Love Song

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2012
  • Opdateret: 15 maj 2012
  • Status: Færdig
Sey Sun er en ganske almindelig 19-årig ung kvinde, hvis liv har taget en drastisk drejning.
I et år har hun befundet sig i Seoul, Sydkoreas hovedstad, for at lære noget mere koreansk og samtidig tjene nogle penge. At hendes arbejdsgiver skulle vise sig at være en af de mest eftertragtede fyre i Sydkoreas musik og film industri, havde hun aldrig forestillet sig.
Vi møder hende i en taxa, hvor hun tænker på året, der er gået, og på de ting som har endt med at skabe hendes egen Love Song.

15Likes
68Kommentarer
2652Visninger
AA

2. Meeting

 

 

Ruden føltes kølig mod min kind, mens verden gled forbi mine øjne udenfor. Himlen havde samme farve, som jeg følte mig inden i… Mørk og grå… Sørgmodig og trist… Det ville nok ikke vare så længe, inden dråberne ville begynde at falde ned fra himlen. Ligesom den dag jeg mødte dig…

Jeg var kun lige steget ud ad taxien, da det begyndte at stå ned i stænger. Jeg holdt mine arme over hovedet, imens jeg styrtede imod den gigantiske bygning foran mig. Jeg gav mig ikke til at betragte den, da jeg blot ville indenfor i tørrevejr, da min tynde hvide striktrøje, som jeg havde uden over min sorte blonde bh, ikke skulle nå at blive for gennemsigtig takket være vandet.

Jeg var kun lige kommet indenfor, da det skete. Mine små stilethæle gled på det glatte gulv, og jeg kunne mærke jorden forsvinde under mine fødder. Jeg lukkede mine øjne stramt sammen, mens jeg et kort sekund gjorde mig mentalt klar til sammenstødet, der nok ville resultere i en stor bule og gigantisk hovedpine. Men smerten kom aldrig. I stedet mærkede jeg en stærk arm lægge sig om livet på mig, og sørgede for at holde mig oppe.

Duften af forårs regn hang i luften blandet sammen med en svag, men vidunderlig duft af parfume. Ganske langsomt åbnede jeg stille mine øjne, blot for at se direkte op i et par smalle mørke øjne, der nærmest sugede mig til sig. Ansigtet var fuldkommen perfekt markerede, læberne var kraftfulde og indbydende, og det mørke hår hang let dryppende ned over ansigtet. Det føltes, som en evighed, inden jeg blev trukket op at stå igen, og jeg mærkede den trygge stærke arm fjerne sig fra mit liv.

"Pas på.. Gulvet er glat.." Du sendte mig et bredt smil, inden du begav sig videre ind i bygningen, nærmest som om der ingenting var sket. Mit hjerte hamrede af sted i brystet på mig, og det tog mig et øjeblik at få samlet mig så meget sammen, at jeg kunne begive mig over til informationen.

Jeg var ankommet to dage tidligere til Seoul fra Danmark, da en ven af familien havde skaffet mig et job herovre. Jeg havde været interesseret i Sydkorea et stykke tid, og havde endda sat mig selv til at lære koreansk for et par år siden. Så det at komme til Seoul var lige så meget et studie for mig, så jeg kunne få øvet mine sproglige kundskaber, som det var for at tage et sabbatår, inden jeg skulle søge ind på Københavns Universitet for at studere koreansk, da de alligevel kun tog nye studerende hvert andet år.

Jeg gav kvinden i informationen navnet på den mand, som jeg skulle være assistent for, hvorefter hun forklarede mig vejen op til hans kontor. Jeg bukkede, mens jeg takkede hende for hjælpen, hvorefter jeg begyndte at følge hendes anvisninger. Jeg lod mit blik glide hen over de forskellige døre, og fugtede stille mine læber, indtil jeg nåede en dør med navnet: Jung Ji-Hoon stående på dørskiltet.

Jeg lod stille min hånd banke på døren, mens jeg rettede en smule på mit hår, i håbet om at regnen ikke havde nået at ødelægge min frisure helt. "Kom ind." Jeg åbnede stille døren og trådte indenfor i det store kontor, som gemte sig bag døren. Jeg måtte tage mig selv i ikke at begynde at måbe, da mit blik gled fra de smag fyldte sorte læder sofaer til det store hvide skrivebord med den magelige sorte kontorstol til en dør, der stod let på klem ind til et rum inde ved siden ad.

