The sky is the Limit (One Direction)

Den syttenårige Ariel, en helt normal skolepige, som elsker Boybandet One Direction, får en voldsom hoste, og hævethed - hun tager hjem fra skole, og går hjem i seng, hvor hun får uforklarlig hovedpine. Med håbet om at det går over, prøver hun at falde i søvn. Da hun vågner kort efter badet i sved, og med tårnhøj feber, beslutter hendes enlige far at ringe til den lokale læge. De får en aftale, og tager til lægen. Ariel for kort efter konstateret kræft. Hendes søster skriver til One Direction på twitter, men vil de møde den syge pige? Og mest af alt - vil hun få lov til at leve sin sidste tid med et smil på læben?

Det her er en historie om hvordan en drøm kan blive til virkelighed, når man mindst venter det, og hvordan Ariel lærer at hjælp altid kommer til dem der beder om det.

74Likes
158Kommentarer
9224Visninger
AA

20. Første gang

Imens i læser det her kapitel, så lyt til Sia - Breathe Me.

 

Harrys synsvinkel

Jeg brasede sammen midt på elevatores gulv, hvilket gjorde at kun Niall og jeg kunne køre op i første omgang. Hun havde forladt mig. Hun havde gået fra mig, på det tidspunkt jeg allerhelst ville være med hende. Jeg måtte have hende igen! Det blev jeg nødt til. Alt omkring mig stod stille, undtagen Niall, der knælede ved siden af mig, og aede mig over håret. Han blev ved med at hviske til mig at det hele nok skulle gå, men jeg var uenig. Hun var ikke længere ved min side. Hvad havde hun tænkt på? Hun havde hvisket noget med at hun ikke ville såre mig mere. Mere? Hvad mente hun? Hun var sikkert ikke klar over at hun hviskede højt. Hvorfor forlod hun mig? Jeg tog mig til hovedet, og hulkede højlydt ned i mine hænder. Niall hev mit hoved op i hans skød, og aede mit hår. Det blev på ingen måde akavet, fordi jeg havde så meget brug for en der var der for mig nu. Da vi nåede til tiende sal, hjalp Niall mig op. Han hev mig op at stå, og trækkede mig ud på gangen, og ind af hoveddøren. Jeg stoppede med at græde. Jeg ville ikke give op så let - Ariel skulle ikke blive fri for mig i sin sidste tid. Det betød hun for meget for mig til. Jeg skubbede Niall væk, tog en dyb indånding, og kiggede ham i øjnene.

"Jeg skal have hende tilbage. Jeg har lovet mig selv at være der til enden." hviskede jeg. Han nikkede forstående, og jeg anede en smule smerte i sine øjne. Hvorfor? Jeg havde ikke tid til at tænke nærmere over det. Jeg løb ind på mit værelse, rodede igennem mit overfyldte skab, og fandt en trøje. Jeg havde ikke tid til at sætte mit hår eller noget, så jeg skyndte mig ud i gangen, tog min jakke på, og hoppede i mine sko. Niall stod i gangen, og kiggede på mig. 

"Er det nu også... klogt?" spurgte han stille. Jeg stoppede op, og kiggede forarget på ham. HVAD? Jeg elskede hende mere end noget andet i hele verdenen. Hun var mit et og alt - min eneste. Hvad bildte han sig ind? Jeg nikkede, og forlod lejligheden. Jeg tog trapperne, da drengene var på vej op i elevatoren. Jeg løb alt hvad jeg kunne ned af trapperne, og ud af lobbyen. Ude på den solrige gade forfulgte paparazzierne mig hen til min bil, og jeg stoppede op og gloede på dem.

"Ja, jeg er Harry Styles. Ja, der sker noget drama lige nu, og NEJ jeg har ikke brug for at dele det med hele verdenen. Pigen jeg elsker har flygtet for mig, og jeg kan ikke klare det. Giv mig for en gangs skyld lidt privatliv. Forfølg Robert Pattinson istedet! Han er tilbage i London i den her uge. Bare giv mig lidt privatliv, lidt tid. Lad mig nyde den sidste tid med hende, okay?!" råbte jeg. Til min store overraskelse gik en mand med et stort kamera op til mig, og klappede mig på skulderen. Han nikkede, og smed kameraet foran mig.

