The sky is the Limit (One Direction)

Den syttenårige Ariel, en helt normal skolepige, som elsker Boybandet One Direction, får en voldsom hoste, og hævethed - hun tager hjem fra skole, og går hjem i seng, hvor hun får uforklarlig hovedpine. Med håbet om at det går over, prøver hun at falde i søvn. Da hun vågner kort efter badet i sved, og med tårnhøj feber, beslutter hendes enlige far at ringe til den lokale læge. De får en aftale, og tager til lægen. Ariel for kort efter konstateret kræft. Hendes søster skriver til One Direction på twitter, men vil de møde den syge pige? Og mest af alt - vil hun få lov til at leve sin sidste tid med et smil på læben?

Det her er en historie om hvordan en drøm kan blive til virkelighed, når man mindst venter det, og hvordan Ariel lærer at hjælp altid kommer til dem der beder om det.

74Likes
158Kommentarer
9280Visninger
AA

3. Mødet

Jeg kiggede op, og nær studerede de tre ansigter. Louis, Liam og Niall kiggede på mig, med store smil. Jeg smilede tilbage, og vendte mig mod Stella, som så på mig med de aller gladeste øjne jeg nogensinde havde set hende have. Hun smilede stort på mig, og ventede på min reaktion. Jeg åbnede munden, for at sige noget, men ordene sad fast i min mund. "Det er okay," sagde Liam. "Tag din tid." Jeg lukkede munden, rystede på hovedet, og smilede bare. Jeg skulle snart sige noget, ellers ville de tro at jeg var sindsyg. Jeg var helt blæst væk, og jeg lagde hovedet i mine hænder. Jeg kiggede op, og kiggede på dem, hver især. "Er det virkelig dem?" hviskede jeg til Stella. Hun lagde en hånd på min skulder, for at sige at det var det. Det var virkelig dem. Jeg havde lyst til at hoppe og skrige - til at danse helt sindsygt. Jeg havde lyst til at kramme dem, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg skulle ud af min trance! Jeg tog min hånd op, og slog hurtigt mig selv på kinden. Liam så mærkelig ud i hovedet et øjeblik, men smilede derefter igen. Louis grinede bare. Hans latter fyldte rummet, og så begyndte jeg også at grine. Der sad jeg, glad for første gang i en måned eller tom, overfor tre drenge som jeg slet ikke kendte, men som jeg følte mig så tæt på. Jeg rejste mig op, stadig grinende, og gik over på den anden side af bordet, hvor jeg stillede mig bag dem. De vendte sig, og så på mig. En tåre løb ned af min kind, da de hver især gav mig et langt kram. For første gang i måneder følte jeg mig ikke magtesløs. For første gang i måneder, havde jeg ikke behov for at kontrollere min latter, mine spisevaner, eller noget andet - jeg var på en måde fri. Fri for bekymringer, for dårlighed, og for kræften. Jeg følte mig let og energisk, som en fugl. Jeg kunne flyve når som helst.

 

Stella kørte samtalen for mig - jeg målløs, og kunne ikke få mig selv til at sige et ord. De snakkede lidt om deres tour, musik og de andre drenge. Jeg lyttede bare til deres stemmer, og kiggede nøje på deres ansigter. Stella havde holdt min hånd under hele samtalen, og havde givet den et klem hver gang jeg skulle sige noget. Jeg rystede på hovedet og nikkede på de rigtige tidspunkter, uden rigtig at lægge mærke til hvad jeg gjorde det til. Det var Niall der kom med et emneskift jeg kunne mærke de andre ikke var helt vilde med. "Hvor slemt er det?" spurgte han stille. Alles blik blev rettet mod mig, og jeg bemærkede et klem fra Stella. Jeg opfattede spørgsmålet, og rykkede mig usikkert i sofaen. Jeg rystede på hovedet, og tog en dyb indånding. Niall satte sig lidt frem i stolen, og kiggede på mig. Jeg besluttede mig for ikke at græde. Ikke foran dem. Jeg skulle være stærk - jeg ville ikke kunne tilgive mig selv, hvis jeg faldt fra hinanden nu. Jeg rettede mig op, sukkede og kiggede direkte på dem, uden at sige et ord. Jeg kunne se at mine øjne sagde en del, men jeg blev nødt til at forklare det - de var trods alt kommet her på grund af mig. "De siger at jeg ikke overlever." mumlede jeg. Mine øjne var begyndt at stikke, og jeg kiggede ned på mine hænder. Min vejrtrækning blev hurtigere mens jeg tænkte tilbage hos lægen.

