Vores hemmelighed

England i den victorianske æra. Et bryllup skal snart afholdes, og søskendeparret, RIchard og Elizabeth, er lige nervøse for udfaldet af dette møde mellem brud og brudgom.
Elizabeth, der er forførende og ikke bange af sig, bevæger sig mellem afgrunden af forfald og en lys fremtid med en husbond, der vil gøre hende ret. Men da hun møder sin broders kommende hustru og hendes familie, bryder helvede løs. Skal hun fortælle om sin hemmelige kærlighed, og ødelægge broderens bryllup, eller holde det for sig selv og blive giftet bort til en mand, hun aldrig har mødt før, og lade sin barndomskærlighed stå som tilskuer til hendes falske ægteskab?

4Likes
11Kommentarer
943Visninger
AA

6. Gensyn

Fem år senere vendte Elizabeth tilbage til sit barndomspalæ. Det var ikke med sorg i hjertet, nej. Spænding og sorg fyldte hendes bryst, og hun var på bristepunktet. I det forgangne år havde hun mistet sin husbond, og måtte tage afsked med alle sine ejendele og sin bolig. Nu stod hun alene; enke og endnu i sin bedste alder.

Drømmenes tydelige væsner havde bragt hende tilbage til palæet, hvor hendes storebroder nu boede med sin hustru, der efter sigende ventede sig. Elizabeth var på én gang glad på deres vegne, men hun misundte dem deres lykke. Hun havde kun fået tildelt fem år, der ikke engang havde været lykkelige. De var fyldt med skænderier, ødelæggelse af ejendele og vold. Hendes krop var endnu mærket, men sårene på hendes hjerte helede, da hun modtog beskeden om sin husbonds død. Nu kunne han aldrig gøre hende ondt igen. Misundelsen over hans fred sved.

Palæet lignede nu sig selv. Den store hvide facade og det grønne græs, der strakte sig så langt, øjet kunne se. Himlen denne dag var blå, og en gavmild sol tilsmilede Elizabeth, der kom i en lejet drosche – hun havde været nødt til at sælge sin egen, da pengene var trange.

Richard kom hende smilende i møde. Han havde anlagt sig skæg, og den drengede attitude var forsvundet. Faderen død havde tæret hårdt på ham, og Elizabeth havde ikke været der til at hjælpe og støtte ham gennem den svære tid. Nu måtte hun tage til takke at se resultatet af fem hårde år.

En voksen mand var født. En mand, der kunne tage varer på sig selv og sin familie, der snart blev forøget med en ny sjæl.

”Kære søster!” hilste han og trak Elizabeth ind i en varm velkomst. ”Du har slet ikke forandret dig. Hvordan går det?” Spørgsmålet bragte den sædvanlige storebroder tilbage i ham – bekymringen for sin lillesøsters ve og vel havde altid ligget Richard tungt på sinde.

”Jeg klarer mig, Richard. Men – jeg har intet sted at bo. Jeg har været nødt til at sælge alle mine ejendele og mit hjem, så jeg står, som jeg er.” De tog hinanden i øjenhøjde, og Richard nikkede medlidende. Han kunne sagtens forestille sig hvilke rædsler, Elizabeth ikke havde været igennem. Han havde ofte talt med Mathéo, og de havde været på jagt sammen, og der blev ikke talt meget om Elizabeth. Næsten aldrig.

Elizabeth kunne ikke vide, om hun nogensinde havde gjort noget forkert eller sagt noget, der havde bragt Mathéos vrede ned over sig. Der var kun én hændelse, hun kunne komme i tanke om, men hvis han havde vidst noget om det, hvorfor så ægte hende? Hun var skændet for livet og alligevel tog han hendes hånd.

Det eneste, Elizabeth så som værende muligt, var hævn fra Mathéos side. Hun kunne have knust hans hjerte, og hævnen var at se sin søster lide.

”Hvor er din kære hustru?” spurgte Elizabeth så henkastet som muligt. ”Jeg har hørt så meget om jer begge og vil gerne se for mig selv, om rygterne taler sandt.”

Det var i dét øjeblik, at Richards øjne lyste med lidenskab, og han nikkede ivrigt og løb af sted for at finde sin hustru.

Elizabeth blev efterladt alene i balsalen, der denne dag var oplyst af dagslyset. Salen så ikke ud af noget særligt, når den stod bar uden al sin sædvanlige prompt og pragt.

”Jamen er det ikke Elizabeth Lavelle? Den forsvundne datter er vendt tilbage fra de døde.”

