The sky is the Limit (One Direction)

Den syttenårige Ariel, en helt normal skolepige, som elsker Boybandet One Direction, får en voldsom hoste, og hævethed - hun tager hjem fra skole, og går hjem i seng, hvor hun får uforklarlig hovedpine. Med håbet om at det går over, prøver hun at falde i søvn. Da hun vågner kort efter badet i sved, og med tårnhøj feber, beslutter hendes enlige far at ringe til den lokale læge. De får en aftale, og tager til lægen. Ariel for kort efter konstateret kræft. Hendes søster skriver til One Direction på twitter, men vil de møde den syge pige? Og mest af alt - vil hun få lov til at leve sin sidste tid med et smil på læben?

Det her er en historie om hvordan en drøm kan blive til virkelighed, når man mindst venter det, og hvordan Ariel lærer at hjælp altid kommer til dem der beder om det.

74Likes
158Kommentarer
9275Visninger
AA

2. Et virvar af indtryk

Mit hjerte bankede, og det hvide rum afskrækkede mig. Jeg sad overfor lægen, med min far i hånden. Han aede min hånd, og jeg forstod at han var ligeså nervøs som jeg var. Hvad havde gjort mig så syg på så kort tid? Jeg kiggede op lægen, der sad med næsen i mine testresultater -  han kiggede koncentreret på papiret. Han trak det ud, som om han prøvede at finde den rette måde at sige det på. Men sige hvad på? Jeg fulgte en hver bevægelse med øjnene. Efter hvad føltes som evigheder, lagde han papiret på bordet, tog sine briller på og foldede sine hænder. Han kiggede på både mig og min far, før han begyndte, tøvende. "Som jeres læge, er det vigtigt at i ved at jeg er her for jer under hele processen. Jeg er jo trods alt stadig en gammel ven af familien, og derfor skal i stole på mig." min far nikkede indforstået, og jeg forblev stille. Brillerne var tonede, så det var svært at se hans øjne - det gjorde mig utryg. Jeg prøvede at læse hans kropsprog, men det var umuligt. Noget jeg havde erfaret med læger, var at de var gode til at holde deres følelser for dem selv. Han sukkede, tog brillerne af, og kiggede på mig. "Du har kræft."

 

Jeg vågnede, grædene. Mine tanker fløj rundt i hovedet, og jeg nærmest skreg. Stella styrtede ind på værelset, og satte sig på sengekanten. "Shhh... det var bare en drøm." sagde hun, og strøg mig over håret, som min mor havde gjort. Jeg lagde mig ned, stadig hulkende. "Hvorfor mig?" fremstammede jeg. Natten ville vare flere timer endnu, og min kloge storesøster plejede altid at have svarene. Hun tænkte sig om, mens hun blev ved med at stryge mig over håret. Hun rystede på hovedet. "Jeg ved det ikke." Stellas øjne så sørgmodigt på mig. Inderst inde vidste jeg godt at hun frygtede at miste sin lillesøster, men jeg tror at det her var noget andet. Det gik meget dybere. "Er far kommet hjem?" spurgte jeg stille. Jeg lagde mig ned igen, og ventede på hendes svar. "Ja, Alexander er kommet hjem." Jeg rystede på hovedet da hun sagde hans navn istedet for at kalde ham far. Hun opfattede det godt, men valgte at overse det. "Prøv nu at sove." sagde hun stille, og tog dynen om mig. Jeg puttede mig ned i den som jeg gjorde da jeg var lille, og mor levede. Stella mindede så meget om mor på alle måder - hendes måde at snakke på, hendes måde at tænke på, og hendes elegante, men hyggelige bevægelser. Det hele var så hjemligt. Så sikkert. "Jeg har en overraskelse til dig." sagde hun, og smilede lidt udspekuleret. Jeg kiggede på hende, og overvejede hvad det kunne være. Stella hadede selv overraskelser, så det var noget nyt hun var begyndt på. Jeg tænkte mig om et kort øjeblik - hvad kunne vi begge lide? "Skal vi på stranden?" hun rystede på hovedet, og grinte lidt. Jeg blev ret irriteret. "Fortæl mig det nu!" hun rystede på hovedet. "I morgen." sagde hun. Hun kyssede min pande, og rejste sig op. Jeg lagde mig til rette i sengen, og ventede på at hun slukkede lyset. Hun stoppede i døren, og slukkede loftlyset. "Det er musik." Hun forlod rummet, og lukkede døren efter sig.

 

"Er hun vågen?" spurgte en ukendt stemme. Jeg blev liggende med lukkede øjne i et stykke tid - stemmen virkede bekendt, også selvom jeg aldrig rigtig havde hørt den. "Nej, men hun sover aldrig længere end otte nu stykker. Det var Stella! Det var jeg sikker på. Jeg lagde mig om på siden, og sukkede. Kunne de ikke bare lade mig sove? "Skal jeg vække hende?" spurgte Stella. Hvem spurgte hun? Jeg var for træt til at åbne mine øjne helt, men jeg åbnede dem på klem. Jeg så Stellas ansigt, og tre drenge der stod med ryggen til. Jeg trækkede vejret dybt, og lukkede derefter mine øjne igen. "Nej, det er okay. Hun har vel brug for søvn. Hendes krop arbejder." sagde en lys stemme. Jeg kunne høre Stella smile, og spørge; "Er i sultne?" jeg hørte de andre mumle i enighed, og så sagde en lys drengestemme, med en irsk accent hvis jeg ikke tog fejl "Meget gerne! Hvad har i? Ej, det er ligemeget, hvad end i har er fint!" mit hjerte hoppede et slag over, og det gav et sæt i mig. Hvem var det? Jeg kunne høre Stella forlade rummet, og drengene satte sig alle ned forskellige steder. En satte sig lige foran mig, og begyndte at nynne. Jeg mærkede en afslappende følelse i hele min krop, da han begyndte at nynne My Love af Sia. Den sang jeg spillede efter min mors død, fordi den mindede mig sådan om hvordan jeg havde det. Min krop blev helt afslappet, og jeg tillod mig selv at falde lidt i søvn. Jeg vågnede da Stella kom tilbage fra køkkenet. Jeg kunne høre tallerkeners klirren, da de sad og spiste. Da gik det op for mig, at jeg lå på sofaen. Der var stille, indtil en af drengene brød stilheden. En lys, lidt nasal stemme kom over fra bordet - "Er du sikker på at hun plejer at vågne tidligt?" spurgte han. Stella forblev stille. Jeg besluttede mig for at jeg ville spare hende for pinligheden. Jeg åbnede mine øjne, til det lyse rum. Patiennerne var trukket fra, og vejret var fantastisk. Lyst og solrigt. Jeg hev dynen af mig og svingede benene ud over sofaen. Jeg stillede mig op med lidt besvær, og gik over mod bordet, uden at kigge op. Jeg satte mig ned på en stol ved siden af Stella, og lagde hovedet i hænderne. Jeg kunne høre at hun holdt vejret, og jeg kiggede derefter over på hende. "Hvad?" spurgte jeg med træthed i stemmen. Hun smilede, lagde en hånd på min ryg, og hentydede til de tre drenge der sad foran mig. Tre ansigter, jeg kun havde set fra TV.

 

***

 

Håber i kan lide den! I må gerne like, det ville betyde meget for mig ;) Jeg er forresten et kvaj til at finde på titler, så titlerne på kapitlerne er lidt sære! ;pp

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...