The sky is the Limit (One Direction)

Den syttenårige Ariel, en helt normal skolepige, som elsker Boybandet One Direction, får en voldsom hoste, og hævethed - hun tager hjem fra skole, og går hjem i seng, hvor hun får uforklarlig hovedpine. Med håbet om at det går over, prøver hun at falde i søvn. Da hun vågner kort efter badet i sved, og med tårnhøj feber, beslutter hendes enlige far at ringe til den lokale læge. De får en aftale, og tager til lægen. Ariel for kort efter konstateret kræft. Hendes søster skriver til One Direction på twitter, men vil de møde den syge pige? Og mest af alt - vil hun få lov til at leve sin sidste tid med et smil på læben?

Det her er en historie om hvordan en drøm kan blive til virkelighed, når man mindst venter det, og hvordan Ariel lærer at hjælp altid kommer til dem der beder om det.

74Likes
158Kommentarer
9228Visninger
AA

6. En overraskelse

"Gå ud og gør dig klar." sagde Stella. Jeg kiggede uforstående på hende. "Bare gør som jeg siger." sagde hun. Jeg gik ind på mit værelse, og fandt mit håndklæde frem. "Jeg går i bad." råbte jeg til Stella. Jeg gik ud i brusebadet, og tændte for det varme vand. Det skulle lige varme op, og jeg fik kuldegysninger da det føltes som is mod min hud. Jeg stod under bruseren til det blev varmt, og derefter vaskede jeg mig med en masse velduftende, og skummende sæber. Jeg vaskede mit hår med en shampo, og en balsam, hvorefter jeg trådte ud af badet og gik ind på mit værelse igen. Jeg åbnede mit skab. Hvad skulle jeg tage på? Skulle vi på stranden, skulle vi i tivoli, hvad skulle vi? Jeg gennemrodede mit skab, og endte med et par lyseblå jeans og en sort, højhalset bluse. Jeg satte mit hår op i en høj knold, og tog noget mascara på. Det var lang tid siden jeg sidst havde været ude af huset, så jeg var "spændt som en flitsbue," som min mor ville have sagt. Jeg smilede ved tanken af hende - mon hun sad et sted oppe i himmelen og kiggede ned på mig lige nu? Mon hun var ligeså spændt som jeg var? Jeg smilede, og lukkede mine øjne. Jeg lagde min hånd på mit hjerte, og mærkede det banke. "Du vil altid være med mig, mor." hviskede jeg, og fjernede en tåre fra min øjenkrog. Jeg rystede hurtigt på hovedet, og gik ud til Stella. Hun sad på sofaen og ventede på mig. "Vi har en smule travlt Ariel. Tag nogle sko på, og gå ud til bilen." sagde hun, og rejste sig. Hun ledte i sin lomme efter hendes nøgler, og mærkede på hendes bukser om hun også havde sin telefon med. Hun nikkede, og jeg gik ud i gangen og tog nogen sneakers og min denim jakke på. Jeg kiggede mig i spejlet en sidste gang, inden jeg gik ud i morgenkulden, ud i den kolde luft. Efterårsvejret var så småt begyndt, og det dryppede lidt. Det var en gråvejrs dag, og ind af vinduerne på husene kunne man se de små familier vimse rundt, inden de alle skulle køre i skole, og på arbejde. Klokken var halv otte, og de fleste skolebørn skulle til at afsted. En lille gruppe teenagere på tretten-fjorten år kom gående i en klump ned af fortorvet. De havde alle sammen tykke trøjer på, men et par af pigerne havde bare ben, hvilket jo måtte betyde at det ville blive varmt senere idag. Stella lukkede døren bag sig, og gik ud til mig i det dryppende vejr. Hun låste bilen op, og satte sig ind på føresædet. Jeg fulgte efter og satte mig ind i bilen.

