Love Song

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2012
  • Opdateret: 15 maj 2012
  • Status: Færdig
Sey Sun er en ganske almindelig 19-årig ung kvinde, hvis liv har taget en drastisk drejning.
I et år har hun befundet sig i Seoul, Sydkoreas hovedstad, for at lære noget mere koreansk og samtidig tjene nogle penge. At hendes arbejdsgiver skulle vise sig at være en af de mest eftertragtede fyre i Sydkoreas musik og film industri, havde hun aldrig forestillet sig.
Vi møder hende i en taxa, hvor hun tænker på året, der er gået, og på de ting som har endt med at skabe hendes egen Love Song.

15Likes
68Kommentarer
2553Visninger
AA

12. At last the rain is falling

Jeg stillede mig i kø, da jeg nåede min gate, mens jeg havde det som om, at min mave skulle til at vende vrangen ud på sig selv. Der var dog intet, den ville kunne presse op, da jeg intet havde kunnet spise hele dagen.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg befandt mig i det hvide lokale, uden at jeg kunne se noget som helst, men på sin vis var jeg også ligeglad. Jeg kunne høre lægerne rumstere rundt hos mig en gang imellem, fordi de ikke kunne finde årsagen til min underlige komalignende tilstand. Men hvordan kunne de overse, at jeg ikke have noget hjerte? Mit hjerte var væk… min sjæl var væk. Hvordan kunne de overse, at det kun var en tom krop, som lå der i sengen? Hvordan kunne deres målinger og prøver ikke vise, at mit hjerte ikke slog.. Det slog ikke…

En dag kom der en anden skikkelse ind i lokalet, end de normale hvide skikkelser, der plejede at vandre ud og ind igennem døren til lokalet i en nærmest fast rytme. Skikkelsen var mørk. Mørkt tøj, mørkt hår, mørke øjne… Øjne der så på mig med et udtryk, der virkede så bekendt, og alligevel kunne jeg ikke sætter en finger på, hvad det var… en følelse måske? Men hvad var en følelse?

Skikkelsen satte sig stille på min sengekant og så ned på mig med blanke øjne. En tåre trillede stille ned ad kinden, og landede på min hånd ”Please… oh, please... Come back…” Jeg kunne mærke, hvordan tåren stille blev absorberet af den tørre hud på mine hænder. Endnu en tåre ramte min hånd og et sted dybt dybt nede, hørte jeg et ekko af tåren, der ramte vandets overflade. Små krusninger spredte sig stille som ringe i vandet, og jeg kunne mærke, hvordan mine muskler stille begyndte at vågne op fra deres dvale.

Jeg kunne mærke? Men hvordan var det overhovedet muligt? Mit hjerte slog jo ikke.. hvordan skulle jeg så kunne mærke noget?

Dunk dunk. Dunk dunk. Jeg kunne mærke det. Et bankende hjerte der pulserede på livet løs… men det var ikke mit eget hjerte, jeg kunne mærke… Det var dit. Du sad på min sengekant og holdt min hånd imod din brystkasse. Dit ansigt var vendt ned imod jorden, mens tårerne stille trillede ned over din næseryg, og du blot knugede min hånd tættere ind til din brystkasse.

Som jeg lå der med mine tomme øjne rettet imod dit grædende ansigt, var det som om at dine tårer skyllede jorden, hvor jeg lå begravet væk. Langsomt, men roligt begyndte, begyndte jeg at kæmpe mig op fra dybet mod overfladen igen. Langsomt fyldtes mine lunger med luft, og jeg mærkede en underlig fornemmelse i min brystkasse. Svage, men regelmæssige slag pumpede stille følelserne rundt i min krop, og jo længere jeg fik kæmpet mig op ad graven, jo mere kunne jeg mærke.. Jeg kunne føle. Mit hjerte slog igen.

