The sky is the Limit (One Direction)

Den syttenårige Ariel, en helt normal skolepige, som elsker Boybandet One Direction, får en voldsom hoste, og hævethed - hun tager hjem fra skole, og går hjem i seng, hvor hun får uforklarlig hovedpine. Med håbet om at det går over, prøver hun at falde i søvn. Da hun vågner kort efter badet i sved, og med tårnhøj feber, beslutter hendes enlige far at ringe til den lokale læge. De får en aftale, og tager til lægen. Ariel for kort efter konstateret kræft. Hendes søster skriver til One Direction på twitter, men vil de møde den syge pige? Og mest af alt - vil hun få lov til at leve sin sidste tid med et smil på læben?

Det her er en historie om hvordan en drøm kan blive til virkelighed, når man mindst venter det, og hvordan Ariel lærer at hjælp altid kommer til dem der beder om det.

74Likes
158Kommentarer
9234Visninger
AA

21. Ukendte følelser

Imens i læser find Yiruma - A river flows in you på youtube.

 

Nialls synsvinkel

Jeg måtte fortælle hende det. Jeg måtte simpelthen få det af mine skuldre. Hun skulle vide hvad jeg følte for hende, men hun var for træt, og var derfor gået i seng tidligt i går. Jeg besluttede mig for at fortælle hende det den næste dag, tidlig morgen. Harry var også gået i seng, så jeg sad sammen med Zayn, Louis og Liam.

"Jeg skal forresten flytte ind med Danielle!" sagde Liam glad. Jeg spærrede øjnene op.

"Virkelig? Tillykke!" sagde Zayn smilende, og gav Liam en kærlig high five. Louis smilede stort, og jeg sad bare og kiggede på ham med store øjne.

"Det er virkelig seriøst, hva?" spurgte jeg og tøede op. Jeg var glad på hans vegne, og Danielle var utrolig sød. Liam nikkede overgearet, og kiggede derefter på sit ur.

"Jeg skal gå nu. Vi ses!" sagde han og rejste sig. Han vinkede til os, og vi vinkede tilbage.

"Hey, og tillykke!" sagde Louis glad. Liam smilede, og gik så ud i entreen, hvor han tog jakke og sko på. Han forlod kort efter lejligheden, og så var det kun Louis, Zayn og jeg tilbage. Igen tog mine tanker om Ariel over. Jeg måtte fortælle hende hvad jeg følte for hende. Hun var mere end en ven - hun betød mere end hun anede for mig. Louis kiggede en enkelt gang på det kørende fjernsyn og rejste sig så. 

"Det der gider jeg ikke se, så jeg smutter ind i seng." sagde han og vinkede til os. Zayn og jeg nikkede begge to, og sagde "godnat" i kor. Vi begyndte begge at grine, og Louis gik mod sit værelse.

"Niall, det er bedst hvis du fortæller hende det." sagde han over skulderen. Jeg blev overrasket. Ingen anede noget om mine følelser for Ariel, ikke engang Zayn. Zayn spærrede øjnene op, og gloede målløst på mig. Louis forsvandt ind til sit værelse, og lukkede døren. 

"Hvad?" spurgte Zayn strengt. Jeg rystede på hovedet, og kiggede ned på mine hænder.

"Måden hun får mig til at føle mig på. En kildende fornemmelser hver gang hun rører mig, stød der går gennem  min krop hver gang hun kysser mig..." jeg tog min hånd op, og mærkede på kinden, der hvor hendes læber havde været tidligere idag. Jeg kiggede op på Zayn der gloede målløst på mig, hvilket fik mig til at kigge væk igen.

"Var det derfor du "rådede" Harry til ikke at tage efter hende?" spurgte han om. Jeg vidste at han ville forlange svar. Jeg rystede på hovedet, og mærkede tårene presse på. Jeg skulle ikke græde. Der var intet at græde over?

"Nej." hviskede jeg. "Det var mest for min egen skyld. Jeg kunne ikke klare at se hende blive helt svag, men jeg fortrød hurtigt efter, og kunne ikke klare ikke at se hende.." sagde jeg stille. Min stemme knækkede over et par gange, og jeg håbede på at Zayn ikke lagde mærke til det. Det gjorde han, for han rykkede sig over til mig, og lagde en arm omkring min skulder.

"Hvor lang tid har du vidst det?" spurgte han, og lidt efter. Jeg rystede på hovedet. Der var noget siden første gang vi mødtes. Det var bare først gået op for mig at det var de følelser for et par uger siden.

"Ikke særlig længe." hviskede, jeg og mærkede en tåre trille ned af min kind. Harry ville hade mig hvis han vidste at jeg godt kunne lide hans kæreste. Han elskede hende mere end noget andet.

"Skal jeg sige det?" spurgte jeg, og kiggede på ham. Han kiggede mig i øjnene.

