Vores hemmelighed

England i den victorianske æra. Et bryllup skal snart afholdes, og søskendeparret, RIchard og Elizabeth, er lige nervøse for udfaldet af dette møde mellem brud og brudgom.
Elizabeth, der er forførende og ikke bange af sig, bevæger sig mellem afgrunden af forfald og en lys fremtid med en husbond, der vil gøre hende ret. Men da hun møder sin broders kommende hustru og hendes familie, bryder helvede løs. Skal hun fortælle om sin hemmelige kærlighed, og ødelægge broderens bryllup, eller holde det for sig selv og blive giftet bort til en mand, hun aldrig har mødt før, og lade sin barndomskærlighed stå som tilskuer til hendes falske ægteskab?

4Likes
11Kommentarer
970Visninger
AA

3. Djævelske fristelser

Som altid viste palæet sig fra sin bedste side. Måske var det ikke mange, der kom ovenpå, men da risikoen var der, havde Elizabeths fader taget sig den frihed at pynte stedet op med diverse bånd, blomster og strøet rosenblade ud over gulvet med løs hånd.

De gamle malerier hang endnu på væggen til Elizabeths venstre side, og hun undgik som altid at se på dem. Hun brød sig ikke om følelsen af, at nogen holdt øje med hende – vurderede og dømte hende. Skridtsikkert undgik hun at se på dem og så i stedet mod højre, ud over rækværket og ned på hallen, hvor gæsterne inden længe ville komme ind ad døren. Tjenerne løb febrilsk fra højre mod venstre for at sikre sig, at alt nu var klar.

Elizabeth tog rejsen ned ad den storslåede trappe. Her måtte hun holde lidt op i kjolen for at sikre sig, at hun ikke pludselig faldt. Faderen kom ud af balsalen med en tjener, men stoppede straks op, da han så sin datter komme mod ham. Hun lignede sin mor på en prik. De var begge usædvanlige skønheder, og det var ikke muligt at finde nogen lig dem i hele landet.

Faderen, George Valenti, åbnede sine arme og ventede sin datter for foden af trappen. Hun sendte ham sit vante generte smil og lod ham hjælpe hende ned ad de sidste par trin.

”Du ser… magisk ud, Liz.” George kyssede sin datters hånd og viste hende ind i balsalen. Det var helt utroligt, hvad deres tjenestefolk havde formået at gøre ved denne sal. Lysekronen i midten af salen lignede sig selv – mange tusinde krystaller og diamanter prydede guldskelettet, og stearinlysene var tændt. Vinduerne var ikke dækket; man skulle være i stand til at beskue Valenti familiens rigdom og jorde og en mulig fuldmåne denne aften.

Det kunne ikke være planlagt meget bedre.

”Hvad synes du? Et syn for guderne, ikke sandt?”

”Javist.” Elizabeth rankede ryggen, da Louis – en af tjenerne – kom hen til dem. Han kunne have nået Elizabeths højder på nuværende tidspunkt, men han svømmede endnu rundt i sølet med andre fattige familiers afkom. Det specielle ved Louis var, at han var klog, havde udseendet og potentialet til at blive en rig og velhavende mand, men han valgte at lade være.

”Mangler der noget, sir?” Med et passende buk for George først, rettede Louis sin opmærksomhed mod Elizabeth, der nikkede med hovedet til gestus.

”Må jeg rose Deres valg at kjole, sir? Den klæder Deres datter til, al forladt, fremragende.”

”Jamen, mange tak, unge Louis. Jeg havde en lang snak med kvinden i butikken, den dumme gås, om hvilket stof, der skulle bruges. Naturligvis kan jeg nu vurdere, at jeg valgte et stykke, der klæder min datter og – Åh, Richard! Kom med mig.”

Og så var han væk.

Louis og Elizabeth så med venlige øjne på hinanden, og Elizabeth mærkede, hvordan han gik i hendes fodspor hen til et hjørne af balsalen.

”Nu håber jeg, at denne ros var oprigtig, Louis, og ikke kun til for at gøre min fader glad.”

”Aldeles ikke, frøken Valenti. Jeg mente, hvad jeg sagde, og fandt det kun rigtigt at dele mit syn med deres fader for at gøre ham og Dem glad.” Han stod lige bag hende og havde lænet sig en smule fremad, så hans ansigt var lige bag hendes venstre øre. Elizabeth betragtede ikke landskabet bag vinduernes tynde glas, men manden i genspejlingen.

Louis havde smukt lyst hår og meget markante træk samt smukke grønne øjne. Han havde bedre fysik end Elizabeths broder, Richard og var endda en smule klogere. Det var helt absurd, at han mængede sig med de andre tjenestefolk, der ikke var tilnærmelsesvis på hans niveau.

Elizabeth vendte sig om og lænede lænden mod vindueskarmen. De var helt alene i den storslåede sal. Alle var forsvundet.

”Hvorfor skulle jeg sige noget, der ikke var sandt?” spurgte Louis og tog skridtet tættere på. Hvor ville det være let, bare røre ham. Smage den forbudne frugt i disse åbne rammer. George ville blive rasende, og Richard forarget, men Elizabeth følte ingen skam eller synd.

”Det må De sige mig, Louis.” Hun løftede nysgerrigt sin hånd og lod den røre omridset af Louis’ kæbe. ”Hvis De føler noget oprigtigt for mig, hvorfor prøver De så ikke at tage det. Min fader ser med milde øjne på Dem og vil sagtens glemme Deres tid i hans tjeneste. Selvom – ” Louis rykkede nu sit ansigt helt hen til hendes, og hun sendte ham et drillende smil. ”Det bliver ikke mindre spændende af at holde det skjult.”

