The sky is the Limit (One Direction)

Den syttenårige Ariel, en helt normal skolepige, som elsker Boybandet One Direction, får en voldsom hoste, og hævethed - hun tager hjem fra skole, og går hjem i seng, hvor hun får uforklarlig hovedpine. Med håbet om at det går over, prøver hun at falde i søvn. Da hun vågner kort efter badet i sved, og med tårnhøj feber, beslutter hendes enlige far at ringe til den lokale læge. De får en aftale, og tager til lægen. Ariel for kort efter konstateret kræft. Hendes søster skriver til One Direction på twitter, men vil de møde den syge pige? Og mest af alt - vil hun få lov til at leve sin sidste tid med et smil på læben?

Det her er en historie om hvordan en drøm kan blive til virkelighed, når man mindst venter det, og hvordan Ariel lærer at hjælp altid kommer til dem der beder om det.

74Likes
158Kommentarer
9232Visninger
AA

7. En varm fornemmelse

Harrys synsvinkel

"Niall" sagde hun, og smilede til ham. Hans ansigt lyste op - han havde ventet i lidt over en uge på det her, og han havde nærmest ikke talt om andet. Jeg smilede ved tanken om hans glade ansigt når besøget var ovre. Hun krammede resten af drengene, og Zayn og jeg stillede os op synkront. Zayn gav hende et kram, og hun stoppede derefter op, og kiggede på mig. Hun var en hverdagsskønhed - dermed mener jeg at hun så ud som andre piger, men havde et eller andet specielt over sig. Et eller andet der gjorde mig lidt varm inden i. Jeg kunne godt se på hende at hun var syg - ikke tydeligt, men det var der. Hendes øjne var matte, og hun havde store sorte rander under øjnene. Hendes smil virkede en smule anstrengt, så jeg gættede på at hun havde hovedpine, eller noget andet der gjorde ondt. Jeg rakte armene ud mod hende, og smilede. "Hej Ariel." hun kiggede mig i øjnene, og så på mig som om hun ikke troede sine egne øjne. Jeg stod lidt overfor hende, med udstrakte arme. Niall begyndte at grine, og jeg sænkede mine arme. "Akavet.." mumlede Louis, mens han prøvede at lade være med at grine fjoget. Niall kunne ikke holde det tilbage, og lå nærmest og rullede på gulvet. Hun blev stående med åben mund i et stykke tid, før hendes søster kom hen og lagde en hpnd på hendes skulder. Hun kom til bevidsthed, og gik med rystende skridt mod mig. Jeg rakte igen mine arme ud, og krammede hende. Hun duftede godt, og det fik mig til at knuge hende ind mod mig. En jeg mærkede min skulder blive fugtig, og jeg regnede ud at hun nok græd. Hun snøftede, og jeg kiggede på hendes søster, der stod med hånden på hjertet, med hovedet på skrå. Louis havde gået over, og lagt en arm om hende. Han smilede til mig. Jeg trak den grædende pige ud i armslængde, og kiggede på hende. Mon hun var en stor fan af min? Hun tørrede sine øjne, og sukkede. Hendes søster, Stella tror jeg hun hedder, nikkede til mig, som om hun læste mine tanker. "Undskyld," hviskede Ariel- Jeg tog min hånd op, og tørrede hendes mascara væk fra hendes kind. "Jeg ligner sikkert en fuglerede." sagde hun og grinede lidt. "Du ser dejlig ud." sagde jeg, og hentydede til hende. Det overraskede mig at jeg faktisk mente det så meget som jeg gjorde. Jeg mærkede en kildende fornemmelse i min krop, da hun kiggede mig lige ind i øjnene. Den pige, måtte jeg vide mere om.

 