"Det fortjener du. Efter hende." sagde han, og kæmpede sig ud af den stadig målløse gruppe mennesker på parkeringspladsen. Det var så imod mine principper at råbe af uskyldige mennesker, der egentlig bare passede sit job. Et par stykker nikkede enigt, og gik efter kameramanden, der så småt var ved at være ude af syne. Et par stykker til fulgte efter, og et par stykker til, og sådan fortsatte det, indtil de alle var opløst, og var gået i andre retninger. Jeg smilede, kastede mig ind i bilen, og kørte med fuld gas mod udkanten af London, der hvor Ariel boede. Der hvor jeg skulle hente hende.

 

Ariels synsvinkel

Jeg sad i Stellas favn, og fortrød inderligt hvad jeg havde gjort. Jeg skulle ikke have forladt ham. Han var det bedste der var sket for mig i den her tid! Men samtidigt, sagde stemmen i mit hoved at det var det rigtige at gøre. At det var det eneste, der ville gøre min død mere overskuelig for ham. Hun strøg mig på mit skinnende hoved, mens jeg tudbrølede så hele huset rystede. Mine øjne sveg, og jeg kunne ikke få al smerten ud af mit bryst hurtigt nok. Stella knugede mig ind til hende, mens hun en gang imellem kyssede på pandent, og tjekkede sin twitter. Jeg tog korte sug af luft, for jeg kunne ikke nå at trække vejret helt ned, før et nyt hulk undslap mine læber. Hendes øjne var for det meste låst fast på mig, som om hun håbede at et kærligt blik ville få min udøende smerte til at forsvinde. Pludselig bankede det på døren. Stella ignorerede først dørklokken, sikkert mest for min skyld, men efter fem minutters ringen, og banken på ruder, rejste hun sig, mens hun forsigtigt placerede mit hoved på en sofapude. Hun gik ud til hoveddøren, og åbnede. Efter megen støj brasede der en ind i vores let oplyste stue. Hans hår var ligeså uglet som tidligere, men han havde dog fået en trøje på. Hans øjne borrede sig ind i mine, da han fløj over til sofaen, hjalp mig op, og trak mig ind i det største kram nogensinde. Han kyssede mit skaldede hoved, og jeg tillod mig selv at nyde det. Jeg prøvede gentagende gange at trække mig væk fra ham, men han ville ikke lade mig.

"Harry," hviskede jeg med tårevædet stemme. Han rystede på hovedet.

"Jeg giver ikke slip. Jeg vil ikke lade dig trække dig væk fra mig. Aldrig. Jeg har lovet mig selv at jeg skulle være der til slutningen. Det har jeg tænkt mig at holde. Er det forstået?" spurgte han, trak mig ud i armslængde og kiggede mig i øjnene. Jeg nikkede, og tårene begyndte at trille ned af mine kinder. Han ville ikke give slip. Det ville jeg heller ikke. 

 

Jeg borede mine negle ind i hans ryg, mens jeg nød igen at have ham i mine arme. Jeg nød at han var der med mig, og at vi igen kunne være sammen. Til min evighed. Han sukkede, og trak sig lidt væk. Der gik ikke et minut, før han pressede sine læber mod mine, og vores læber låste sig i et langt og passoneret kys. Stella stod i døren, og betragtede os med sørgelige øjne. Hun vidste ligeså vel som mig hvor meget det her ville betyde for drengene. Hvor meget det ville såre dem i den sidste ende. Harry tog mig i hånden, og vinkede til Stella. Jeg stoppede, og lagde en arm omkring hende.

"Jeg elsker dig søs, husk det." hviskede hun i mit øre. Hendes ånde kildede.

"Jeg elsker også dig. Ses i morgen." hviskede jeg stille tilbage, og kyssede hende på kinden. Jeg trak mig væk, sendte hende et lille smil, og gik med Harry ud til bilen som stod ude foran huset.

 

Lyt til: Twilight - Bellas lullaby

 

"Ariel!" sukkede Niall lettet, og fløj ind i mine arme.

