The sky is the Limit (One Direction)

Den syttenårige Ariel, en helt normal skolepige, som elsker Boybandet One Direction, får en voldsom hoste, og hævethed - hun tager hjem fra skole, og går hjem i seng, hvor hun får uforklarlig hovedpine. Med håbet om at det går over, prøver hun at falde i søvn. Da hun vågner kort efter badet i sved, og med tårnhøj feber, beslutter hendes enlige far at ringe til den lokale læge. De får en aftale, og tager til lægen. Ariel for kort efter konstateret kræft. Hendes søster skriver til One Direction på twitter, men vil de møde den syge pige? Og mest af alt - vil hun få lov til at leve sin sidste tid med et smil på læben?

Det her er en historie om hvordan en drøm kan blive til virkelighed, når man mindst venter det, og hvordan Ariel lærer at hjælp altid kommer til dem der beder om det.

74Likes
158Kommentarer
9277Visninger
AA

8. Blink, blink

Efter vi havde spist, skulle Stella og jeg tage hjem. Det var kun lidt over middag, men far bar hjemme, og han ville gerne bruge sin dag med mig (Sikkert oså Stella, men han ville bare ikke indrømme det.) Jeg krammede dem hver især, og sagde farvel. Harry holdt fast i mig ekstra længe, hvilket fik mig til at få sommerfugle i min mave. Han smilede, og blinkede til mig inden vi gik ud af døren. Jeg vinkede til resten af drengene, og forlod studiet med et smørret smil på læberne.

Louis' synsvinkel

Jeg begyndte at grine, da jeg opfangede Harry blinke til Ariel. Jeg syntes selv at det var sødt, men alligevel var der noget inden i mig der protesterede. Harry ville ende såret, det kunne jeg mærke. Jeg skubbede tanken til side, og skyndte mig at sige "Hvad sker der kassanova?" han smilede bare lidt fjoget, men jeg kunne se ham rødme en smule under makeuppen fra showet. Jeg gik over og lagdeen arm om ham. "Jeg skal bare vide hvor jeg har dig." sagde jeg grinende. Han puffede til min arm, og gik over og satte sig i den store sofa. Jeg kom over, og slog mig ned ved siden af ham, og lagde min hånd på hans knæ. Niall satte sig på armlænet, og Zayn på stolen. Liam blev stående op af dørkarmen, og kiggede tankefuldt på os. Vi kiggede alle på Harry, og ventede på at han skulle sige noget. "Hvad?" spurgte han. Jeg kiggede væk. Og lagde armene over kors. "Fint, hvis du ikke vil dele det.." sagde jeg, og prøvede at lyde ligeglad. Jeg grinede af mig selv, og det gjorde de andre oså. "Der er ikke noget at sige." sagde han, og kiggede ned sin telefon. Vi forblev alle helt stille, og det fik ham til at sukke, og kiggeopgivende på os. "Vi skal ses i overmorgen? Er det det i gik efter?" sagde han og begyndte at grine. Hans latter smittede, og inden længe sad vi alle og skreg af grin. En stemme i mit hoved, sagde mig, at noget var galt. Noget jeg ikke helt kunne forklare. Men Harry virkede glad. Mere kunne jeg ikke forlange.

Niall's synsvinkel

Det gav et stik inden i mig, da Harry fortalte at han havde en aftale med Ariel. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men noget føltes bare forkert. "Det er nok bare Harry. Jeg er nok bare bange for at han bliver såret." tænkte jeg til mig selv. Jeg kunne se at han var glad, men alligevel jagede den her føelse mig. Jeg sukkede, og gik over mod sminkebordet. Jeg satte mig på det, og prøvede at holde mig lidt i baggrunden. "Skal vi tage hjem?" spurgte Louis, og kiggede på Harry. Han nikkede, og jeg skyndte mig at spørge om jeg måtte komme med - jeg havde virkelig lyst til at spille fifa på deres xbox, og de virkede heller ikke blege for ideen. Nogen gange kunne jeg godt tænke på mig selv som værende lidt barnlig på nogen områder, men ALT for voksen på andre. Vi rejste os, og sagde hej til Zayn og Liam, der begge gerne ville hjem. Liam havde en aftale med Danielle, og Zayn var bare træt efter gårdsdagens film-aften. Jeg satte mig ind på bagsædet af Louis sorte Porsche. Jeg fik lidt en deja vu fornemmelse, da jeg strøg hånden over det lyse læder, og tænkte på Ariel. Helt ubevidst, sad jeg der og tænkte på Ariel og hendes øjne. Hendes perfekte ansigt, og lange bløde hår. Jeg kom til bevidsthed, da Harry knipsede foran mit ansigt. Jeg blinkede hurtigt, og Harry og Louis grinede. "Hvad tænker du på?" spurgte Louis lillepige-agtigt. Jeg rystede på hovedet, og grinede lidt."Ikke noget." sagde jeg, mens Louis parkerede bilen, og vi steg ud til den varme eftermiddagsluft.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...