Og hun gjorde det. Kyssede ham. Lige midt på læberne. Dybt og inderligt med sine hænder på begge sider af hans underkæber. Øjeblikket var forbi, før det overhovedet var begyndt, og Elizabeth efterlod ham stum i hjørnet, hvorfra han kunne se hende gå.

 

***

 

Balsalen var fyldt til randen med festklædte gæster, og Elizabeth tog sig god tid hos alle. Den ubekymrende snak om ingenting løftede Elizabeths humør en smule. Hun gik aldrig ved sin faders eller broders side. Kun ved aftener som disse kunne hun slippe deres giftige greb og more sig i udkanten af deres rækkevidde. Og når de skulle finde på at opsøge hende, ville hun for længst være væk.

Derfor elskede hun maskeballerne – her var hun altid i ly, for hvem sagde, at hun bar den samme maske hele aftenen?

”Elizabeth!” Døsigt drejede hun hovedet og så Richard komme løbende til sin side. ”De må undskylde os,” sagde han til gæsterne og greb Elizabeth ved armen.

”Richard, hvad sker der?” Elizabeth måtte næsten løbe for at holde trit med sin broders hurtige gang. Gæsterne så undrende efter søskendeparret, og Elizabeth blev først nu rigtig bekymret. ”Hvad i alverden foregår der. Richard!” Hun slog foden i gulvet og rev sig løs. ”Hvad går der af dig?!”

Ydmygelsen ved konfrontationen fik Richard til at sende ubekymrede smil rundt til gæsterne, og Elizabeth skulle lige til at gå, da Richard trak hende helt ind til sig.

”Min kommende brud er her, Liz. Jeg har brug for dig.” Han så så bekymret ud, at det stak i Elizabeths hjerte. Hun klappede ham på brystet og tog hans hånd.

”Jamen så lad os da finde hende.”

De skulle ikke lede længe. Hoveddøren gik op og ind kom et lille følge på fem mennesker. Elizabeth og Richard stoppede op og stirrede med halvt åbne munde. Hvad der formegentlig var børnene af en fader og moder var forbløffende smukke. To unge mænd og én kvinde. Og hvor var hun dog smuk. Lyst englehår var ligesom Elizabeths sat op og hendes kølige blå sneøjne blev komplimenteret af de sølvfarvede smykker, hun bar. Kjolen var sart rosa, og hendes fint formede læber var opløst i et nervøst smil.

Søskendeparret Valenti så deres fader gå til den lyshårede kvindes fader og hilse på ham med en varm omfavnelse, som var de gamle venner. George hilste dernæst på englens moder og førte hele flokken hen til Elizabeth og Richard, der stadig stod og stirrede på disse overnaturlige væsner.

”Richard, Elizabeth.” George gik til sin søns side, da det var ham, det handlede om. ”Dette er familien Lavelle, John og Cassandra og deres to sønner Mathéo og Alexander, samt deres datter, Celia.”

Sønnerne lignede deres søster, Celia, meget. De havde de samme blå øjne, men Mathéos hår var lidt mørkere blond end de andre. Han tog børnene Valenti i skue og fangede Elizabeths blik med et lille smil. Hun smilede ikke tilbage, men så i stedet på Celia med forhøjet interesse. Hvilken ynde og skønhed. Sikke skrøbelig, hun var. Mon hun ville gå i stykker, hvis man talte til hende?

”Og John, dette er min søn, Richard Valenti.”

Dette var ikke et ægteskab, der skulle forene to elskende, det var nærmere et ægteskab, der skulle fornøje og sammenføre to velsete slægter, der havde gifteklar børn. Richard bukkede kejtet for fader og moder Lavelle og – stik imod alles forventning – henvendte han sig direkte til Celia. Hun så ikke overrumplet ud; ikke forarget eller bange. Mere overvejende. Nu da hun så den mand, hun muligvis skulle være sammen med resten af livet, hvilke tanker løb da gennem hendes hoved?

”Og dette er min datter, Elizabeth Valenti. Hun står endnu uden parti.” George hævede internt et øjenbryn, og forældrene Lavelle så på hinanden og dernæst mod deres sønner.

Elizabeth ville ønske, at hun kunne løbe langt væk, men hun var fanget.

Da alle præsentationer var på plads, førte George sin søn og forældrene Lavelle væk med dennes to sønner. Elizabeth blev derpå efterladt tilbage med Celia Lavelle.

Kvinder så længe på hinanden. Hver gang deres øjne mødtes, kunne de ikke lade være med at smile en smule. Elizabeth gad godt vide, hvad Celia tænkte. Hvilke mørke hemmeligheder de uskyldige blå øjne gemte, og hvad hendes bevægelser mon betød.

En ny verden åbnedes, og tværs gennem lokalet stod Mathéo Lavelle og så på Elizabeth. Det ville nok fornøje forældrene Lavelle og Valenti, hvis alle børnene blev giftet bort inden udgangen af året – og hvis ikke gift, da blot lovet væk.

”I har en smuk bolig.” Selv Celias stemme var fejlfri og ren. Hvert lille ord lød som en hel sang i Elizabeths ører, og hun smilede på ny.

Den kan ikke hamle op med jeres skønhed, tænkte Liz og smilende til tak og så om sig. ”Ja,” sagde hun og så mod Mathéo, der stadig så hendes vej. ”Den er meget smuk.”

Kvindernes øjne mødtes, og musikken begyndte inde i balsalen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...