The sky is the Limit (One Direction)

Den syttenårige Ariel, en helt normal skolepige, som elsker Boybandet One Direction, får en voldsom hoste, og hævethed - hun tager hjem fra skole, og går hjem i seng, hvor hun får uforklarlig hovedpine. Med håbet om at det går over, prøver hun at falde i søvn. Da hun vågner kort efter badet i sved, og med tårnhøj feber, beslutter hendes enlige far at ringe til den lokale læge. De får en aftale, og tager til lægen. Ariel for kort efter konstateret kræft. Hendes søster skriver til One Direction på twitter, men vil de møde den syge pige? Og mest af alt - vil hun få lov til at leve sin sidste tid med et smil på læben?

Det her er en historie om hvordan en drøm kan blive til virkelighed, når man mindst venter det, og hvordan Ariel lærer at hjælp altid kommer til dem der beder om det.

74Likes
158Kommentarer
9407Visninger
AA

19. Skyldfølelse

Mine øjenlåg var så lyse at jeg vågnede af det. Jeg var sikker på at Harry havde glemt at trække patiennerne for, så solen nu skinnede direkte ind i fjæset på mig. Jeg åbnede mine øjne, og kiggede op på den sovende Harry. Han havde vidst ikke taget sig af sollyset, der tydeligvis skinnede ham lige i ansigtet. Hans hår var uglet, og jeg fik en hurtig lyst til at røre ved det, og nusse ham stille. Jeg lod være af frygten for at vække ham fra en god drøm. En drøm hvori alting var bedre. Istedet lagde jeg mig med ansigtet mod ham, så jeg havde udsyn til hans fredfyldte ansigt. Han sov stille, og han mindede mig om en nyfødt baby. Tænk at han valgte mig. En følelse af taknemmelighed spredte sig i min krop og fik mig til at smile. Han kunne have haft næsten enhver pige på hele jorden, men han valgte mig. Følelsen af taknemmelighed forlod min krop, og blev erstattet af at jeg fik ondt af ham. Han var så perfekt, og så skulle han takkes med at blive forelsket i mig. Vi havde kun haft lidt over to måneder sammen. Det var ikke fair for ham, at han skulle gennemleve den smerte jeg påførte dem alle ved at kende dem. Ved at være blevet en del af deres perfekte liv. Jeg lagde mig tættere ind til ham, og lukkede mine øjne. Jeg prøvede at tænke på noget andet, men tanken blev ved med at jage min hukommelse. Det var ikke fair. Det var det virkelig ikke. Jeg nussede hans arm, der lå sikkert omkring mig. Jeg lå lidt i hans favn, og tænkte, mens jeg blev ødelagt inden i. Han fortjente bedre end mig - han fortjente at være med en der altid ville være der for ham. Helt ubevidst var jeg begyndt at snøfte. Der løb en tårer ned af min kind, som han hurtigt fjernede. Jeg kiggede op, og mødte hans grønne øjne, der så uforstående på mig. Jeg tog mig sammen, og satte mig hurtigt op.

"Harry... jeg vidste ikke at du var vågen.." fik jeg fremstammet, og gnubbede mig i øjnene. Jeg rejste mig, mens han satte sig op. Hans øjne fulgte mig rundt i hele lokalet, mens jeg løb rundt og samlede mine ting. Jeg skulle ikke påføre mere smerte end højst nødvendigt. Jeg skulle tage hjem til Stella og min far igen. Det her var farvel. Jeg fandt min taske, og smed mit tøj helt ufoldet ned i den. Jeg fandt Harrys hue, og blev enig med mig selv om at jeg måtte beholde den som et minde.

 

