Love Song

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2012
  • Opdateret: 15 maj 2012
  • Status: Færdig
Sey Sun er en ganske almindelig 19-årig ung kvinde, hvis liv har taget en drastisk drejning.
I et år har hun befundet sig i Seoul, Sydkoreas hovedstad, for at lære noget mere koreansk og samtidig tjene nogle penge. At hendes arbejdsgiver skulle vise sig at være en af de mest eftertragtede fyre i Sydkoreas musik og film industri, havde hun aldrig forestillet sig.
Vi møder hende i en taxa, hvor hun tænker på året, der er gået, og på de ting som har endt med at skabe hendes egen Love Song.

15Likes
68Kommentarer
2553Visninger
AA

9. The press and angry fans

 

 

Jeg trak kraven på min jakke godt op i nakken, da regnen stille silede ned over mig, efter at være steget ud ad taxaen. I min ene hånd holdt jeg kufferten, som jeg lod køre bag mig, mens jeg stille begav mig ind mod terminalen.

"Det her er min kæreste, Sun Sey. Jeg håber, at I alle vil behandle hende med respekt og tage godt imod hende, da jeg holder meget af hende." Sådan lød en artikel i et af de meget populære blade et par dage efter, da du havde valgt, at vi lige så godt kunne afsløre det, da pressen alligevel ville finde ud ad hvem jeg var før eller siden... Jeg havde dog foretrukket siden.

De næste mange uger gik på, at jeg blev ophøjet fra at være din assistent til at være din kæreste, så nu kunne jeg ikke længere gå ned og hente din frokost uden at have et par fotografer lige i hælene. Jeg kunne ikke engang gå ud med skraldet, uden at de absolut skulle tage et billede af, om jeg nu var typen, der sorterede mit affald eller "var ligeglad med miljøet". Du sagde, at der blot ville gå et par uger, inden pressefolkene fik færten af en anden skandale, som de kunne dække, og de kun forfulgte mig, fordi de ikke havde noget bedre at give sig til i øjeblikket. 

Et stille suk forlod mine læber, og du vendte spørgende dit blik op imod mig med nudler hængende ud ad munden. Jeg kunne ikke lade vær med at trække let på smilende, da du på en gang så utrolig bekymret og sød ud, men også ufattelig fjollet og dum med nudlerne hængende ned ad din hage. Jeg viste dig ikke, at der var noget i vejen. At min verden ikke længere hang sammen. Det eneste tidspunkt hvor jeg følte, at jeg var mig selv længere, var når jeg var sammen med dig... men selv der kunne jeg ikke lade alle mine sande følelser komme til udtryk.

Jeg elskede dig. Det vidste du. Du vidste, at jeg ville gå igennem ild og vand for dig, og jeg vidste, at du ville gøre det samme for mig. Men endnu en gang indhentede den mørke sandhed mig. Vores forhold ville aldrig kunne lykkes ordentligt. Der var for stor forskel imellem os. Du var næsten 11 år ældre end mig, og elsket af alt og alle... Jeg derimod skulle være heldig, hvis jeg kunne nå at gå fem meter, før end der blev kastet knive efter mig med folks blikke. Folk fandt mig afskyelig... En 19-årig almindelig pige der var kærester med en kendt 29-årig mand... Ja, jeg gjorde det jo kun fordi, at han var berømt, ik'? Jeg gjorde det kun for selv at få skudt gang i karriere... Det var i hvert fald de beskyldninger jeg fik...

Jeg viste dig dem aldrig, men i ugerne efter modtog jeg en del breve. Et par enkelte af brevene var positive og ønskede os det bedste, da de kunne se, at du var langt mere lykkelig, når jeg gik ved din side. Resten af dem var breve fyldt med ord, der lige så godt kunne have været glasskår, der lavede et lille snit i huden hver evig eneste gang, jeg lod mine øjne glide hen over dem. Nogen var blot hadske... kaldte mig for modbydelig og et afskum, mens andre... Hver gang jeg læste deres ord, var jeg tæt på at få tårer i øjnene, men jeg græd aldrig... For et eller andet sted havde de jo ret... Jeg var ikke god nok til dig, og det ville jeg aldrig blive...

