Vores hemmelighed

England i den victorianske æra. Et bryllup skal snart afholdes, og søskendeparret, RIchard og Elizabeth, er lige nervøse for udfaldet af dette møde mellem brud og brudgom.
Elizabeth, der er forførende og ikke bange af sig, bevæger sig mellem afgrunden af forfald og en lys fremtid med en husbond, der vil gøre hende ret. Men da hun møder sin broders kommende hustru og hendes familie, bryder helvede løs. Skal hun fortælle om sin hemmelige kærlighed, og ødelægge broderens bryllup, eller holde det for sig selv og blive giftet bort til en mand, hun aldrig har mødt før, og lade sin barndomskærlighed stå som tilskuer til hendes falske ægteskab?

4Likes
11Kommentarer
930Visninger
AA

2. Foran spejlet

Stående foran spejlet slog det hende pludselig, at hun var nervøs. Ikke så meget for selve festen – dem tog hun, som de kom. Næh, det var hendes broders forlovede, der gjorde hende nervøs. Ingen havde set hende (sådan var traditionen), men man sagde, at hun lignede en engel.

Elizabeth tog en dyb vejtrækning, mens hun førte sine hænder rundt på kjolens mørkegrønne stof. Halsen var tilpas nedringet og lige ved kavalergangen hang moderens halskæde. Denne aften var hendes hår blevet krøllet og sat op med løs hånd. Enkelte totter faldt ned og rammede hendes runde hoved ind. Øjnene var mørke ligesom faderens, og håret var lige så mørkt som natten. Elizabeth havde aldrig været glad for sine fortænder, der var lidt større end resten, men hun havde vænnet sig til dem, og nu syntes hun, at de var med til at forbedre sit ansigts glans.

Det bankede på døren, og hun måtte med bedrøvede skridt forlade sin vante plads foran spejlet.

”Hvem er det?”

”Richard – luk mig ind, Liz.”

Selvom Richard ikke så det, himmelvendte Elizabeth sine øjne men åbnede døren, så hendes fem år ældre broder kunne komme ind. Det var ham, der skulle stå ansigt til ansigt med den kvinde, han skulle leve resten af sit liv med denne aften, og det kunne man tydeligt se på ham. Hans ansigt var ligblegt og næsten usynlige svedperler gjorde hans pande fugtig at se på.

”Broder, hvad sker der?” spurgte Elizabeth bekymret og fik dirigeret ham hen til en stol, hvor han kunne sidde. Som hun havde set sin moder gøre det, skyndte hun sig hen til karaflen, der stod på et fint lille egetræsbord og skænkede broderen lidt at drikke – noget hans nerver kunne falde ned på.

”Hvad tror du, der sker, Liz?” svarede Richard med olm latter. ”Inden længe skal jeg… møde en kvinde, jeg aldrig har set før i mit liv, og høre, om hun vil ægte mig.”

Sarkasmen dryppede fra hans simple ord, og han rystede gentagne gange på hovedet.

”Du aner ikke hvor heldig, du er, Liz.” Han tog imod glasset med begge hænder, der rystede som bar i helvede, og tømte indholdet i én slurk. ”Du kan frit vælge mellem alverdens mænd, hvorimod jeg – ja, jeg må tage til takke med det, fader har fundet til mig.”

Her vendte han sig om på stolen og så indtrængende på sin søster, der ikke kunne undgå at føle sig ubehageligt til mode over hans stirren. Det var trods alt ikke hver dag, at han var i sådan et humør.

”Hvad nu, hvis hun ikke kan lide mig? Hvad gør jeg så? Prøver at overbevise hende om, at hun skal ægte mig, for hvem ved, hvem hendes fader ellers kunne sætte hende sammen med.”

Elizabeth tog tavst glasset ud af Richards svedige hænder og fyldte det op på ny. I spejlet så hun på ham; vurderede ham fra top til tå. Hvad var der ikke at elske ved ham? Tænkte hun indvendigt.

Han var muligvis ingen gud at udseende, men hans milde øjne og det selvsikre smil, samt en smuk fysik, der havde nedlagt mange dyr på jagt og en vittig klogskab, der altid kom ham til gode, når de var ude – ja, hvad havde han ikke?

En kvinde, der var hans lig modstander og som var smuk nok til at kunne stå ved hans side.

”Folk har talt meget om jeres bryllup, Richard,” sagde Elizabeth med et pålagt suk, da hun vendte sig om for at stå ansigt til ansigt med sin broder, der endnu sad i den stol, hun havde tvunget ham i. ”Man siger, at denne Celia ikke er noget dårligt parti.”

”Du taler om hende, som var hun et dyr, Liz.”

Her måtte Elizabeth slå i bordet. Hun var træt af altid at skulle stå til ansvar for sin opdragelse og direkte forsvare sig for broderens borende bemærkninger.

”Jeg må ikke tale om hende, som var hun et dyr, men det må resten af dette land godt om mig?” Hun hævede bebrejdende et øjenbryn, og så Richard krybe i stolen. ”Jeg er udmærket klar over, at størstedelen af dette land ikke ser kvinder som andet end salgsgenstande, der kun skal betragtes – aldrig tales med, aldrig spørges om noget. Kun bruges til at føde afkom og være smukke ved deres husbonds side!”

Ja, Richard var slet ikke klar over hvor heldig, han var. Han behøvede aldrig bekymre sig om dette, hvorimod Elizabeth, ja – hun måtte se, hvem faderen valgte til hende.

Hvis Elizabeth skulle bringe sin harme ud over nogen, var det faderen, og ikke Richard, den kære dreng. Hun gik langsomt hen til ham, stillede glasset på bordet, hvor alle hendes smykker og børster lå, og omfavnede sin broders hoved. Han lagde sine arme om hendes liv, og de blev længe i den stilling. Selvom det ikke fortalte dem noget eller gav dem nogen løsninger, var det disse øjeblikke, der havde holdt dem i live altid. Det var det, der havde holdt dem fra at blive uvenner og rivaler, der måtte kæmpe om faderens gunst og arv.

Elizabeth trak sig væk som den første, rakte broderen glasset og så ham drikke, mens hun sagde; ”Hvis Celia er halvt så klog, som hun siges at være smuk, behøver du ikke bekymre dig. Enhver kvinde med bare en lille form for rationel sans ville aldrig vælge dig fra.”

Richard kom på benene, så på sin lillesøster og omfavnede hende på ny, hvorefter han plantede et langt kys på hendes pande.

”Jeg vil sørge for, at fader finder dig den rette mand. Du fortjener en, hvis hjerte er af guld.”

Elizabeth sendte sin broder et opmuntrende smil og viste ham hen til døren. Richard blev længe stående og betragtede sin søster, der atter gik hen foran spejlet for at betragte sig selv.

”Du er meget smuk, Liz. End ikke flotte kjoler eller smykker kan hamle op med din skønhed.”

Her viftede Elizabeth Richard væk med et smil, og hun så, at døren blev lukket. Nu var der ikke lang tid tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...