"Hvad laver du?" spurgte han forvirret. Jeg kiggede over på ham med tårefyldte øjne, mens jeg hviskede et lille "farvel." Jeg forlod rummet og småløb ned af gangen mod hoveddøren. Harry råbte efter mig, og jeg hørte hastende fodskridt efter mig. Jeg var ligeglad. Jeg løb ud af hoveddøren, og kastede mig ind i elevatoren. Jeg trykkede på lobbyen, og lige inden dørene lukkede så jeg Harrys ansigt, opløst af tårer. Dørene lukkede, og jeg skød ned mod lobbyen. Elevatoren sagde pling, og jeg steg ud, og løb mod den nærmeste bus. Mine kinder var gennemblødte, og de jagtene papparazier hjalp ikke på sorgen der fyldte min krop. Hvad tænkte jeg på? Harry havde betydet alt for mig den sidste tid, og nu forlod jeg ham bare? Jeg kunne ikke overskue at skulle forlade ham, men alligevel virkede det som det mest rigtige at gøre. Det virkede som det bedste for os begge. Jeg sukkede, og smed mig ned på bussædet. Folk gloede mærkeligt på mig, hvilket fik mig til at rette på mit hår af ren og skær nervøsitet. Jeg blev mødt af mit glatte hoved, og jeg fik et chik da jeg huskede at jeg var skaldet. Tårene trillede ned af mine kinder, mens jeg famlede rundt i min taske efter Harrys hue. Jeg tog den op, og Harrys parfume fyldte rummet. Jeg duftede til den, og det fik mig til at hulke alt for højlydt. Jeg tog den på, og lænede mig op af den kolde rude. Solen skinnede, og det føltes som det stikmodsatte af hvad mit humør var. Mit hjerte føltes som om det skulle poppe ud af mit bryst, og smerten var overvældene. Jeg var tom. Han var der ikke længere til at fylde mig ud med glæde. Nu var der kun sorg. Kun smerte. Jeg lod et hulk undslippe mine læber, hvilket fik folk til at kigge. Jeg lukkede mine øjne, og ventede bare på at jeg skulle stå af - også selvom at det ikke betød noget mere. Han var der ikke længere.

 

Harrys synsvinkel

"ARIEL!" råbte jeg. Tårene løb ned af mine kinder. Hvor skulle hun hen? Hun ville forlade mig. Det vidste jeg. Jeg rejste mig op. Jeg havde kun et par joggingbukser på, men jeg løb alt hvad jeg kunne efter hende. Jeg nåede ud til elevatoren, og lige inden dørene lukkede, så jeg hendes ansigt - blegt som aldrig før - og driv vådt. Dørene lukkede, og hun skød ned mod lobbyen. Jeg kiggede en enkelt gang over på trapperne, før jeg løb alt hvad jeg kunne ned fra den 10 sal vi boede på. Jeg vidste godt at jeg ikke ville kunne nå hende. Jeg vidste godt at hun ville være væk, men jeg løb alligevel. Mine øjne var røde, og tårene løb ned af mine kinder, og helt ned på mit nøgne bryst. Jeg nåede lige at se hende hoppe på en bus, før jeg blev overfaldet af paparazzier, som alle sammen havde travlt med at tage billeder, og råbe op om spørgsmål. Jeg rystede på hovedet, og tørrede tårene væk fra mit ansigt, på trods af at de blev ved med at vælte ud af mine øjne. Jeg var helt tom inden i. En hul skal, der ikke længere havde en sjæl. Det voldte mig så meget smerte, at jeg faldt til gulvet, mens samtlige paparazzier satte sig ned omkring mig. Jeg havde en følelse af at blive begravet levende. En følelse af at være helt væk. Jeg lukkede mine øjne, og lod et hulk undslippe mine sammenpressede læber. Jeg hørte nogen velkendte stemmer, der fik presset paparazzierne væk fra mig, og hjalp mig op.

"Er du okay, mand?" spurgte Niall bekymret i mit øre. Jeg hørte Zayn jage et par paparazzier væk, og Louis bede dem om at blive tilbage. Liam snakkede med receptionisten, der ringede til security, og kort efter var lobbyen tømt for mennesker. Niall støttede mig mod elevatoren, og i fælleskab gik vi ind i den. Hendes parfume fyldte min næse, og jeg gispede efter vejret, da jeg igen faldt sammen i gråd. Hun havde forladt mig. Jeg skulle opsøge hende igen. Det blev jeg nødt til.

 

***

Kære dejlige læsere! Tusind tak fordi i gider at bruge tid på min novelle! Det betyder meget for mig! Til alle jer der har den på favoritten, kan i ikke lige bruge tre sekunder på at like den for mig? ;D Og til alle jer der er nye, i må endelig like og sætte på favoritlisten! Jeg publicerede idag en ny movella sammen med Mia_Love1D, og det ville betyde enormt meget hvis i gad tjekke den ud! ;D Tusind tak, og jeg håber at i nyder kapitlerne ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...