De otte


0Likes
0Kommentarer
660Visninger

1. Sir Richard

 

”Dragerne har eksisteret i århundreder, men i dag vil de blive udryddet. Af os”! Sir Richard vendte sig om mod de unge riddere. Dette ville blive en af de farligste opgaver, de nogensinde ville få! Det vidste Sir Richard udmærket selv. Men kongen havde mangel på mænd for tiden, så Sir Richard måtte i kamp sammen med de nye riddere. Han syntes det var lidt synd for dem, at de skulle have en af de sværeste opgaver deres første uge!

 

Det var blevet mørkt, da de var kommet af sted fra borgen. Det lille hold på 8 riddere anført af Sir Richard red af de store veje ud af byen. Om nogle timer ville de nå skoven, og efter den de store sneklædte bjerge. De havde redet i et godt stykke tid, da de nåede til skoven. Den blev kaldt ”den mørke skov”, og det kunne man godt forstå! Træerne stod så tæt ved hinanden, at det var mørkt over det meste af skoven. De fandt en lysning, og bestemte sig for at slå lejr for natten.

 

Alle sov undtagen en af de nye riddere, hvis navn var John. Han kunne ikke sove på grund af alle lydene fra de vilde dyr i skoven. Han syntes, de lød uhyggelige. Han gik ud af den lille lejr de havde bygget med instrukser fra Sir Richard, eftersom han ikke kunne sove. Han bestemte sig for at gå en lille tur i skoven. Næste morgen gjorde det lille hold riddere klar tid at komme videre. Da de skulle til at ride videre udbrød en af ridderne: ”John er her ikke!” Og han havde ret. John var ingen steder at se. Aftenen før havde Sir Richard endda advaret ridderne om at gå væk fra lejeren. Men det så ikke rigtigt ud som, John havde hørt efter. Sir Richard sagde: ”John er blevet taget af de grusomme væsner, som lever i de mørkere dele af skoven. Det er for sent at hjælpe ham. Vi bliver nødt til at drage videre uden ham”. Og det gjorde de. Da de næsten var ude af skoven, syntes Sir Richard han kunne høre små kviste knække, men ingen af de andre så ud til at have hørt noget. Sir Richard så, at de andre riddere snakkede, og de ville sikkert ikke lægge mærke til det, hvis han red væk fra dem. Så da han så en lille sti i siden af vejen, der ledte dybere ind i skoven, så han sit snit. Så imens de andre var optaget af deres snak, red Sir Richard hen ad den lille sti.

 

Imens var John på vej tilbage til lejren. Natten før var John som sagt gået en lille tur i skoven. Men han var ikke blevet taget af ondskabsfulde væsner, som Sir Richard havde troet. Han havde gået på en lille sti, da han hørte en lyd fra en busk. Han havde trukket sin lille kniv, han altid havde på sig, og gjort klar til kamp. Da han så væsnet næsten var ude af busken, slap hans mod op. Han smed kniven fra sig, og begyndte at spæne af sted hen ad stien. Stadig løbende, vendte han hovedet for at se, hvad det var, der havde gemt sig i busken. Det viste sig, det bare havde været en fugl, der ledte efter mad. Men lige i det øjeblik John opdagede det, slog han hovedet ind i en gren, der hang ud over stien, og han faldt bevidstløs om, og sådan lå han resten af natten. Han var så vågnet op om morgenen, og her gik han så på vej hen mod lejren. Men da han kom derhen så han, at der ikke var nogen lejr længere. Der var bare en tom lysning med en sort afsvedet plet på græsset efter et bål fra aftenen forinden. De var taget af sted uden ham. Og i det øjeblik svor John ved sig selv, at han ville få hævn over Sir Richard og de 6 andre riddere.

 

Nu når vi taler om Sir Richard, tror jeg, at jeg vil fortælle videre om ham.

 

Sir Richard vidste, at de lyde af knækkede kviste ikke var noget han havde hørt i sin fantasi. Desuden var der mange tyverier i den her del af skoven. For ikke at tale om at det var det perfekte sted for et snigmord. Han kunne godt udelukke, at det var et dyr, der havde knækket kvistene. Alle dyr i skoven kendte den som sin egen bukselomme. Hvis dyr altså brugte bukser. De ville også være for lette til at knuse grenene, og de ville under ingen omstændigheder lave så meget larm med mennesker i nærheden.

 

Nu var Sir Richard snart i nærheden af det sted, lyden kom fra. Han greb fat i skaftet på sit sværd, klar til at hive det op af skeden, hvis der var nogen, der angreb ham. Så pludselig hørte han lyden af kviste knække igen. Og dem der lavede lyden, var på vej væk fra ham. På vej imod... ”Åh min gud” råbte Sir Richard. ”Det må ikke være sandt”...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...