Inden jeg nåede, at gå over for at kigge ind igennem sprækken åbnede døren sig, og du trådte ud. Lige så guddommelig, som du havde været for mine øjne nede i indgangen, lige så guddommelig var du, da du dukkede op foran mig i kontoret. Et grin spillede let på dine læber, da du så mit let forvirrede ansigtsudtryk, hvorefter du gik over til dit skrivebord og satte dig på kanten af det.

"Er du Sun Sey?" Min reaktion kom senere end den burde, og jeg kunne mærke mine kinder blusse ganske svagt af det. "Nae.. er De Jung Ji-Hoon?" Han smilede blot af mig, hvorefter han gik over og rakte mig sin hånd. "Bare kald mig Rain.." Rain... da jeg tog din hånd, kunne jeg mærke, hvordan mit hjerte hamrede hårdt imod indersiden ad min brystkasse. Der var et særligt glimt i dine øjne, og endnu en gang var jeg fuldstændig opslugt af dem.

Først da vores hænder slap hinanden igen, brød jeg øjenkontakten, hvorefter du gik over bag dit skrivebord for at tage plads i den magelige kontorstol. ”Hvornår ankom du så?” Jeg lod mine øjne undersøge kontoret lidt mere blot for at kigge på noget andet end dine alt opslugende øjne. ”Lørdag aften.” Selv når jeg ikke kiggede i din retning, havde jeg på fornemmelsen, at dine mørke øjne fulgte mig opmærksomt.

”Har du så nået, at se noget af byen?” Din stemme var så mørk og tiltrækkende, at jeg kunne mærke hele din tiltrækningskræft hænge i lokalet. ”Nej… jeg har kun nået at finde mig lidt til rette.. og så har jeg stadig en lille smule jetlag..” Du sagde ingenting, så jeg gik ud fra, at du blot havde nikket af mig i stedet for. Mine fødder fik mig til at standse op ud for en væg, der var fyldt op med forskellige plader i forholdsvis, sølv, guld og platin, inden det gik helt op for mig, hvem jeg egentlig havde med at gøre.

Jeg så fra alle pladerne og tilbage til dig, og jeg kunne se, at du betragtede mig opmærksomt. ”Rain? Er De den Rain?” Jeg bed mig selv rødmende i læben, da jeg udmærket vidste, hvor dumt det lød, men jeg kunne alligevel ikke lade vær med at spørge. Du smilede blot til mig og et let grin forlod dine læber. Jeg havde fået mit svar. ”Hvad så med, at jeg viser dig lidt rundt i byen? Jeg har først et møde efter frokost, og ellers har jeg sat tiden af til at lære dig bedre at kende, nu du skal være min personlige assistent.”

Du havde slet ikke haft behov for at spørge mig. Dit smil trak mig automatisk med sig, og før end jeg vidste af det, var vi allerede på vej ud ad dit kontor. På vejen greb du en sort paraply, et par mørke solbriller og et stort mørkt halstørklæde, som du viklede rundt om halsen, så man ikke kunne se hele din underlæbe. Jeg tog mig ikke synderligt af det, men fulgte blot med dig. Fortryllet og forblændet.

Du slog galant paraplyen op, da vi nåede udenfor, hvorefter vi gik tæt inden under den, for at sikre os, vi begge ville forblive tørre. Mit hjerte hamrede stærkt i brystet på mig, da jeg hele tiden kunne mærke din overarm brænde imod min, selvom vi begge havde en bluse, der skilte vores hud ad. Først der gik det op for mig, at du bar en sort strik trøje, som jeg bar en hvid strik trøje. Jeg kunne ikke lade vær med at smile over tilfældet, og gik blot videre sammen med dig ned igennem Seouls gader, mens vi lyttede til lyden ad regndråber imod paraplyen.

En enlig regndråbe ramte vinduet lidt foran mit ansigt. Jeg lod stille mine fingerspidser røre ved den kolde rude, der hvor regndråben sad. Stædigt, som om den ikke ville forlade mig…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...