"Jeg var virkelig bange for aldrig at se dig igen!" Han knugede mig hårdt ind til sig, mens han aede min ryg. Han trak mig ud, kyssede min pande, hvilket fik Harry til at fnyse.

"Jeg stjæler hende ikke, bare rolig!" sagde han til Harry, som bare grinede. Hans hånd havde ikke forladt min endnu. Liam krammede mig hjertevarmt, og smilede til mig. Zayn gjorde det samme, men spurgte;

"Vas happenin'?" hvilket fik mig til at grine. Drengene fik mig til at føle mig frisk og glad igen, ingen tvivl om det.

"Ariel! Pyyha.. du kom lige til middagsmad!" sagde Louis med en påtaget irsk accent. Jeg grinede endnu mere, hvilket smittede, så både Niall, Zayn, og Liam klukkede i baggrunden.

"Vegetable fritter?" spurgte jeg og prøvede at imitere Louis. Han rystede på hovedet og sendte mig et blændende smil.

"Pasta med kødsovs! Ol' classic!" sagde han og blinkede til mig. Jeg grinede, og kiggede over på Harry der stod med at smørret smil på læberne. 

 

"Pasta?" spurgte Liam smilende, og skubbede den hen mod mig. Jeg nikkede, efterfulgt af et "ja tak." Han sendte den videre, og rakte mig derefter kødsovsen. Det var min tredje portion, og at græde så meget havde fået alt energien ud af mig. Jeg fyldte helt på, og spiste gladeligt, indtil jeg så at alle andre var færdige. Jeg holdt op med at spise, og lagde langsomt mit bestik ned.

"Tak for mad." sagde jeg, og kiggede på dem hver især.

"Det var så lidt!" sagde Niall og Harry i kor, så de begyndte at grine. Deres grin fyldte rummet, hvilket fik mig til at lyse op i et stort smil. Begge deres grin var gudeskønne! De to mennesker jeg elskede allermest i verden, og så fik jeg noget af de bedste kvaliteter på samme tid. Det kunne jeg godt vænne mig til. Alle begyndte så småt at rejse sig, og jeg hjalp med at bære ud. Jeg var helt udkørt, så jeg fortalte dem alle at jeg skulle i seng.

"ÅÅÅRH! Altså! Hvorfor nu?" spurgte Zayn og stak underlæben ud. Jeg grinede kort, men trak ham så derefter ind i et kram.

"Godnat Zayn! Sov godt!" sagde jeg, og kyssede ham på panden. Jeg trak Liam ind i et kram, og ønskede ham det samme. Det samme med Louis. Jeg pausede lige før jeg nåede Niall, og kiggede ham kort i øjnene.

"Godnat Niall!" Sagde jeg og rørte hans kind. Han tog min hånd, og kyssede toppen af den mens han bukkede.

"Godnat prinsesse." sagde han, og krammede mig. Han holdt fast lidt længere end jeg havde regnet med, hvilket fik mig til at undres. Var der noget galt? Jeg vendte mig om mod Harry.

"Jeg går med." sagde han, og sendte mig et skævt smil. Han tog min hånd, sagde godnat til drengene, og gik så med mig ind til soveværelset. Jeg gik over og satte mig på sengen - han lukkede døren efter os, og gik over til mig. Han satte sine læber mod mine, men stak den her gang forsigtigt sin tunge lidt ind i min mund. Vores tungespidser legede lidt, før han forsigtigt, trak sine arme omkring mig, og fik mig med ned at ligge. Vi vidste begge godt hvor det her førte hen, og det gjorde mig ikke noget. Jeg havde aldrig haft sex før, og det var noget jeg gerne ville prøve før min død. At det så var med en jeg elskede så højt, gjorde kun oplevelsen bedre. Jeg begyndte stille at hive trøjen over hovedet på ham, og han begyndte at fjerne min bluse. Det sendte stød igennem mig, da han forsigtigt kærtegnede min kind, før han fortsatte med at fjerne mit tøj - da min trøje var væk, gik han videre til mine shorts, og begyndte stille at knappe dem op, stadig med sine læber mod mine - så tror jeg altså godt at i kan gætte jer til resten. Vi faldt i søvn i hinandens arme, denne gang med patiennerne trukket for.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...