Strandet

Et dansehold fra London strander på en øde ø, da deres fly styrter ned. De er 12 overlevende, ud af 21. Intriger, kærlighed og kampen for overlevelse sættes nu i gang, og venskab sættes på prøve. Vil de nogensinde blive reddet, eller vil de ende som deres døde dansekammerater?

40Likes
26Kommentarer
1875Visninger
AA

3. Dag 2

Dag 2

 

Jeg sætter mig til rette ved siden af Mackenzie, og retter opmærksomheden mod Aaden. De små bølger slår op på bredden, og jeg skuer ud over havet. Der er intet at se i miles omkreds. ”Jeg ved godt at I alle er kede af det, bange og angst. Det er jeg også. Men jeg ved ikke og I ved ikke, hvornår der kommer nogen og redder os. Om der nogensinde kommer nogle. Der for skal vi alle forsøge at få det bedste ud af det” slutter Aaden, med et forsigtigt smil. Alle nikker bekræftende. ”Emmett, du tager pigerne med og så finder I noget mad til resten af dagen. Vi andre bygger videre på huset” beordrer Aaden og alle rejser sig. Jeg mindes episoden med slangen i går, og gyser. Heldigvis tager Emmett med. ”Kom piger” siger han muntert og vinker os hen. Han har en lommekniv i hånden, og straks føler jeg mig mere tryg. Så kan vi da forsvare os… Lidt. Hayley har to tomme poser fra vores yndlingsbutik hjemme i London. Jeg mindes med et stik i hjertet. ”Vi kan vel samle mad i dem?” Spørger hun og Emmett nikker. Vi har alle shorts på og faktisk, så nyder jeg at det er varmt. Vi går alle ind i mellem træerne. Lyset trænger i gennem de øverste træer, og lyser skoven op. ”Hvem vil have slange til morgenmad?” Griner Emmett og vi piger glor på hinanden. ”Nej tak” mumler vi i kor. ”Planen var faktisk, at vi skulle fange nogle slanger” mumler Emmett skuffet. ”Det kan vi jo blive nødt til” sukker jeg, mens vi hiver rødder op fra nogle planter. Jeg smider dem ned i en af Hayleys poser, mens tankerne flyver rundt i hovedet på mig. Aldrig havde jeg forstillet mig, at jeg skulle finde min mad i naturen. At jeg skulle blive tvunget til at spise slanger og rødder. Vi går videre i tavshed, indtil vi når en busk med bær på. ”Det var de bær vi spiste i går… De er ikke giftige” siger Mary-Ann og fluks begynder vi at plukke. Vi spiser alle lidt af bærerne, selvom vi ikke burde. Men jeg kan høre de andres mave knurre, så måske er det alligevel okay. ”Jeg fandt noget slik i min taske i går aftes” fortæller Hayley, da vi sidder og hviler os på en træstamme der er væltet. ”To poser vingummi” sukker hun. ”Har du spist dem?” Spørger Mackenzie forarget. ”Nej sgu da!” Svarer Hayley hårdt og Mackenzie trækker sig tilbage. ”Flyet er ikke tjekket i gennem for fødevarer, vel Emmett?” Spørger jeg og han ryster på hovedet: ”ikke så vidt jeg ved.”

”Skal vi se at komme i gang med den slangejagt?” Snerrer Mary-Ann af Emmett. ”Faktisk, så er der én få meter bag dig” griner han og hun skriger op. Det er der faktisk. Et vagt ryk af frygt går i gennem mig. Den piler væk. ”Nu skræmte du den jo” sukker han. ”Den er vel ikke giftig?” Emmett kigger på mig, og ryster så på hovedet: ”Ikke den slags. Det er dem vi skal fange” forklarer han os. Jeg er lige bag Emmett, da han beder os om at stå stille. Han springer fremad, og vi hører et højt brøl fra ham. ”Fik den!” Jubler han og vi ånder lettet op. Han holder den spiddede slange op, mens vi langsomt går baglæns. ”Den er bare så klam.” Mary-Ann ser med væmmelse på den. ”10 slanger mere, og så er vi færdige” opmuntrer Emmett med et smil. Hans hvide smil får mig til at smile igen. Okay, måske er det ikke så slemt igen. Altså, set bort fra at 10 af vores venner er døde, at vi er fanget ude på en øde ø og at vi ikke ved om vi overlever, så er det ikke så slemt!

