Love Song

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2012
  • Opdateret: 15 maj 2012
  • Status: Færdig
Sey Sun er en ganske almindelig 19-årig ung kvinde, hvis liv har taget en drastisk drejning.
I et år har hun befundet sig i Seoul, Sydkoreas hovedstad, for at lære noget mere koreansk og samtidig tjene nogle penge. At hendes arbejdsgiver skulle vise sig at være en af de mest eftertragtede fyre i Sydkoreas musik og film industri, havde hun aldrig forestillet sig.
Vi møder hende i en taxa, hvor hun tænker på året, der er gået, og på de ting som har endt med at skabe hendes egen Love Song.

15Likes
68Kommentarer
2674Visninger
AA

11. Painfull snow

En ubehagelig hul lyd kom fra mine små stilethæle hver gang de ramte gulvet. Mit blik var rettet stift fremad gennem solbrillerne, selvom de kort forlod deres målrettede plads, da en lille pige passerede mig. I sin ene hånd holdt hun sin moder i hånden, og i den anden holdt hun en sød plysset hvid bamse…

”It's too late to say these words of redemption

I should've known better

If I can turn back the clock, I'll do anything and everything

All I need is just one more chance, let me prove my love to you

Let me show you, let me tell you how much I miss you

You're all that I need girl”

Jeg blinkede et par gange, da et lille snefnug landede på min næsetip. Stille vendte jeg mit ansigt op imod himlen og kom uvilkårligt til at smile af synet. Tusindvis af små snefnug dalede ned fra himlen som klare krystaller, der skinnede smukt i skæret fra gadelamperne. Jeg var så opslugt af det smukke syn, der udspillede sig for mine øjne, at jeg slet ikke havde bemærket, at jeg ikke var den eneste, som havde sunget en smule af ”Sad tango”.

”You’re all that I need girl..”

Jeg blinkede et par gange med øjnene for at sikre mig, at stemmen ikke var noget, jeg havde bildt mig selv ind. Ganske langsomt vendte jeg mit blik tilbage imod gaden jeg befandt mig på, hvorefter jeg vendte mig om.

Dine øjne så chokerede på mig, som havde du set et spøgelse, samtidig med at jeg kunne se den splittede følelse af sorg og glæde udspille sig i dem. Dit hår var en smule fedtet, som om du ikke rigtig havde overkommet at skulle slæbe dig selv ind under bruseren. Store mørke rande under dine øjne afslørede da også, at du heller ikke ligefrem havde fået en rolig nats søvn i et stykke tid.

”Sey..? Er det virkelig dig?” Det chokerede men alligevel lettede smil, der formede sig på dine læber, var næsten ikke til at bære. Jeg kunne mærke, hvordan alt inden i mig brød ud i kaos. Savnet efter dine stærke og trygge arme omkring mig, og følelsen af dine varme og vidunderlige læber imod mine, brændte mig op indefra, mens jeg blot beherskede mig til at nikke af dit spørgsmål.

Det tog dig kun tre store skridt, inden du stod helt ovre ved mig og havde lagt dine arme omkring mig. Mit indre skreg efter at jeg kastede mine arme om halsen på dig, mens tårerne ville trille ned ad mine kinder, og jeg ville fortælle dig, hvor ked ad det jeg var, og hvor meget jeg havde savnet dig. Du ville blot kysse min pande og smile blidt af mig, mens du roligt hviskede i mit øre, at det var okay.. at du vidste, jeg havde gjort det, fordi jeg elskede dig… Men jeg elskede dig stadig, og det gjorde at i stedet for at kaste mine arme om halsen på dig, blev jeg stående fuldstændig stiv som et bræt, mens du tryggede mig ind til dig.

Det smertede ufattelig meget i mit hjerte, da jeg stille gjorde mig fri af dine arme, hvorefter jeg så på dig med et blik, der var lige så koldt som sneen der dalede omkring os, og uden at efterlade et spor af nogen form for følelser, selvom mit hjerte stille sænkede sin fart imens: ”Burde du ikke komme videre?” Dit chokerede ansigts udtryk, fik det kun til at smerte endnu mere i min brystkasse, men mit koldt udtryksløse ansigt forandrede sig ikke. ”Sey.. el.. elsker du mig ikke længere?” Mit hjerte gjorde et par sidste krampeagtige slag, inden det gik helt i stå.

”Jeg har aldrig elsket dig.” Jeg kunne se på dig, at du var i chok.. at du ikke troede dine egne øre, men alligevel ikke kunne se noget tegn på at jeg løj. Aldrig i mit liv havde jeg været så god en løgner, som der. ”Nej.. det passer ikke.. du..”

”Jeg har aldrig elsket dig.” Mit hjerte slog ikke længere, så jeg følte ingenting, da jeg så dig gå i opløsning for øjnene af mig. Jeg vidste, det burde gøre ondt at se dig sådan, men det gjorde det ikke, da jeg ingenting kunne føle… Mit hjerte og min sjæl havde forladt min krop, og tilbage var der kun en tom skal af en krop, der vendte dig ryggen. Det eneste den tomme skal efterlod sig var et svagt spor i det tynde lag sne der var kommet, efter støvlerne på kroppen, der kort tid efter forsvandt under et nyt fint lag kold og ensom sne.

De efterfølgende dage tog jeg på arbejde uden at smile eller noget som helst. Jeg var blot en tom skal, en tavs iagttager der så ud igennem øjnene på en mekanisk dukke, der udførte sine pligter til punkt og prikke, og som blot gik hjem og lagde sig på sengen, når det var fyraften. Jeg kunne ingenting foretage mig i de dage. Jeg var hverken sulten eller tørstig, og søvn bemærkede jeg knapt nok at jeg fik. Jeg lå blot og kiggede op på de gamle brædder i loftet oven over mig uden at tænke, uden at føle.. uden noget som helst andet, end blot at ligge der og stirre ud i den tomhed, som herskede i min krop.

Hvis jeg havde givet mig selv til at kigge ud ad vinduet, ville jeg have set dig stå dernede. Stå nede i sne, slud og hagl og håbe på, at jeg på et eller andet tidspunkt ville gå over til mit vindue og få øje på dig. Bare et glimt af fortrydelse i mine øjne havde du brug for… Bare et lille glimt… Men jeg gik aldrig over til vinduet…

Jeg var kørt fast i en hverdag, der ikke længere gav nogen mening for mig. Min krop gjorde blot det den vidste, at den havde forpligtet sig til ved at få et arbejde, og ellers lod den sig selv syne hen… Til sidst blev det for meget for den. Jeg var på vej over til nogle kunder med deres bestilling, da mine ben pludselig gav op. Som en maskine der ikke havde fået olie længe, knækkede benene under mig, og jeg faldt lige så lang, som jeg var, indtil jeg lå på gulvet med tomme øjne og varm kakao plettet ud over min uniform.

Jeg husker ikke, at jeg blev hentet i en ambulance, eller at jeg havnede på sygehuset. Det eneste jeg husker, var følelsen af den totale tomhed, fordi mit hjerte ikke længere slog, og min sjæl havde forladt min krop…

Jeg stillede mig i kø, da jeg nåede min gate, mens jeg kunne mærke knuden i min mave røre på sig. Om lidt ville jeg stige om bord på det fly, der skulle flyve mig tilbage til Danmark, og som skulle lægge de 7935 km imellem os… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...