Love Song

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2012
  • Opdateret: 15 maj 2012
  • Status: Færdig
Sey Sun er en ganske almindelig 19-årig ung kvinde, hvis liv har taget en drastisk drejning.
I et år har hun befundet sig i Seoul, Sydkoreas hovedstad, for at lære noget mere koreansk og samtidig tjene nogle penge. At hendes arbejdsgiver skulle vise sig at være en af de mest eftertragtede fyre i Sydkoreas musik og film industri, havde hun aldrig forestillet sig.
Vi møder hende i en taxa, hvor hun tænker på året, der er gået, og på de ting som har endt med at skabe hendes egen Love Song.

15Likes
68Kommentarer
2539Visninger
AA

8. Fun and disaster

 

Jeg lod stille min hånd få åbnet min håndtaske, hvor jeg rodede lidt rundt, inden jeg fik fundet min pung frem. Jeg lod et kort blik glide han over taxametret, hvorefter jeg begyndte at tælle pengene sammen. Mit blik landede på billedet, jeg havde gemt i pungen, som det eneste minde om dig. Mindet om den dag hvor det hele begyndte at smuldre under fødderne på os...

"Smil!" Jeg kunne ikke lade vær med at grine, da du kildede mig lidt i siden, for at få mig til at smile lidt ekstra på billedet. Du holdt engangskameraet op foran os, som du havde købt i en af de små souvenir boder i den forlystelsespark, som du havde taget mig med til. Selvom solen skinnede fra en skyfri himmel, var du alligevel iført en mørk kasket, og et par mørke solbriller i håbet om, at du ikke ville blive genkendt. Du havde iført dig et par afslappede jeans og en hvid T-shirt med et print af en art på, hvorimod jeg selv var iført en lys ferskenfarvet kjole med små pufærmer og blonder i kanten.

Du tog min hånd og trak mig med over til rutsjebanen, selvom jeg fortalte dig, at jeg ikke var så glad for, at den var så høj. Alligevel fik du lokket mig med op i den, selvom jeg sad og næsen rystede, da vi blev låst fast i vognen. Jeg indrømmer gerne, jeg havde løjet for dig. For jeg var ikke kun lidt bange for højden på rutsjebanen... Jeg var skræmt fra vid og sans. Højder havde aldrig været min stærke side, men alligevel følte jeg mig sikker, da du lagde din arm omkring mig og gav min skulder et klem.

Turen forløb nogenlunde smertefrit. Jeg fik tårer i øjnene, fordi det gik så stærkt, og sad med knyttede hænder omkring bøjen foran mig. Du derimod grinede og hujede i vildenes sky, som alligevel fik smilet frem på mine læber. Da vognen stoppede igen begyndte vi begge at grine, hvorefter du stille kyssede min pande, da du fik øje på de våde striber ned ad mine kinder.

"OMO!!! Det er Rain!!" For sent gik det op for mig, at under den hurtige rutsjebane tur havde vinden fået revet din kasket af, så det eneste der nu kunne skjule din identitet blot en lille smule var de mørke solbriller, men selvfølgelig var det ikke nok..

Du tog min hånd og trak mig af sted, så hurtigt mine ben kunne tillade mig, selvom du ihærdigt forsøgte at få mig til at løbe hurtigere. Vi stoppede først, da du fik trukket mig igennem et par køer, indtil vi havnede ved den forreste båd til kærlighedstunnellen. Heldigvis var der ingen kø til den, ellers havde det kun skabt endnu et ramaskrig, da vi sprang ned i båden og omsluttede hinanden så tæt, at mit hår kunne dække for vores ansigter, indtil vi nåede ind i tunnellens mørke.

Et lettelsens suk undslap dine læber, og jeg kunne se hvordan musklerne i din krop løsnede sig. Jeg derimod sad fuldstændig stiv som et bræt ved din side. "Det var godt nok tæt på.." Jeg behøvede ikke engang se på dine læber, for at vide at du smilede lettet. Mine derimod var en lige streg. "Hm..." Min hals føltes tør, og jeg kunne mærke knuden i min mave stramme sit kvalmende greb om min mavesæk og truede med at tvinge den hotdog op, som vi havde spist tidligere.