Ariels synsvinkel

"Fortæl noget om dig selv!" sagde Zayn. Jeg så ham udveksle et blik med Harry, der bare så tilfreds på mig. Jeg kunne ikke komme mig over at jeg havde brudt sammen over at have mødt Harry - jeg havde været "stjerne"-forelsket i ham siden hele bandet var med i X-factor, så endelig at møde ham havde en eller anden effekt på mig. Jeg tænkte mig om et kort øjeblik, og slog mig ned i sofaen. Niall satte sig på armlænet, Liam i en stol, Zayn på gulvet, og Stella ved siden af mig. Harry satte sig på skødet af Louis, hvilket fik mig til at fnise. Deres bromance var virkelig - det var ikke bare noget medierne havde sat op. "Hvad?" spurgte Louis berbrejdende. Jeg valgte at ignorere ham, og bare fokusere på noget om mig selv. "Jeg hedder Ariel Green.. jeg er sytten år gammel. Jeg elsker musik, hader at græde, og elsker solskinsvejr." sagde jeg grinende. Jeg fik øjenkontakt med Harry, og kiggede hurtigt ned på mine hænder. Jeg smeltede inden i. Harry kiggede ned på Louis, der grinte lidt. Liam kiggede undskyldende på mig. Stemningen i rummet var dejlig livlig, som om de ingen bekymringer havde. Jeg glemte også et kort øjeblik alt om min sygdom, medicin, og læger - føelsen var rar, og jeg ville gerne bibeholde den for evigt. Eller i det mindste indtil jeg ikke længere var her. Harry lagde en hånd på min skulder, og kiggede på mit modermærke. Jeg havde altid haft et mærke på min arm, der mindede lidt om en musik node. Han smilede, og kiggede på mig. "Er det rigtigt?" spurgte han. Jeg nikkede. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, men Louis var hurtig til at bryde ind, "Er i sultne?" spurgte han. Han tog sin hånd op over mod Niall, og skyndte sig at tilføje, "Du er altid sulten. Det ved jeg godt." jeg grinede, og Niall kiggede på mig og rynkede på næsen. Louis rejste sig, og gik ud af rummet. "Han kan ikke bære det hele selv." sagde Stella, og rejste sig. Liam, Zayn og Niall gik med. Niall ville selv vælge, og eftersom det var en kantine, var det ad libitum. Det efterlod Harry og jeg, alene. Jeg lænede mit hoved tilbage, på en måde lettet over at de var gået. Smerten i mit hoved var kommet igen, og det gjorde ondt. Rigtig ondt. Jeg lukkede mine øjne, for ikke at lade en tåre løbe ned af min kind. Harry sad og betragtede mig der hvor Louis havde siddet. Jeg mærkede hans brændende blik på mit øjnelåg, men jeg ville ikke åbne dem, af frygt for at begynde at græde. Jeg tog en dyb indånding, og det lød som om Harry lagde mærke til min rystende vejrtrækning. Han lagde sin hånd på min pande. Den var kold, og det var dejligt mod min varme hud. Jeg smilede lidt anstrengt, men min hjerne kunne ikke holde mine mundvige oppe. "Har du hovedpine?" spurgte han stille. Jeg nikkede så meget jeg havde kræfter til, og han fjernede sin hånd fra min pande. "Vent i to sekunder."

 

Han kom tilbage kort efter med et glas piller. Jeg gættede på hovedpinepiller, og jeg havde ret. Han tog en pille ud, og fandt en vand dunk til mig. Jeg tog den uden at spørge. Han tog min hånd, og aede den med hans tommelfinger. Mit hjerte begyndte at banke, og jeg mærkede hovedpinen stilne af. Hans grønne øjne lå på mit ansigt, mens jeg kiggede på mine ben, jeg havde trukket op under mig. "Jeg vil utrolig gerne lære dig at kende." sagde han med et skævt smil på læben. Jeg kiggede op, og så ind i hans øjne. "Mener du det?" spurgte jeg. Jeg kendte godt svaret, for ellers havde han ikke sagt det. Harry var for meget en gentleman, til at spøge med den slags. "Hvornår?" spurgte han. Jeg tænkte mig om, og kiggede ned på hans hånd der lå i min. "Jeg skal til lægen i morgen," hans krop stivnede da jeg sagde ordet læge. Måske tænkte han som mig? Jeg ville ikke forelske mig i ham, med kun så lidt tid tilbage. Det var måske lidt overilet at begynde at tænke på den slags. Vi havde kun mødtes en gang, nogensinde, men alligevel, kunne jeg ikke lade være med at tænke på det. Jeg havde aldrig haft en kæreste. Aldrig haft en der elskede mig. "Dagen efter i morgen?" jeg nikkede til ham, og smilede. "Du har virkelig nogen smukke øjne." sagde han, og kærtegnede min kind. Jeg havde intet imod det, på trods af at jeg ikke kendte ham så godt. Han havde samme effekt på mig, som hans stemme. Han beroligede mig. Helt ned i maven.

 

***

 

Undskyld at jeg ikke har skrevet noget før. Har været ret stresset de seneste dage! ;) Tak fordi i gider at læse den, det betyder vildt meget! Jeg er helt blæst væk over hvor mange favoritter jeg fik efter Thea's shout-out! Tusind tak! ;D I må meget gerne sætte den på favoritten, og like, det ville betyde virkelig meget ;D

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...