En dag hvor jeg kom lidt senere hjem end dig, spurgte du straks, hvad der var sket, da du så mit beskidte tøj og skrammerne på min krop og mit ansigt. "Jeg væltede på min cykel, da min taske kom i kambolage med baghjulet.." Du uglede blot blidt smilende i mit hår, hvorefter du hjalp mig med at rense de værste skræmmer... Du havde ingen idé om, at blot et kvarter før det havde jeg humpet over til min cykel, efter at et par sindssyge fans havde haft fat i mig. Jeg viste dig det ikke, men jeg var bange... Så ufattelig bange...

Og som om det ikke var nok, gentog det sig. Forskellige sindssyge fans forfulgte mig, sendte mig trusselsbreve, gav mig slag, når de kunne komme til det, og alt imens smilede jeg blot af det og lod som om, at jeg endnu en gang var faldet over mine egne ben...

Pressen ville heller ikke holde sig væk, selvom det var kommet flere sager op, som kunne være interessante for dem at grave i. De ville ikke lade mig være, selvom det i starten var rimelig positive ting, som de skrev om mig... Indtil en dag hvor det var som om, at alting pludselig blev vendt på hovedet... "Kæresten fordrejet hovedet på Rain!", "Sun Sey, en bedragerisk diva", "Rain vågn op!" Hver gang sådan en artikel landede på dit skrivebord, krøllede du den sammen i vrede og kastede den hårdt fra dig.

Der kom en periode, hvor jeg ikke så særlig meget til dig. Du havde travlt med at promovere MBLAQ samtidig med at du knoklede med at få skrevet sange til dit eget comeback. I den tid holdt jeg mig mest inden døre, mens jeg brugte timer på at sidde og se ud ad vinduet. Jeg så aldrig ned på gaden, hvor jeg vidste, at fotograferne sad skjult i en bil der holdt et par huse væk, eller gemte sig bag naboens skraldespande. I stedet vendte jeg stille mit blik op imod himlen. Den skiftede udseende fra dag til dag og blev mørkere og mørkere jo tættere på at vintermånederne nærmede sig.

Alligevel følte jeg mig tættere forbundet med himlen end med noget andet. For jeg kendte jo egentlig ikke rigtig nogen ud over dig, og kun himlen afspejlede hvordan jeg havde det inden i... Gråt, trist og ensomt...

Selv juleaften som vi ellers fejrede ved, at jeg lavede flæskesteg og ris a la mande, som du aldrig havde smagt før, så den glade og smilende pige, du blev ved med at se for dig, var kun en facade sat op foran pigen, der var ved at gå i opløsning... Mit hjerte hamrede stadig for dig på samme måde, som den første dag jeg mødte dig, bortset fra at det ikke længere kun var lykke og blind forelskede, som løb med blodet ud i resten af kroppen. Sorgen og smerten løb igennem mig som en indre skærsild, der hele tiden pinte og plagede mig, når jeg så på dine trætte øjne...

Du sagde det aldrig, men jeg vidste, at du kæmpede lige så hårdt, som jeg gjorde... måske endda mere, da du blev presset fra flere sider i et forsøg på at få dig til at gå fra mig... At vide at jeg forvoldte dig mere smerte, end jeg bragte dig glæde, splintrede mit hjerte til atomer. Det var dog aldrig min mening, også at splintre dit...

Jeg rystede stille vandet ud ad mit hår, mens jeg begav mig over for at få tjekket min bagage ind. Allerede i taxaen havde jeg tjekket mig selv ind via mobilen, så jeg ikke kunne nå at få kolde fødder undervejs. For jeg måtte for alt i verden ikke se mig tilbage, før end jeg befandt mig mindst tusind kilometer væk fra dig...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...