Strandet

Et dansehold fra London strander på en øde ø, da deres fly styrter ned. De er 12 overlevende, ud af 21. Intriger, kærlighed og kampen for overlevelse sættes nu i gang, og venskab sættes på prøve. Vil de nogensinde blive reddet, eller vil de ende som deres døde dansekammerater?

40Likes
26Kommentarer
1880Visninger
AA

2. Dag 1

Dag 1

 

”Jeg tror ikke det er farligt at gå derind” indskyder Azrael og alle nikker sammenstykkende. Aaden ser lidt forkert ud i ansigtet, men nikker så. ”Tag ikke de kufferter, som sidder fast. Og for guds skyld, lad være at kigge på.. de døde” beslutter Aaden. ”Hvis I piger tager bagpartiet, så går vi ind i selve flyvemaskinen” kommanderer han, og vi begynder at gå hen i mod det rygende fly. Det bagerste af flyvemaskinen er ødelagt, så vi kan se alle vores kufferter ligge og flyde. De der ligger bagerst er mast, og der ligger en masse ødelagte ting fra flyveren ovenpå. En væmmelig lugt møder min næse. Lugten af ødelæggelse, død og brændte ting brænder i min næse og i mit hjerte. 9 fra vores dansehold er døde. Jeg tørrer tårerne fra mit ansigt væk, og løfter en kuffert op. Den er tung og lyserød. Det kan kun være Rosalies… En ny strøm tårer. Hun kunne være så forbandet irriterende, men også så fantastisk sød. ”Jeg har fundet min egen” mumler Hayley, og kaster den ligegyldigt ud af flyveren. Den lander tungt i sandet. Hayleys øjne er røde og hendes ansigt ophovnet. Hvis der er noget at være glad for i denne situation, så er det at Hayley har overlevet. Mary-Ann og Mackenzie bærer i et hurtigt tempo kufferter ud af flyveren, og der er snart ikke flere tilbage. ”Vi har godt nok været utrolig heldige” siger Mary-Ann og jeg nikker. ”Det er utroligt at vores kufferter overlevede” istemmer Mackenzie, med et sørgmodigt smil. ”Det skal i hvert fald nok hjælpe os” slutter jeg og pigerne nikker. Vi sætter os oven på en kuffert, og venter på at drengene er færdige med at slæbe den overlevende håndbagage ud. Billeder af min familie ligger i min håndtaske, så jeg vil blive glad, hvis de finder den. Elijah kommer svajende hen til os. ”Er du okay?” Spørger jeg ham bekymret, og han dratter om i sandet. ”Elijah!” Råber Kewin, der kommer løbende hen imod os. Vi går alle hen til Elijah. Men knæ begynder at ryste. Kewin mærker hans puls, og han ånder lettet op. ”Han er bare besvimet” mumler han. Vi ånder alle lettet op.

 

