Farvel ...

Dette var en skoleopgave, som jeg fik 12 for. Jeg blev endda bedt om at læse den højt for min klasse, hvilket jeg gjorde. Alle klappede af mig, da jeg var færdig, og en af pigerne kaldte mig Stephenie Meyer.
- Men kunne godt tænke mig, at høre andres meninger om mine skrivefærdigheder, og om jeg har mulighed for at blive forfatter, når jeg engang bliver voksen.
Nå, men ... her er et kort resumé af historien, eller rettere sagt novellen:

Bubba er dreng på omkring de 12-13 år. Han bliver mobbet i skolen - både fysisk og psykisk - og da han var yngre blev han voldtaget af sin far, som nu sidder i fængsel.
Men mon Bubba kan holde ud?...

- læs dig frem til svaret ;-)

God fornøjelse :-)

Lea

P.S. Jeg beklager det er lidt forvirrende at kigge på, men det vil ligesom ikke rigtig samarbejde med mig! :'(

1Likes
4Kommentarer
894Visninger
AA

1. (Ingen kapitler)

 

Solen fulgte hele tiden efter ham, og han begyndte at få udslæt på huden. Den tørre, varme vind piskede mod hans kinder. Hvor længe skal jeg vente her? tænkte han. Hvornår kommer han? Bubba vandrede frem og tilbage på skolens parkeringsplads, mens han ventede på sin storebror, Tristan, der burde være kommet for syv minutter siden. Hvis han ikke snart kommer, så…                                                                                                             Bubba vendte sig om, da en bag ham råbte: ”Hey, Bubba! Har din storebror brændt dig af igen?!”                           Bubba slog blikket ned, og mumlede: ”Nej, han er bare lidt forsinket…”                                   ”Hvad? Hvad siger du? Jeg kan ikke rigtig høre hvad, det er, du siger!” råbte han igen.             ”Lad mig nu være, Jonas!”                                                                                                                                          ”Næ, det tror jeg ikke, du skal regne med. Skal jeg lade ham være drenge?” sagde Jonas til Simon og Victor, som stod bag ham.                                                                                                         ”Nej, Jonas, det synes vi ikke. Gør vi vel, Simon?”                                                                         ”Nej, det gør vi ikke!”                                                                                                                       ”Nej, det er nemlig det, vi ikke gør.” Jonas langede ud efter Bubba og ramte. Bubba tog sig til kæben og stønnede af smerte. Jonas slog ham igen, men denne gang i maven. Bubba faldt ned på knæ, mens Victor og Simon bare stod og kiggede og kom med dumme tilråb. Bubba kiggede op på Jonas, som smilte ondskabsfuldt til ham, idet han sparkede ham i ansigtet. Bubba faldt om på jorden, og han lukkede lige så stille sine øjne i…

 

”Bubba! Bubba, vågn nu op. Bubba!” Bubba kunne høre Tristan græde. Bubba åbnede lige så stille sine øjne. Han så Tristan fumlede med sin mobil. ”Tristan…” sagde han. Tristan så op fra sin mobil. ”Bubba! Jeg troede sgu, du var død!” Han omfavnede Bubba, rejste sig og hjalp ham op at stå. ”Kan du godt gå?”                                                                                                                                              ”Ja, men også kun lige.”                                                                                                                         Tristan støttede Bubba hele vejen hjem.                                                                                             ”Så er vi hjemme, mor!” råbte Tristan.                                                                                            ”Åh, jeg var så bekymret!” Hendes blik flakkede forfærdet over på Bubba. ”Hvad er der dog sket?!” ”Bare det sædvanlige…” Bubba smilede tungsindigt til sin mor og gik ind på sit værelse. Han smed sig på sin seng og gav sig til at tænke på, hvorfor han overhovedet var blevet sat i denne verden…

 

”Så er der mad! Kommer I og spiser, drenge?” Bubba vågnede af, at hans mor råbte efter ham. Han gned sig i øjnene og strakte sig, imens han gabte. Han rejste sig tog et skridt hen mod sin værelsesdør, men fortrød så og gik hen og skrev på et lille stykke papir. På papiret skrev han ét ord: Farvel…                                                                                                                                    Bubba pakkede en rygsæk. Han tog rygsækken på ryggen, åbnede sit vindue og kravlede lige så stille ud af det og begyndte at løbe. Han vidste ikke hvorhen; han lod bare sine fødder føre an.

 

Der gik lidt tid, før det gik op for Bubba, hvor han rent faktisk var. Han kiggede ud over havet og tænkte tilbage:

 

En tåre trillede ned af hans kind, da hans far lynede sine bukser. Bubbas far gik helt tæt på Bubba. ”Jeg gør det jo kun, fordi jeg elsker dig… Det er du godt klar over, ikke?” Bubba nikkede, men han vidste godt, at det ikke var derfor. ”Du betyder mest for mig i hele verdenen. Du betyder mere end Tristan – ja, du betyder endda mere for mig end mor gør!” Han kyssede ham langs halsen og stak sin hånd ned i Bubbas bukser.                                                                                                                           Pludselig blev Bubba og hans far revet løs fra hinanden. ”Er du fuldstændig sindssyg?!”Det var Storm, byens politibetjent – også kendt som fars bedste barndomsven. ”Han er kun ti, OG han er din søn! Din søn for helvede, Felix!” Storm kiggede bebrejdende på Felix. ”Jeg er ked af det, men jeg bliver nød til at tage dig med på stationen.” Felix nikkede, og Storm gav ham håndjern på. ”Kom, Bubba, så kører jeg dig hjem.”Bubba kiggede op på Storm med våde øjne. Han løb hen til fyrtårnet og gemte sig…

 

Bubba gik med bestemte skridt hen mod fyrtårnet. Da han kom ind i det, gik han op ad trapperne og tog rygsækken af. Han tog et reb op ad rygsækken og et billede af ham og hans far. Billedet blev taget den selvsamme dag, Bubbas far blev anholdt, som nu er tre år siden. Bubba foldede billedet sammen og puttede det i sin lomme.                                                                                                           Pludselig var der noget, der bevægede sig – oppe på toppen af tårnet. Bubba kunne ikke rigtig se, hvad det var. Han kneb øjnene sammen og så, at det bare var en fugl. Han tog rebet, bandt en løkke og tog det om halsen. Han bandt rebet fast i rækværket og hoppede…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...