Elizabeth behøvede end ikke vende sig for at se, hvem der talte til hende. Hun ville genkende den stemme i blinde. Den eneste stemme, der altid havde været hende tro og trøstet hende.

”Louis. Stadig en simpel tjener.”

Louis bukkede med stort smil og sagde; ”Som De kan se.” Han hævede et øjenbryn og lod sit blik løbe op og ned ad hendes krop adskillige gange. ”Jeg ser, at De kommer uden husbond. Jeg har godt hørt nyheden men havde troet, at De allerede havde giftet Dem igen.”

”Næste gang jeg gifter mig, skal det være med den rette.”

”Javel.”

Der var stadig noget. Elizabeth kunne mærke det. Det kildede i hendes bryst, hver gang Louis og hun fik øjenkontakt, og hun kunne lide den måde, hvorpå han betragtede hende.

”Elizabeth – Celia.”

Englen så lige så guddommelig ud som normalt. Hendes kinder lyste let rosa, det hvide hår hang slapt ned over hendes skuldre, og hendes porcelænsansigt krakelerede i et smil, da hun så Elizabeth. Gnisten sås med det samme i hendes øjne. De huskede begge den aften i hendes kammer.

”Elizabeth!” Celia løb hende i møde og omfavnede hende varmt. Der var intet unormalt i at have savnet sin søster.

”Lad mig give jer lidt privatliv – I har uden tvivl meget at indhente.” Richard havde ingen anelse overhovedet. End ikke i hans fantasi havde han forestillet sig, at der nogensinde var foregået noget med hans søster og hustru. Så han tog Louis med sig ud af spejlsalen og efterlod kvinderne til sig selv.

De trak sig væk fra hinanden, og Elizabeth så med det samme den let rundede mave.

”Tillykke,” sagde Elizabeth med hjertet, og Celia holdt sig om maven med et smil.

”Mange tak. Jeg håber, at denne bliver indtil dens tid kommer – de andre forlod mig før tid.” Et skær af sorg løb over hendes fine træk, og hun vendte den anden kind til Elizabeth, hvorefter hun gik hen til vinduet.

”Det gør mig ondt.”

”Det gør ikke noget,” svarede Celia afværgende med en hovedrysten. ”Jeg har stadig ham her.”

”Jeg tænkte også på Mathéo. Du nåede aldrig at sige farvel.”

Ude på plænen kom Richard og Louis til syne. Richard vendte sig mod vinduerne og vinkede ivrigt til Celia, der mut vinkede tilbage.

”Jeg brød mig nu aldrig særligt meget om ham. Jeg håber ikke, at han gjorde dig ondt.”

Elizabeth rystede på hovedet. Hans slag og skældsord var for længst glemt, nu da hun var hjemme, hvor hun retmæssigt hørte til.

Efter nogen tids snak frem og tilbage om ingenting, brød Celia endelig isen.

”Richard holder ikke om mig mere. Ikke når jeg er med barn. Han er bange for, at han er skyld i, at de andre kom for tidligt.”

Hvad skulle man sige til det?

Der blev helt stille i balsalen. De to kvinder, der ikke var beslægtede af blod, så lidt på hinanden. Elizabeth trak vejret uregelmæssigt, sænkede stemmen og sagde; ”Jeg har intet hjem. Hvis jeg må, bliver jeg gerne boende. Så kan vi indhente den forsømte tid.”

Englen græd. Elizabeth ville samle hendes diamanttårer op og gemme dem for evigt, men i stedet tørrede hun dem væk med sin tommelfinger og holdt Celia på kinderne.

”Jeg har savnet dig mere, end du aner, Liz. Lige siden den nat har jeg kun set dit ansigt. Hver gang Richard rørte mig, var det dig, jeg så. Ingen andre.”

Såret blev revet op på ny. Elizabeths hjerte blødte. Udenfor gik Louis uvidende om dette, ligesom Mathéo havde været uvidende om det. Turde hun tage chancen?

Elizabeth forlod Celia i balsalen. Ikke med et kram. Ikke med et kys. End ikke et blik. Kun en tanke om bedre tider, hvor hun ikke behøvede at gemme sig. En tid, hvor Celias kærlighed ikke var forbudt, og hvor Elizabeth ikke behøvede at vælge mellem to, der ikke var ment for hende.

Det forbudte var muligvis det mest fristende og spændende. Men det var også det mest smertefulde.

Det vidste hun nu.

Spejlet i hendes gamle værelse stod der endnu. Ligesom hun havde forladt det. Selv billedet deri lignede sig selv. Øjnene var det eneste, hun ikke kunne genkende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...