"Jeg går bare over, og køber en ny hat her bagefter, og så mødes vi ovre ved dyrene." Jeg svarede blot med et nik, mens jeg forsøgte at ryste den kvalmende fornemmelse af mig. Den sorte sky hang tungt ind over mit sind, selvom din varme sol forsøgte at trænge igennem mørket. En enkelt solstråle ramte min kind, da jeg mærkede dine læber blidt kysse den. Måske var det hele ikke så slemt igen? Måske skulle jeg bare slappe af og ikke lade mig genere af det... For det virkede jo for dig, ik'?

Turen var overstået før end jeg vidste af det, og til alt held var der ikke nogen, som stod klar med kameraer eller mobiltelefoner.. troede vi...

Dagen efter var der billeder i avisen, som tydeligt viste vores ansigter, sat op ved siden ad billeder fra et af de tv-programmer, du havde deltager i, hvor jeg stod klar ude i siden med en dunk vand til dig. Mit navn var ingen steder nævnt endnu, men pressen havde det med at kunne få fat på alle oplysninger... Så når først mit navn var kendt, ville det hele blive til et mareridt... Det faktum at pressefolkene havde fundet frem til din bopæl var endnu værre, fordi jeg nu var spærret inde, hvis ikke jeg skulle afsløre, at jeg boede hos dig, og derfor gøre sagen langt værre, end den var i forvejen.

Du var taget afsted til kontoret allerede inden aviserne var kommet ud, men jeg var sikker på, at du havde set overskrifterne alligevel. Din vidunderlige stemme havde i hvert fald lydt fra min telefon mindst syv gange inden for de sidste tyve minutter, men jeg kunne ganske simpelt ikke få mig selv til at svare... I stedet sad jeg i hjørnet af soveværelset, iført den skjorte jeg havde sovet i samt et par grå hotpants, og holdt om mine knæ, som jeg havde trukket hele vejen op til min brystkasse.

Hvorfor havde jeg ladet mig overtale til at prøve den rutsjebane? Hvis jeg blot havde holdt på mig, så var din kasket aldrig fløjet af, og så ville du ikke være blevet genkendt... Så kunne vi forsætte med at holde vores forhold hemmeligt for alle andre og sende hinanden stjålne blikke på kontoret eller i studiet.

Langsomt begyndte tårerne at trille ned ad mine kinder, mens jeg følte noget, jeg ikke havde gjort længe... Savn... Jeg savnede lige pludselig mine forældre og min lillesøster så uendelig meget, selvom jeg i starten havde været oven ud lykkelig for at slippe væk fra dem. Jeg havde faktisk ikke været i kontakt med dem, siden jeg havde ringet og fortalt dem, at jeg var kommet sikkert frem til den lejlighed, jeg havde lejet.

Tankerne om lejligheden fik mig til at overveje, om det mon var bedst, at jeg flyttede ud for en periode. Bare indtil stormen havde lagt sig? Men jeg vidste jo godt, at det ikke ville ske. Jeg kunne mærke verden stille smuldre væk under fødderne på mig, og nogen skovle jord oven på min grav, så jeg ikke kunne grave mig selv op igen. Den mørke tåge i mit hoved havde overmandet mig fuldstændig, og håbløsheden var styrtet ind over mig.

Hvor længe jeg sad der, bemærkede jeg ikke. Det eneste der gjorde, at jeg var bevidst om, at tiden stadig gik var den regelmæssige lyd ad din stemme fra min telefon ovre på natbordet, indtil den forsvandt igen. Jeg følte mig som en tom skal. Tom, alene og fortabt. Jeg var et dyr, der var jaget vildt, og snart ville hade breve og trusler ramme dit kontor, som var tilegnet mig.

Mørket føltes koldt, omklamrende og destruerende... Alligevel trængte en smule lys ind i mørket til mig. Den klamme kolde følelser, der ellers havde indtaget min krop blev stille opløst til fordel for en varme, som blidt omfavnede mig og lod sig sprede til resten af min krop. Tårerne trillede stadig ned ad mine kinder, da du blidt begyndte at vugge mig frem og tilbage i dine arme, mens du hviskede trøstende ord i mine øre.

Jeg blinkede de få tårer væk, som havde samlet sig i mine øjenkroge, mens jeg sad og talte pengene sammen. Jeg rakte stille chaufføren pengene, da han parkerede ude foran terminalen, hvorefter jeg tog mine solbriller på og åbnede bilens dør, for at stige ud i regnen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...