The sky is the Limit (One Direction)

Den syttenårige Ariel, en helt normal skolepige, som elsker Boybandet One Direction, får en voldsom hoste, og hævethed - hun tager hjem fra skole, og går hjem i seng, hvor hun får uforklarlig hovedpine. Med håbet om at det går over, prøver hun at falde i søvn. Da hun vågner kort efter badet i sved, og med tårnhøj feber, beslutter hendes enlige far at ringe til den lokale læge. De får en aftale, og tager til lægen. Ariel for kort efter konstateret kræft. Hendes søster skriver til One Direction på twitter, men vil de møde den syge pige? Og mest af alt - vil hun få lov til at leve sin sidste tid med et smil på læben?

Det her er en historie om hvordan en drøm kan blive til virkelighed, når man mindst venter det, og hvordan Ariel lærer at hjælp altid kommer til dem der beder om det.

74Likes
158Kommentarer
9277Visninger
AA

13. Irish accents

Både Harrys og Louis humør var højt, og de havde travlt med at sprede stemningen. Jeg fik næsten ikke spist noget af deres berømte "vegetable fritter," for jeg havde alt for travlt med at skraldgrine over alt de sagde med deres påtagede irske accenter.

"Vi taler altid sådan når Niall har hjemve!" sagde Louis. Jeg var ved at falde om af grin, da han tydeligvis lavede sjov med sig selv. På trods af at jeg var bosat lidt uden for London, havde jeg aldrig hørt en irsk accent på andre end Niall, og den var ikke så overdrevet som drengene fik den til at lyde.

"Det er helt normalt." sagde Harry og grinede. Jeg smilede - hvis jeg kunne opleve flere stunder som denne, ville jeg gerne høre Liam og Zayn tale med accent.

"Hvad er nu sjovt?" udbrød Louis. Jeg kiggede bare på ham og rynkede panden, mens jeg prøvede at holde et pokerfjæs.

"Hvad er ikke sjovt? Det hele er sjovt lige nu!" spurgte jeg, og begyndte igen at le. Min mave gjorde helt ondt af at grine så voldsomt, men det var dejligt at grine sådan. Derhjemme var stemningen altid nedtrykt, og altid sørgelig. Vi havde altid sygdommen i baghovedet, hvilket gjorde både min far og Stella triste til mode. Det var forståeligt, men de skulle bare acceptere at min tid snart var ovre. Her hos Louis og Harry, forsvandt mine bekymringer - de tænkte ikke på mig som om jeg var en syg pige med kræft, men en pige de havde mødt, og den ene var faldet for.

 

"Hvad tænker du på?" spurgte Harry, nu med hans normale engelske accent. Hans vejrtrækning var blevet normal igen, og han var igen begyndt at spise maden på hans tallerken. Jeg rystede på hovedet, og sendte ham et diskret smil. Han lod det ligge, men det gjorde Louis ikke.

"Hvad er der?" spurgte han, og prøvede at få øjenkontakt med mig. Jeg kunne ikke lide den drejning samtalen havde taget - fra at være en afslappende dag væk fra dagligdagens trummerum med sygdom, bekymringer, og at skulle se sin far og søster prøve at overleve endnu en død i familien, til igen at skulle handle om mig. Det havde jeg ikke behov for. Mine øjne begyndte at stikke, og jeg snøftede, hvorefter jeg pressede mine øjne sammen for at få tårene til at forsvinde. Jeg hørte en stol blive skubbet ud, og fodskridt gå rundt om bordet. Jeg mærkede to stærke arme omkring mig, hvilket fik mig til at tø op. Tårene løb ned af mine kinder.

"Du skal ikke være ked af det." hviskede Harry i mit øre. Jeg rystede på hovedet og snøftede igen.

"Jeg er ikke ked af det." fik jeg fremstammet. "Jeg er glad - det jeg har nu, det har jeg ikke haft før min mor døde. Et slags sikkerhedsnet, med mennesker jeg elsker virkelig højt. Mennesker der kan få mine bekymringer og min sorg til at forsvinde, bare ved at de griner. Jeg har kun kendt jer i kort tid, men..." jeg tøvede lidt, og Harry satte sig på huk foran mig. Hans krøller hoppede lidt, og jeg rørte hans kind.

"Jeg elsker jer." hviskede jeg. Jeg fik øjenkontakt med Louis der smilede forsigtigt til mig. Han sad lænet ind over bordet, med hænderne foldet foran ham. Jeg så ned på Harry, der sad med tårer i øjnene, ligesom mig. Jeg vidste ikke at mine ord havde en sådan stor indflydelse på ham, men han virkede rørt. Han stillede sig op, og kyssede min pande, hvorefter han krammede mig bagfra. Jeg tørrede en tåre væk fra min kind, og synkede en klump. Jeg følte mig så tryg i hans arme, jeg fik kuldegysninger i hele kroppen.

"Tak for mad." sagde jeg og smilede. Harry kyssede mit hår, og hviskede "Det var så lidt," før han tog hans tallerken samt min, og forsvandt ud i køkkenet.

"Kunne du tænke dig at se en film?" spurgte Louis. Jeg nikkede, og rejste mig.

"Jeg går lige ud og hjælper." Han nikkede, og gik ind i stuen, hvor jeg hørte ham gennemrode skuffen med film. Jeg tog resten af tingene fra bordet, og fulgte efter Harry, ud i det store køkken

***

Hej læsere ;) jeg stattede i går en ny movella, som i meget gerne må tjekke, og sætte på favoritten + like ;) Tusind tak! ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...