 

Skrigende var overdøvende. Jeg blev helt træt af alle de lyde, og jeg mærkede tårene presse sig på. Jeg fik små-ondt hovedet af al larmen på parkeringspladsen. Stella kørte forbi indgangen, og ind af en port der var bevogtet af vagter. Vi kørte ind på grunden, og Stella stillede bilen ret tæt ved en lille bagindgang, og vi skulle ikke gå mere end et par meter, så var vi indenfor i varmen. Hun tog fat i min arm, og hev et papir op af lommen som hun læste noget på. Hun begyndte at gå, og jeg fulgte efter (Jeg havde intet valg, for hendes hånd havde et solidt tag i min arm.) Vi gik ned af nogen lange gange, med store flotte malerier. Der var også fotografier, af en hel masse kendte, og autografer under dem alle sammen. Jeg smilede da jeg så Whitney Houston - hun havde været min ynglings sanger, og min mor og jeg havde skrålet med på "I wanna' dance with somebody" utallige gange. Det gav et lille stik i hjertet at tænke på min mor, men jeg trøstede mig selv med at tænke på at jeg snart kunne se hende igen.

 

Rummet var mørkt, og det mindede mig om en biograf sal. Stella fandt hurtigt vores pladser, og  vi satte os ned på første række, lige foran scenen. Mit hoved var så småt holdt op med at dunke, og jeg havde det bedre efter Stella bad en backstage mand om et glas vand til mig. Efter alle havde sat sig, tændte lyset, og en lille lidt rund mand kom ind på scenen. Han havde et jakkesæt på, og han så meget komisk ud da han sådan luntede hen på midten af scenen. "Godmorgen england, og velkommen til showet!" råbte ha ud til publikum i en stemme så lys, at han lød til at være på helium. Hele salen skreg af grin, og jeg selv fniste lidt. Hvad skulle vi her? Jeg sendte Stella et spørgende blik, og hun løftede bare det ene øjenbryn. "Jeg vil ikke holde jer hen længere, her er vores første gæster, ONE DIRECTION!" mit hjerte stoppede, da jeg så de fem gudesmukke drenge gå hen over scenen. De vinkede til publikum, og smilede til kameraet. Jeg fik øjenkontakt med Niall, som lyste op da han så mig. Jeg grinede lidt, og lænede mig tilbage i stolen, klappende som de andre i publikummet. Derfor, skulle vi herind. Fordi de var her.

 

De sidste toner af More Than This lød i højtalerne, og alle klappede. Et par skøre fans var blevet lukket ind, og de skreg selvfølgelig helt vildt. Jeg rystede på hovedet, med det største smil plantet på mine læber. Jeg havde slet ikke lagt mærke til hovedpinen, og den var gået helt væk nu, på trods af al larmen. Jeg rejste mig, sammen med et par andre fans, og klappede. Drengene stillede sig i en række, og bukkede synkront. De vinkede en sidste gang inden værten skreg i mikrofonen, "Mine damer og herrer, One Direction!" lyset blev slukket, og drengene forlod scenen. Stella rejste sig da værten begyndte at tale om en ny opfindelse. Jeg kiggede mærkeligt på hende, men hun hev mig med op, og ud af en lille dør i højre side af salen. Vi gik igennem et par gange, og kom til en lille dør, med et skilt på. "Gæster" stod der. Hun bankede på, og jeg hørte en venlig, og genkendelig stemme råbe "Kom ind!" Stella åbnede døren, og skubbede mig ind i det store rum med de mange vinduer. Ruderne var tonede, men man kunne godt se regnens dråber på glasset. "Hej Ariel!" sagde en glad stemme, med meget irsk accent. Niall rejste sig, og kom hen mod mig. Han krammede mig, og jeg smilede til ham. "Niall," sagde jeg lige pludselig fyldt med ny energi. Liam kom også hen mod mig, og overtog efter Niall. Han aede mig på ryggen, hvilket fik mig til at tænke på mit sammenbrud. Louis kom styrtende hen mod mig, og samlede mig nærmest op. Han krammede mig, og smilede til mig. Jeg blev overrasket, eftersom de ikke kendte mig, men alligevel var så imødekommende. Nu rejste de resterende to sig op. Zayn kom gående over mod mig, med udstrakt hånd, og et smil på læben. "Hej Ariel," sagde han, med hans bradford accent. Jeg smilede til ham, og gav ham hånden. Han trak mig ind i et kram, som bare fik mig til at smile endnu mere. Jeg kiggede over mod den anden. Hans brune krøllede hår var ikke til at tage fejl af, og hans grønne øjne smilede til mig. "Hej Ariel." sagde han, og gik over mod mig, med udstrakte arme.

 

***

 

Fik lyst til at skrive ekstra meget her idag ;) Håber at i kan lide den! Der er ikke læst korrektur på dette kapitel ;D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...