The sky is the Limit (One Direction)

Den syttenårige Ariel, en helt normal skolepige, som elsker Boybandet One Direction, får en voldsom hoste, og hævethed - hun tager hjem fra skole, og går hjem i seng, hvor hun får uforklarlig hovedpine. Med håbet om at det går over, prøver hun at falde i søvn. Da hun vågner kort efter badet i sved, og med tårnhøj feber, beslutter hendes enlige far at ringe til den lokale læge. De får en aftale, og tager til lægen. Ariel for kort efter konstateret kræft. Hendes søster skriver til One Direction på twitter, men vil de møde den syge pige? Og mest af alt - vil hun få lov til at leve sin sidste tid med et smil på læben?

Det her er en historie om hvordan en drøm kan blive til virkelighed, når man mindst venter det, og hvordan Ariel lærer at hjælp altid kommer til dem der beder om det.

74Likes
158Kommentarer
9311Visninger
AA

4. Sammenbruddet

Jeg blev siddende i sofaen, med servietten i hånden. Jeg mærkede både Louis og Liams blik på mig, men jeg kunne ikke sige noget. Jeg var holdt op med at græde, men min vejrtrækning var ikke normal endnu. Louis sad overfor sofaen, og lænede sig frem i stolen, hen mod mig og Liam. En dør åbnede, og jeg hørte fodtrin. Jeg kiggede op, og så ind i Nialls øjne. Han satte sig ved siden af mig, og kiggede mig ind i øjnene. "Undskyld." jeg rystede på hovedet, og kiggede ned. "Det er mig der undskylder.. jeg burde ikke have brudt sammen sådan." jeg græd stadig indenvendig. Niall rystede på hovedet, og kiggede bedrøvet på mig. "Jeg burde aldrig have bragt det op." Liams hånd lå stadig på min ryg, og han aede den med hans tommelfinger. Niall var ked af det, det kunne jeg godt fornemme, men jeg tog bare en dyb indånding, og kiggede på ham igen. "Det er okay." mumlede jeg. Han sad stille i et par minutter, før han rejste sig, og gik ud af rummet igen. Sikkert ud til Stella. Jeg kiggede på Liam, der bare sendte mig et opmuntrende smil. "Han er bare oprevet - han kan ikke lide at såre andre." jeg rystede på hovedet. Hvem kunne det? For at få opløftet stemningen, rejste jeg mig og spurgte hurtigt, "Te, vand, kaffe..?" Louis var hurtig til at sige te, og Liam ville gerne have kaffe. Jeg gik ud i køkkenet, uden at vide hvad der ventede mig.

 

Det lille køkken var mørkt, og det var begyndt at dryppe udenfor. Jeg kiggede rundt, og så Stella, sidde ved det lille bord i hjørnet, overfor Niall sad med hovedet i hænderne. Jeg satte noget vand over, og gik over til dem. Jeg satte mig på en stol ved siden af Stella, og krammede hende. Hun græd stille og lagde sit hoved på min skulder. Jeg var betydeligt lavere end hende, og derfor skulle hun bøje sin ryg, for at jeg ville kunne lægge mit hoved på hendes. Hendes mørke hår var blevet fugtigt af tårer, og jeg rakte ud efter køkkenrulle til hendes øjne. Jeg rev et stykke af til hende, og hun tog det. Hun tørrede sine øjne, pudsede sin næse, og jeg nåede at kysse hendes hår, før jeg rejste mig og gik over til Niall. Han havde taget det ret hårdt, og et øjeblik undrede jeg mig over om Stella havde fortalt ham noget. Han snøftede en enkelt gang, og jeg kiggede bare på ham. "Hvad er der galt? Der er ingen grund til at du er ked af det." sagde jeg stille. Jeg satte mig ned ved siden af ham, og strøg ham forsigtigt over håret. Jeg kendte ham ikke, men bevægelsen virkede så naturlig for mig. Han satte sig op, og jeg kunne se en tåre trille ned af hans kind. "Det er bare.. så hårdt," hans stemme knækkede, og jeg tog instinktivt hans hånd. Jeg ventede tålmodigt på at han skulle fortsætte. "Jeg har aldrig oplevet en pige, der virker så nede på jorden.. som ved at hun skal dø. Jeg har aldrig oplevet at møde en person, jeg ved ikke overlever. En som jeg ved ikke kommer til at opleve livet." han begyndte at græde igen, men jeg beholdt mit stenansigt på. Jeg skulle ikke bruge energi på igen at bryde sammen. Jeg blev siddende, lam, uden at ane hvordan jeg skulle reagere, eller hvad jeg skulle sige. Hans vejrtrækning blev med tiden langsommere, og Liam og Louis kom ind i køkkenet. Da de så Nialls tilstand, skyndte de sig selv at lave deres drikkelse. Jeg kiggede op på dem begge ind imellem, men de prøvede at undgå mit blik. Jeg vidste ikke hvorfor, og det gjorde mig nervøs, og lidt rastløs. Da Niall var faldet helt ned, og Stella også havde fået en kop varmt at drikke, annoncerede Liam og Louis at det var tid til at de skulle tage afsted. Liam hjalp Niall op, og jeg fulgte dem ud til hoveddøren. Jeg krammede dem hver især, med en mærkelig følelse i kroppen, og derefter forlod de huset, og kørte væk i Louis sorte Porsche. Jeg stod i døråbningen, og så efter dem, indtil Louis drejede af for enden af min vej, og hans bil forsvandt fra syne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...