 

Lægen kom ind af døren, og jeg satte mig lidt længere ind på briksen. Den hvide papirs kjole jeg havde på virkede lige pludselig som meget lidt. Jeg lagde armene over kors, og satte mig til rette. Lægen kiggede på mig - hun var ny - en ung pige, med langt lyst hår og grønne øjne, der smilede medlidende til mig. Jeg kiggede på hende, og bestemte mig for at hun ikke kunne sige noget der var værre end jeg havde kræft. Hun holdt vejret, og sagde derefter højt og tydeligt: "Den kræft du har, den er ret svær for din krop at bekæmpe." jeg nikkede. Min krop var stærk, og havde overlevet en masse. Det var min hjerne også - den havde også overlevet mange ting. Mit hjerte derimod, var en helt anden sag. Jeg kiggede hende i øjnene, men hun prøvede at undgå mit blik. Hun satte sig ved siden af mig på briksen, lagde en hånd på min skulder, og sagde; "Din far er underrettet. Ariel, chancen for at du overlever er meget lille. Chancen for at du kan leve er minimal." jeg spærrede øjnene op, og så hele mit liv passere. Jeg så hele min verden kollapse foran mig. Det hele var slut. Jeg begravede hovedet i hænderne, og begyndte at græde voldsomt. Jeg hyrperventilerede, og tårene strømmede ud af mine øjne - min krop trak sig sammen i kramper, og lægen krammede mig, mens hun rokkede mig frem og tilbage. Ligesom mor havde gjort. Den tryghed, havde jeg ikke følt længe. Jeg krammede hende, på trods af at hun bare var en ukendt læge, som jeg aldrig havde set.

 

Kiggede ned på mine hænder, og prøvede at holde tårene inde. Jeg prøvede at slappe af, men uden held. Liam rejste sig, og satte sig på min anden side. Og aede mig på ryggen. En tåre løb ned af min kind, men jeg var hurtig til at tørre den væk. Han sad bare stille ved min side. Jeg trak benene op under mig, og lagde mit hoved på mine knæ. Min krop rystede, ligesom den havde gjort hos lægen. Stella, sad helt stille ved siden af mig, og aede mig på hovedet. Jeg vidste godt at hun selv prøvede at lade være med at græde, men jeg savnede hendes arme om mig, og hendes varme mod min krop. Jeg mærkede nogen arme om mig, men da det gik op for mig at det ikke var Stella, blev jeg forskrækket - Liam havde forsigtigt trukket mig ind til sig, og holdt om mig. Også han rokkede mig fra side til side, og det beroligede mig en smule. Efter et lille stykke tid, begyndte han at nynne - men ikke den samme sang som før. Den her hed A River Flows In You og var spillet af Yiruma. Jeg slappede helt af da hans stemme fyldte mig hoved, og holdt stille op med at græde. Jeg åbnede mine øjne, og så at Stella havde forladt rummet, og at Niall var gået med. Louis sad og kiggede på mig og Liam med kærlige øjne. "Undskyld..." mumlede jeg stille, både til mig selv, men også til drengene. De var sikkert godt trætte af mig allerede - en rigtig tudeprinsesse. Jeg smilede lidt usikkert, og trak mig væk fra Liam. Jeg mærkede hans øjne på mig. Han lænede sig tilbage på sofaen, stadig med hånden plantet på min ryg. "Det er okay." sagde Louis og smilede igen. "Du har grund til at være oprevet. Din situation er ikke den bedste at komme i." jeg rystede på hovedet, og kom med et lille nervøst grin. Liam gav mig noget papir, og jeg tørrede mine øjne med det. "Tak." sagde jeg med rystende stemme. Jeg kiggede på deres ansigter, og prøvede at komme på andre tanker.

Måske ville nu være et godt sted at flyve på.

 

***

 

Håber at i kan lide den ;p Kan ikke VENTE på at skrive mere ;) I må meget gerne like, det ville betyde rigtig meget for mig ;D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...