The sky is the Limit (One Direction)

Den syttenårige Ariel, en helt normal skolepige, som elsker Boybandet One Direction, får en voldsom hoste, og hævethed - hun tager hjem fra skole, og går hjem i seng, hvor hun får uforklarlig hovedpine. Med håbet om at det går over, prøver hun at falde i søvn. Da hun vågner kort efter badet i sved, og med tårnhøj feber, beslutter hendes enlige far at ringe til den lokale læge. De får en aftale, og tager til lægen. Ariel for kort efter konstateret kræft. Hendes søster skriver til One Direction på twitter, men vil de møde den syge pige? Og mest af alt - vil hun få lov til at leve sin sidste tid med et smil på læben?

Det her er en historie om hvordan en drøm kan blive til virkelighed, når man mindst venter det, og hvordan Ariel lærer at hjælp altid kommer til dem der beder om det.

74Likes
158Kommentarer
9281Visninger
AA

10. Når vores læber mødes...

Harrys synsvinkel

Da hun kom gående hen af det regnvåde fortorv, fik jeg sommerfugle i maven, og en indre uro i kroppen. Hun så smuk ud, og hendes udstråling var fed. Jeg smilede til hende, og hun smilede igen. Hendes matte øjne havde igen lidt glød, men hun havde sorte rander under øjnene. Jeg gættede på at hun var vågnet alt for tidligt. "Hej smukke." sagde jeg. Hun fniste. Mon hun følte det var akavet at jeg kaldte hende smukke? Vi havde trods alt lige mødt hinanden. "Hej." sagde hun. Hun virkede glad, men lidt nervøs. Jeg krammede hende, og begyndte at gå langsomt hen af fortorvet, der løb parallelt med vandet. Det var gråvejr, og det smådryppede, så jeg hev min sorte paraply frem og slog den op. Hun skyndte sig ind under den med mig, og vi stod ret tæt. Jeg lagde min hånd om hendes skuldre, og førte hende med mig. Hun virkede ikke som om hun havde noget imod det, så vi gik bare i stilhed i et par minutter. Jeg gav slip, og vendte mit hoved for at kigge på hendes ansigt. Hun havde en mørkegrå hættetrøje på, og hendes hår hang løst ned over hendes skuldre. Hun kiggede mig i øjnene, men kiggede hurtigt væk, smilende.

"Hvorfor ville du egentlig se mig igen?" spurgte hun, lidt ude af det blå. Jeg blev lidt overrasket, men besluttede mig for at sige sandheden.

"Der er noget ved dig der... Tiltrækker mig. Ligesom en magnet!" sagde jeg, og lavede en beægelse med hænderne der fik hende til at grine.

"Så det er ikke bare min sygdom? Du føler ikke bare at du SKAL lære mig bedre at kende, fordi jeg ikke har så lang tid tilbage?" spurgte hun. Jeg stivnede ved ordet sygdom, og huskede igen mig selv på at hun var dødeligt syg. Jeg vidste godt hvad jeg gik ind til, men alligevel var der noget der stikkede i hjertet. Jeg mærkede hendes varme ånde mod min kind, da det gik op for mig at vi var stoppet, og hun stod og kiggede op på mit ansigt. "Nej." sagde jeg. Hun havde hænderne i lommerne, og det lignede at hun frøs. Jeg tog med lidt besvær mit halstørklæde af, og placerede det om hendes hals. Hun smilede til mig, og begyndte igen at gå. Vi gik lidt i stilhed, der på ingen måde var akavet. Jeg nød det faktisk lidt.

Vi gik lidt længere, indtil der kom en lav mur. Hun hentydede til den med hånden, og vi satte os ned. Jeg tog min jakkekrave op omkring mig, og da hun så det tog hun halstørklædet af, og viklede det om os begge. Heldigvis havde jeg insisteret på at få det store, så vi begge kunne sidde med det. Vi sad meget tætte, og jeg sad og betragtede hende.

"Jeg ville ønske at vejret var bedre." sagde jeg, og kiggede ud over vandet. Hun rystede på hovedet, og blev ved med at kigge ud over vandet. Dråberne var blevet lidt større, så jeg hev igen min paraply op.

"Jeg elsker stranden - men mest af alt elsker jeg den på en regnvejrsdag. Der er noget skønt over det. Den friske luft, den kolde brise. Jeg ved ikke. Jeg elsker også en solskinsdag på stranden, men jeg nyder bare også regnvejret. Alle detaljerne, regndråbernes følelse på huden, sandets knasen når vi går." sagde hun, og kiggede på mig. Jeg grinede. "Tror du ikke på mig? Mærk selv!" sagde hun og tog fat i min arm. Hun hev den ud fra paraplyen, så jeg mærkede en dråbe lande på min håndflade. Jeg mærkede den lidt kølige fornemmelse, da den opløste sig til flere dråber, og til sidst helt forsvandt fra mit syn. Jeg grinede lidt, og rakte igen hånden ud. Følelsen kildede på min hånd, og hun virkede tilfreds med min reaktion. Jeg rejste mig og begyndte stille at gå på stedet. Jeg lyttede til den svage knasen der lød under mine fødder, og mærkede en sjov fornemmelse på mine fodsåler. Jeg kiggede på hende, og hun smilede til mig.

"Se selv." sagde hun, og rejste sig op. Halstørklædet var faldet af os, så jeg samlede det op og lagde det omkring hende igen.

"Kom." sagde hun, og tog min hånd. Jeg glemte et øjeblik resten af verdenen, da hun hev mig med sig over til badebroen. Vi gik ud på den (Næsten ude at falde,) og hun satte sig ned på hug. Jeg fulgte med hende, og satte mig ned. Hun tog min hånd, og førte den hen af det våde træ, som næsten havde hevet os begge ned at ligge før. Hun smilede, og kiggede mig i øjnene. Jeg blev fanget af hendes blik, og holdt helt op med at føle på træet. Vi rejste os langsomt, mens vi stadig holdt vores blikke låste på hinandens. Jeg rakte langsomt ud og rørte hendes kind. Hun rykkede tættere på mig, og stillede sig op på tæer. Der gik ikke et splitsekund, før jeg besluttede mig for at tage chancen. Jeg tog fat om hende, og svingede hende ned i mine arme, i en slags tangostilling. Hun grinede, mens vores ansigter nærmede sig hinandens, og vores læber mødtes i et kys. Min mave slog kolbøtter, da vi stod på den våde badebro, mens jeg holdt hende i mine arme. Regnen begyndte at sile ned og jeg hev hende op, smilende, og slog min paraply op. Hun havde sine hænder på mit bryst, og endnu engang, mødtes vores læber i et kys - endnu et kys, der fik mig til at ville have et mere.

***

Håber at i kan lide den! Tak fordi i læser! I må gerne like of sætte på favoritten :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...