The sky is the Limit (One Direction)

Den syttenårige Ariel, en helt normal skolepige, som elsker Boybandet One Direction, får en voldsom hoste, og hævethed - hun tager hjem fra skole, og går hjem i seng, hvor hun får uforklarlig hovedpine. Med håbet om at det går over, prøver hun at falde i søvn. Da hun vågner kort efter badet i sved, og med tårnhøj feber, beslutter hendes enlige far at ringe til den lokale læge. De får en aftale, og tager til lægen. Ariel for kort efter konstateret kræft. Hendes søster skriver til One Direction på twitter, men vil de møde den syge pige? Og mest af alt - vil hun få lov til at leve sin sidste tid med et smil på læben?

Det her er en historie om hvordan en drøm kan blive til virkelighed, når man mindst venter det, og hvordan Ariel lærer at hjælp altid kommer til dem der beder om det.

74Likes
158Kommentarer
9415Visninger
AA

15. Nialls synsvinkel

(En måned senere.)

Min mave begik oprør, da jeg tænkte over at skulle se Ariel igen - hun var nu noget helt særligt, det var der ingen tvivl om. Jeg vidste at jeg fik hende til at smile, så jeg skulle bare klø på med charmen, og bare fokusere på den positive stemning, istedet for hendes sygdom. Harry havde fortalt at hun var begyndt på kemoterapi, så hun var ret sp ked af det. Det fik mig bare til at tænke ekstra over, hvordan jeg kunne få hendes humør op på en tier. Louis havde åbenbart prøvet med nogen af hans lamme jokes (Som godt nok altid kunne få os til at grine,) men hun havde bare smilet svagt, og kommet med et lille anstrengt grin. Jeg sad på passagersædet ved siden af Zayn, der havde insisteret på at køre. Han havde været umådeligt glad, siden han og Perrie var begyndt at hænge ud sammen igen, og det kunne jeg godt forstå - jeg tror at Zayn havde savnet følelsen af kærlighed. Liam sad på bagsædet, og kommenterede løbende på radioen, der kørte en historie om politik, og det kommende valg. Jeg sad helt stille, og kiggede ud i landskabet. Vejret var blevet fantastisk på meget kort tid, og det var skønt. Det passede til mit nuværende humør. Ariel var "flyttet ind" hos Harry og Louis, og Harry havde foran os sværget at han ville gøre alt i hans magt for at få den rigtige lægebehandling til hende. Hun var flyttet ind på en betingelse, og det var at hendes far og søster igen ville få et godt bånd. Hun mente åbenbart, at når hun lå under en gravsten, skulle Stella og hendes far holde sammen på det der var tilbage af deres familie - om de ville det eller ej. Vi havde også lovet at vi ville hjælpe dem med det, for at det ikke tog så hårdt på dem. Der lå billeder af Ariel på min nethinde - billeder af hende grine, smile og være sig selv. Hun havde været i vores liv i næsten halvandet måned, og derfor havde vi haft nogen killer stunder med hende - bl.a. havde hun hørt Zayn og Liams irske accenter, der havde fået hende til at rulle rundt på gulvet af grin. Hun havde også oplevet et oar af vores ugentlige filmaftener, de gange hvor hun ikke var for træt. De gange hun havde været træt, havde hun hevet dynen ind i stuen, og puttet sig ind til Harry - hvilket altid føltes som om ti tons sand blev kastet på mig. Jeg var begyndt at tvivle på om det nu var følelser om Harrys velvære jeg havde, eller om det var noget andet. Jeg rystede hurtigt tanken af mig, mens Zayn parkerede foran det gigantiske højhus. Vi steg alle ud, og gik hurtigt gennem Lobbyen, og trådte ind i elevatoren.

"...hvad syntes du Niall?" spurgte Liam. Jeg blinkede et par gange med øjnene, før jeg svarede.

"Om hvad?" spurgte jeg en smule overrasket. Jeg fik hurtigt dårlig samvittighed over ikke at have hørt efter. Liam rystede på hovedet.

"Det er okay." sagde han, og smilede lidt til mig. Jeg gengældte hans smil, og derefter stoppede elevatoren, og vi steg ud på Louis og Harrys etage. Vi gik mod hoveddøren, som vi vidste stod åben, siden de forventede os.

"Louis, Harry!" råbte Zayn. Jeg tyssede på ham.

"Hun kunne jo sove!" sagde jeg hviskende. Han skyndte sig at hviske undskyld, før Louis kom gående ind i entreen. Vi smed sko og jakker, og jeg skyndte mig ind i stuen, hvor hun lå under sin dyne.

"Hej Niall." sagde hun stille, og smilede til mig. Jeg satte mig forsigtigt ned på sofaen, og krammede hende.

 

***

 

Tusind tak! Håber at i kan lide den! Husk at like og sætte på favoritten! ;D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...