"Det her lyder enormt cheesy, men hvad mener dit hjerte?" spurgte han og mødte mit blik. Jeg rystede på hovedet, og rejste mig.

"Godnat." sagde jeg, og forsvandt ind på gæsteværelset.

 

Jeg vågnede næste morgen ved at regnen silede ned af vinduet. På trods af at det var sommer, ville vejret ikke som vi ville, og jeg overvejede lidt at spørge om Ariel ville med på stranden, men skubbede det fra mig. Jeg skulle fortælle hende det her til morgen - det var jeg blevet enig med mig selv om. Jeg tog noget hurtigt tøj på, og gik ud i stuen. Mit hjerte bankede hurtigt af frygt for at hun allerede var vågen. Jeg ville gerne fortælle hende det under fire øjne, så jeg ville virkelig gerne være den der skulle vække hende til morgenmaden. Jeg gik ud, og til min store lettelse var det kun Harry, Zayn og Louis der sad foran fjernsynet og så et eller andet dyre-program. Jeg åndede lettet op, og mumlede et godmorgen, før jeg fortsatte ud i køkkenet og begyndte at rumstere med pander og gryder, så jeg kunne lave noget ordentlig morgenmad. Kort efter kom Zayn ud for at hjælpe.

"Fortæller du det?" spurgte han lavmælt. Han havde lavet køkkendøren stå åben, så drengene inde i stuen kunne høre at vi var i gang med morgenmad. Han satte sig op på køkkenøen, og betragtede mig mens jeg famlede rundt med æg, bacon og en pandekagedej. Jeg nikkede, og vendte mig mod ham mens det hele var på panderne. Han sukkede, og kiggede mig i øjnene.

"Er det nu helt klogt?" spurgte han eftertænksomt.

"Louis mente at jeg skulle." sagde jeg en smule for højt. Harry kom kort efter ud i køkkenet, og kom over og vendte baconnet.

"Gøre hvad?" spurgte han, mens han nynnede over de stegende stykker bacon. Jeg rystede på hovedet og smilede til ham.

"Jeg skal nok tage over her, Niall, gider du gå ind og vække Ariel? Der er mad om lidt." sagde han, og hentydede til døren. Jeg nikkede og smilede til ham, inden jeg forlod køkkenet, og gik med hurtige skridt mod Harrys værelse. Inden jeg gik ind tog jeg en dyb indånding. Mit hjerte hamrede derud af, og mine håndflader blev hurtigt svedige. Jeg tog ned i håndtaget, og gik ind i det store lyse rum. Patiennerne var trukket for, så rummet var mørkt, og gråligt i tonen. Ariel lå i sengen, med hele kroppen under dynen. Jeg gik over på hendes side af sengen, og satte mig på knæ foran hende.

"Ariel?" hviskede jeg og aede hendes skulder. Hun bevægede sig ikke.

"Ariel?" spurgte jeg igen, den her gang lidt højere. Jeg ruskede let i hendes skulder, og panikkede en smule. Hvorfor svarede hun ikke?

"ARIEL!" sagde jeg. Min hvisken var blevet til en råben, og jeg ruskede nu voldsomt i hende. Hun lå helt stille, med et fredfuldt ansigtsudtryk.

"ARIEL!" råbte jeg. Det gik nu stille op for mig at hun aldrig ville åbne sine øjne. Tårene trillede ned af mine kinder, og jeg rejste mig og ruskede så voldsomt i hende, jeg normalt var blevet bange for at brække hendes arm. Hun rykkede sig ikke en centimeter, og jeg skreg nu hendes navn af al mine lungers kræft. Døren gik op, og Harry kom styrtende ind i rummet. Han kiggede uforstående på mig, der var gledet ned af væggen, tudende.

"Hun er væk.." fik jeg fremstammet, mens tusind tårer løb ned af mine røde kinder. Han styrtede om på min side, og ruskede hurtigt, men kraftigt, i hende. Hun bevægede sig ikke, så han mærkede hendes puls. Jeg fik et chok, da hans ansigtsudtryk ændrede sig langsomt. Tåre vældede op i hans øjne som var låst fast på hendes livløse krop.Han satte sig på knæ foran hende, og pressede sine læber mod hendes. Jeg kunne ikke se, og jeg skreg alt hvad jeg kunne. Smerten i mit bryst var uudholdelig. Harry græd stille ved min side, men sikkert kun for at berolige mig. Jeg var sikker på at han skreg indenvendig. Jeg var sikker på at han lige nu var ødelagt. Zayn og Louis brasede ind i rummet, Zayn med en telefon i hånden - han ringede sikkert 112. Men det var for sent. Ariel havde set sit sidste lys. Nu, var hun væk.

 

***

 

BARE ROLIG! Den er ikke slut endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...