabeth.

Familien Valentis palæ var stort nok til, at man kunne blive væk. Der var mulighed for, at man kunne være alene og tænke i fred og ro uden at blive forstyrret. Celia elskede det herude. Haven, der beskyttede palæet var enorm, og der duftede altid sødt af alverdens blomster.

Hun havde gået mange ture derude med Richard, og hun følte virkelig, at de klikkede godt sammen. Det eneste, der manglede, var den fysiske magi. Hun følte sig ikke tiltrukket af hans krop. Hun så ikke efter ham, når han gik. Ikke på samme måde, som når Elizabeth gik.

Hendes hofters bløde vuggen, og den måde kjolen svøb omkring hendes krop var i sandhed et kunstværk. Og hun kunne ikke selv se det.

Kvinderne havde ikke haft megen tid til at snakke efter hændelsen den aften. Hvad var der også at sige til det?

Celia skulle giftes med Elizabeths broder, og det sømmede sig ikke for kvinder på den måde at… søge hinandens selskab. Selvom deres forhold ikke var velsignet af Gud, gjorde det så deres følelser mere forkerte?

Den efterfølgende dag havde skyerne lagt sig tungt over dalen, og både familien Valenti og Lavelle befandt sig inden døre. Forældrene talte som de eneste godt sammen. Celia og Richard følte sig på sin vis tvunget til at tale sammen; Mathéo og Alexander holdt sig lidt for sig selv, og kun Elizabeth vidste, hvem hun var sammen med.

Den dag søgte Celia hende i alle gange og alle værelser. Hun spurgte endda Richard og George, om de havde set hende, men alle sagde nej.

Først hen mod aftenen hørte hun noget. Hun havde aldrig været i denne del af palæet før. Det var nede mod tjenernes område. En lille gang skilte sig ud fra de andre, men den så ikke ud af noget særligt. For enden bevogtede en kedelig lille dør hemmeligheden. Skammen.

Celia var fristet til at se hvilke hemmeligheder, der gemte sig bag døren. Hun havde end ikke behøvet se derind. Hun kunne høre det.

Elizabeth kaldte et navn, der ikke var hendes. Elizabeths stemme døde i ekstase og stønnen, og Celia hørte den gentagne banken mod væggen, som stod en med et boldtræ. Hun faldt på knæ foran døren og så ind gennem nøglehullet.

Og dér var de – Elizabeth og tjeneren. Nøgne. I deres egen verden. Med øjnene kun for hinanden. De rørte hinanden. Celia lukkede øjnene. Det måtte bare ikke ske! Hvis hun glemte alt om det, havde det ikke fundet sted.

Hvor naiv havde hun ikke været?! Celia knyttede hænderne på vej mod sit værelse og skændte på sig selv resten af dagen. Hun fandt ikke hvile. Og middagen var ikke meget bedre.

Hun blev tvunget til at se Elizabeth sidde på den anden side, og hun blev betjent af den tjener, der få timer forinden havde rørt hendes elskede. Midt i middagen måtte Celia undskylde og forlade bordet. Hun kunne ikke klare det mere.

 

***

 

Det bankede på døren. Var det Richard, var Celia der ikke. Var det Mathéo, var Celia der ikke. Alexander eller Cassandra ville hun måske lukke ind, men Elizabeth – under ingen omstændigheder! Efter alt det, hun havde gjort med den… den…!

Ord kunne ikke beskrive, hvor ondt det gjorde indeni. Hvis bare hendes hjerte var revet ud i stedet. Trodsigt kom hun op at stå og gik hen til døren.

”Hvem der?” Hendes stemme isnede gennem døren, og der blev ikke svaret lige med det samme. Celia fornemmede, at det var Elizabeth – hvem skulle det ellers være?

”Må jeg komme ind, Celia?” Rigtig gættet.

”Hvorfor skulle jeg lukke dig ind?”

Englen var ikke længere lige så uskyldsren, som da Elizabeth første gang havde mødt hende. Det var synd og skam, men hun havde kun sig selv at skyde skylden på.

