The sky is the Limit (One Direction)

Den syttenårige Ariel, en helt normal skolepige, som elsker Boybandet One Direction, får en voldsom hoste, og hævethed - hun tager hjem fra skole, og går hjem i seng, hvor hun får uforklarlig hovedpine. Med håbet om at det går over, prøver hun at falde i søvn. Da hun vågner kort efter badet i sved, og med tårnhøj feber, beslutter hendes enlige far at ringe til den lokale læge. De får en aftale, og tager til lægen. Ariel for kort efter konstateret kræft. Hendes søster skriver til One Direction på twitter, men vil de møde den syge pige? Og mest af alt - vil hun få lov til at leve sin sidste tid med et smil på læben?

Det her er en historie om hvordan en drøm kan blive til virkelighed, når man mindst venter det, og hvordan Ariel lærer at hjælp altid kommer til dem der beder om det.

74Likes
158Kommentarer
9306Visninger
AA

18. Tilbageblik

Harry's synsvinkel

 

Hendes øjne var blanke, og hendes vejrtrækning var ikke normal. Jeg aede hende på ryggen, mens jeg kæmpede for selv at holde mine tårer inde. Kemoterapi. Den sidste mulighed.

"Jeg har accepteret at jeg ikke kommer til at overleve.." sagde hun, med en lidt rystede stemme.

"Jeg vil hellere bruge den sidste tid med min familie - rask, med hår på hovedet." hviskede hun, og kiggede lige ud i luften. Jeg kiggede ned på hendes ansigt, der var blevet vådt af de tårer der var begyndt at strømme ned af hendes kinder. Jeg vidste at hun havde en indre kamp med sig selv nu. Jeg vidste at hun ønskede at overleve, at leve livet. På den anden side, havde hun accepteret at hun skulle... dø. Hun ville ikke påføre hendes familie mere smerte, hvis deres håb nu blev styrket, og det så endte med at hun IKKE overlevede. Jeg sank en klump, og forestillede mig hvad hun tænkte på lige nu. Stella satte sig ved siden af hende. Ariels brune hår var blevet fugtigt af hendes tårer, og hun lukkede dem hurtigt for ikke at begynde at hulke for alvor. Jeg satte mig på den anden side af hende, og lagde en arm omkring hende. Hendes far stod i dørkarmen med sit hoved i sine hænder. Stella græd stille. Jeg tog en dyb indånding, da jeg mærkede nogen dryp på mine kinder. Der gik det op for mig at jeg også græd. Lægen stod lige foran os, og studerede Ariels ansigt.

"Ariel.." begyndte jeg, og prøvede at fange hendes blik der bare var plantet mod gulvet.

"For os?" spurgte Stella. Jeg var taknemmelig for at jeg ikke skulle sige noget, men det var Stella der brød trancen Ariel var i. Hun kiggede op, hendes øjne rødsprængte, og nikkede til lægen. Den kvindelige læge smilede, og vendte sig for at gå ud og finde den påkrævede medicin. Hun kiggede op på mig, og tog min hånd, som jeg klemte blidt. Jeg kyssede hendes pande, men trak mig så lidt tilbage, for at hendes far kunne være der for hende. Jeg gik ud af værelset, og ned af den lange hospital gang. Der lugtede af sprit, og det hele var så underligt hvidt og lyst. Kunstigt, nærmest. Jeg gik ned på venteværelset, hvor vi havde siddet før vores aftale med lægen. Jeg smed mig i en af de store røde stole, og lige så snart jeg mærkede det bløde stof under mig, begyndte jeg at græde. Jeg havde selv insisteret på at komme med til lægen. Hun havde frabedt mig det, og faktisk helt indirekte bedt mig blive væk, men jeg havde ikke lyttet til hende. Jeg var taknemmelig for at jeg var taget med, men følelserne overvældede mig, og jeg følte mig så lille og hjælpeløs.

 

Hendes hånd var hårdt knuget om en taske-ligenende maskine. Der sad en slange under det ene af hendes lange ærmer, hvilket fik mig til at undre mig. Stella gik ved siden af hende, og prøvede at smile til mig. Jeg kunne snildt se at det var anstrengene og at hun ikke kunne overskue det - hendes ansigt var lagt i en bekymret mine, ligeså snart hun troede at jeg ikke så hende. Jeg tørrede hurtigt mine øjne med bagsiden af mine hænder, og rejste mig for at omfavne Ariel, der rystede en smule. Hendes øjne var stadig røde, men hun græd ikke længere. Jeg lagde min hånd i hendes, og trak hende med ud af hospitalet, ud mod min bil. Vi satte os ind, velvidene om at tiden snart var inde. Snart var det slut. Snart, var hun væk.

 

***

TUSIND TAK fordi i læser min novelle. Håber at i kan lide den, og at den rykker på nogen af jeres følelser ;) Jeg vil bare sige at i gerne må like! Vil utrolig gerne så tæt på forsiden som muligt, så det ville være fantastisk om i gad at støtte mig ;) Tak fordi i læser den! Det betyder enormt meget for mig! Jeg ville også blive glad hvis i gad tjekke min anden movella, og evt. like og sætte på favoritten? TAK ;DD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...