Countdown

Endnu et forsøg på at skrive en novelle som måske kunne interessere læsere som er villige til noget som er anderledes. Udled af dette hvad i har lyst til. Men håber at mit budskab bliver fanget.

11Likes
74Kommentarer
1690Visninger

1. Eneste kapitel

 

 

 

Når et menneske, får magten over et andet menneskes liv, er det første trin i retningen mod mørket. Mørket med de lange, famlende skygger som ikke vil give slip når de først har fået fat. Langsomt begynder den menneskelige hjerne, at bryde sammen og ens evne til at tænke rationelt viger pladsen for et altoverskyggende magtbegær.

 

De har ingen anelse om, hvad der venter dem. Burene står på sirlige rækker, arrangeret med en halv meters mellemrum, så kontakt mellem dyrene ikke er mulig. De larmer nu, men snart vil der være stille i det store rum, som kaster lydene tilbage med tredobbelt styrke. Jeg kigger ud over rummet. Det hele er mit, tilhører mig. Mit ansvar, de er underlagt min kontrol og ingen andres.

Jeg er alene i rummet men aldrig helt alene.

Han spotter og håner mig. Han er et dumt svin og han ved, at det irriterer mig. Jeg hader ham. Han hader mig. Hvorfor skulle vi to så sættes sammen. Jeg vil vise ham, at jeg ikke er, hvad han tror jeg er.

Jeg sætter mig på hug foran buret. Lader langsomt det tunge håndvåben glide hen over tremmerne. Jeg ved det her plager dem. Det opdagede jeg inden der var gået ret længe her. Den udstøder nogen lyde.

Jeg væmmes ved dem. En underlegen race. Mennesket er sat på jorden med det formål, at betvinge de underlegne. De lever for at tjene. Dyrene er underlagt os. Hvis man lever i sit eget lort og snavs, dag ud og dag ind, er man ikke berettiget til noget. Andet end total underlæggelse. De er umælende slaver og de er afskyelige. Og så larmer de.

Jeg fortsætter provokationen. Det morer mig at se dens pupiller udvide sig på grund af stresset. Jeg spytter efter den, rammer den lige hvor det var tiltænkt. Under venstre øje. Det som vender ud mod mig. Den letter sig, bragt op af larmen. Den kommer nærmere. Vil skaffe sig af med irritationsmomentet. Jeg kan styre den som en marionetdukke. Jeg smiler til den, rejser mig op og sender en kugle igennem dens dumme hoved. En enkelt dødsspasme og en hastigt voksende pøl med blod. De kan vel bare holde kæft, ikke?

"Så skide modigt af dig. Et forsvarsløst dyr. Du er vel nok en mægtig jæger." vrænger han. Jeg nægter at lade mig gå på af ham. Han kan ikke styre mig, han har ingen magt over mig. Jeg fortsætter ned ad rækken af bure. Råber ad dem. De bliver skræmt og trækker sig tilbage mod det bagerste hjørne af deres små tilsølede 'hjem'. Affyrer endnu en kugle. Og endnu en.

De rammer alle plet, på nær en. Måske er det med vilje. I hvert fald giver jeg et ryk med hånden da jeg skyder mod en af dem og rammer den hvor det gør ondt. Hvor det kan mærkes. Jeg kan godt lide at se den vride sig. Den larmer mere end før nu. Det var jo ikke meningen. Men alligevel står jeg lidt og beskuer den i sin paniske dødskamp. Jeg vil ikke afslutte smerten, det morer mig. Jeg bliver opfyldt af en rus som får min puls til at stige og adrenalinen til at pumpe igennem mine årer. Dette her, er tilfredsstillende arbejde.

Den fortsætter længe endnu. Jeg tæller ikke minutter. Måske går der en hel time. Jeg er fascineret af dens dødskamp og magten som våbnet giver mig. Jeg er som en gud. Magten til at skabe og ødelægge som jeg ønsker. Skabe smerte, ødelægge liv. Til sidst giver den op og bliver slap i lemmerne. Den er stille nu, men larmen er steget omkring mig.

Han griner hånligt af mig. "Den magt du forestiller dig, i dit syge, perverse og fortvistede sind, er en illusion. Du har kun magt over umælende slaver og hvad gør det godt for?" Han ler endnu mere end før. Jeg kan mærke at han har ret. Men jeg er stadig ikke færdig her.

Jeg bøjer mig ned foran det næste larmende og snavsede individ. Dens øjne er røde og dens åndedræt er hurtigt. Jeg trykker aftrækkeren ned foran dens pande. Men pistolen klikker. Jeg råber af raseri, men genvinder hurtigt fatningen. Ammunitions-skabet ude bagved.

Der er seks patroner. 5 slaver.

4 slaver.

3 slaver.

2 slaver.

Jeg nærmer mig det sidste bur. Larmen er næsten død nu.

"Hvad med en udfordring store jæger? Eller tør du ikke?"

Jeg skal vise det forpulede møgsvin. Så jeg åbner buret. Skubber lågen op og bakker tre lange skridt bagud. Jeg er ikke bange. Men alligevel pibler sveden frem på min pande. Den er langsom i optrækket, men får hurtigt fart på. Jeg tager mig god tid. Selvom det blot varer nogle korte sekunder. Og jeg rammer den. Lige imellem øjnene. Den dør med et brøl af raseri på læberne. Så griner jeg. Lettelse eller rusen. Adrenalinen pumper. Blodet flyder. Pulsen hamrer. Så hurtigt at jeg får sorte pletter for øjnene. De mest vidunderlige sorte pletter.

Så opdager jeg stilheden. Den altopslugende stilhed, der nu har lagt sig over det hele. Det er interessant. Jeg burde nyde den, men i stedet er den ubehagelig. Var det ikke det her jeg ønskede? Hvorfor virker det så forkert? Han bryder stilheden.

"Det var så slaverne. Hvad med et rigtigt mål nu?"

Han har ret. Og han er den eneste inden for miles omkreds. Der er stadig en kugle tilbage i pistolen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...