Hun havde selv været med til at ændre englen. Man skal ikke røre deres vinger; sker det kommer de aldrig op at flyve igen.

”Jeg vil bare tale med dig.”

Celia Lavelle gik væk fra døren og holdt sig fra den i lang tid. Hun troede, at Elizabeth ville gå – lade hende være i fred, men hun tog fejl. Efter godt og vel en time stod hun der endnu.

”Hvorfor går du ikke?” spurgte Celia.

”Fordi jeg ikke har talt med dig. Jeg går ikke, før du åbner døren.”

Rollerne var byttet om. Celia stod med esserne og kunne gøre, som hun ville. Der var ingen til at hindre hende i at lukke Elizabeth ind, men hun vidste, at hun ikke ville holde.

Nøglen sad i låsen. Hun skulle bare dreje den en enkelt omgang. Sværere var det ikke.

Hun lagde hånden på den kolde nøgle. Kort efter hørte hun det lille klik. Der var åbent. Elizabeth gav hende ekstra tid. Hvorfor? Hvorfor ikke bare få det overstået?

Celia gik hen til vinduet og så ud på regnen. Der var ild i pejsen, så der var bestemt ikke koldt i hendes kammer. Døren gik op, og hun lukkede sine øjne.

Elizabeth forblev tavs, men Celia kunne høre, at hun gik. Hun var derinde. Hun var tæt på.

”Jeg formoder, du ved om Louis og jeg.”

Hun nikkede, og Elizabeth sukkede. Selvom hun ikke skammede sig over sin opførsel med Louis, var det ikke rart, at Celia vidste det. Hun havde håbet at holde det hemmeligt.

”Er der andre…”

Celia rystede på hovedet og vendte sig om. Elizabeth stod mellem pejsen og sengen og så på hende med bedrøvet blik.

”Så…”

”Jeg vil ikke fortælle de andre om det.” Ikke nok med at hendes uskyldige jomfruopførsel var forsvundet, så forstod hun også at spille kortene rigtigt. Elizabeth ville ønske, at det i haven aldrig var sket. Havde det aldrig fundet sted, kunne hun og Celia have været gode veninder.

”Tak.”

Hvis Elizabeth havde troet, at hun slap så let, kunne hun godt tro om.

”Hvordan var det?” Celia kom gående imod hende. Hun var klædt i en lys natkjole, der komplimenterede hendes yndige krop. Hendes hår faldt let over hendes skuldre, og hun gik sikkert mod Elizabeth.

”Hvad?”

”Prøv ikke at forgive, at du ikke forstår mig spørgsmål, Valenti!” Celia lagde en hånd på Elizabeths kind og så hende dybt i øjnene. ”Hvordan rørte han dig?”

Elizabeth så mod gulvet og fugtede sine læber. ”Vis mig. Lær mig. Lad mig gøre, hvad han gjorde.”

Udenfor brød et lyn himlen i to, og kvinderne faldt ned i afgrunden.

Elizabeth tog imod Celias kærtegn, og de fandt hinanden i nattens skygger. Ilden knitrede i pejsen, og regnen faldt i tunge striber på vinduet.

Hvis nogen så dem, lagde de aldrig mærke til det. Celia opdagede en ny verden; en ny del af sig selv. En anden form for nydelse.

 

***

 

Næste morgen betragtede Celia Elizabeth. Hendes uforglemmelige skønhed. Det mørke hår lå spredt ud over puden, og Celia snoede en lok mellem sine fingre. Nu havde hun hende. De havde haft noget, Louis ikke kunne give hende. Det havde de! Celia vred sit ansigt i en sørgmodig grimasse og rejste sig fra sengen. Deres natkjoler lå på gulvet. Ilden i pejsen var slukket, og morgenhimlen blev belyst af solen. Revnen, som lynet havde forsaget, kunne ikke ses. Såret var lappet sammen.

Celia smilede til sit spejlbillede. Hendes kinder glødede tilfredst. Hun havde nu set kærligheden i al dens fantastiske glans, og hun ville ikke give slip.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...