 

”Jamen, vi skal nok være hurtige” insisterer Emmett og jeg nikker bekræftende. ”Jeg smadrer jer hvis I kommer til skade, og jeg gider ikke noget tuderi fordi I har rørt ved døde mennesker. Er vi enige?” Spørger Aaden og vi nikker begge bekræftende. ”Og sørg for at de andre ikke ser det” mumler Aaden til sidst. Emmett og jeg lister os ind i mellem træerne, mens vi bevæger os længere hen. Da vi kan se flyvemaskinen, bevæger vi os ud af træerne. Vi kan knapt se de andre længere. ”Det her bliver virkelig, virkelig ulækkert” advarer Emmett og jeg nikker indforstået. ”Held og lykke til dig også” mumler jeg. Flyet ligger skævt, der for er døren helt nede at skrabe sandet. Vi træder ind gennem den halvåbne dør, og en modbydelig lugt møder vores næser. Min mave vender sig, men jeg synker insisterende. Emmett gør det samme. Jeg går hen ad gangen mellem sæderne, og da jeg ser Alec stopper jeg op. Han ligger ind over to sæder, og jeg får en kæmpe knude i maven. Det kan ligeså godt overstås. Jeg tager fat i hans døde arme, og hiver hans halvtunge krop ud på gangen. Foran mig er Emmett i gang med at få døde Jamel fri. Jeg ser ikke på Alec, men koncentrerer mig om at slæbe ham ud af flyet. Tårerne brænder i mine øjne, men jeg giver ikke op. Da solen endelig brænder på min hud igen, slipper jeg Alec. Emmett slæber Jamel ud, og ligger ham ved siden af Alec. Han ser med tåreblændede øjne på mig. Tøvende tager han min hånd og klemmer den. Vi går ind i flyvemaskinen, og gør det samme som før. Jeg hiver i Eleines fødder, og undervejs falder hendes dyre D&G solbriller ud af håret på hende. Dem kan hun få på senere… Hun levede og åndede for de dumme solbriller. Jeg ligger hende ved siden af Jamel, og går ind i flyet. Da vores 10 venner ligger på rad og række, vælter jeg ned i sandet. Jeg græder, hulker, snøfter og slår ned i sandet. Emmett taget fat i mine arme, og trækker mig hen til sig. Jeg ligger hovedet mod hans svedige brystkasse, og græder nu helt stille. ”Hvorfor dem? Hvorfor os?” Spørger jeg grædende. Han stryger mig over håret. Efter at vi har siddet sådan i en tid, rejser vi os. ”Måske skulle vi også få de piloter ud” mumler jeg og han nikker. ”Den klarer jeg. Bliv siddende her med lukkede øjne” beordrer han. Jeg gør som han siger, og kort tid efter sidder han hos mig igen. ”Den ene havde et billede af en kvinde og to børn i sin pung” siger Emmett lavt. ”Jeg forstår ikke hvorfor verden er så ond” mumler jeg. ”Jeg henter Elias og Kellan. De kan hjælpe os med at få ting ud af flyet” fortæller han, giver mig et smil og så er han i løb hen ad stranden.

 