 ”Aaden sagde jo at du ikke skulle kigge på dem!” Råber Kewin til Elijah, da han vågner op. Elijah gnider sig forvirret i øjnene. ”Det føltes bare som om, at de var over det hele. Jeg faldt over Milow!” Græder Elijah, og jeg går helt hen til ham. Jeg giver ham et langt og trøstende kram. ”Jeg er også ked af det, Elijah” trøster jeg, mens han hulker. ”Tjek lige om I kan finde jeres håndbagage” råber Aaden og jeg trækker Elijah op fra sandet. Da jeg ser min store, sorte håndtaske mærker jeg et lille svip af glæde. Jeg knuger den ind til mig, mens jeg ser de andre lede efter deres ting. ”Når vi har fået organiseret vores ting, så går jeg med Elias, Azrael og Kellan ud for at finde noget mad til os. I mens kan I få tændt noget bål, og måske være lidt kreative med at finde et sted vi kan sove.” Aaden åbner et par kufferter og tømmer indholdet ud i sandet. Tøj, sko, lagner, hårprodukter, en computertaske og andre gode sager flyder nu i sandet. Krøllejern, glattejern og andre ting der behøver strøm, kyler Emmett ud i vandet. Han råber og skriger i vrede og al afmagt. Han græder også. Elias forsøger at få hold på ham. Jeg roder min egen store kuffert i gennem. Jeg har heldigvis 2 pakker bind, så på den front kan jeg godt klare mig i to måneder. To måneder. Jeg håber inderligt, at vi ikke skal være her i to måneder. At der kommer en redningsaktion og redder os. Jeg ser på mine stiletter, som jeg bestemt ikke får brug for nu. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg kan holde min hygiejne nogenlunde i stand. Tandpasta, shampoo, en masse forskellige sæber og en masse deodoranter og parfumer. Jeg ser Aaden, Elias, Azrael og Kellan gå ind mellem de store træer. Jeg sætter mig tungt i sandet. ”Vi skal have samlet alle de ting vi kan bruge og have sorteret dem” siger Hayley højt. Stønnende rejser jeg mig op, og hjælper til med at samle alt tøj i en stor bunke. ”Vi kan samle alle materielle ting i min kuffert” tilbyder Emmett. Da vi har tømt alle kufferter, samler vi dem. ”Jeg har lige fået en idé..” begynder jeg tøvende. Alle ser på mig. ”Vi kunne forsøge at ødelægge kufferterne, og så lave noget hus-agtigt noget ud af det. ”Det kan man på film og i bøger, ikke i virkeligheden” hakker Mackenzie og jeg ruller med øjnene. ”Lad os da prøve” prøver Emmett optimistisk, og tager fat i en kuffert. ”Lawrence var altid så praktisk… Og underlig… Så jeg fik noget reb fra hans kuffert” siger Mary-Ann og holder et langt reb op. Emmett trækker sukkende på skulderne: ”Drengen var jo genial” mumler han. Kewin, Elijah, Emmett og Azrael går i fællesskab i gang med kuffert-projektet. I mens samler vi piger nogle pinde til bålet. Da vi har samlet pinde i en halv times tid, er der stadig en ynkelig lille bunke. ”Kan vi virkelig ikke finde noget bedre?” Spørger jeg pigerne, og de glor på mig. ”Jeg har aldrig lavet en bål før” erkender Hayley, og jeg smiler lidt. ”Heller ikke mig” istemmer de to andre piger. ”Så må vi bevæge os længere ind på øen… jeg ved godt at Aaden sagde vi skulle blive her, men her finder vi jo ikke noget vi kan bruge til noget” beslutter jeg og pigerne trækker på skulderne. Vi sniger os ind i mellem træerne, og der bliver straks lidt mørkere. Mere fugtigt. Jeg snuser ind, og endnu friskere luft møder mig. En duft af ren og uberørt natur. En meter længere henne, ser jeg en stor og tyk gren. ”Se så her” jubler jeg og pigerne kigger straks. ”Når vi har fundet en masse af dem, kan vi så vende tilbage?” Spørger Hayley bedende. Jeg nikker. ”Lad os så gå på grenejagt!” Siger jeg optimistisk, og glemmer et øjeblik vores døde venner i flyvemaskinen. Men kun et øjeblik. De smertende tanker om dem rammer mig hele tiden som et lyn. Slår ned i mig, når jeg mindst venter det. Og frygten. Angsten. Efterhånden som jeg går og tænker, har jeg fået samlet en del store og tykke grene i mine arme. ”Aleeah!” Skriger Mackenzie, og jeg farer over til hende. Hun stirrer ned på jorden, et par meter foran os. Jeg holder mig for munden, for ikke at skrige. En slange kigger op på os. ”Stå. Helt. Stille.” Hvisker jeg og Mackenzie nikker. Langsomt bukker jeg mig ned, og samler en stor sten op. Jeg kaster den så langt jeg kan mod slangen, og den iler hurtigt væk. Jeg aner ikke hvorhen. ”Og så tilbage!” Skriger jeg med en stemme fuld af angst, og vi løber alle fire tilbage til vores lille lejr. Vi smider forpustede vores grene på bålet, og sætter os i sandet. Drengene kigger slet ikke på os, men koncentrerer sig om deres projekt. De har fået sat nogle stolper op. De kommer nok inde fra flyet af… Jeg kan se, at vi er rykket en del væk fra flyet. Men det er godt nok også en skrækkelig tanke, at vores venner ligger døde inde i det fly. Mary-Ann henter en lighter fra sin taske, og forsøger at tænde bålet. Efter en masse mislykkede forsøg, får hun endelig tændt bålet. Flammerne bliver større og større, og de drager mig. Det eneste mine øjne ser, er det flammende bål. ”Aleeah!” Kalder én, og jeg vender tilbage til virkeligheden. ”Er du helt væk eller sådan noget spørger Emmett, og sætter sig ned ved siden af mig. Hans mørke hår ser vådt ud og han er beskidt i ansigtet. Men hans blå øjne stråler med sin fantastiske gnist, som de plejer. ”Jeg tænkte bare” mumler jeg. Han ligger en varm om mine skuldre: ”Det gør vi alle sammen jo” svarer han kækt, med sit varme Emmett-smil. Aaden kommer tilbage med Elias, Azrael og Kellan. De har en masse forskelligt i armene. Det er efterhånden blevet mørkt, og vi sætter os alle om bålet. ”Der var ingen pizzaer at finde” mumler Kellan og vi griner prøvende. Er det okay at grine, når vi alle sammen er kede af det? ”Rødder, bær og blade er på menuen” smiler Aaden og vi tager alle for os. Min mave har knurret længe og indtrængende de seneste timer. Jeg tager prøvende en bid af en rod. Den smager ikke ligefrem godt. Alle er stille, mens vi spiser. ”Vi sover bare med noget af det sengetøj, vi har haft med. Bare ind til hytten er færdig” siger Aaden og ingen siger noget. Ingen ved hvad der lurer i mørket på denne ø. Vi har alle haft en enkelt pude, noget sengetøj og nogle lagner med i vores kufferter, så vi ligger nogenlunde i sandet. Jeg har Hayley på min højre side, og Emmett på min venstre. ”Godnat” råber Aaden ud over os, og alle svarer med en højt ”godnat”. ”Sov sødt” hvisker Emmett til mig, og jeg smiler skævt. Da der er helt ro, begynde snøftene og hulkene at kunne høres. Alle græder, inklusiv mig selv. Jeg ser min families ansigter for mig. Mine døde venners ansigter. Tårerne gør sandet vådt, men det er jeg faktisk fuldstændig ligeglad med. Nattens lyde skræmmer mig, men bålet som knitrer, beroliger mig lidt. Jeg falder i søvn, med tårerne faldende lydløst ned ad mine kinder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...