”R.. ain?” Mine læber føltes uendeligt tørre og min hals var nærmest som Sahara. Alligevel lykkedes det mig at få udtalt dit navn med en svag hvisken, som fik det til at stivne i hele din krop. Ganske langsomt, som var du bange for, at du havde hørt syner, drejede du forsigtigt dit hoved om imod mig. Jeg mærkede en knude i min mave stramme kvalmende rundt om min mavesæk, da jeg så dit forpinte ansigtsudtryk. Jeg gav ganske forsigtigt din hånd et blidt klem, som en forsikring om at det ikke var nogen drøm. Jeg var vågen og i live… med alle de følelser som et liv nu en gang indebærer.

”Sey? Sey!” Uden varsel trak du mig op, så du kunne omfavne mig. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre, men jeg kunne mærke den facade, jeg havde lavet for at beskytte dig langsomt smuldre bort. Stille begyndte tårer at trille ned ad mine kinder, og med svage rystende arme gengældte jeg din omfavnelse. Det gjorde ondt, at kunne føle igen… men samtidig føltes det også langt bedre end at ligge og være en tom skal. Du havde reddet mig… en ting jeg aldrig ville glemme dig for… men i det øjeblik nøjedes jeg med at føle dine stærke beskyttende arme rundt om mig, mens dine læber stille hviskede blide trøstende ord i mit øre.

Selvom jeg havde dolket dig i hjertet med en kniv, flået det ud, proppet det i en blender og ikke tøvet med at trykke på knappen, så sad du alligevel hos mig. Du var ligeglad med, at jeg havde løjet for dig… Du var ligeglad med det hele… Så længe dine arme kunne lægge sig trygt rundt om mig og mig tæt ind til dig, var det lykke nok for dig…

Uden at tænke nærmere over det, uden at tænke på de smertende konsekvenser, jeg vidste, ventede mig, når jeg først havde gjort det, vendte jeg stille mit ansigt op imod dit og pressede blidt mine læber imod dine. Et kort sekund stivnede du, men derefter gengældt du blot mit kys, mens du trak mig endnu tættere ind til dig. Min hånd lå stadig på din brystkasse, så jeg kunne mærke dit hjerte slå en støt, rolig og lettet rytme, der hurtigt faldt i takt med mit eget hjerte, der langsomt var begyndt at samle sig igen.

I det øjeblik lod jeg alle tanker og alle advarsler ligge bagerst i min hjerne, selvom jeg godt vidste, at dette ikke kunne forsætte. Alligevel havde vi grinet lidt, da lægerne forundret havde fundet os sidde og snakke sammen i min seng, og der havde været det største postyr med at få mig tjekket, nu jeg endelig var vågnet fra min underlige koma… men ingen læge ville jo kunne have kureret mit knuste hjerte alligevel, så før end jeg vidste af det, forlod vi hospitalet sammen. Hånd i hånd bevægede vi os ud i den stille regn, der faldt ned over byen, og som samtidig vaskede alle de onde minder fra vores fortid væk, så det kun var frøene fra de gode, der var tilbage, og som ville kunne blomstre op på ny igen...

Vi tog hjem til min lejlighed, selvom den var lille og luset, og der lå reklamer over alt på gulvet, fordi jeg ikke havde været der i flere uger. Vi satte os på kanten af min støvede madras, og fik snakket alt igennem. For selvom ingen af os var holdt op med at elske den anden, måtte vi indse, at det ikke ville kunne blive til noget igen… 11 år er lang tid, der er imellem to mennesker, når den ene part er klar til at stifte familie, mens den anden er klar til at drage ud på eventyr. Vores verdener var for forskellige til at vores forhold nogensinde ville kunne blive accepteret, hvilket vi allerede havde set et par måneder forinden… og ugen efter ville også afstanden skille os fra hinanden, da det var min sidste uge i Sydkorea, og jeg skulle til at vende snuden tilbage mod lille Danmark.

Jeg lod stille kvinden tjekke min billet, inden jeg gik ned ad gangen, der ville føre mig ind i flyet. Vi var blevet enige om, at det var bedst, at jeg rejste hjem igen. Mit visum udløb jo også, og det ville være bedre for os begge to, hvis vi fandt nogle andre, som passede bedre til vores alder og drømme. Jeg havde lovet dig, at jeg ikke ville se mig tilbage, før end flyet var lettet… For hvis jeg så mig tilbage, var der måske ingen vej tilbage for nogen af os…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...