”Vi kan sgu da bruge sæderne!” Jubler Elias og vi ser alle dumt på ham. ”Altså, vi skal bare lige have dem fri” mumler han, og vi trækker på skulderne. Da Kellan og Elias så alle ligene, kneb de øjnene hårdt sammen og tog dybe vejrtrækninger. Vi rykker alle til det samme sæde i flyet, men det sidder fast. ”Hvordan fanden skal vi få det fri?” Spørger Kellan bebrejdende. ”Har vi ikke noget at brække det op med?” Spørger Emmett, og Elias går væk et øjeblik. Han kommer tilbage med en underlig jernting. Kellan trækker på skulderne, og tager den i hænderne. Efter et øjeblik får han sædet fri, og vi bærer det udenfor. Sådan forsætter vi længe, ind til at alle sæderne er ude af flyet. Det drejer sig vel om 30 sæder, får jeg talt mig frem til. Det ser vildt underligt ud, at der står 30 sæder fra et fly på en strand. Kellan og Elias begynder at bære sæderne hen til alle de andre. I mens begynder Emmett og jeg at snuse rundt i flyet. Omkring det ødelagte cockpit, ligger et lille rum. Der er blot røde gardiner foran. Emmett river det store gardin ned, og svinger det over skulderen. ”Det kan vi vel bruge” mumler han og trækker på skulderne. Der er et lille barskab, og Emmett forsøger at løfte det op. ”Det er lidt tungt…” stønner han og jeg træder til. I fællesskab får vi båret det bærbare barskab ud af flyvemaskinen. Der er en lås på barskabet, så vi beskæftiger os ikke mere med barskabet, men går ind i flyveren igen. Vi kan vel altid smadre glasset på det senere. Jeg mærker for alvor hvor tørstig jeg er. ”Er der for øvrigt nogle der er gået på jagt efter et vandhul?” Spørger jeg Emmett og han nikker. ”Aaden sendte Azrael og Mary-Ann på opgaven lige før vi gik” svarer han, mens vi leder i de få skabe der er. ”Små chokolader!” Jubler jeg, da Emmett tager en stor skål ud fra skabet. Han hiver også nogle vingummiposer ud fra skabet. Der er hele 5! Vi smiler svagt til hinanden, og smider det i sandet. Efterhånden har vi vænnet os til den ulækre lugt i flyvemaskinen. Der ligger tæpper gemt i et andet skab. Da vi endelige er færdige med at bære alt det brugelige ud af flyvemaskinen, begynder vi at bære det tilbage. Kellan og Elias er færdige med at bære sæderne tilbage, så det går ret hurtigt. Det er efterhånden blevet mørkt, og den konstante knurren i min mave er blevet ret slem. Hayley og Mackenzie sidder og snakker omkring et stort bål, og nogle af fyrene er stadig i gang med hytten. De er kommet rigtig, rigtig langt. De har brugt en masse træ inde fra skoven af, og mange af sæderne er derinde. ”Hvor er det flot” mumler jeg og fyrene kigger på mig. ”Det har fandeme også været hårdt!” Klager Elijah, og Kewin nikker bekræftende. Jeg kaster det store, røde gardin i armene på Aaden, som begynder at sætte det op. ”Det passer perfekt som dør” siger Azrael beundrende. ”En dør bliver det aldrig” griner Elijah og Azrael kniber øjnene ondt sammen. Jeg mærker igen tørken i min hals, og henvender mig til Azrael: ”Fandt I et vandhul?” Spørger jeg, med et ynkeligt håb. ”Ja sgu. Der står en kuffert derovre med ferskvand. Men vask lige dine fingre, før at du tager noget. Vi skal nødig blive syge” fortæller han og jeg smiler stort. ”Hvor ligger vandhullet?” Han ser opmærksomt på mig og peger så ind i skoven. ”Et godt stykke herfra, faktisk. Men det er der” smiler han. Jeg går over mod den omtalte kuffert, som næsten er fyldt op til randen med vand. Der står et lille krus, som man normalt ville have sin tandbørste i. Jeg går ind i hytten igen, og finder den kuffert der har materielle ting. Jeg tager en sæbe, og går ned til vandbredden. Jeg vasker mine fingre i saltvandet, men det er bedre end ingenting. Derefter tager jeg kruset og dypper det ned i vandet. Grådigt drikker jeg, til jeg er helt propfuld af vand.

 

”Nu har vi alt på plads, og det er takket være os alle sammen og vores gode samarbejde” starter Aaden, og vi er alle opmærksomme. Vi har lige spist slangerne som vi stegte over bålet, og nej, det smagte ikke godt. Men det var heller ikke så jeg var ved at brække mig. Jeg er faktisk mæt. Bålet knitrer og skæret fra det lyser i mine venners øjne. ”Vi ved hvor vi finder mad, vand og vi har næsten hytten på plads. Jeg regner derfor med, at vi sover derinde. I morgen laver vi en plan for, hvem der laver hvad. Og så skal vi have begravet vores kære venner også. Godnat, og sov rigtig godt” slutter han, og går ind i hytten. Kun Emmett og jeg sidder tilbage, da de andre er gået ind i hytten. Han sætter sig hen til mig, og tavst ligger jeg mit hoved på hans skulder. ”Det skal nok gå alt sammen” hvisker han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...